Vertikal betegner det lodrette og forbindes ofte med højde, rang og overblik. Horisontal beskriver det vandrette og kan pege på et synsfelt, hvor forskelle udjævnes. Hos bidragyderen rummer disse begreber dog mere end en enkel modsætning mellem hierarki og lighed. De bruges til at undersøge menneskers placering i verden, samfundets organisering og de kvaliteter, vi tillægger kunst og tænkning. Begreberne har også en vurderende side: De rejser spørgsmålet om, hvad der går tabt, når forskelle udviskes, og hvad der kan være værd at holde fast i. I hans analyse af massen og foragten bliver den moderne kultur derfor både beskrevet og kritiseret.
I det følgende mødes en billedkunstner og en filosof om bidragyderens syn på kunstens rolle. Samtalen handler ikke kun om at forklare hans begreber, men også om at overveje, hvordan kunst kan stå i forhold til marked, konkurrence og den brede kultur. Et centralt spørgsmål er, om kunsten kan skabe afstand til massementalitet og åbne for andre måder at sanse og tænke på.
Masse og foragt i bidragyderens tænkning
Bidragyderen beskriver den moderne masse som præget af en form for kulde og mangel på fælles retning. I et samfund, hvor ældre rangordener er svækket, bliver mennesker i højere grad stillet ved siden af hinanden end ordnet efter faste hierarkier. Denne udjævning kan opleves som frigørende, men også som en tilstand af ensomhed og fravær af betydningsfulde forskelle. Massen kan både foragte sig selv og blive mødt med foragt udefra, uden nødvendigvis at have kræfter til at undersøge denne modsætning nærmere.
Tidligere tiders mere stabile forestillinger om rang og autoritet afløses af bevægelige forskelle, der skabes gennem konkurrence, synlighed og skiftende placeringer. Hierarkier bliver ofte opfattet som en hindring for frihed og social bevægelse, mens præstation og løbende sammenligning træder i deres sted. Men modstanden mod faste rangordener fjerner ikke nødvendigvis ønsket om at skille sig ud. Den kan i stedet skabe en stadig kamp om opmærksomhed og anerkendelse, samtidig med at mange vægrer sig ved at blive udfordret af noget, der opleves som fremmed eller bedre end dem selv.
Bidragyderen finder dog en begrænset mulighed for modstand i kunst og kultur. De kan i bestemte situationer bryde med massens selvtilfredshed og ligegyldighed, hvis de ikke blot bekræfter det, der allerede er kendt og let at forbruge. Det kræver, at kunsten får mulighed for at stille krav til opmærksomheden og tilbyde erfaringer, der ikke straks kan gøres op i popularitet eller nytte.
Kunst, krise og kritik
I samtalen bliver spørgsmålet om kunstens særlige værdi knyttet til bidragyderens kritik af, at vertikale forskelle omformes til vandrette. Når alle værdier bliver gjort sammenlignelige og kan udskiftes, kan forestillingen om, at et kunstværk rummer en særlig kvalitet, også komme under pres. Den ene samtalepart spørger, om denne udvikling hænger sammen med kunstens opgør med idéen om en fast kerne eller essens. Hvis kunsten ikke længere tillægges en indre værdi, der står uafhængigt af dens omgivelser, kan den lettere forstås som en del af den samme kultur, der gør alt til genstand for vurdering og udveksling.
Mange kunstneriske retninger har udfordret tanken om, at værket gennem en proces af forenkling kan nå frem til en tidløs, selvstændig kerne. I stedet er der kommet større opmærksomhed på de sociale, historiske og institutionelle forhold, som kunsten indgår i. Værkets betydning formes blandt andet af, hvor og hvordan det bliver vist, fortolket og mødt. Denne ændring kan ses som en kritisk indsigt, men bidragyderens begreber giver også mulighed for at spørge, om den samtidig udjævner forskelle, som kunsten kunne have brug for at bevare.
Det betyder ikke nødvendigvis, at bidragyderen længes efter en fortid, hvor kunstens værdi blev bestemt af tidløse regler. Hans pointe kan snarere forstås som en undersøgelse af, om værket stadig kan give en erfaring, der rækker ud over det velkendte. Kunst kan være sanseligt krævende, udfordre vores forståelse og gøre os opmærksomme på noget, vi ellers overser. Sådanne kvaliteter kan blive svære at få øje på, hvis al værdi måles gennem udbredelse, omsætning eller hurtig anerkendelse.
