Modernismen som kunstnerisk udgangspunkt
I samtalen om udstillingen Udkog og Essays bliver kunstneren spurgt til de kilder og metoder, der former hans arbejde. Han beskriver sit stof som en blanding af interesse for materialer, kunsthistorie og egne erfaringer. Den klassiske modernisme spiller en vigtig rolle, men møder også en hverdagslig gør-det-selv-æstetik, der forbindes med boligkulturen i 1970’erne. Spørgsmålet er, om denne blanding af det praktiske og det højtidelige er en måde at forholde sig kritisk til modernismens idealer på.
Udstillingen blev til i samarbejde med en kunstner, han kendte fra et tidligere fælles projekt. De valgte fire overordnede temaer til rummene: barndom, ungdom, nutid og fremtid. Normalt tager arbejdet udgangspunkt i det, der foregår her og nu, men udstillingen krævede også, at han så tilbage på sin egen historie og forestillede sig, hvad der kunne komme. Det gjorde rammerne både udfordrende og tankevækkende. Han måtte blandt andet overveje, hvordan opvæksten på Mosevej stadig kan præge det, han skaber.
Kunstinteressen begyndte efter hans egen vurdering i teenageårene, da han opdagede billedkunsten. Tegning og maleri blev områder, hvor han kunne skabe selvstændige billeder, uden at han dengang kunne forklare, hvor idéerne kom fra.
Efterhånden voksede ønsket om at lære mere om de muligheder, han havde fået øje på. Ældre kunst havde også hans opmærksomhed, men modernismen blev den tradition, han voksede op med. Den er fortsat et sted, han vender tilbage til, når han søger svar på spørgsmål om form og kunstnerisk arbejde.
Den delvist selvbiografiske udstilling fik ham til at tænke over forholdet mellem arv, miljø og den viden, han har tilegnet sig gennem uddannelse. Modernismen giver plads til æstetiske og faglige overvejelser. Hans opvækst var på den anden side præget af et arbejderhjem, en hjemmegående mor og stor frihed til leg. De to meget forskellige erfaringer er begge blevet rum, han tænker indenfor, når han arbejder. Udstillingen gjorde ham mere bevidst om denne forbindelse.
Det er et omfattende spørgsmål, hvordan modernismen påvirker hans aktuelle arbejde. Et centralt forhold er hans tro på, at udformningen af de ting, vi omgiver os med, har betydning for både tænkning og sociale relationer. Kunstens sprog opstår ikke fra bunden for hver generation. Det udvikles videre på baggrund af tidligere forsøg på at forme kulturen og af det, tidligere kunstnere har bidraget med.
Når han arbejder med en installation, kan han for eksempel tage udgangspunkt i den måde, bidragyderen skaber sammenhæng i et billede. Farver, former og komposition kan bindes til en helhed gennem ganske få genstande. Cézannes arbejde trækker på ældre malere, og senere kunstnere byggede videre på hans erfaringer, fra kubismen til abstrakte udtryk og mere subjektive tilgange.
Han vender ofte blikket mod ældre kunst for at finde formmæssige muligheder, han ikke umiddelbart finder andre steder. Når det gælder indhold og samtid, må han derimod også orientere sig uden for værkstedet. Der møder han trafik og butikker, men også bygninger og rum, som kroppen bevæger sig igennem hver dag. Nogle af disse omgivelser virker meget store i forhold til menneskekroppen, mens andre har mål, der relaterer sig tættere til den.
Den modernistiske arkitekt bidragyderen tog menneskets proportioner som udgangspunkt for et målesystem i arkitekturen. Han arbejdede også som maler og skabte bygninger, hvor farve, form og funktion kunne samles. Selvom nogle perioder i hans arbejde var præget af stramme principper, rummer mange af hans værker en legende side. Sådanne eksempler på modernisme bliver ved med at være brugbare i kunstnerens arbejde.
Om gør-det-selv-æstetikken er et forbehold over for modernismens mere alvorlige sider, svarer han ved at pege på tilfældigheder og påvirkninger udefra. Uventede indspark er vigtige i hans proces og kan dukke op på forskellige tidspunkter og fra mange kilder. De kan virke forstyrrende, men uden dem ville arbejdet blive mere lukket om kunstnerens egne erfaringer.
Han beundrer kunstnere, der kan følge en tydelig idé uden at afvige fra den, men sådan arbejder han ikke selv. Selv med en klar plan kan udførelsen ændre værket. En bog, musik eller noget, han ser undervejs, kan få betydning, uanset om det direkte handler om billedkunst.
Gør-det-selv-møblerne fra 1970’erne blev valgt som en påvirkning udefra. Ideen var at tage udgangspunkt i et ældre møbelmagasin og lade et møbelprojekt blive hoveddelen af en skulptur. Ovenpå skulle der placeres et skulpturelt element af håndlavet keramik med et navn ridset i bunden. Keramikken henviser til den udbredte hobbypraksis med aftenskolekurser. Værket kan sammensættes på mange måder og lægger mere vægt på idéen end på en glat, gennemarbejdet overflade.
Hans interesse for hjemmelavede ting går langt tilbage. Han husker, hvordan mænd i nabolaget skilte transportkasser ad og genbrugte træet til små bygninger, kaninbure og legehuler. Den slags praktisk opfindsomhed har længe optaget ham.
