Samtale om bidragyderens udvidede maleribegreb
I denne samtale fortæller bidragyderen om en praksis, der bevæger sig mellem maleri, skulptur, design og installation. Han holder fast i betegnelsen maleri, også når værkerne får en fysisk form, der minder om møbler eller andre genstande. Interviewet undersøger, hvorfor netop maleriet fortsat er hans udgangspunkt.
Fra tunge, malede værker til næsten usynlige overflader
Intervieweren husker bidragyderens tidlige værker som store, groft bearbejdede billeder med tykke lag oliemaling. De kunne være bygget sammen med genbrugstræ og andre dele, så de både lignede malerier og fremstod som genstande. Når værkerne skulle flyttes ned fra atelieret, var arbejdet fysisk og risikabelt. Spor efter håndtering og reparation blev en del af deres udtryk snarere end noget, der skulle skjules.
I samme periode arbejdede intervieweren med billeder, der kredsede om fravær og en oplevelse af uvirkelighed. Overfladen blev bearbejdet, så den virkede glat og næsten uden mærker, mens farverne gled diskret over i hinanden. Det stod i tydelig kontrast til bidragyderens robuste og fremadrettede værker.
Bidragyderen husker dog disse billeder som både stoflige og fyldt med materiale. De viste et stykke bymiljø i København og rummede en fornemmelse af storby, modernistisk arkitektur og høje bygninger. Han oplevede derfor ikke værkerne som så fjerne fra sine egne, selv om deres udtryk umiddelbart var meget forskelligt. Også de store billeder virkede konkrete, og deres tilstedeværelse satte sig fast.
Hvorfor kalde værkerne maleri frem for skulptur eller design?
Intervieweren peger på, at de to kunstnere tidligt havde udviklet hver deres tydelige måde at arbejde på. Bidragyderen har siden udfordret grænserne for, hvad et maleri kan være. Derfor spørger intervieweren, hvorfor han stadig foretrækker at kalde sine værker maleri, når nogle lige så vel kunne opfattes som skulpturer eller møbler.
Bidragyderen beskriver sig selv som maler og sin kunstneriske metode som malerisk. Han laver stadig traditionelle værker med maling på lærred, som de fleste uden tøven ville kategorisere som malerier. En stor del af hans øvrige produktion passer derimod ikke umiddelbart ind i en enkelt kategori. Det generer ham ikke, for selv ser han også disse værker som malerier, skabt gennem en malers arbejdsform.
For ham er det interessant at undersøge, hvordan et værk bliver til, og hvilke måder det kan gribes an på. Den endelige betegnelse er mindre afgørende end den samtale, der opstår om form og fremgangsmåde. Et værk kan være vanskeligt at placere, uden at det bliver et problem, der skal løses.
Et møbelagtigt værk i et udstillingsmiljø kan møde forskellige mennesker med helt forskellige forventninger. En besøgende, der er kommet for at se på boligindretning, kan spørge sig selv, om genstanden er en bænk eller et kunstværk. En kunstinteresseret gæst kan på sin side blive i tvivl om, hvor grænsen går mellem installation, skulptur og design. Bidragyderen ønsker at skabe den slags usikkerhed, fordi den sætter tanker og diskussioner i gang.
Den enkelte går ifølge bidragyderen ind til værket med sit eget blik. En maler vil måske først se det maleriske, mens en person med interesse for skulptur lægger mærke til andre egenskaber. Andre kan møde værket gennem teater, installation eller design. De forskellige indgange fremhæver hver deres sider og gør form til noget, der kan opleves og diskuteres på flere måder.
Maleri er for bidragyderen ikke kun en bestemt genstand med lærred og farve. Det er også en måde at tænke og udføre på. Han fremhæver den direkte kontakt mellem handling og overflade, hvor man kan lægge maling på uden at gå gennem støbeforme eller trykplader. Samtidig kan en fysisk del, som en malet træliste, tage pladsen for en malet streg. Så bliver spørgsmålet, om man ser en afbildning af en linje eller en virkelig, håndgribelig linje. Den slags overvejelser om form opstår både hos den, der laver værket, og hos den, der ser det.
Virkelige genstande, billeder og tvivl
Intervieweren spørger, om bidragyderens interesse for genstandenes fysiske virkelighed hænger sammen med et ønske om troværdighed. Et billede kan måske virke mindre overbevisende, hvis det ikke også har en konkret tilstedeværelse i verden. Spørgsmålet handler dermed om, hvorvidt værkerne søger en form for sandhed, der ikke bygger på illusion alene.
Bidragyderen svarer, at det både handler om fysik og om de billeder, der opstår i mødet med værket. Han vil gerne skabe en vis tvivl, ikke fordi værket er uklart eller tilfældigt, men fordi det åbner for flere tanker. Den, der går omkring det, sidder på det, rører ved det eller bruger det, kan få associationer til egne oplevelser.
