For billedkunstneren bidragyderen er spørgsmål om repræsentation og tabet af en stabil følelse af sig selv særligt aktuelle, når han arbejder med traumeerfaringer. I dette interview fortæller han om den krævende proces og personlige involvering, der følger med værker om traumets sammensatte karakter og det, som ikke kan sættes på ord. Traumer kan præge et menneske dybt, selv når selve hændelsen kun står tilbage som uklare eller manglende minder.
At give form til det, der ikke kan fortælles
I værkerne I Died in Italy But No One Knows It og Pain in the Eye undersøger bidragyderen, hvordan en voldsom hændelse kan være næsten umulig at forstå eller huske sammenhængende, men samtidig blive ved med at vende tilbage. Arbejdet med traumer rejser derfor et kunstnerisk spørgsmål: Hvordan kan et værk nærme sig en erfaring, der både unddrager sig sproget og fylder meget i den berørtes liv?
Bidragyderen tager afsæt i læsning om traumer og feministisk teori. Han undersøger også vidnesbyrd gennem bøger, artikler, film og andre kulturelle udtryk, hvor mennesker fortæller om voldsomme oplevelser. Dette materiale bearbejdes i kunsten, så personlige erfaringer kan møde bredere spørgsmål om samfund og kultur. I Pain in the Eye forbindes hans egne erfaringer med vold med overvejelser om, hvordan mennesker i Vesten forstår ofre, gerningspersoner og ansvar.
Fotografiet indgår på forskellige måder. Nogle billeder er enkle selvportrætter, taget efter et overfald, mens andre bliver til gennem en planlagt fotosession. I det første tilfælde er billedet tæt knyttet til en konkret, personlig situation. I det andet bliver kroppen snarere et kunstnerisk materiale, hvor bidragyderen både optræder som den, der handler, og som den, der bliver betragtet.
I værket Rehearsal (sacre de printemps) arbejdede bidragyderen med en fotosession inspireret af danseren bidragyderens dagbog, som blev skrevet omkring begyndelsen på hans psykiske sammenbrud. Bidragyderen improviserede bevægelser fra balletten Le Sacre du printemps, og billederne blev samlet som en række performative fotografier. Projektet viser, hvordan en krop kan bruges til at undersøge forholdet mellem historie, sygdom og kunstnerisk iscenesættelse.
Uanset hvilket medie der vælges, kan et enkelt værk ikke rumme hele den erfaring, et menneske gennemlever i forbindelse med et traume. Minderne kan være brudstykkevise, kroppen kan reagere med symptomer, og forholdet til andre mennesker kan blive præget af afstand og misforståelser. Nogle oplever også, at deres følelse af identitet bliver forandret. Kunsten kan nærme sig disse lag, men ikke gøre dem fuldt ud begribelige.
Gentagelse som kunstnerisk og personlig proces
Gentagelse er central i arbejdet med traumer, fordi hændelsen ofte vender tilbage i erindringer, mareridt eller påtrængende glimt. Sådanne tilbagevendende oplevelser kan være stærkt belastende. Bidragyderen peger samtidig på, at det at fortælle historien igen kan være en måde at bearbejde den på, både for kunstneren og for dem, der møder værket. Det gør ikke nødvendigvis oplevelsen lettere, men kan åbne et rum for at se den fra flere sider.
Hans arbejdsproces forløber ofte i flere spor på én gang og opleves derfor som cirkulær snarere end lineær. Et vigtigt pejlemærke er, om værkets form hjælper med at formidle det tematiske indhold. Æstetiske valg skal bidrage til fortællingen, ikke stå alene som pynt. Selv når resultatet virker spontant eller følelsesladet, ligger der en indre sammenhæng bag. Bidragyderen forbinder denne tilgang med sin teateruddannelse, hvor han lærte at arbejde med handlingens logik for at nå frem til et troværdigt udtryk.
I værket 100 års overgreb beskæftigede han sig med seksuel vold som et kollektivt traume. Et tyndt, hudfarvet scenetæppe af silke blev kombineret med automatiske skrifttegn og uddrag fra en dansk rapport om voldtægt. Rapportens systematiske kategorier beskrev blandt andet omstændighederne omkring overgreb, forholdet mellem offer og gerningsperson samt de handlinger, der kunne forhindre en anmeldelse.
Den automatiske skrift blev til gennem en meditativ arbejdsform og tog form som ord og tegn, der kunne minde om stemmer i et kor. Over for denne mere intuitive tekst stod rapportens nøgterne formuleringer. Når de to slags skrift blev gentaget side om side, opstod der en spænding mellem individuelle udtryk og samfundets registrering af vold. Sammenstillingen gjorde det muligt at undersøge, hvordan traumet kan fratage mennesker deres menneskelighed både personligt og kulturelt.
Dialog, samarbejde og fælles stemmer
Samtaler og samarbejder indgår i flere af bidragyderens projekter, ligesom udstillinger kan rumme møder mellem kunstnere og publikum. Han er optaget af, hvordan kendte personer eller værker får ikonisk status, og hvad denne status betyder for kulturen og for den enkelte. At skabe en kunstnerisk dialog med et ikon er for ham en måde at undersøge både dets placering og sit eget forhold til det.
