Appropriation i kunsten: En træt eller levende strategi?

Hvad appropriation betyder, og hvorfor strategien stadig diskuteres

Appropriationskunst tager udgangspunkt i noget, der allerede findes: en genstand, et billede, en tekst eller en idé. Kunstneren flytter, ændrer eller genbruger materialet og sætter det ind i en ny sammenhæng. Det afgørende er ikke nødvendigvis, at det oprindelige materiale bliver forvandlet, men at dets betydning forskydes, når det møder en anden ramme.

Metoden har rødder, der går tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede. Kunstnere begyndte at inddrage hverdagsobjekter i værker og udfordrede dermed forestillingen om, at kunst altid skulle være håndlavet eller fremstille noget nyt fra bunden. Senere blev appropriation en tydeligere kunstnerisk strategi, blandt andet i USA i 1980’erne.

Der er ikke nødvendigvis en klar formel forskel på en readymade og et værk, der betegnes som appropriation. Begge kan bygge på allerede eksisterende materiale. Forskellen ligger ofte i den historiske situation og i den måde, materialet bliver brugt på. En genstand, der præsenteres som kunst, kan både pege på kunstinstitutionens regler og på de samfundsmæssige forhold, der har givet genstanden dens oprindelige værdi.

Begrebet appropriation har også en alvorlig betydning uden for kunsten. Det kan beskrive, hvordan magtfulde grupper overtager andres land eller ressourcer og retfærdiggør det med henvisning til et fælles gode. Set fra dem, der mister deres råderet, er handlingen tvang og tab. Denne dobbelthed mellem overtagelse og geninddragelse kan være vigtig, når man ser på kunst, der bruger eksisterende ting.

Når en almindelig vare løftes ud af sin brugssammenhæng og udstilles, kan den fremstå frigjort fra markedets logik. Samtidig kan kunstværket selv indgå i et marked, hvor kunst bliver betragtet som en investering. Det betyder, at en gestus, der ser kritisk ud, også kan blive en del af det system, den tilsyneladende udfordrer. Værket kan derfor rumme både ironi og alvor, kritik og fascination.

Den tidlige avantgardekunst var ofte præget af tro på, at kunsten kunne ændre forholdet mellem kunst og hverdagsliv. Selv provokerende eller nedbrydende eksperimenter kunne rumme en forventning om, at noget nyt kunne opstå. Senere kunne gentagelser af de samme greb blive mindre utopiske og mere opmærksomme på, hvordan kunstens institutioner optager selv det, der først virkede radikalt.

Det betyder ikke, at appropriation er udtømt. Den kan fortsat være relevant, når kunstnere undersøger, hvordan betydning bliver til, og hvordan fortidens kunstneriske strategier virker i nutiden. Men provokationen i sig selv er sjældent nok. Når museer og gallerier kan rumme mange former for udfordring, kan et værk have større gennemslagskraft ved at vise, hvordan dets materiale, placering og sammensætning producerer betydning.

Et muligt nyt fokus er mødet mellem det personlige og det tilsyneladende upersonlige. På den ene side står kunstnerens konkrete valg og komposition; på den anden side står materiale, der allerede er præget af brug, historie og kulturelle koder. En kunstner kan virke distanceret ved blot at udvælge og placere eksisterende ting, men selve sammensætningen kan samtidig bære et personligt præg.

Denne spænding mellem gestus og system er ikke ny. Den kan ses i kunst, der arbejder med fundne materialer, såvel som i værker, hvor objekter sættes sammen efter en tydelig idé. Det nye potentiale ligger ikke nødvendigvis i at opfinde et helt ukendt greb, men i at undersøge, hvordan gamle metoder kan få en anden virkning, når de forbindes med erfaringer og spørgsmål fra nutiden.

Samtidig kan velkendte greb skabe en følelse af gentagelse. Når en genstand flyttes ind i et udstillingsrum, kan man genkende den historiske handling uden nødvendigvis at opleve, at værket åbner noget nyt. Det er derfor værd at se på, hvad flytningen gør ud over at vise, at en almindelig ting kan kaldes kunst.

