Når stil bliver en del af politisk handling
En samtale om kunstnerisk forskning og aktivisme tager udgangspunkt i et overraskende sammenfald: Bidragyderens arbejde med politiske handlinger rummer et kapitel om stil, ligesom forfatterens kendte essay. De to tilgange har berøringspunkter, men også markante forskelle. Her undersøges det, hvordan æstetiske valg kan præge politiske aktioner, og hvorfor kunst og aktivisme ikke uden videre kan sidestilles.
Intervieweren peger på, at det kan lyde selvmodsigende at tale om æstetik i forbindelse med oprør. Men når politiske demonstrationer og aktioner ses gennem en kunstnerisk optik, bliver det muligt at få øje på deres form, virkemidler og måde at skabe betydning på. Stil viser sig at være vigtig, blandt andet fordi en aktion ikke alene består af argumenter eller politiske mål. Den består også af billeder, handlinger og reaktioner.
En stilistisk vurdering kan blandt andet dreje sig om, hvorvidt udtrykket passer til situationen, virker overbevisende og faktisk får en virkning. I aktivisme er samspillet med andre centralt. En aktion kan være tilrettelagt med henblik på at fremkalde en reaktion fra eksempelvis politi eller myndigheder, og den reaktion kan hurtigt ændre situationen. Stil bliver på den måde både en æstetisk og en praktisk overvejelse.
Intervieweren spørger, om der er en forbindelse mellem denne forståelse og forfatterens tanker om stil. Selvom de to diskussioner tager afsæt i forskellige sammenhænge, kan begge beskæftige sig med stil som et sæt valg, der sætter rammer for, hvordan noget opleves. Stil kan fremhæve bestemte aspekter og lade andre træde i baggrunden. For en billedkunstner kan spørgsmål om passende, overbevisende og virkningsfulde valg også være relevante, selvom aktivistisk praksis har andre betingelser.
Forskellene er imidlertid væsentlige. Aktivistiske handlinger kan afhænge af øjeblikkelig respons og af, at andre parter deltager i situationen, også når de gør det som modstandere. Intervieweren vil derfor vide, hvor bidragyderen ser de største ligheder og afstande mellem kunst og politisk aktivisme.
Bidragyderen fortæller, at han først blev opmærksom på forfatterens essay, efter at han selv havde skrevet en tekst med samme titel. Han kendte ikke hendes tekst under sit eget arbejde med emnet. Han fremhæver også, at hans forskning er kunstnerisk snarere end humanistisk-akademisk: Den udspringer af praksis og kunstneriske traditioner.
Hans tekst om stil handler først og fremmest om politisk aktivisme. Det, der fangede hans interesse, var, at aktivister fra en ungdomshusbevægelse brugte et æstetisk sprog og traf valg, som både var præget af æstetiske hensyn og skabte begivenheder med en tydelig form. For at forstå, hvad der foregik, måtte man betragte begivenhederne som billeder snarere end som argumenter. Billeder skaber mening på andre måder end rationel argumentation, og den direkte aktivisme udfordrer dermed gængse forestillinger om, hvad politik er.
I aktivisternes hverdagssprog kan stil betegne forskellen mellem en god og en dårlig måde at handle på. Begrebet bruges til at vælge, hvilken form en aktion skal antage. Det valg påvirker både dens forløb og dens budskab. Med andre ord kan den politiske betydning ikke altid fastlægges på forhånd uafhængigt af den måde, handlingen udføres på.
Nogle situationer kan kalde på en mørk og udfordrende fremtræden, mens andre passer bedre til et farverigt, legende udtryk. Det kan for eksempel være forskellen mellem en sort blok og en klovneinspireret gruppe. Aktivisterne må vurdere omstændighederne og vælge en form, der giver mening i den konkrete situation. En konfronterende tilgang kan være relevant i én sammenhæng, mens en bredere og mere familievenlig tone kan passe bedre i en anden.
Et eksempel fra en performance undersøger gadeaktivisme set fra politiets synsvinkel.
Det kan være svært at få øje på, hvis politik først og fremmest forstås som holdninger og argumenter: I aktivismen bliver den politiske position også skabt gennem den valgte form. Stil afhænger af situationen, og den er mere omfattende end farver, kostumer og overflade. Den kan rumme et helt sæt etiske og politiske signaler. Når aktivister handler i en konfrontation med politiet eller ved en besættelse, udfører de en bestemt stil og skaber et politisk øjeblik. I dette tidsrum kan et nyt politisk rum opstå. At gennemføre handlingen er dermed en måde at give politiske intentioner konkret form på.
