Et særligt billedsprog og vejen frem mod det
I interviewet med maleren bidragyderen handler samtalen om, hvordan ændringer i maleriets udtryk påvirker fortællingen. Der bliver også talt om abstraktion, sanseoplevelser og museernes valg af kunst, som kan præge, hvilke kunstnere og værker der bliver mødt og husket.
Et af hendes tidlige kendetegn var små lærreder med fantasifulde motiver, hvor dyr, mennesker og natur blev sat sammen på overraskende måder. De fine detaljer og den intime størrelse stod i kontrast til den mere kraftfulde stil, som ofte prægede andre malerier. Først kunne billederne virke gådefulde, men ved nærmere betragtning viste der sig både humor og en præcis måde at formidle følelser på.
For at forstå, hvordan dette udtryk blev til, er det relevant at se på de erfaringer og valg, der gik forud. Kunstneren beskriver arbejdet med maleri som noget grundlæggende personligt og eksistentielt. Det er en praksis, hvor egne betingelser og spørgsmål får lov at styre, og hvor arbejdet forpligter hende til at undersøge, hvad hun selv kan se og skabe.
Et centralt mål har været at finde en visuel stemme, der både udspringer af hendes egne erfaringer og tager imod indtryk fra verden omkring hende. Hun har arbejdet med collage, tekstlige fortællinger og mange måder at påføre maling på. Undervejs har hun været optaget af, hvordan psykiske spændinger kan få form, både gennem genkendelige figurer og gennem mere abstrakte virkemidler.
Uddannelse, rejser og møder med forskellige kunstformer har bidraget til denne udvikling. Hun har både studeret kunst og kunsthistorie og hentet inspiration fra mange forskellige retninger. Blandt de visuelle referencer er miniaturekunst, kalligrafi, romantiske landskaber, modernisme og minimalisme. Film, videokunst og naturoplevelser har også været med til at forme hendes blik.
De små formater har haft en særlig funktion. Når et billede kræver, at beskueren går tæt på, opstår der en mere fortrolig situation. Værket fylder ikke rummet med store bevægelser, men inviterer til en roligere kontakt. Den nærhed passer til den sårbarhed, som findes i billederne, og gør samtidig beskuerens egen reaktion til en del af oplevelsen.
I de tidlige værker har hun arbejdet med at holde følelsernes styrke i balance. Patos kan være til stede, men humor og usædvanlige sammenstillinger, eksempelvis mellem dyr og mennesker, kan gøre udtrykket mindre højtideligt. Det lille format bidrager også til denne balance. Kunstneren har været interesseret i, hvor langt et billede kan bevæge sig mod det følelsesladede, uden at det bliver overdrevent.
Arbejdet med et maleri kan være en blanding af planlagte valg og uventede hændelser. Nogle gange oplever hun, at billedet synes at kræve en bestemt løsning, som først må findes gennem gentagne forsøg. Det kan tage tid at nå frem til den rette visuelle form, næsten som om motivet skal staves frem gennem arbejdet med pensel og farve.
Fra fortællende motiver til større abstraktion
I hendes senere billeder er der sket en ændring i forholdet mellem motiv og malerisk form. Hvor penselføringen tidligere kunne variere meget, er arbejdet efterhånden blevet mere systematisk og orienteret mod selve billedfladen. Enklere former og tydeligere strøg kan give plads til, at beskueren selv skaber forbindelser og betydninger.
Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt billederne dermed bliver mere åbne, eller om fortællingen blot ændrer karakter. Man kan se udviklingen som en bevægelse fra et symbolsk og let aflæseligt billedsprog mod en modernistisk undersøgelse af mødet mellem det genkendelige og det abstrakte. Her er motivet stadig vigtigt, men formen og måden, billedet er bygget op på, får større vægt.
Kunstneren ser modernismen som en tradition, der ikke kan ignoreres, men hendes forhold til den er sammensat. Nogle historiske maleres værker tiltaler hende stærkt, mens andre kan vække ubehag, fordi de forbindes med en skæv fordeling af opmærksomhed og indkøb på kunstinstitutioner. Det kan være vanskeligt at møde et værk uden samtidig at tænke på de strukturer, der har gjort bestemte kunstnere mere synlige end andre.