Når materialer og genstande mødes i skulpturen
Samtalepartneren bemærker, at skulpturerne og installationerne varierer både i materialer og i graden af gør-det-selv-præg. I nogle værker mødes møbellignende former, keramik og et stearinlys i en bevidst kejtet stil. I skulpturen På klem er tonen mere insisterende: Knapper er syet på en filtjakke, og tråde forbinder dem med en trækonstruktion, der minder om håndtag. Materialerne har betydning i sig selv, men også måden, de sammensættes på, påvirker værkets udtryk. Spørgsmålet er, om denne balance mellem abstraktion og fortælling planlægges nøje, eller om tingene selv lægger op til en bestemt form.
På klem var en undersøgelse af, hvordan skulptur og installation kan fungere. Kunstneren har ofte foretrukket den store installation, der fylder et rum og bruger hele dets udstrækning. En montre giver en anden situation: Beskueren står udenfor og ser ind i et afgrænset rum, der får et musealt præg. Han ville undersøge denne oplevelse og blev overrasket over den autoritet, som glas og en rettet lampe kan tilføre genstandene. Situationen kan minde om at betragte noget på et museum eller i en fornem forretning.
På klem – detalje.
Rummet i udstillingsstedet passede til denne måde at vise værket på. De enkelte dele havde hver især en særlig betydning for kunstneren. Øverst var en konstruktion lavet af en gammel blindramme, som peger tilbage på maleriet. Under den hang filtjakken, der henviser til kroppen. Knapperne minder om moderens knapæske, som optog ham som barn. Øjeskruerne var samlet gennem mange år fra billedophæng. Trådene peger både mod den tekstilfabrik, hvor faderen arbejdede, og mod forbindelser, som holder ting sammen. På den måde blev personligt betydningsfulde materialer samlet i én skulptur.
Tilfældighedens plads i arbejdet
Samtalen vender sig mod forfatteren forfatterens tanke om, at tilfældighed og vilkårlighed ikke altid får den anerkendelse, de fortjener. Kunstneren mener, at tilfældige fund lettere opstår, når man er fokuseret på et område, man kender og interesserer sig for. En geolog, der går ud med redskaber og faglig viden, kan støde på noget usædvanligt; spørgsmålet er blot, hvor tilfældigt mødet egentlig er. På samme måde kan et fund i værkstedet virke uventet, selvom det opstår inden for et område, man allerede arbejder med.
Hvis kunsten først og fremmest forventes at forholde sig til den mest aktuelle politiske dagsorden, kan det være svært at give plads til resultater, der opstår ved et tilfælde. Han oplever dog, at kolleger generelt er åbne over for tilfældighed og vilkårlighed i den kunstneriske proces.
Et andet spørgsmål handler om et forslag fra samarbejdet med bidragyderen von Platen: De to kunstnere overvejede, om de skulle bestemme, hvilken type værker den anden skulle lave til et af rummene. Planen blev opgivet, fordi begge var stærkt optaget af deres egne spor og ikke lod sig overbevise af den andens argumenter. Samtalepartneren spørger, om det skyldes mange års arbejde med kunsten, eller om der findes et særligt kunstnerisk særpræg, som bliver tydeligere med tiden.
Til en tidligere udstilling lavede kunstneren en kort film som del af en større installation. Den viste en balletdanser, der sprang op, bevægede benene i luften og landede samme sted. Filmen opstod af et ønske om at udfordre sig selv med værker, der føltes nye. Alligevel sagde besøgende, at de kunne genkende hans hånd i dem. Han sammenlignede det med danseren: Et spring og en bevægelse, men til sidst en tilbagekomst til udgangspunktet. Han forsøger fortsat at tage nye spring og mener ikke, at han lander helt samme sted. Samtidig accepterer han, at der er et genkendeligt kunstnerisk særpræg, som udstillingen gjorde mere synligt.
Materialernes betydning og kunstens tavshed
Samtalepartneren beskriver, hvordan materialer allerede bærer betydninger, før de indgår i værkerne. Kunstneren samler dem i nye forbindelser og giver kasserede ting et andet liv. Samtidig synes værkerne at holde igen med tydelige udsagn og bevare en underfundig åbenhed. Det fører til spørgsmålet om, hvorvidt denne tilbageholdenhed kan forbindes med det, forfatteren kalder potent tavshed.
Kunstneren peger på, at kommunikation i billedkunst kan være vanskelig. Nogle værker taler meget direkte til deres samtid, fordi de benytter genkendelige koder og temaer, som er lette at aflæse netop nu. Det kan sammenlignes med mode, hvor bestemte udtryk har særlig gennemslagskraft i en periode.
En del kunst mister hurtigt sin aktualitet. Kravet om fornyelse ser ud til at vokse, så værker, der blev tillagt stor betydning for få år siden, senere kan fylde mindre. Samtidig kan noget, der tidligere blev overset, få større vægt med tiden.
Nogle kunstnere får en kort og intens periode med stor synlighed, omtrent som en kaktus, der kun blomstrer i kort tid. Andre udvikler et mere langvarigt forløb. Det kan hænge sammen med et ønske om både at sige noget om samtiden og undersøge den fra et poetisk eller metafysisk perspektiv. Her kan kunsten nærme sig erfaringer, som er vanskelige at udtrykke på andre måder.
Som eksempel på kunst, der kan rumme både tavshed og en betydning, der varer ved, nævner han et stilleben af bidragyderen. Når han ser på et af malerierne, oplever han, at mange ting falder på plads, selvom motivet blot er nogle vaser og deres skygger. Hvad der skaber denne virkning, er stadig ikke helt klart for ham.