Bidragyderen ser ligheder mellem aktivismens måde at forvandle en situation på og metoder i situationsbestemt kunst, social plastik, relationel æstetik og tidsbaserede kunstformer. Han blev optaget af, om politisk aktivitet kunne forstås bedre gennem kunstneriske begreber og perspektiver.
Samtidig er forskellen mellem aktivisme og kunst tydelig. En kunstner arbejder fra en position, som samfundet allerede har anerkendt som kunst. Derfor kan selv et værk, der udfordrer samfundets normer, ofte forstås inden for de eksisterende regler og institutioner. Den kunstneriske ramme beskytter på en måde værket ved at gøre det muligt at betragte handlingen som kunst.
Direkte aktivisme kan derimod have til hensigt at overskride reglerne gennem eksempelvis civil ulydighed. Det er netop bruddet med loven, der kan tvinge samfundet til at reagere og gøre handlingen politisk udfordrende. En sådan aktion kan indebære en reel personlig risiko, som ikke på samme måde følger med kunstnerrollen. Bidragyderen nævner demonstranterne på Tahrir-pladsen i Egypten som et eksempel på mennesker, der handlede under fare for deres liv.
En anden performance undersøger forbindelserne mellem vand, kunst og politiske handlinger.
I et performance-manuskript sammenligner bidragyderen et kunstværk om havnen med en besættelse, der fandt sted samme sommer i en anden del af Københavns Havn. De to begivenheder lignede hinanden både visuelt og socialt, men den ene blev forstået som kunst, mens den anden blev betragtet som en revolutionær handling. Forholdet til loven var afgørende for, at næsten ens begivenheder kunne få så forskellige betydninger.
Intervieweren vender tilbage til forfatterens syn på stil som en måde at rette opmærksomheden mod noget bestemt. Stilistiske valg kan både fremhæve og begrænse, hvad publikum ser. Det interessante ved et værk afhænger ifølge den citerede tanke ikke blot af, hvor meget opmærksomheden omfatter, men også af dens styrke og karakter. På den baggrund spørger intervieweren, hvad der fik bidragyderen til at bevæge sig fra skulptur og stemningsmættede installationer til mere politisk orienterede performances.
Bidragyderen beskriver sine installationer og samarbejder fra 1990’erne som dialogiske værker. De skulle være åbne for publikums deltagelse, så betydning opstod i mødet mellem værk og beskuer. Denne åbenhed havde også en politisk tanke i sig, fordi den kunne ses som en demokratisering af kunsten. Senere oplevede han, at relationel æstetik blev indlemmet i en kommerciel oplevelsesøkonomi og mistede noget af sin kritiske kraft. Det gav anledning til et ønske om en mere direkte politisk markering.
Et tidligt installationsværk kredsede om et rum, en uopredt seng og spor efter mennesker, der ikke var til stede.
Ved at gå fra åbne værker til mere lineære fortællinger håbede bidragyderen at kunne skabe en tydeligere politisk virkning. Han interesserede sig for agitprop, altså kunst, der både agiterer og formidler, og for bidragyderens tanker om kunst som revolutionær læring. Han arbejdede med nye versioner af politiske teater- og musikværker og forsøgte at tilpasse denne tradition til en dansk samtid. I et udstillingsprojekt blev besøget organiseret som en fortælling, publikum bevægede sig igennem i en bestemt rækkefølge. Den lineære form gav mulighed for en mere målrettet og pædagogisk politisk fremstilling.
En installation med film tog afsæt i et politisk teaterstykke.
Med forfatterens begreber kan denne udvikling beskrives som et skift fra et åbent og inkluderende værk til en mere belærende æstetik. For bidragyderen byggede skiftet på et håb om at bringe kunsten ind i en direkte politisk dialog med et samfund, han mente var på afveje. Det var vigtigt, at værkerne ikke kunne fortolkes i alle retninger, men udtrykte et bestemt politisk standpunkt.
Forestillingen om kunstneren som en direkte politisk aktør viste sig dog hurtigt at være præget af ønsketænkning. Bidragyderen oplevede, at højrefløjen afviste kunsten som forudsigelig kritik, mens venstrefløjen knap nok lagde mærke til den, fordi billedkunst blev forbundet med noget elitært og borgerligt. Han fandt det vanskeligt at se en kultur, hvor kunsten for alvor kunne deltage i den politiske debat. Selvom han opgav tanken om kunstneren som direkte politisk aktør, kan han stadig stå inde for vreden i værkerne fra perioden. Deres begrænsede og sort-hvide politiske perspektiv blev ledsaget af en bitter, næsten galgenhumoristisk intensitet.