En bestemt bænk kan for eksempel minde om et måltid ved en sø, en arbejdsplads i hjemmet eller en opgang fra barndommen. Træ, farver, lugte, lys og funktion kan sætte minder og fortællinger i gang. På den måde kan en fysisk genstand skabe billeder og associationer på samme vis som et traditionelt maleri.
Hverdagsmotiver og tanker, der rækker videre
Intervieweren læser bidragyderens interesse for almindelige ting som en mulig modvægt til kunst, der bliver meget abstrakt eller fjern fra hverdagen. Samtidig har bidragyderen sagt, at et værk gerne må virke videre efter den første oplevelse. Intervieweren spørger derfor, om denne efterklang alene handler om form, eller også kan rumme mere eksistentielle spørgsmål.
Bidragyderen bemærker, at hverdagslivet altid har været til stede i kunsten. Malerier har gennem tiden vist frugt, køkkenting, møbler, maskiner og hjem. Når sådanne motiver kommer ind på et lærred, bliver de ofte forstået som kunst og fortolkning. Han kan ikke afvise, at hans egne værker gør noget beslægtet: De undersøger og forskyder det velkendte, samtidig med at de bringer genstandene fysisk tættere på beskueren.
Forskellen mellem et værk med fysisk materiale og et maleri på lærred behøver efter hans opfattelse ikke at være en forskel mellem det konkrete og det imaginære. Den kan snarere ses som en forskel i form. Hans værker kan stadig sætte fantasien i gang, selv når de minder om ting fra et hjem eller et offentligt rum.
Bidragyderen håber, at værkerne kan sende beskueren ud ad uventede tankeveje. Det kan ske gennem mødet med noget nært og genkendeligt: en park, et venteværelse, en plads eller et almindeligt rum. Hverdagen er fuld af valg, sammensætninger og små kreative handlinger, når mennesker indretter deres hjem, laver mad eller finder anvendelser for ting.
Det overraskende kan også ligge i noget, der ser beskedent ud, for eksempel papir, træstykker eller en brugt stol. En ophobning af enkle elementer kan vise sig at rumme noget interessant og sætte noget i gang. Bidragyderen er derfor ikke afvisende over for det vidtløftige eller fantasifulde. Det afgørende er, at projektet på en eller anden måde fortæller noget og åbner en mulighed for nye tanker.
Form, stil og arbejdet med at kuratere udstillinger
Intervieweren fremhæver, at bidragyderen gennem årene også har tilrettelagt mange udstillinger med fokus på et udvidet maleribegreb. I den sammenhæng har formen ofte været i centrum frem for en tydelig fortælling eller et bestemt indhold. Med afsæt i forfatterens forbindelse mellem form og stil spørger intervieweren, hvordan bidragyderen selv forstår de to begreber.
Bidragyderen bruger form i bred forstand. Form, idé og koncept er ofte udgangspunktet for både værker og udstillinger, men ikke som en efterfølgende begrundelse for at vise noget. Hans egen praksis og hans kuratoriske arbejde påvirker hinanden. De kan skubbe i forskellige retninger og ændre, hvordan han tænker på det, der skal laves.
Nogle gange oplever han en udstilling, han selv har sat sammen, som et samlet værk. Det gælder også, når andre kunstneres værker indgår. En genstand placeret tæt mellem møbler kan for nogle virke forkert eller klemt, mens bidragyderen kan se den som et afgørende lag i en større komposition. Rummet, indretningen og værket kan tilsammen fungere som et maleri, hvor delene både står tydeligt frem og indgår i en helhed.
Når en kuratering lykkes, giver den bidragyderen ny indsigt og kan føre til nye værker eller projekter. Han sammenligner det med, hvordan en kunstner kan arbejde sig videre fra én serie billeder til den næste. Processen er praktisk: Man gør noget, prøver sig frem og opdager muligheder undervejs. Det, der opstår gennem arbejdet, kan vise vej til næste skridt.
Fortællinger spiller stadig en rolle, selv om formen ofte er udgangspunktet. Bidragyderen ønsker, at værker og udstillinger er åbne for den, der ser dem. En stol, en lampe eller en frugt må gerne kunne genkendes uden at være låst fast i én forklaring. Samtidig skal der være plads til, at beskueren ser noget andet end den umiddelbare genstand.
Kunstens betydning og det, der ikke kan siges
Til sidst bringer intervieweren et udsagn af forfatteren på banen: Kunst handler ikke kun om at gengive noget, men også om at give form til oplevelser og bevidsthed, der ikke fuldt ud kan beskrives med ord. Bidragyderen er enig i tanken. Hvis et værk kunne forklares helt i en tekst, ville noget af dets særlige betydning gå tabt.
For bidragyderen ligger en del af værkets styrke netop i, at det ikke kan reduceres til en forklaring. Det kan skabe nærvær, associationer og tvivl uden at samle alt i et entydigt svar. Nogle af de mest virkningsfulde sider ved et kunstværk viser sig derfor i det, det lader stå usagt.