Kunstnere, der skal forsørge sig gennem deres arbejde, må forholde sig til markedet, men det betyder ikke, at al kunst bliver en del af masseforbruget. Samtidig er det ikke nødvendigvis et tegn på forfængelighed, når en kunstner ønsker at blive set eller værdsat. Bidragyderens kritik kan derfor læses uden at gøre ham til forsvarer af en bestemt klassisk smag. Den retter sig i stedet mod de processer, der flader forskelle ud på tværs af kunst, uddannelse, forskning, offentlig debat og menneskers forståelse af sig selv.
Her bliver krise og kritik nært forbundne. Kritik handler ikke blot om at afvise noget, man ikke bryder sig om. Den kræver evnen til at skelne, vurdere og træffe en afgørelse i en konkret situation. En krise kan forstås som et afgørende vendepunkt, hvor en vurdering bliver nødvendig. En kultur kan dermed siges at være i krise, hvis den udvisker så mange forskelle, at den mister evnen til at værdsætte det, der kan berige eller udfordre den.
Kritik indebærer også selvkritik. Det er ikke nok at pege på problemer i samfundet, hvis man samtidig nægter at undersøge sin egen rolle i dem. Hos bidragyderen bliver kritikken en modstand mod kynisme og en mulighed for at forestille sig andre veje. Den kan være skarp i tonen, men dens formål er ikke blot at fordømme. Den skal gøre det muligt at se mere præcist og at åbne for en forandring.
Økonomi, kunstmarked og forskelle uden dybde
Samtalen skelner mellem forskelle, der tillægges en varig betydning, og forskelle, som er midlertidige og til forhandling. I kunstverdenen kan en historisk fortælling om udvikling blive afløst af ranglister og skiftende vurderinger af, hvad der er aktuelt. Retninger, som før blev opfattet som led i en kunstnerisk udvikling, kan dermed blive stillet side om side i en markedsbestemt pluralitet. Forskellene forsvinder ikke, men deres betydning bliver ofte kortvarig og afhængig af, hvem der får opmærksomhed.
Det kan virke selvmodsigende, at et samfund, hvor gamle hierarkier mister autoritet, samtidig oplever stærkere konkurrence og nye former for status. Men rangordningen forsvinder ikke nødvendigvis; den kan blive mere omskiftelig og knyttet til efterspørgsel og synlighed. På kunstmarkedet kan værkers placering derfor i høj grad afhænge af, hvor let de kan omsættes eller skabe interesse, snarere end af en fælles vurdering af deres kunstneriske betydning.
Filosoffens svar er, at økonomien i stigende grad fremstår som et selvfølgeligt målestokssystem. Kunst, uddannelse, forskning og politik bliver løbende vurderet ud fra økonomiske hensyn, mens økonomien selv sjældnere behøver at forklare eller forsvare sine grundlæggende mål. Ordet økonomi har historisk været forbundet med forvaltningen af husholdningen, men i den moderne sammenhæng forbindes det ofte med indtjening, konkurrence og overskud. Denne forskydning kan gøre det vanskeligt at argumentere for, at uddannelse også skal handle om dannelse, eller at kunst kan være vigtig på grund af sin sanselige og tankemæssige betydning.
Også kunstinstitutioner må forholde sig til økonomiske vilkår. De skal skabe aktivitet og indtægter, samtidig med at de kan give plads til værker og udstillinger, som ikke nødvendigvis appellerer bredt. Markedets krav begrænser ikke alle muligheder, og mennesker i institutionerne kan stadig træffe valg, der rækker ud over den kortsigtede gevinst. Det er derfor muligt, at en organisation både er afhængig af økonomiske resultater og bidrager til, at publikum møder kunst, der udfordrer vante forventninger.
Kunstens afhængighed af magtfulde støtter er heller ikke ny. I forskellige historiske perioder har religiøse institutioner, herskere og politiske bevægelser bestilt eller brugt kunst til at formidle bestemte værdier og budskaber. Det særlige ved nutidens situation er ikke, at kunst påvirkes udefra, men at markedets logik let kan komme til at fremstå som neutral og uundgåelig. Bidragyderens kritik gør det relevant at spørge, hvilke former for værdi der bliver synlige, og hvilke der forsvinder, når økonomiske hensyn får forrang.
