Bidragyderen om kunst, kolonihistorie og vrede

I interviewet fortæller bidragyderen om kunst, der udspringer af indignation og en voksende forståelse af kolonihistorie og slaveri. Hun kommer også ind på, hvordan vrede kan bearbejdes gennem et enkelt og præcist visuelt udtryk.

Samtalen tager udgangspunkt i spørgsmål om kunstens form, dens følelsesmæssige virkning og de historiske erfaringer, der kan ligge bag et værk. Bidragyderen beskriver, hvordan kunst kan gøre oversete perspektiver nærværende og åbne for nye måder at forstå samfundet på.

Et præcist formsprog til komplekse følelser

Når kunst behandler følsomme eller smertefulde emner, handler det ikke kun om, hvad der vises. Formen påvirker også, hvordan publikum møder indholdet, og hvilke følelser eller tanker værket vækker. Derfor kan valget af visuelle virkemidler være forbundet med et etisk ansvar.

Bidragyderen arbejder ofte ud fra en idé om, at et enkelt udtryk kan rumme mere end én betydning. Målet er at skære ind til det væsentlige uden at gøre emnet entydigt. Enkelhed kræver derfor ikke nødvendigvis, at indholdet bliver simpelt. Tværtimod kan et præcist greb skabe plads til flere fortolkninger og til en kompleks oplevelse.

Kolonihistorie og fravær i nutidens fortællinger

I flere af bidragyderen’ værker er personer kun delvist synlige eller helt fraværende. De kan optræde som skygger, spejlinger, stemmer eller spor. Sådanne valg kan pege på mennesker og erfaringer, som ikke har fået en tydelig plads i den offentlige fortælling om historien.

Bidragyderen er optaget af at synliggøre kolonitidens betydning for nutiden. Kolonialisme og slavehandel har sat spor i samfundets magtforhold og menneskesyn, og hun forbinder også denne historie med den strukturelle racisme, der fortsat præger hverdagen. Når emnet får begrænset plads i den danske samtale, bliver det efter hendes opfattelse endnu vigtigere at undersøge og formidle det.

Arbejdet med kolonihistorie har samtidig ændret hendes eget syn på verden. Det er både et personligt anliggende og en del af en bredere kunstnerisk interesse, men hun oplever, at få arbejder med emnet. Kunst kan her bidrage til at rette opmærksomheden mod forbindelser mellem fortidens handlinger og nutidens vilkår, også når omgivelserne ikke altid er åbne for samtalen.

Performance som erfaring og mulig erkendelse

En performance, hvor en pisk indgår som et centralt element, undersøger magt, straf og koloniale forestillinger. Når publikum kan deltage, bliver værket ikke kun noget, man betragter på afstand. Den enkelte må forholde sig til sin egen reaktion og til den situation, som opstår i rummet.

Bidragyderen beskriver, at publikums oplevelser kan være meget forskellige. For nogle kan handlingen føles grænseoverskridende, men også forløsende; for andre kan den være vanskelig og konfronterende. Reaktionen hænger blandt andet sammen med, hvem der holder pisken, og hvilken personlig og historisk baggrund deltagerne bringer med sig. De samme handlinger får ikke nødvendigvis samme betydning for alle.

Kunstnerens håb er, at værket kan give anledning til nye erkendelser og ændrede tankemønstre. Den kropslige deltagelse kan forstås som en form for læring, hvor betydning ikke alene opstår gennem ord. Samtidig peger værket på, at fælles forestillinger og historiske erfaringer kan sætte sig i både samfundets strukturer og menneskers liv.

Bidragyderen forbinder dette med kollektive traumer, som kan føres videre mellem generationer. Eftervirkningerne af slavehandel og koloniale hierarkier kan blandt andet komme til udtryk i negative forestillinger om hudfarve og afrikanske træk. Hun har undersøgt sådanne erfaringer i et værk om hår og skønhedsidealer, hvor personlige fortællinger sættes i forbindelse med de historiske rangordener, der tillagde mennesker ulige værdi.

Traumer kan også præge forholdet til steder og landskaber. Bidragyderen nævner efterkommere af slavegjorte afrikanere i Caribien, hvor frygt for havet forbindes med deportationen over Atlanten. I nogle familier og lokalsamfund kan havet dermed bære en anden betydning end blot natur eller udsigt. Sådanne spor er komplekse at beskrive, men de viser, hvordan historiske erfaringer kan leve videre i kroppe, vaner og fælles forestillinger.

Hævn, forløsning og de undertryktes stemmer

I arbejdet med pisken indgår også spørgsmålet om hævn. For bidragyderen handler værket blandt andet om at skabe et rum, hvor stemmer, der tidligere er blevet undertrykt, kan komme til orde. Det gælder både mennesker fra fortiden og deres efterkommere i nutiden.

Værket kan opleves som en form for hævn, hvis handlingen giver en følelse af forløsning. Men hævnen er symbolsk og ikke et ønske om konkret gengældelse. Bidragyderen fremhæver snarere værkets mulighed for at skabe en følelsesmæssig udladning og give publikum anledning til at forholde sig til den historie og de magtforhold, der stadig er til stede.

Vidnesbyrd, vrede og muligheden for heling

Personlige fortællinger danner udgangspunkt for flere af bidragyderen’ værker. Når en historie omsættes til kunst, bliver den et vidnesbyrd, som kan gøre erfaringer nærværende for andre. For kunstneren er forbindelsen til fortællingen vigtig: Den personlige genklang gør det muligt at lægge betydning i værket og skabe en stærkere relation til dets emne.

Vrede og indignation kan være et produktivt udgangspunkt for kunst, hvis følelserne får en form, der kan deles og undersøges. Det afgørende er at finde en metode, som giver vreden et præcist udtryk frem for blot at gentage den. Dermed vender samtalen tilbage til det visuelle formsprog: Et enkelt greb kan rumme stærke følelser og samtidig åbne for refleksion, dialog og mulig heling.