Kunst, krop og grænser i bidragyderens arbejde

Stil, krop og kunstnerisk praksis

I en samtale om kunst og personlighed bliver bidragyderen spurgt til kroppens betydning i hendes arbejde og til, hvor grænsen går mellem det private og det, hun ønsker at vise. Hun flytter opmærksomheden fra spørgsmålet om, hvorvidt et værk afslører for meget, til overvejelser om, hvad der er vigtigt for værket, og hvad der ikke er.

En kunstnerisk stil bliver ofte omtalt som en række valg, der præger et værk. Bidragyderen stiller spørgsmål ved, om stil først og fremmest er noget, kunstneren frit beslutter. Hun ser snarere den kunstneriske vilje som en grundlæggende del af det at skabe. At vælge kunsten som livsform er i sig selv et eksistentielt valg, og derfor har arbejdet også en politisk dimension, uanset hvordan det ser ud.

Hun mener desuden, at stil ikke kan skilles fra værkets indhold. Hvis kunsthistorien alene sorterer værker efter ydre træk og deler dem op i form og betydning, risikerer den at begrænse forståelsen. Stil kan være et nyttigt redskab til at tale om kunst, men den bør ikke stå i vejen for det, værket faktisk gør eller sætter i gang.

Når der lægges for stor vægt på kategorier, kan blikket blive generaliserende. Billedkunst har et sprog, der ikke altid kan oversættes til faste forklaringer. Det kan være åbent, ustabilt og præget af tvivl. For bidragyderen er det en del af kunstens mulighed: Den kan invitere beskueren ind i en erfaring, der er ny, men som samtidig vækker genklang i personlige minder og følelser.

Kunstnerens familiebaggrund har også været med til at forme hendes interesseområder. Hendes far arbejdede med kroppens funktion, mens hendes mor beskæftigede sig med menneskers psyke. Det afspejler, siger hun, nogle af de spørgsmål, der fortsat optager hende. Fortiden er ikke forsvundet, selv når man lever i nutiden; erfaringer fra forskellige tider kan være til stede på én gang.

Hun blev uddannet i et formelt orienteret miljø, hvor hun arbejdede grundigt med komposition og penselføring. Den tradition forbindes nogle gange med en idé om en upersonlig eller universel æstetik, men bidragyderen ser også den formelle tilgang som et personligt ståsted. Selv en tilsyneladende kølig eller tilbageholdende billedform kan rumme stærke følelsesmæssige reaktioner.

Abstraktion kan åbne for mange lag i oplevelsen, både kropslige og følelsesmæssige. En minimal eller enkel form er ikke nødvendigvis distanceret. Den kan tværtimod gøre fraværet af kroppen mærkbart. Bidragyderen føler en forbindelse til traditioner, hvor kroppen træder tilbage, og undersøger dem samtidig gennem sit eget arbejde. Fortiden kan ikke gøres om, men den kan bearbejdes i det, man skaber nu.

Kunstneren beskriver ikke sin praksis som en målrettet jagt på ét bestemt svar. Hun forsøger i stedet at være opmærksom på det, der dukker op i et værk: visuelle former, materialernes overflader og de tanker eller følelser, som arbejdet fører videre til. Nogle af emnerne kan være vanskelige at nærme sig, eksempelvis dødelighed eller modsatrettede følelser over for et barn. Samtidig handler værkerne om grundvilkår, mange mennesker kan genkende.

Ikke alle er lige åbne over for den slags spørgsmål. Når et værk udfordrer faste forestillinger om seksualitet eller liv efter døden, kan det skabe ubehag eller usikkerhed. Bidragyderen oplever selv tvivl og forvirring, men ser ikke mødet med komplicerede emner som et tab. Hun søger ikke nødvendigvis frem mod en bestemt konklusion.

Personlige grænser og det, der er relevant at vise

Et værk kan give indtryk af at åbne døren til et privat rum, både kunstnerens eget og noget, der deles med andre. Bidragyderen skelner mellem den måde, hun taler gennem kunsten på, og de andre situationer, hvor hun bruger sproget. Kunstnerisk arbejde har sin egen tærskel, ligesom en dør markerer overgangen fra ét rum til et andet.

Hun beskriver ikke sit arbejde som et forsøg på at overskride grænser blot for at provokere eller skabe opmærksomhed. Menneskers grænser varierer, blandt andet fordi deres erfaringer og forståelse af kunst er forskellige. Derfor handler spørgsmålet for hende ikke om at gå så langt som muligt, men om at undersøge, hvad der hører til i værket.

Det, hun vælger fra, er efter hendes opfattelse det irrelevante. Det kræver løbende overvejelse at afgøre, hvad der er privat eller sårbart, og hvornår andre mennesker bør have indflydelse på, hvordan de bliver vist. Hun forsøger at tage hensyn til sig selv og sine relationer, samtidig med at hun undersøger, hvordan roller som forælder, partner, ven og kunstner påvirker hinanden.