En performance lod en politisk figur optræde i en usædvanlig sammenhæng.
Intervieweren bemærker, at der fortsat er tydelige spor af billedkunstnerisk tænkning i bidragyderens projekter. Han bruger billeder med flere betydningslag og understreger, at et billede ikke er det samme som et argument. En performance kan rette sig mod både sanser og forståelse, og dens betydning kan forblive usikker. Samtidig har hans værkers form og henvendelse ændret sig: fra en enkelt afsender, der taler til en enkelt modtager, mod en mere kollektiv kommunikation.
Intervieweren beskriver også en bevægelse væk fra den særlige individuelle synsvinkel og hen imod fællesskabet og det almenmenneskelige. Spørgsmålet er, om social indignation er blevet en vigtig drivkraft.
Bidragyderen fortæller, at han efter en periode med vrede og agiterende værker begyndte at se begrænsningerne i sit politiske verdensbillede. En traditionel opdeling mellem højre og venstre kunne ikke rumme den kompleksitet, han mente prægede samfundet. Hans arbejde med nutidig aktivisme begyndte efter en fejllæsning af en situation i det offentlige rum. Det blev anledning til at undersøge, hvad politik kunne være i et komplekst mediesamfund.
Han brugte kunstneriske metoder som appropriation, performance, social plastik og stedsspecifik praksis til at analysere politik. Det hjalp ham med at se politik som et sammensat felt på linje med billedkunst. Performativitet blev vigtig både som en måde at læse virkelige begivenheder på, blandt andet gadekampe omkring ungdomshusbevægelsen, og som et redskab til at tænke gennem sanserne. Det sidste er et begreb, bidragyderen selv har udviklet om æstetisk erkendelse.
En performance undersøgte, hvordan en politisk begivenhed kan blive fortolket gennem billeder og handling.
Bidragyderen knytter dette arbejde til begrebet billedpolitik. Når begge sider i en politisk konflikt bruger billeder og performative begivenheder, bliver kampen også en kamp om, hvem der får lov til at fortolke billederne. Den politiske situation skabes ikke alene med ord, men også gennem det, der vises, og den måde, det udspiller sig på.
Han er skeptisk over for en skarp opdeling mellem enestående individuel erfaring og kollektive perspektiver. I hans optik er forholdet mellem individ og fællesskab allerede nøje formet af nyliberalismen. Forestillingen om kunstneren som en helt særegen stemme kan derfor være naiv. Kunstnerrollen kan også indgå i en økonomi, hvor kreativitet bliver en del af en global forbrugeridentitet uden et klart ansvar for handlinger.
Hvis fællesskab, offentlighed og politik skal forstås på nye måder, må forholdet mellem individ og kollektiv også gentænkes. Det rejser spørgsmål om, hvad det vil sige at være et jeg, et du eller et vi. Kunst kan måske bidrage, fordi forskellige opfattelser af individet historisk er blevet undersøgt og forhandlet gennem kunsten. Kunstneren og privatpersonen er ikke helt det samme; kunstneren er på en måde en fremstillet udgave af privatpersonen. Det kan give plads til at afprøve andre former for identitet som modspil til de normer, der præger eksempelvis sociale medier.
En installation fra 1990’erne arbejdede med idéen om en stedfortræder.
Bidragyderen har selv undersøgt, hvem kunstneren er, og hvem der står bag et værk. I et udstillingsprojekt fra 1994 brugte han stedfortrædere i flere værkserier for at gøre afsenderens identitet mindre entydig. Senere installationer legede med en fraværende hovedperson. I en række performances optrådte en kunstner og forsker, der kommenterede begivenhederne fra et perspektiv uden for selve handlingen. Rollen blev udført af forskellige personer, ofte af et andet køn end bidragyderens, hvilket skabte en afstand mellem kunstneren og figuren.
I et større projekt forsøger han at forvandle sin individuelle position til en kunstnergruppe, hvor produktionen er kollektiv. På den måde undersøger han både sin egen kunstneriske rolle og publikums forventninger til, hvem en kunstner er.
En medvirkende spillede rollen som kunstner og forsker i en performance.
