I sin bog om subjektivitetens rester undersøger bidragyderen, hvordan menneskets oplevelse af sig selv kan bestå, selv når identitet opløses eller bliver vanskelig at fastholde. Han trækker blandt andet på kunstnere, hvis værker udforsker tavshed, fravær og menneskers forhold til sprog. I samtalen kommer der også fokus på, hvordan kunst kan være politisk uden nødvendigvis at fremsætte et direkte politisk budskab.
Interviewer: I din bog går du i dialog med en langvarig diskussion om subjektivitet, som især har fyldt i filosofi, litteratur og billedkunst efter Anden Verdenskrig. Nogle har erklæret subjektet for dødt, mens andre har genoplivet det, ofte ved at betragte det som noget, sproget skaber. Hvordan forstår du selv begrebet?
Du synes at give subjektiviteten en ny plads: Den kan måske forbinde det enkelte levende menneske og kroppen med sproget og de måder, vi bliver repræsenteret på. I stedet for at forsvinde fuldstændig står der noget tilbage. Hvad betyder denne rest?
I den forbindelse henviser du blandt andet til en filosofisk tanke om, at vi bør blive i bevægelsen mellem at blive et subjekt og at miste eller overskride denne position. Mellemrummet mellem identitet og ikke-identitet kan være svært at beskrive, men forbindes med muligheden for at stå imod magt, der former og styrer menneskers liv.
Begrebet biomagt forbindes blandt andet med historiske overgreb, hvor mennesker blev frataget deres værdighed og behandlet som liv, der kunne administreres. Men tanken om et åbent mellemrum mellem subjektivitet og opløsning kan også have bredere etiske og kritiske følger. Var det en vigtig drivkraft for dig, eller hvorfor ønskede du at fremhæve det, der bliver tilbage?
Bidragyderen: Det er en del år siden, jeg skrev afhandlingen, som bogen bygger på. Dengang var mit sigte ret omfattende. Jeg var optaget af forestillingen om det neutrale, af teorier om, hvordan ytringer bliver til, og af kunstnere, der gør sprogets virkemåde synlig, mens de bruger det. Jeg ville også forstå de spørgsmål, der handler om menneskets forbindelse med sproget. Grundlæggende drejede det sig om, hvordan sproget medvirker til at forme vores oplevelse af at være mennesker, både i kunsten og i livet mere generelt. Det var et stort spørgsmål at stille i et forskningsprojekt.
Min interesse for den kritiske diskussion voksede også ud af uddannelsen i 1990’erne, hvor jeg var stærkt optaget af fransk poststrukturalistisk tænkning. Den lagde vægt på kroppen, på at træde ud af synlighed og på at undgå et fast subjekt. Samtidig virkede den vedholdende betoning af det subjektløse ikke helt overbevisende. En anden filosofisk tilgang gav mig redskaber til at undersøge denne tvivl og til at se ud over teorier, der næsten kun beskæftiger sig med skrift og sprog. Her bliver også bevægelser, handlinger, billeder og andre udtryksformer relevante. Sprog handler altså ikke alene om talte eller skrevne ord. Det omfatter flere måder, hvorpå mennesker udtrykker sig og bliver synlige for hinanden. Denne bredere forståelse hænger sammen med spørgsmålet om politik. Mennesker kan forholde sig til deres eget liv gennem sprog, og det gør politisk fællesskab muligt. Samtidig former sproget den, der taler: Når vi træder frem i en ytring, bliver vi forståelige på bestemte vilkår, men vi bliver også på en måde gjort fremmede for os selv. Subjektet opstår derfor ikke som en fast kerne, men gennem en bevægelse, hvor det både dannes og forskydes.
Vi kan også lade være med at gøre en mulighed til en konkret handling med det samme. En mulighed kan forblive åben, omtrent som når en musiker venter med at spille den næste tone. Biomagt handler blandt andet om at skelne mellem det blotte liv og et liv, der anerkendes som politisk og socialt betydningsfuldt, samt om at ordne mennesker i genkendelige kategorier. I det åbne mellemrum kan denne ordning blive vanskeligere, fordi subjektet ikke falder helt sammen med en fast identitet. Det kan undvige en fuldstændig indfangning. Her ligger også en mulighed for at handle politisk. I dag ville dette være en væsentlig grund til at fastholde tanken om, at noget ved subjektet ikke kan reduceres til dets synlige eller registrerbare identitet. Det er relevant, når digitale medier gør det muligt både at deltage i fællesskaber og at blive formet af dem.
Interviewer: Mulighed bliver hos denne filosof forstået som noget, der står i spænding med det, der allerede er blevet virkeligt. Et kunstværk kan rumme spor af andre former, det kunne have fået, selv efter at det er færdigt. Men der rettes også kritik mod kunst, som bliver i en ubestemt, rent æstetisk mulighed og undgår at forpligte sig.