Alligevel kan enkelte maleres håndtering af farve og penselstrøg træde tydeligt frem, når hun ser på selve værket. Hun har også hentet inspiration hos ældre danske kunstnere og været optaget af, hvordan malere gennem tiden har udviklet deres arbejdsmetoder. Interessen går ikke kun på bestemte billeder, men også på de forandringer, der sker i en kunstners praksis.
Malerierne skal samtidig forstås i deres egen tid. Nutidens hverdag er præget af et stort antal digitale billeder, der består af små farvefelter. Kunstneren oplever, at denne visuelle omverden kan sætte spor i hendes interesse for enkle og ensartede flader. Hun er også nysgerrig på, hvordan maleri kan bevæge sig ud over lærredet og ind i det fysiske rum.
En ændret livssituation har også påvirket hendes blik. Hverdagslivets krav har gjort det mindre oplagt at søge mod lange, drømmende forløb, og hun er blevet mere tiltrukket af det enkle og overskuelige. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at billederne rummer færre muligheder. Tværtimod kan en begrænset form åbne for andre oplevelser og fortolkninger.
Farverne er blevet et stadig vigtigere udgangspunkt. Særligt landskaber interesserer hende, når farverne afviger fra de forventelige grønne toner: mørke træer mod en gul himmel, et lilla skær over byen eller blå skygger i sne. Hun undersøger også, hvor mange farvenuancer der kan findes i et ansigt.
Når hun søger en bestemt stemning i et maleri, kan farven være den mest direkte vej dertil. Den hjælper med at skabe en sanselig situation, som beskueren kan træde ind i, uden at alt behøver at være forklaret gennem et tydeligt motiv.
Farven, motivet og beskuerens rolle
Farverne i hendes billeder har ofte forbindelse til det, hun møder i den synlige verden, eksempelvis landskaber og bygninger. Men arbejdet kan også tage udgangspunkt i en enkelt nuance, som bliver udvidet til at præge en større del af billedet. På den måde bliver farven frigjort fra sin oprindelige størrelse og får en ny funktion i kompositionen.
Fortællingen er stadig en del af hendes arbejde, men den behøver ikke længere være så fastlagt. Et billede kan tage udgangspunkt i noget enkelt, som fugtigt græs eller himlens grå toner, og alligevel sætte tanker i gang. Målet er ikke nødvendigvis at give beskueren en bestemt historie, men at skabe et rum, hvor egne associationer kan opstå.
Hun ønsker også at arbejde mere med værker, der indgår fysisk i et rum. Tidligere har hun afprøvet stedsspecifikke installationer, hvor planter blev en del af materialet. Den form for arbejde oplevedes som en naturlig forlængelse af maleriet, fordi beskueren møder værket med hele kroppen og ikke kun ser på en flade.
Samtalen berører også, hvordan kunst bliver beskrevet og fortolket. Det er ofte lettere at tale om et motiv eller en fortælling end om de sanselige og materielle sider af et værk. Alligevel kan netop materialer, overflader og måden, et billede virker på, være afgørende for dets betydning.
Kunstneren peger på værdien af at have praktisk erfaring med kunstneriske materialer. Når man selv har prøvet at male eller arbejde med andre fysiske medier, kan det blive lettere at forstå, hvad en kunstner har gjort, og hvilke betydningslag der ligger i processen. Den erfaring kan være relevant både ved mødet med samtidskunst og ved fortolkningen af ældre værker.
Hun oplever, at samtaler om kunst ofte lægger vægt på de mest umiddelbart forståelige indholdsmæssige sider. De mere sanselige og oplevelsesbaserede forhold får mindre plads, selv om de kan være afgørende for, hvordan et værk påvirker beskueren.
Spørgsmål om køn og feminisme fylder også i omtalen af hendes kunst. Det er ikke hendes primære indgang til maleriet, men hun anerkender, at emnet har betydning, når kvindelige kunstnere møder særlige forventninger eller bliver behandlet anderledes. Museernes samlinger og indkøb kan afspejle bredere samfundsmønstre, og derfor er det relevant at spørge, hvilke kunstnere der får plads, og hvilke der overses.
For hende kan billedkunst fungere som et spejl af samfundet, menneskers følelsesliv og deres måde at være i verden på. Derfor handler hendes arbejde både om de enkelte billeders form og om de vilkår, der præger, hvordan kunst bliver skabt, vist og forstået.