I Marilyns (Dancing for Vladislav) tog bidragyderen udgangspunkt i to kunstneres interesse for at optræde som bidragyderen. Projektet var tænkt som en samtale med den russiske kunstner bidragyderen, som han havde været i kontakt med, men aldrig nåede at møde. Efter kunstnerens død blev værket også præget af tab og usikkerhed omkring omstændighederne. Det samlede sceneelementer, breve, arkivmateriale, en videooptræden og fotografier og kom til at handle om fællesskab, frihed og begrænsninger på tværs af tid og sted.
Et andet samarbejde begyndte, da bidragyderen blev inviteret til at medvirke i et kunstprojekt om hiv og aids i lande med begrænsede ressourcer. Han ønskede, at en person med egne erfaringer skulle bidrage til fortællingen, og kom i kontakt med en ung nepalesisk dreng, der var født med hiv. Drengen blev bedt om at tegne sit liv, og værket Letter to Rabi kom til at bestå af tegninger, breve og materiale fra den vestlige hiv- og aidshistorie.
Senere modtog bidragyderen fotografier, som drengen havde taget med engangskameraer. Drengen døde kort efter, og bidragyderen overvejede, om billederne måtte indgå i en videreudvikling af værket, eftersom brugen ikke var aftalt på forhånd. Han besluttede til sidst at medtage dem for at lade drengens blik få plads i projektet. Fotografierne viste blandt andet hverdagslivet på børnehjemmet, vennerne og drengen selv. Situationen understreger de etiske spørgsmål, der følger med, når en kunstner formidler andre menneskers erfaringer.
Bidragyderen ser sjældent et kunstværk som resultatet af én persons indsats alene. Processen formes af mange bidrag, også når samarbejdet ikke er synligt i det færdige værk. Arrangementer omkring udstillinger kan skabe forbindelser mellem kunsten og andre virkeligheder og give plads til samtale. På den måde bliver dialogen ikke blot et emne, men også en del af værkets materiale og tilblivelse.
Fra research til valg af materiale
Et projekt begynder ofte med noget, der berører bidragyderen: en konflikt, et problem eller en erfaring, der endnu ikke har fået en tydelig form. Derefter følger research om både emnet og kunsthistorien. Han ser på kunstnere, hvis arbejde kan sætte hans egne spørgsmål i perspektiv, blandt andet den feministiske kropskunst fra 1970’erne og kunstnere, der har beskæftiget sig med familiehistorie, social klasse, sygdom og repræsentation.
I de senere år har bidragyderen især arbejdet med silke, fotografi, video og tekst. Silke er interessant for ham, fordi materialet kan reflektere lys og skabe en virkning, hvor lyset synes at komme indefra. Syning har desuden en forbindelse til feministisk kunsttradition, samtidig med at mænd også har brugt håndværket til at fremstille billedtæpper i tidligere århundreder.
Syning kan være særlig relevant i arbejdet med traumer, fordi det tager tid og giver mulighed for en gentagen, koncentreret handling. Selve processen kan opleves meditativ. I nogle fængselsprojekter har indsatte, der har begået alvorlig vold, også syet billedtæpper med udgangspunkt i deres liv. Sådanne eksempler viser, hvordan et håndværk kan blive en ramme for refleksion uden at gøre erfaringerne enkle.
Det rigtige medie er ikke altid tydeligt fra begyndelsen. Nogle gange passer materialet straks til idéen; andre gange må flere muligheder afprøves, før formen falder på plads. Der kan gå lang tid fra den første tanke til et færdigt værk, og enkelte idéer ændrer retning eller finder plads i andre projekter.
Bidragyderen håber, at det kan mærkes i værkerne, at de er blevet til gennem vedvarende opmærksomhed. Meget af arbejdet består i at samle kræfter, før den næste krævende fase begynder. Derfor betragter han også værkerne som performative: arbejdsprocessen rummer en intensitet, der kan minde om spændingen før en sceneoptræden.
Værker om vold og erindring i Rom
I et udstillingsprojekt om Rom viste bidragyderen værker fra Post Trauma Documents sammen med videoen Contusions. Begge dele udsprang af hans personlige erfaring med vold og traume. Han var blevet overfaldet i byen og vendte flere år senere tilbage til stedet for at undersøge, hvad han kunne huske, og hvordan tiden efter hændelsen havde præget ham.
I projektet fotograferede han sig selv på gerningsstedet og skabte tekstværker på tekstil. Hans egne fragmenterede minder blev sat i forbindelse med vidnesbyrd fra andre mennesker, der havde oplevet vold. Dermed blev det personlige materiale ikke stående alene, men indgik i en større undersøgelse af, hvordan voldserfaringer kan ligne hinanden og alligevel være forskellige.
Tekstilværkerne arbejder med skiftende stemmer: et jeg, et du og et vi. De undersøger følelsen af at befinde sig uden for det, der opfattes som almindelig menneskelig erfaring, og den usynliggørelse, som voldsramte kan møde. I værket Post Trauma Document: Letter to X kredser bidragyderen om oplevelsen af, at gerningspersonen bliver en del af ens indre liv. Når grænserne mellem én selv og den anden føles forstyrrede, kan det være vanskeligt at genfinde en stabil selvforståelse.
I videoen Contusions danser bidragyderen næsten tranceagtigt, mens en indtalt fortælling forsøger at nærme sig selve overfaldsøjeblikket. Han kan ikke huske hændelsen tydeligt, selv om den fik afgørende betydning for hans liv. Videoen holder fast i dette paradoks: En begivenhed kan sætte dybe spor uden at være tilgængelig som et klart minde.