Intervieweren fremhæver, at bidragyderens performances ofte tager afsæt i aktuelle politiske forhold, men samtidig trækker på en historisk tradition, blandt andet bidragyderens teater. Med henvisning til forfatterens tanke om, at stil kan være en modstand mod glemsel, spørger intervieweren, om bidragyderen overvejer, hvordan værkernes stil vil kunne genaktiveres langt ude i fremtiden.
Bidragyderen svarer, at hans bearbejdninger af politiske værker fra tidligere tider tydeligt forbinder ham med en tradition. Titlen på hans forskningsprojekt låner fra en stor roman om den europæiske venstrefløjs historie, fortalt gennem kunsthistorien. Romanen læser politiske sejre og nederlag gennem konkrete kunstværker. Ved at genbruge kunstnere og værker placerer bidragyderen sig bevidst i forhold til en historisk linje.
Han er optaget af tanken om et selvvalgt kunstnerisk slægtskab: Kunstnere kan vælge, hvilke forgængere de vil stå i forbindelse med, og dermed forme deres egen personlige kunsthistorie. De kan også vælge samtidige samarbejdspartnere og påvirke, hvilke sammenhænge deres værker bliver set i. Samarbejder, kuratering og undervisning kan derfor bruges til at definere sådanne forbindelser.
En gæsteforelæser indgik i en performance, der undersøgte kunstneriske fællesskaber.
For bidragyderen handler det også om at orientere sit eget arbejde på ny. Når han undersøger kunstnergruppen som identitet, ser han mod forskellige kollektiver, der arbejder med performance og politiske spørgsmål. De kan inspirere hans praksis og måske blive samarbejdspartnere.
Det drejer sig ikke først og fremmest om at skrive sig ind i en bestemt kunsthistorie, som efter hans opfattelse i stigende grad er blevet underlagt markedsværdi. Snarere forsøger han at give en politisk performancetradition ny betydning i samtiden. Om andre vil genoptage den om hundrede år, kan han ikke vide. Han finder det heller ikke særligt meningsfuldt at planlægge værkernes betydning over så lang en tidshorisont.
Intervieweren vender til sidst tilbage til forfatterens idé om kunst som en særlig måde at håndtere det, der ikke umiddelbart kan siges. Han forventer, at bidragyderen vil være skeptisk, men spørger alligevel, hvordan han forholder sig til tanken.
Bidragyderen mener, at forfatteren bliver for forsigtig netop dér, hvor hun beskriver, hvordan et værks betydning hænger sammen med stilens valg. Hvis stil er med til at skabe betydningen, må de stilistiske valg også spille en afgørende rolle for, om et værk er interessant. Man bør derfor møde værket på dets egne stilistiske præmisser, også når resultatet ikke lykkes.
Han foretrækker et værk, der følger sine egne stilistiske valg til ende, selv hvis resultatet bliver dårligt. At forsøge at omforme disse valg til klassiske idealer som intensitet, autoritet og visdom virker for ham tilbageskuende.
Bidragyderen synes også, at forfatteren er uklar om, hvad det egentlig er, der ikke kan siges: bevidstheden eller sansningen. Han kan acceptere, at sansning i sin umiddelbare og ubearbejdede form ikke let lader sig beskrive. Men kunstnerisk arbejde handler netop om at give det grænseløse en form. Et billede udtrykker sig ikke på samme måde som tale eller skrift, men det er stadig et sprog. Ifølge bidragyderen er det verden, der er uudsigelig, ikke kunsten. Den forskel er afgørende for hans syn på kunstnerisk arbejde.
Hans idé om at tænke med sanserne indebærer, at tænkning ikke kun foregår gennem fornuften. Kroppens forskellige sanser kan også indgå i erkendelsen. Men selv når alle sanser er i spil, er der stadig tale om tænkning og om at formidle noget.
En performance udforskede forholdet mellem sansning, udtryk og kunstnerisk form.
Bidragyderen er derfor stærkt uenig med forfatterens påstand om, at de mest virkningsfulde dele af et kunstværk ofte er dets tavshed. Han mener, at en sådan formulering romantiserer det uklare og uudsigelige og kan føre til en mystisk forestilling om kunstværket, som ikke hjælper med at forstå det.
I en samtid, hvor økonomisk og rationelt sprog fylder stadig mere, bliver det efter hans mening nødvendigt at finde andre måder at tænke gennem kriser på. Interviewet afsluttes med en bemærkning fra en studerende, som understreger behovet for ikke at give efter for pessimismen.