Forfatterens spørgsmål i samtale med en billedkunstner

Kunstnerisk praksis mellem tekst og skulptur

I denne samtale mødes billedkunstneren bidragyderen og bidragyderen om kunst, påvirkning og de valg, der former et værk. Bidragyderen arbejder både med skulpturelle objekter og tekster og driver desuden et mindre forlag. Samtalen tager afsæt i tanker om kunstens stil og betydning og bevæger sig fra musikalske oplevelser til hverdagsmaterialer, tilfældighed og sansning.

Når noget udefra ændrer arbejdsprocessen

Bidragyderen spørger, om en stærk oplevelse med bidragyderens femte symfoni kan fungere som en påvirkning udefra, der ændrer kunstnerens arbejde. Bidragyderen forbinder en betydningsfuld forstyrrelse med forskellen mellem tiden før og efter: Når man vender tilbage til det, man var i gang med, kan man være tilbøjelig til at gøre det på en ny måde.

Han søger efter oplevelser, der sætter noget i bevægelse, og som kan få betydning for tankerne, selvforståelsen og de valg, man træffer. En sådan påvirkning lader sig ikke nødvendigvis afgrænse til arbejdet; den kan også virke ind på andre dele af livet. Ofte går der tid, før oplevelsen er blevet en del af ens måde at tænke på. Derfor kan det være vanskeligt at pege på præcis, hvad den har ændret. Musikken kan ikke uden videre oversættes til et bestemt kunstnerisk greb, men den sætter spor, som også følger med ind i værkstedet.

Stil, genkendelighed og flere fokuspunkter

Samtalen går videre til spørgsmålet om stil. Nogle værker kan umiddelbart synes at undgå en tydelig, ensartet form. Bidragyderen spørger, om forskellige elementer dermed skaber flere retninger for betragterens opmærksomhed. Bidragyderen skelner mellem stil forstået som noget genkendeligt og stil som en grundlæggende måde at være og træffe valg på.

Den første forståelse forbindes let med kategorisering og branding: En genkendelig stil gør det muligt hurtigt at placere et værk i en bestemt sammenhæng. Bidragyderen er skeptisk over for forestillingen om, at et værks kvalitet udspringer af kunstnerens særlige, medfødte originalitet. Det kan derfor være ønskværdigt, at værkerne ikke låses fast i en bestemt ydre signatur. For ham handler arbejdet snarere om at finde nye måder at være til på.

Samtidig rummer stil, sådan som han læser forfatteren, mere end overfladiske kendetegn. Den kan handle om, hvordan vi erkender verden, hvordan vi vælger, og hvilke måder at leve i den på et kunstværk gør synlige. Et værk bærer med sig en måde at gå frem på og dermed også bestemte antagelser om, hvad der tæller som viden og erfaring.

Bidragyderen håber, at de enkelte dele i hans værker tilsammen danner et fokus, selv når helheden kan virke sammensat eller ligefrem urolig. De forskellige elementer er ikke nødvendigvis samlet for at sprede opmærksomheden; de kan afspejle, hvordan tingene også hænger sammen i hans eget liv. Over længere tid har han været optaget af, hvordan ting får betydning, og hvad denne betydning gør ved mennesker. Ét enkelt perspektiv har ikke været tilstrækkeligt til at undersøge emnet, og derfor kan flere fokuspunkter være nødvendige.

Tilfældighed og valg uden tydelig begrundelse

Bidragyderen tager fat på forfatterens tanke om, at kunstens vilkårlighed og det, der synes ubegrundet, ikke altid får den opmærksomhed, det fortjener. Bidragyderen peger på, at noget ofte kaldes ubegrundet, fordi begrundelsen ikke let kan formuleres med ord. Det behøver dog ikke betyde, at der slet ingen grund findes.

En begrundelse kan ligge i de omstændigheder, der omgiver et valg, eller i en fornemmelse og en følelse, snarere end i en forklaring, man kan fremlægge klart. Det er svært helt at handle uden påvirkning fra situationen. Omgivelserne er altid til stede, men de kan også åbne muligheder og understøtte det valg, man ender med at tage.

Hverdagslivets materialer og kunstens plads

Et værk fra 2010, Nydelse og indsigt, består blandt andet af en printer og almindelige madvarer som margarine, cornflakes og chokolade. Bidragyderen bemærker, at materialerne ikke virker særligt eksklusive, men kan skabe en umiddelbar forbindelse til ting, mange kender hjemmefra. Han spørger, om den tilgang kan beskrives som hverdagsnær poesi.

Bidragyderen svarer, at hverdagen er det sted, hvor arbejdet finder sted, og hvor oplevelser og handlinger får sammenhæng. Selv usædvanlige eller fantastiske erfaringer må på en måde forbindes med hverdagslivet, hvis de skal få betydning. Nogle ting er allerede en fast del af dagligdagen; andre kræver en indsats at lukke ind i den.

En del af hans praksis består i at bringe kunstneriske og abstrakte ideer ind i den almindelige tilværelse, hvor de kan bruges og mødes direkte. Hverdagen er ikke et mindre vigtigt område ved siden af kunsten, men det konkrete grundlag, som erfaringer og betydninger knytter sig til.

Når materialer skifter form

Bidragyderen spørger også til værker, hvor mad indgår i processuelle skulpturer, og til genstande eller former, der er blevet støbt i bronze. Bidragyderen fortæller, at hans oprindelige undersøgelse tog udgangspunkt i en chokoladekage og ikke i støbning. At overføre en form fra ét materiale til et andet er en velkendt kunstnerisk metode, men den giver mulighed for at se formen på en ny måde.

Han er fortsat optaget af den klassiske skulpturform og af tanken om en offentlig skulptur, som ville stille andre krav til praksissen. Bronze forbindes i hans overvejelser med lang holdbarhed, mens en salatgrøntsag i et af værkerne hurtigt mistede sin spændstighed. Modsætningen mellem det varige og det forgængelige indgår i værkets materialitet, men bidragyderen understreger også, at lysten til at afprøve noget kan være en vigtig drivkraft. Ikke alle værker begynder med en omfattende teoretisk plan.

Sprog som materiale for sansningen

Til sidst vender bidragyderen tilbage til forfatterens pointe om, at selv en enkel sansning er vanskelig at beskrive fuldstændigt. Han spørger, om bidragyderens bøger alligevel forsøger at komme tæt på en formulering af sansningen, og om dette også spiller en rolle i skulpturerne.

Bidragyderen betragter sproget som et materiale, han har måttet arbejde med. Målet er ikke at erstatte en sanselig oplevelse med ord eller at levere en komplet beskrivelse af den. Interessen ligger snarere i de betingelser, der gør sansningen mulig, og i den betydning, den får. Han undersøger især forbindelsen mellem det, der måske ikke kan siges direkte, og det, vi kan forstå, når en oplevelse eller et objekt tager form. Sådanne overvejelser spiller også en væsentlig rolle i hans skulpturelle arbejde.