En anden kunstkritiker fremhæver, at stærk kunst kan få os til at mærke noget, der ikke lader sig formulere. Kunstens virkemidler viser både en trang til at udtrykke sig og en grænse for, hvad der kan siges. Tavshed kan derfor være blandt værkets betydningsfulde træk. Hvordan hænger det sammen med din forståelse af subjektivitetens rest?
Bidragyderen: Beskrivelsen er inspirerende, når den læses for sig, men den bærer også præg af sin tid og af en stærk interesse for kunstens form. Jeg kommer til at tænke på en ung forfatter, der i sine dagbogsnotater beskriver forsøget på at lære et nyt sprog som en kamp for at kunne tie på dette sprog. Det er et paradoks: Tavshed er ikke noget, vi kan stille os uden for sproget og blot finde. Den må på en eller anden måde frembringes gennem udtryk. Vi nærmer os det uudsigelige via de valg og former, der alligevel giver værket en stemme.
Denne pointe findes også i en kunstnerisk bestræbelse på at komme frem til et neutralt eller tavst sted hinsides ordene. Men forsøget afhænger af de udtryksmidler, der skaber forestillingen om noget uden for dem. En kunstner kan hævde, at der ikke er noget at udtrykke, eller at evnen til at udtrykke sig mangler, samtidig med at værket fortsætter med at blive til. Det, jeg sætter spørgsmålstegn ved, er derfor fortællingen om kunstnerisk afmagt og om en æstetik, der gør fejlen til et ideal. Når værket bliver ved med at fejle på nye måder, viser det også en stemme, der prøver sig frem, og en kunnen, som findes i selve arbejdet med sproget.
En teoretiker har beskrevet, hvordan den skrivendes personlige kendetegn bliver mindre synlige i skriften, så det, der står tilbage, kan ligne et spor efter fraværet af den skrivende. Den tavshed og mangel på nærvær, som findes i disse værker, er imidlertid særpræget for den kunstner, der har skabt dem. En sådan subjektivitet viser sig netop gennem en tilbagetrækning fra sine sædvanlige udtryk.
Interviewer: I din analyse bruger du både filosoffer og litteraturteori, men også to meget forskellige kunstnere. Begge beskæftiger sig med, hvordan subjektet kan forsvinde, og med muligheden for, at noget alligevel overlever. Hvordan ser du forbindelsen mellem deres værker?
Den ene kunstners billedværker nærmer sig historiske erfaringer med afmenneskeliggørelse og tab. De forsøger på afstand at vidne om, hvordan mennesker kan blive gjort til objekter. Når menneskers værdighed, mulighed for meningsfuld tale og evne til at tænke bliver undertrykt, kan livet reduceres til en næsten ubeskyttet tilstand. Værkerne kredser om, hvad der endnu kan være tilbage efter en sådan ødelæggelse.
Den anden kunstner arbejder i litteraturen med stemmer, der ikke vil falde på plads i en stabil identitet, som sproget let kan fremstille. Det skaber modstand mod forestillingen om, at repræsentation kan indfange et menneske fuldstændigt. Teksterne kan være vanskelige og bevæge sig gennem tvetydighed, labyrintiske forløb og flere lag af stemmer. Læseren føres tæt på tankens indre bevægelser, mens sprogets forbindelse til det indre liv hele tiden sættes på spil. Den kritiske betydning er derfor ofte indirekte og udfolder sig langsomt.
Det er interessant at stille disse kunstnere ved siden af hinanden. De peger på en vigtig erfaring: Der kan være afstand mellem det, et værk viser eller siger, og de tilstande, som ikke lader sig gøre fuldt ud sproglige. Samtidig viser de, at denne erfaring kan få mange former og ikke er bundet til et bestemt kunstmedie. Et værk, der fremstår meningsløst eller famlende, kan på længere sigt udfordre vante forestillinger lige så stærkt som et værk, der direkte behandler en historisk katastrofe.
Alligevel kan de forskellige miljøer, hvor kunstnere arbejder, påvirke, hvilken plads denne rest får. Det rejser også spørgsmålet om, hvorvidt opløsningen af subjektet altid indebærer et tab. I billedkunsten findes kollektive projekter og praksisser, hvor den politiske dagsorden kan fylde så meget, at pladsen til en åben og uafgjort erfaring bliver mindre. Nogle vil afvise en betoning af det uudsigelige som en dyrkelse af mystik, der ikke fører videre.
I litteraturen synes der derimod ofte at være større villighed til at anerkende, at sproget rummer et stille eller uafklaret niveau, som ikke bliver omsat til tydelige udsagn. Det betyder ikke, at alle forfattere arbejder ens, men at det subjektive perspektiv ikke altid mistænkeliggøres som en kunstig illusion, der blot gentager bestemte økonomiske eller kulturelle myter.
I bogen hævder du, at denne rest ikke kan udslettes fuldstændigt. Men måden, den findes på, kan vel ændre sig?
