Rytme og form i eksperimenterende filmkunst
Bidragyderens kunstneriske arbejde tager ofte udgangspunkt i komplekse historiske og politiske spørgsmål. Samtidig er formen en vigtig del af, hvordan emnerne bliver mødt. I en samtale om kunstneriske valg fremhæver hun rytme som et gennemgående princip: Billeder, lyd, tekst og fortælling skal spille sammen, så værket både kan åbne for eftertanke og fastholde en sanselig intensitet.
Når en kunstner vælger bestemte virkemidler, leder det publikums opmærksomhed i én retning og væk fra andre. Det afgørende er derfor ikke nødvendigvis, hvor mange ting et værk viser, men hvordan det udvalgte bliver formidlet. Et koncentreret fokus kan rumme stor kompleksitet, hvis værkets form giver plads til både nærvær og kritisk betragtning.
Bidragyderen arbejder med film og videoinstallationer, der kan beskrives som eksperimenterende kunstfilm. Værkerne samler ofte længere tids research og et vedvarende engagement i et bestemt emne. Det giver dem en anden arbejdsrytme end projekter, der bliver til gennem en kortere proces, eksempelvis enkelte videoarbejder, fotografier eller performances.
Et værk om en massakre på den sydkoreanske ø Jeju er eksempelvis blevet udviklet over flere år og fortsat ændret gennem nye installationer. Den historiske begivenhed står centralt, men filmen bevæger sig også videre til spørgsmål om fortielse, vidnesbyrd, traumer, sandhed og forsoning. På den måde bliver en konkret historie forbundet med bredere politiske og samfundsmæssige sammenhænge.
Selvom emnerne ofte er præget af historisk research, bliver filmene ikke nødvendigvis skabt efter en fast plan. Arbejdet med optagelser og klipning kan være undersøgende og associativt. I stedet for at følge et færdigt manuskript forsøger bidragyderen at finde den form og intensitet, der passer til materialet. En idé kan opstå af nysgerrighed, indignation eller billeder og fortællinger, som bliver ved med at trænge sig på.
Filmene kan udfordre officielle historiefortællinger ved at synliggøre deres udeladelser og begrænsninger. Samtidig kan de skabe forbindelser mellem erfaringer, der ellers sjældent bliver sat i relation til hinanden. Bidragyderen sammenstiller derfor dokumenterende eller vidnesbyrdorienterede sekvenser med mere poetiske, suggestive og performative udtryk. Kontrasterne kan pege på alternative måder at forstå fortiden på uden at gøre den til en enkel, afsluttet fortælling.
Rytmen er med til at styre mødet mellem værket og publikum. Nogle passager kan trække beskueren ind gennem billedernes følelsesmæssige eller sanselige kraft. Andre kan skabe afstand og gøre det muligt at overveje, hvordan billeder påvirker os, og hvordan en fortælling er blevet til. Vekslingen mellem indlevelse og kritisk distance bliver dermed et kunstnerisk redskab snarere end en modsætning.
Fortiede erfaringer, arkiver og personligt udgangspunkt
Et andet centralt område i bidragyderens praksis er erfaringer, der er blevet overset, skjult eller gjort vanskelige at tale om. I et værk om kvinder, adoption og historiske traumer undersøger hun ikke kun, hvad der er blevet fortiet, men også hvordan et kunstværk kan nærme sig det usagte. Det handler både om emnet og om at finde en form, der kan rumme det, som ikke uden videre lader sig forklare.
Montage og sammenstilling af forskellige arkiver kan skabe nye forbindelser mellem billeder, lyd, tekst og handling. Materialer, der oprindeligt tilhørte adskilte sammenhænge, kan belyse hinanden på tværs. Når dokumentation møder personlige spor eller performative elementer, opstår der en måde at undersøge historien på, som ikke alene bygger på en samlet, lineær forklaring.
Et sådant værk kan have en forløsende side, fordi erfaringer, der længe har været holdt uden for den offentlige samtale, får plads. Når personlige historier bliver delt, kan deres betydning også blive et fælles anliggende. Men det betyder ikke nødvendigvis, at filmen skal ende med en konklusion eller en følelse af fuld afslutning. Gentagne stemmer og vidnesbyrd kan i stedet vise, at kampen for at blive hørt stadig er i gang.
Denne åbenhed hænger sammen med værkernes historiske emner. Kvinder, der har været udsat for seksuel udnyttelse under krig eller i forbindelse med militære miljøer, og personer med erfaringer fra international adoption, kan have forskellige historier, men også møde manglende anerkendelse. Ved at forbinde erfaringer på tværs af generationer undersøger filmen, hvordan uretfærdighed og tavshed kan fortsætte, selv når de berørte forsøger at blive taget alvorligt.
Bidragyderens eget liv og erfaringer er en vigtig drivkraft, også når de ikke er direkte synlige i værket. Hun beskriver sin tilknytning til de emner, hun arbejder med, som betydningsfuld for både researchen og mødet med andre medvirkende. En tydeliggørelse af ens eget ståsted kan være et alternativ til at foregive en helt neutral position. Det gør ikke nødvendigvis værket mindre undersøgende, men kan gøre det lettere at forstå, hvorfra det er skabt.
Arkivarbejdet kan omfatte private optagelser, familiemateriale og dokumenter fra offentlige samlinger. Der kan også indgå materiale fra organisationer, biblioteker, historiske billedsamlinger og arkiver med tidligere hemmeligholdte optagelser. Selve arkivets opbygning fortæller noget om den tid og kultur, som har samlet og klassificeret materialet. Hvad der er bevaret, og hvordan det er blevet beskrevet, kan derfor være en del af undersøgelsen.
Bidragyderen kan sætte officielle arkivkilder sammen med personlige samlinger, fundne billeder og nye optagelser. Valget afhænger af emnet og af den indre logik, der udvikler sig i filmen. Det er ikke blot materialets oprindelse, der har betydning, men også hvilke associationer det vækker, og hvordan det ændrer forståelsen af de øvrige sekvenser.
Inspirationen kan komme fra rejser, møder med mennesker, politiske begivenheder, læsning og historier, andre fortæller. Interesse for stemmens muligheder, lokale ritualer og grænseoverskridende erfaringer kan eksempelvis sætte nye tanker i gang. Nogle gange er mediet klart fra begyndelsen; andre gange kræver det, at materialet får lov til at udvikle sig, før den rette form bliver tydelig.
Et værk kan også begynde med en interesse for selve materialet. Et bestemt billede, en lyd eller en fysisk egenskab kan være nok til at starte en kunstnerisk proces. Det stoflige står dog sjældent helt adskilt fra betydning. Materialer vækker associationer og forbindelser, og de kan påvirke, hvilke spørgsmål værket kommer til at stille. Derfor kan sanselige valg og idéindhold udvikles side om side.