Beundring som modstand og øvelse
Kunst, sport og finansielle markeder kan fungere som steder, hvor mennesker søger succes og anerkendelse. I et konkurrencesamfund bliver det afgørende at sikre sig en fordel og undgå at blive placeret blandt taberne. Det skaber et pres for hele tiden at bevæge sig fremad og for at udskifte dem, der tidligere stod øverst. Samtidig kan det være svært at acceptere selv midlertidige hierarkier, hvis de opleves som en trussel mod forestillingen om, at alle bør kunne nå samme position.
En følge kan være en stærk dyrkelse af ungdom og nyhed. Det nye forbindes med energi og fremtid, mens det ældre hurtigt risikerer at blive opfattet som uaktuelt. Kunstnere og værker kan derfor få stor opmærksomhed i en kort periode, men også lige så hurtigt blive fortrængt. Når udskiftning bliver et mål i sig selv, kan både mennesker og kunst blive behandlet som let erstattelige. Det er netop denne ligegyldighed over for det særegne, bidragyderen ser som en del af massens problem.
Også de personer, der formidler og organiserer kunst, kan få en mere fremtrædende rolle end tidligere. Det er ikke i sig selv negativt, at formidlere sætter værker i nye sammenhænge, men udviklingen rejser spørgsmål om, hvor opmærksomheden samler sig: om den rettes mod værket, mod den, der præsenterer det, eller mod den sociale begivenhed omkring det. For bidragyderen er modstanden mod det enestående beslægtet med en trang til at erstatte det hurtigt og uden større omtanke.
Alligevel kan kunsten være et sted, hvor denne bevægelse bliver udfordret. Bidragyderens håb knytter sig til kultur, der hjælper os med at modstå massen i os selv. Det kræver, at vi ikke kun søger bekræftelse, men også er villige til at møde noget, vi ikke straks forstår eller kan gøre til vores eget. Han kalder dette en form for beundringsøvelse: en opmærksom og vidende indsats, hvor man giver værket tid og anerkender en evne, man ikke selv besidder.
At beundre betyder her ikke at opgive sin dømmekraft. Det handler snarere om at være åben over for, at et værk kan rumme en forskel, som ikke kan reduceres til ens egne præferencer. Mødet kan kræve tålmodighed og indebære en vis ydmyghed. Når man giver plads til det, der ikke ligner én selv, kan interessen blive til en forbindelse mellem mennesket og verden, frem for blot en måde at finde ud af, hvad man selv får ud af oplevelsen.
Denne forståelse har forbindelse til æstetisk tænkning, hvor kunstværket hverken opfattes som en ting uden betydning for beskueren eller som et tomt spejl af den enkeltes ønsker. Værket kan påvirke den, der møder det, men mødet formes også af erfaring, sprog og fortolkning. Det er ikke en ensidig overførsel fra værk til menneske: Begge sider indgår i en proces, hvor betydning bliver til.
Derfor står man ikke blot over for kunsten som en fuldstændig uafhængig betragter, der kan fastlægge dens værdi på afstand. Mødet kan ændre ens forståelse af både værket og sig selv. Bidragyderens idé om beundring peger dermed på en form for åbenhed, hvor man ikke straks forsøger at beherske eller indordne det fremmede. Den tilgang deler træk med filosofiske syn på kunst, der betoner værkets selvstændige kvaliteter og dets evne til at føre mennesket ind i nye forståelser.
Kunstens betydning afhænger således ikke alene af værket eller af den, der betragter det. Den opstår i et samspil, hvor erfaring, fortolkning og værkets særlige udtryk mødes. Det kan gøre os opmærksomme på kræfter og muligheder, som ikke kan indfanges fuldstændigt af vores bevidste vurderinger. Når kunsten lykkes med at overraske eller forstyrre os, kan den skabe et brud med vanetænkning og gøre plads til en anden måde at være i verden på.
Noter om kritik og kunstmødet
Henvisningerne i den oprindelige diskussion peger på beslægtede emner: kritik under økonomisk pres, kunstens forhold til krise og marked samt deltagende og socialt orienterede kunstformer. De fremhæver også tanken om menneskets fortsatte tilblivelse gennem mødet med andre mennesker, verden og kunstværker. Samlet understøtter disse temaer artiklens spørgsmål om, hvordan man kan vurdere kunst uden at reducere den til enten en fast essens eller en vare.