Billedet og det visuelle
Når vi undersøger billeder, må vi også spørge, hvordan de bliver fremstillet og anvendt omkring os. Billeder indgår i dag i mange sammenhænge og kan tjene bestemte formål. Den udbredte brug af synlige udtryk som redskaber kan derfor give anledning til bekymring for billedkunstens vilkår. Men hvad består denne samtidige billedkultur egentlig af, og hvordan påvirker den vores møde med kunst?
En vigtig sondring går mellem billedet og det visuelle. Det klassiske billede kan forstås som noget, man står over for og betragter. Det kan skabe afstand mellem værket og beskueren og give plads til refleksion. I en nutidig, gennemvisualiseret verden er synligheden derimod ikke kun noget, vi møder udefra. Vi befinder os selv midt i den, omgivet af billeder, signaler og information. Når vi ikke længere står uden for det synlige, men er indlejret i det, ændres også vores forhold til billedet.
Den franske filmkritiker og billedteoretiker bidragyderen skelnede mellem det, han kaldte billedet, og det visuelle. Hans tanker udsprang blandt andet af arbejdet med film og tv. I denne forståelse har billedet forbindelse til forestillingsevnen: Det kan fastholde vores opmærksomhed og føre os ind i en eftertænksom eller kontemplativ tilstand.
Det visuelle virker på en anden måde. I stedet for at opfordre til langvarig betragtning sender det signaler, som vi forventes at reagere på. En motorvej kan illustrere forskellen. Føreren fordyber sig ikke i vejstriberne, men bruger dem til hurtigt at orientere sig og handle. Hvis blikket blev hængende ved dem, ville kørslen blive farlig. Her handler synet om registrering i øjeblikket, ikke om kontemplation. Motorvejen viser således, hvordan det visuelle kan organisere vores opmærksomhed omkring umiddelbar reaktion.
En sansning, der er formet på forhånd
Vores omgivelser rummer ofte store mængder tekst og tegn: skilte, navne, anvisninger og overskrifter. Samtidig ser vi fysiske flader og former, som ikke nødvendigvis formidler en bestemt besked. Hvordan kan disse forskellige synsindtryk forstås gennem skellet mellem billedet og det visuelle?
Bogstaver hører typisk til det visuelles område, fordi de skal aflæses. Når du har forstået et ord, går du videre, og betydningen bliver en del af din viden. Du behøver ikke fortsat at se på ordets form. Læsning indebærer altså ofte, at tegnets udseende træder i baggrunden, når indholdet først er afkodet.
En skrifttype, der er udviklet til at være let at læse uden at gøre opmærksom på sin egen form, viser dette princip tydeligt. Den fungerer så gennemsigtigt, at læseren først og fremmest opfatter budskabet. Denne egenskab har også gjort en sådan typografi relevant i kunstneriske sammenhænge, hvor tekst og idé kan stå centralt.
Forskellen mellem at læse og at se handler dermed også om opmærksomhed. Når ordets mening er forstået, interesserer vi os ofte mindre for dets konkrete udseende. Det visuelle er derfor ikke alene en ny måde at indrette den synlige verden på. Det kan også forme vores bevidsthed og vores vaner for, hvordan vi ser. Vi lærer at opfatte synlige ting som informationer, der skal registreres, snarere end som billeder, vi kan blive ved med at undersøge.
Vores blik er med andre ord ikke kun bestemt af den genstand, vi ser på her og nu. Det påvirkes også af de synsindtryk, vi har mødt før. Hvis vi er vant til hurtigt at identificere velkendte tegn, kan vi komme til at møde selv kunstværker gennem den samme forventning om genkendelse og afkodning.
En klassisk maleteknik, hvor konturer og overgange mellem lys og skygge blødgøres, kan bruges til at vise, hvad der står på spil. I et sådant maleri kan motivet træde frem med en tåget, næsten flydende virkning. Man kan give sig tid til at følge farvernes lag og de uklare overgange. Men hvis man allerede kender værket som et berømt motiv, kan man i stedet se det som tegn på en historie, man har hørt før. Den forhåndsviden kan komme til at bestemme, hvad man mener, man står overfor.
