Præsentation af SSS / Susan Sontag-Spørgsmålene

Vi genopliver denne hjemmeside med henblik på Anette Harboe Flensburgs projekt ‘Susan Sontag-Spørgsmålene’, som hun præsenterer her:

Kunstdebattens genopstandelse

Nogle vil have bemærket at den kære Kunstdebatten.dk desværre har ligget mere eller mindre død igennem længere tid. Alle deltagene har haft for travlt med alle mulige andre ting. Og vi må nok også erkende at både facebook og Kunsten.nu har overtaget meget af debatrollen, og at det korte (uformelle, chat) format passer de fleste rigtig godt.

Personligt synes jeg det er ærgerligt, for den afstedkom gode debatter og artikler, havde mange læsere og var udtryk for et behov for udveksling, også i et lidt længere format.

Men nu sker der noget for jeg har tænkt mig at at sparke liv i kunstdebatten.dk igen med et stafetprojekt, som samtidigt vil markere at bloggen ikke nødvendigvis lægger op til polemiske (kunstpolitiske) debatter, men mere repræsenterer et forum for overvejelser i forbindelse med skabelsen af kunst – på tværs af medierne.

Projektet har overskriften Susan Sontag Spørgsmålene/SSS

Artikelserien kommer til at handle om begrebet stil og tager udgangspunkt i den amerikanske forfatter/kritikker Susan Sontags essay ‘On style’, fra bogen Against Interpretation fra 1966. Altså en halvgammel sag, som ikke er lige relevant hele vejen igennem (det samme gælder min personlige grad af enighed), men som jeg ikke desto mindre synes stadig kan danne grundlag for mange relevante overvejelser.
Derfor har jeg oversat et udsnit af omtalte essay, og bedt en håndfuld forskellige kunstnere om at besvare spørgsmål med afsæt i Susan Sontags teorier.

På et tidspunkt kørte P1 en daglig serie med interviews af forskellige kunstnere, på baggrund af bestemte spørgsmål de trak fra en pulje der blev kaldt ‘ Marcel Proust spørgsmålene’. Med inspiration derfra har jeg kaldt interviewformen for Susan Sontag spørgsmålene/SSS.

Afsættet fra Sontag er dog mere sporadisk, til tider stort set bare et påskud. Spørgsmålene er i højere grad individuelt orienteret. Men som udgangspunkt er de interviewede blevet bedt om at læse udsnittet af essayet. Hvilket jeg også vil opfordre læserne af kunstdebatten til. Derfor er første stafet simpelthen de ca. to siders oversatte essay-udsnit.

‘Al den snak om stil – som om man havde et valg’, siger Philip Guston i et interview.
Jeg kan være tilbøjelig til at give Guston ret – og dog, helt så ‘skæbnetro’ er jeg trods alt ikke. Under alle omstændigheder mener jeg, ligesom Susan Sontag, at det giver god mening at komme et spadestik dybere ned i bevæggrundene. At få udvekslet om de både personlige og generelle mulighedsbetingelser, der spiller en rolle for valgene. At få genovervejet hvordan, og om det overhovedet giver mening at tale om stil. At være med til at sætte en dagsorden – også for hvordan vi diskuterer det, vi arbejder med, hvad der er vi søger. Helt banalt er jeg simpelthen også nysgerrig efter at få indblik i kollegaers praksis, og finder det faktisk ofte langt mere interessant at høre om, end den (efterfølgende) formidling. Især i de tilfælde hvor der også er sprækker ind til sårbarheden og tvivlen.

Jeg har valgt en håndfuld meget forskellige kunstnere ud fra et diversitetsprincip, som jeg lægger ud med at interviewe. Men derfra er det tænkt som et stafetprojekt, hvor den interviewede giver stafetten videre til en anden kunstner, som de så interviewer, og giver stafetten videre til etc.

Diversitetsprincippet giver en aldersspredning lige fra den helt unge søgende akademielev, til den erfarne billedkunstner – af begge køn. Selvom jeg primært selv har erfaring med billedkunst og også i min introduktion her refererer til netop kunstmiljøet, har jeg indtil videre også involveret en komponist og en forfatter fordi jeg synes det er vigtigt at høre om deres erfaringer. Sammenfald og forskelligheder perspektiverer hinanden.

Svarene vil blive bragt efterhånden som de foreligger – forhåbentlig i en rytme af 1-3 ugers interval. Men det er – indrømmet – foreløbig ønsketænkning, for min erfaring er, at det at svare på spørgsmålene faktisk er enklere end at stille spørgsmålene. Det er i virkeligheden måske det der er den store udfordring. Hvilket måske også er en af grundene til at vi ikke gør det nok. I altfald på skrift.

De første interviews vil blive bragt umiddelbart efter denne introduktion til projektet og Susan Sontags tekst. I kan glæde jer!

Hvor lang tid projektet skal og kan fortsætte og hvor meget det kan knopskyde, kan kun fremtiden vise. Det er mit håb at det kan fortsætte over en længere periode, involvere mange meget forskellige kunstnere og afstedkomme meningsfuld udveksling på tværs af medier, holdninger, perspektiver. Lad os for en gang skyld holde kortene ud fra kroppen og dele ud af vores introverte værkstedstanker og fabrikshemmeligheder.