Der findes ikke en enkel regel, der kan afgøre, hvad det vil sige at handle ordentligt i enhver situation. Hensyn og ansvar må vurderes i de konkrete relationer. Bidragyderen fremhæver, at mennesker, der tror, de har fundet en universel målestok for etik, kan overse deres egne blinde vinkler og privilegier. Den type spørgsmål kan også være til stede i kunsten.

Hun husker en bemærkning fra sin mor, som hun forstod som en påmindelse om, at ingen kan leve op til idealet om altid at være et godt menneske. Hvad godhed betyder, afhænger blandt andet af relationen og situationen. Kunstneren forsøger derfor at give værket det, det behøver, uden at opgive sig selv undervejs.

Serier, gentagelser og kunstens tid

Bidragyderen arbejder ofte i serier. Gentagelserne handler ikke kun om at vise en handling eller følge en bestemt metode. De er en del af den tid, værkerne bliver til i. Et værk kan fortsætte på flere ark, vende tilbage til tidligere former og samtidig pege mod nye forbindelser.

Hun beskriver ikke gentagelsen som en måde at bekræfte det samme på. Arbejdet fortsætter, indtil det på et tidspunkt ikke længere kalder på hendes indgriben. Først da står værket på egne ben. Serien kan opstå undervejs, uden at kunstneren på forhånd har besluttet præcis, hvad den skal udtrykke.

Værkerne kan forstås som åbne spørgsmål snarere end som færdige svar. Når et spørgsmål bliver stillet flere gange, kan gentagelsen skabe plads til, at noget andet viser sig. Kunstneren forsøger at lytte til, hvad processen spørger om, i stedet for at pålægge den en bestemt pointe.

Arbejdsprocessen og udvælgelsen af værker

Bidragyderen følger ikke et fast dogme, hvor hvert forsøg på forhånd har samme værdi, eller hvor arbejdet skal ende i et færdigt værk. Hun har besluttet at arbejde, men kender ikke altid resultatet. Noget bliver ikke bevaret som et selvstændigt værk, uden at det derfor har været meningsløst. Det, der ikke kommer med, kan stadig indgå i den praksis, som de færdige værker udspringer af.

Nogle gange bliver hun særligt optaget af et element og bruger længere tid på at undersøge det. Det er ikke altid muligt at forklare på forhånd, hvad der vil fange hendes opmærksomhed. Følelser og erfaringer mødes med mere konkrete spørgsmål om komposition, farver, ord og materialer.

Ikke alt, der opstår i processen, bliver stående. Overstregninger og ændringer kan både markere en frasortering og blive en del af værkets visuelle opbygning. De viser, at et menneske kan ændre syn på noget og arbejde videre med det, der først virkede forkert eller uafklaret.

Hun ser sin praksis som en måde at undersøge verden på. Mødet med materialer og indtryk kan hjælpe hende med at træde et skridt tilbage fra sig selv og stille spørgsmål til det, hun oplever. Fotos, maling, læsning og de ord, hun møder, bliver en del af et arbejde, der hænger sammen med hendes daglige liv.

At skabe kunst er for hende tæt forbundet med hendes eksistens. Beslutningen om at arbejde som billedkunstner er både kropslig, sproglig og personlig. Når hun går ind i arbejdet, kan hun siden vende tilbage til det med nye spørgsmål: Hvad er der sket, hvad er blevet gjort, og hvordan kan det forstås?

Fra digital arbejdsflade til fysisk udstilling

En digital dagbog blev for bidragyderen en måde at dele den løbende praksis på, uden først at skulle afvente adgang til en udstillingsramme. Hun var nyuddannet og følte ikke, at hendes arbejde endnu havde den styrke, hun ønskede til en traditionel udstilling. Den digitale form gav hende mulighed for at undersøge, hvad hun faktisk var optaget af, og lade metoderne udvikle sig over tid.

Hun lagde både ufærdige arbejder og forskellige indtryk frem. Nogle indlæg var kommentarer, andre viste materiale, hun endnu ikke havde fundet en endelig form for. Afstanden til publikum gennem en skærm gjorde det lettere at være modig, fordi hun ikke kunne se, hvem der fulgte med. Den anonymitet kunne mindske følelsen af generthed og ensomhed.

Samtidig betragtede hun ikke det digitale rum som adskilt fra den fysiske verden. Arbejdet på skærmen fik forbindelse til virkelige erfaringer og til et publikum, som ikke nødvendigvis havde samme kunstfaglige baggrund som besøgende på museer og udstillingssteder. Det stillede krav om præcision i både sprog og intention.

Den digitale arbejdsflade blev efterhånden en samlet helhed, hvor hvert enkelt indlæg både kunne stå alene og indgå i en større sammenhæng. Kunstneren kunne arbejde, betragte resultatet og lade andre se det i samme ramme. Hun lærte af at formidle værkerne til mennesker med forskellige forudsætninger.

Da arbejdet senere blev samlet i en fysisk udstilling, fik materialet mulighed for at folde sig ud på en anden måde. Det, der tidligere var vist digitalt, kunne nu mødes som konkrete værker i et fælles rum. Overgangen ændrede ikke nødvendigvis arbejdet fra bunden, men gav det en ny fysisk tilstedeværelse.