Bidragyderen: Det, jeg kalder subjektivitetens rest, er ikke en medfødt kerne, der forbliver uændret. Den er heller ikke et subjekt i almindelig forstand. Den hænger snarere sammen med en livsform og afhænger derfor af de sammenhænge og situationer, mennesker deltager i. Den opstår i mødet med noget uden for individet og udfolder sig gennem dette forhold. Det er også værd at bemærke, at denne filosofiske forståelse af livsformen er blevet knyttet til en tanke om stil. Stil er ikke blot pynt, men en måde, hvorpå et enkelt menneskes særlige måde at være til stede på bliver synlig. Den er forbundet med kroppen og opstår i forbindelsen mellem den konkrete krop og de fælles betingelser, som sprog og tilværelse udgør.
Du spørger også, om tabet af subjektivitet nødvendigvis er en smertefuld erfaring. Det kan det være, men erfaringen kan også få en anden betydning. En forfatter, der beskrev livet i de nazistiske lejre, blev udsat for en frygtelig forandring: Ikke længere at kunne være til stede som et jeg. Nogle litterære erfaringer bliver beskrevet med ord, der minder om dette tab, når forfatteren giver slip på førstepersonen og lader en mere neutral stemme tage over. De to situationer må ikke sidestilles. Den politiske vold, der nedbryder mennesker, er en ødelæggelse af menneskelighed og af muligheden for at være et levende væsen med sprog. Den litterære forskydning kan derimod åbne for en erfaring af, hvad sprog er. Her kan det at give slip på et fast jeg også betyde en åbning mod verden og andre mennesker. Et fælles sprog og fælles kommunikationsformer tilhører ikke kun den enkelte; de eksisterede før os og fortsætter efter os. Gennem dem kan vi erfare både fællesskab og vores egen uerstattelige forskellighed.
Jeg kan godt genkende billedet af, at kunsten undertiden stræber efter at gøre alt konkret og tydeligt, både i litteratur og billedkunst. Men på tværs af kunstarterne findes der også en interesse for det, der ikke kan omsættes til klare udsagn. Det bliver mindre oplagt at fastholde skarpe skel mellem traditionelle kunstformer. Derfor giver det ofte bedre mening at tale om kunst på et bredere niveau.
Kritikken af det borgerlige subjekt og de ideologier, der knytter sig til det, var vigtig. Men de etablerede teorier om subjektet bør overvejes på ny, ikke mindst fordi nyere tænkning i stigende grad undersøger ting, relationer og handlinger, som ikke kan forstås alene gennem menneskelig vilje. Det gør det nødvendigt at gentænke subjektivitet og menneskers mulighed for at handle. For mig handler argumentet om, at noget bliver tilbage, først og fremmest om at fastholde muligheden for at tale og handle, ikke om at slå bestemte svar fast. Hvis denne mulighed opgives, risikerer kunsten også at opgive sin politiske kraft.
Interviewer: Hvor vil du trække grænsen mellem kunst, der er politisk, og kunst, der ikke er det?
Bidragyderen: Jeg følger her en forståelse af politisk kunst som en modsigelse, der opstår inde i samfundet, men ikke blot gentager dets eksisterende orden. Den frembringer noget, der ikke passer helt ind i den betydningsverden, værket kommer fra. Kunst, der ikke udfordrer denne orden, er ikke nødvendigvis uden politisk betydning; den kan også støtte en reaktionær udvikling ved at bekræfte det bestående. Politisk kunst kan give os en fornemmelse af, at verden kunne være anderledes. Den behøver ikke at vise en færdig alternativ virkelighed, men kan gøre andre muligheder mærkbare. Den kan få os til at lytte efter stemmer og erfaringer, som den gældende orden ikke giver plads til. Kunst ændrer dermed også, hvad der kan sanses og siges, hvem der bliver hørt, og hvilke former for fællesskab der virker mulige. Det sker ikke kun gennem værkets direkte påstande. Måden, værket taler på, og de forudsætninger, der gør det muligt at fremsætte et udsagn, kan have mindst lige så stor betydning. Derfor må man også spørge, hvordan værket skaber sin virkning, hvem det henvender sig til, og i hvilken sammenhæng det indgår.
Interviewer: Vil du så også betragte den litterære kunstner, vi har talt om, som politisk?
Bidragyderen: Ja. Det gælder, uanset om kunstneren selv beskrev sit arbejde som politisk. Undersøgelsen af, hvordan mennesker er viklet ind i sproget, kan være politisk, fordi den hjælper os til at forstå, hvor grundlæggende det fælles sprog er. Sproget er ikke blot noget, vi bruger hver for sig; det er også et fællesskab, som gør det muligt at være i relation til andre.
Bogen behandler forbindelsen mellem ytring, kunst og forandringer i subjektiviteten gennem filosofiske og kunstneriske eksempler. Bidragyderen arbejder med æstetik og kultur ved en dansk universitetsinstitution.