En kunstnerisk praksis i udvikling
Den unge kunstner bidragyderen beskæftiger sig med spørgsmål, der rækker langt ind i den kunstneriske arbejdsproces. Her handler det både om, hvordan en personlig stil opstår, og om hvordan materialer, tvivl og tilfældige møder påvirker det færdige værk. I stedet for at se stil som noget, man blot beslutter sig for, undersøger hun, hvordan den kan vokse frem gennem arbejdet.
Stil, praksis og kunstneriske strategier
Under uddannelsen var stil ikke nødvendigvis det ord, der fyldte mest. For bidragyderen var det snarere en søgen efter en personlig arbejdsform og et ståsted, der kunne opstå gennem afprøvning. En kunstnerisk retning blev ikke oplevet som et frit valg fra en liste af muligheder, men som noget, der langsomt tegnede sig gennem praksis.
Begreber som strategi og praksis kunne derfor være mere dækkende end stil. En strategi kunne være at skabe værker, der ikke virkede bundet til en på forhånd fastlagt æstetik. Målet var i stedet at finde et nødvendigt og sagligt udtryk, hvor værket ikke først og fremmest var pudset af for at fremstå tiltalende. Det kræver en særlig opmærksomhed på, om formen tjener arbejdet, eller om den blot er blevet en vane.
At skabe sammenhæng mellem forskellige udtryk
Bidragyderen har oplevet, at hendes skulpturer og installationer umiddelbart kunne passe bedre ind i en samtidskunstnerisk sammenhæng end hendes tegninger. De rumlige værker fremstod mere kraftfulde og udfordrende, mens tegningerne var lettere at møde og ofte blev til gennem en intuitiv proces. Den forskel kunne gøre det svært at vurdere, hvordan de forskellige dele af arbejdet skulle stå i forhold til hinanden.
I de senere år har hun derfor forsøgt at forbinde de to udtryksformer og undersøge, om skellet mellem dem behøver at være så fast. Det indebærer en balance: Værkerne skal kunne mødes uden at blive forklaret så grundigt, at forklaringen kommer til at fylde mere end selve oplevelsen. Spørgsmålet om legitimering handler blandt andet om, hvor meget man føler, at et værk skal begrundes, før det kan få lov til at stå.
Hun ønsker at bevare en åbenhed og en vis abstraktion, men mærker samtidig et ønske om at knytte værkerne til fortællinger, betydninger eller hensigter. Det kan være vanskeligt at lade et enkelt eller skrøbeligt værk stå uden at støtte det med flere forklaringer. Tilbageholdenhed er ikke altid let; nogle gange opstår tvivlen om, hvorvidt det ville være bedre at tilføje mere, selv hvis det risikerer at overbelaste værket.
Usikkerhed er ikke i sig selv et nemt emne at vise frem. Samtidig kan ønsket om at præsentere den med fuld sikkerhed virke selvmodsigende. Derfor bliver arbejdet også en løbende vurdering af, hvad der har værdi at dele, og hvad der stadig bør blive i værkstedet.
Tilfældighed som en del af arbejdsprocessen
Et kunstværk kan komme til at virke så sammenhængende, at det næsten ser ud, som om det kun kunne være blevet til på én måde. Men den oplevelse skjuler ofte alle de muligheder, der kunne have ført et andet sted hen. Tilfældige møder, indtryk og hændelser kan ændre retningen, og selv når flere løsninger er mulige, er det ikke givet, at den valgte er den eneste gode.
For bidragyderen spiller tilfældighed en væsentlig rolle. Hun arbejder med at sætte materialer sammen, bryde dem ned og bygge dem op igen. Vejen frem til en form kan rumme mange forsøg og forskellige udgaver. Hvilke materialer og teknikker hun undersøger, hænger blandt andet sammen med de indtryk og den inspiration, der præger en given periode.
