En udstilling med genbrug som udgangspunkt
Udstillingen Lake of Fire satte fokus på appropriation, en kunstnerisk metode, hvor eksisterende former, materialer og idéer bliver taget op på ny. I stedet for at begynde helt fra bunden arbejder kunstneren med noget, der allerede findes, og ændrer dets sammenhæng eller betydning. Metoden kan derfor både ligne genkendeligt genbrug og fungere som en kritisk kommentar til de billeder og genstande, vi møder omkring os.
I samtalen mellem bidragyderen og bidragyderen bliver udstillingen anledning til at undersøge, hvad denne tilgang kan i dag. Når kunst bygger videre på allerede kendte udtryk, opstår spørgsmål om originalitet og ophav, men også om, hvordan betydning skabes. Et velkendt materiale kan fremstå anderledes, når det flyttes ind i en ny sammenhæng, eller når det kombineres med elementer, der ændrer vores blik på det.
Kan appropriation stadig forny kunsten?
Bidragyderen rejser en kritisk overvejelse: Er appropriation ved at miste sin kraft, hvis kunstnere gennem længere tid har arbejdet med at udvælge og omforme eksisterende materiale? En metode, der engang kunne virke udfordrende, risikerer at blive en fast opskrift, hvis gentagelsen ikke fører til nye spørgsmål eller oplevelser. Det er derfor relevant at se på, hvad værkerne faktisk gør, frem for alene at identificere deres lån fra andre kilder.
Carl argumenterer for, at tilgangen fortsat rummer muligheder. Dens styrke kan ligge i, at den gør skjulte forbindelser og kulturelle vaner synlige. Når kunstneren arbejder med noget velkendt, kan værket undersøge, hvorfor bestemte billeder eller former virker naturlige, og hvilke forestillinger de bærer med sig. Fornyelsen behøver således ikke bestå i at opfinde en helt ny form; den kan også opstå gennem en anderledes læsning af det, der allerede er til stede.
Det ubevidste som fortolkningsramme
Samtalen inddrager desuden forskellige psykoanalytiske forståelser af det ubevidste. Begrebet kan give et sprog for de betydninger, der ikke nødvendigvis er tydelige ved første møde med et værk. Materialer og former kan vække associationer eller pege mod spændinger, som ikke er fuldt bevidste for hverken kunstner eller beskuer. Det åbner for flere fortolkninger frem for én endelig forklaring.
På den måde knyttes spørgsmålet om appropriationens aktualitet til en bredere undersøgelse af, hvordan kunst skaber mening. At bruge eksisterende materiale er ikke automatisk nyskabende, men metoden kan fortsat være virksom, når den ændrer vores forståelse af det velkendte. Udstillingen og samtalen peger dermed på, at kunstens vitalitet afhænger af den kritiske og undersøgende måde, materialet bliver anvendt på.