Vores sensibilitet – evnen til at sanse og lægge mærke til – formes altså af den synlige verden, samtidig med at sensibiliteten påvirker vores forståelse af den. Det kan være svært at tænke og skabe kunst kritisk, når de kanaler og udtryksformer, man kunne bruge, allerede er præget af det visuelles vaner. Det kan også være vanskeligt at sanse på nye måder, hvis omgivelserne hele tiden leder opmærksomheden i bestemte retninger.
En verden fuld af planlagte synsindtryk er ofte indrettet med vores sanser for øje. Signaler kan være udformet, så de udløser en hurtig reaktion uden længere overvejelse. Markedsføring kan eksempelvis forsøge at appellere til umiddelbare impulser frem for til en reflekteret vurdering. Det viser, at moderne visuelle systemer ikke altid henvender sig til den eftertænksomme del af mennesket; de kan også spille på helt grundlæggende reaktionsmønstre.
Derfor er spørgsmålet ikke nødvendigvis, om vi kan stille os helt uden for det visuelles regime. Vi tænker og handler allerede inden for en verden, hvor synlige signaler er en del af hverdagen. Til gengæld bliver afsenderens hensigt vigtig. Hvem har tilrettelagt et signal, og hvilket formål tjener det? Et spørgsmål om æstetik bliver dermed også et etisk og politisk spørgsmål, fordi synlige udtryk kan påvirke vores valg og opmærksomhed.
Oplysningens dobbelte virkninger
Nogle kunstnere søger arbejdsformer uden for de kommercielle kredsløb. Det kan ses som et forsøg på at skabe afstand til systemer, hvor synlighed og opmærksomhed også har økonomisk værdi. Men den visuelle verden er ikke nødvendigvis alene et produkt af kapitalismen. Den er blevet til gennem flere forskellige behov og interesser.
En måde at forstå dens historiske udvikling på er at se på byens belysning. I Paris i det attende århundrede blev gadelamper indført blandt andet for at gøre det lettere og tryggere at færdes efter mørkets frembrud. Når folk ikke kunne se ordentligt omkring sig, kunne de være usikre på, hvad der foregik, og hvor andre befandt sig. Bedre belysning skulle gøre byen mere overskuelig.
Men lysene ændrede også bylivet. Da det blev tryggere at opholde sig ude om aftenen, kunne aktiviteter, som tidligere hovedsageligt foregik om dagen, fortsætte efter mørkets frembrud. Folk begyndte i højere grad at bruge byens rum til forbrug og fornøjelser. Den oplyste by blev således både et sted for øget tryghed og en ramme om nye økonomiske muligheder.
Belysningen opfyldte på samme tid et praktisk behov og understøttede en økonomisk udvikling. Byen blev mere synlig og tilgængelig, men denne synlighed var ikke neutral: Den påvirkede, hvor og hvornår mennesker kunne færdes, og hvilke aktiviteter der blev mulige. Oplysning kunne derfor både forbindes med sikkerhed, organisering og underholdning.
Det historiske eksempel viser, hvorfor man ikke kan forklare al billedlig instrumentalisering alene med økonomiske interesser. Ønsket om at kunne se tydeligere kan også udspringe af behov for sikkerhed og orientering. Samtidig kan nye former for synlighed skabe muligheder for forbrug og kontrol. Flere hensyn kan således være til stede på én gang.
I dag møder vi ofte tekst på skærme, hvor bogstaverne fremstår som lys frem for som tryk på en fysisk side. Det er en del af en bredere forandring i vores måde at møde information på. Den udvikling kan ikke reduceres til én enkelt årsag. Økonomiske interesser spiller en rolle, men de er ikke den eneste kraft bag den måde, billeder og synlige signaler præger samfundet på.