Tilfældigheden er dog ikke helt fri. Der findes også materialer, hun vælger fra, og dermed sætter hun grænser for, hvad der kan opstå. Processen kan beskrives som en form for styret tilfældighed: Uventede muligheder får plads, men kunstnerens valg afgør, hvilke der bliver fulgt videre.
Når et værk bearbejdes længe nok, kan det til sidst nå en form, der føles fast, som om yderligere ændringer ikke længere er mulige. Alligevel opfatter bidragyderen ikke nødvendigvis værkerne som afsluttede størrelser. De kan være forskellige udgaver af et tilbagevendende, endnu ikke fuldt defineret materiale. Elementer fra tidligere arbejder kan indgå i nye sammenhænge, og et værk mister ikke nødvendigvis sin betydning, fordi dele af det skilles ad.
Den tanke åbner for, at værker kan forandre sig og glide mellem forskellige tilstande. Et tidligere arbejde kan fortsat eksistere som idé eller midlertidig form, selv om dets konkrete dele bliver brugt på nye måder. I stedet for at se genbrug og opløsning som tegn på, at et værk er ødelagt, kan man forstå dem som led i en vedvarende udvikling.
Fra rå skitse til selvstændigt værk
Et centralt spørgsmål er, hvor langt et arbejde skal udvikles, før det vises frem. Måske virker en skitse eller et råt materiale mere umiddelbart og ærligt. Omvendt kan bearbejdningen give værket en selvstændighed, så det ikke længere blot fremstår som et spor af kunstnerens proces. Overvejelserne kan både handle om grundlæggende kunstneriske valg og om de normer, der præger den tid, man arbejder i.
Bidragyderen kan opleve, at den umiddelbarhed, der findes i værkstedet, bliver udfordret, når værket skal indgå i en udstilling. Pludselig opstår der forventninger om, at det skal virke mere stramt, mere sagligt eller mere råt og ufærdigt. Disse krav kan trække i forskellige retninger og gøre det vanskeligt at afgøre, hvilken version der bedst bevarer værkets energi.
I selve arbejdet har hun ofte en intuitiv fornemmelse for form og materialer. Når værket skal præsenteres, begynder hun imidlertid at rette på det, tænke det grundigere igennem og overveje, hvordan det kan forsvares. Den tvivl kan være mindre frugtbar end den, der opstår under skabelsen. En mulig løsning er at gribe ind i processen tidligere og vise værket i en mere rå udgave, før efterfølgende overvejelser ændrer dets karakter.
Drømmen om store, energiske værker står side om side med en arbejdsform, der også er præget af omhu og detaljer. Selv skitserne kan være velordnede frem for tydeligt rodede. Måske viser energien sig derfor ikke gennem voldsomme bevægelser, men gennem den grundighed og præcision, der lægges i arbejdet.
Kunstens nødvendighed og vilkårene omkring den
Forholdet mellem indhold og stil formes også af de vilkår, kunsten bliver til under. I et trygt samfund med stor frihed kan kunstneren opleve, at der mangler en tydelig ydre nødvendighed, som giver formen retning. Samtidig kan miljøet omkring kunsten rumme uskrevne regler, der påvirker, hvad der opfattes som relevant eller overbevisende.
Bidragyderen kan indimellem blive ramt af en følelse af, at kunstens verden er overfladisk, og at arbejdet ikke betyder noget. I de øjeblikke kan det virke mere fristende at vælge noget praktisk og håndgribeligt. Men denne tvivl står ikke alene. Til daglig er hun overbevist om, at kunsten har en betydning, også selv om dens nødvendighed ikke er den samme som for mennesker, der arbejder under stærkere begrænsninger.
Et kunstnerisk sprog kan række ud over den konkrete situation, det er skabt i. Det kan opleves næsten fysisk og skabe genklang hos mennesker, der ikke selv har gennemlevet de samme erfaringer. Kunstens mulighed for at bevæge sig på tværs af det, der let kan forklares og forstås, er derfor en egenskab, der er værd at værne om.