Flere gennemgående greb kan hjælpe med at beskrive, hvordan readymades og beslægtede værker ændrer materialets virkning. De kan stå alene eller optræde i kombination:

  • Flytning: En genstand eller et billede tages ud af sin vante sammenhæng og placeres et andet sted. Selve skiftet fra hverdagsrum til udstillingsrum kan ændre, hvad man lægger mærke til. Også en fysisk drejning eller omplacering kan få betydning.
  • Ændring af overflade eller materiale: En genstand kan få en ny beklædning, blive støbt i et andet materiale eller på anden måde ændres fysisk. Kontrasten mellem den oprindelige funktion og den nye fremtoning bliver en del af værket.
  • Gentagelse: Når det samme objekt optræder flere gange, ændres dets karakter. En enkelt ting kan virke genkendelig og funktionel, mens en række ens ting kan fremstå som mønster, masse eller et nyt samlet objekt.
  • Ødelæggelse eller indgreb: Et værk kan skære i, bryde eller beskadige en genstand, så dens oprindelige brug bliver forstyrret. Indgrebet kan gøre bygningens eller objektets opbygning synlig og ændre vores blik på det.
  • Skift i skala: En genstand kan gøres langt større eller mindre end normalt. Når proportionerne ændres, kan noget velkendt virke fremmed, monumentalt eller sårbart.

Der findes også værker, som kombinerer flere genstande eller flere af disse metoder. Det er ikke altid hensigtsmæssigt at gøre enhver sammenstilling til sin egen kategori, for næsten alle værker med flere dele kunne så passe ind. Grebene er nyttige som redskaber til at beskrive værkets form, men de forklarer ikke i sig selv, hvad værket betyder.

Et værk kan have mange lag, som ikke kan reduceres til den metode, kunstneren har valgt. Alligevel er det relevant at spørge, om en bestemt formel handling bliver gentaget uden at få en ny funktion. Hvis flytning, gentagelse eller ændring af skala er det dominerende betydningsgreb, kan værket opleves som velkendt, medmindre det samtidig ændrer vores forståelse af materialet.

Et objekt kan for eksempel blive spændt ud mellem vægge, så det ikke blot står frem som en flyttet ting, men også ser ud til at påvirke rummet omkring sig. Her bliver placeringen en fysisk spænding, og værket handler ikke kun om, at materialet er hentet et andet sted fra. Dets forhold til omgivelserne giver grebet en anden betydning.

Det åbner for spørgsmålet om, hvordan eksisterende materialer kan forbindes med en personlig eller følelsesmæssig dimension. Det kan virke som en tilbagevenden til modernistiske spørgsmål om udtryk og komposition, men kombinationen behøver ikke at være et tilbageskridt. Den kan undersøge, hvordan et allerede kendt materiale bliver ladet med erfaring, når det indgår i en bestemt sammenhæng.

Her kan man sammenligne kunstneriske greb med drømmens forskydninger. En genstand kan få en anden rolle, blive gentaget eller optræde som del af en større helhed. Det betyder ikke, at hvert objekt har én fast, skjult betydning, som blot skal findes. Det er snarere relationerne mellem værkets dele, der kan skabe en bevægelig fortolkning.

Nogle fortolkningstraditioner leder efter et stabilt indhold bag det synlige. I den tilgang bliver værket nærmest et tegn på noget skjult, og en forklaring skal afdække dets egentlige mening. Denne model kan gøre kunstoplevelsen overskuelig, men den kan også begrænse værket, hvis alle elementer på forhånd tildeles en bestemt betydning.

En anden tilgang ser betydning som noget, der opstår gennem forskelle og forbindelser. I stedet for at lede efter et hemmeligt indhold kan man undersøge, hvordan materialer, placeringer og gentagelser påvirker hinanden. Betydningen er da ikke en fast kerne bag værkets overflade, men noget, der bliver til over tid og kan ændre sig med mødet mellem værket og beskueren.

Denne måde at se på gør det muligt at forstå en historisk gentagelse som mere end en kopi. Når en ældre kunstnerisk strategi genbruges i en ny sammenhæng, kan forskydningen mellem de to tidspunkter i sig selv skabe betydning. Den senere gentagelse kan vise, hvad der er blevet ændret, glemt eller gjort muligt siden den første version.

For beskueren kan det være hjælpsomt at være opmærksom på, hvordan værket virker, før man beslutter, hvad det betyder. Hvilke dele trækker blikket til sig? Hvad sker der, når en genstand møder en anden? Hvordan påvirker materialet helheden? Sådanne spørgsmål kan give plads til fortolkning uden at reducere oplevelsen til en gåde med ét korrekt svar.

Et personligt lag kan være en del af denne proces. Et barndomsminde, et familiebillede eller en genkendelig form kan blive sat sammen med referencer til tidligere kunst og med materialer, der har en bestemt fysisk tyngde. Værket forbinder da individuel erindring med fælles kulturelle billeder. Ingen af lagene behøver at være den endelige forklaring på de andre.

På den måde kan appropriation være mere end en formel gentagelse. Den kan sammenstille eksisterende materiale med et personligt forhold til historie og samtid. At genbruge er ikke automatisk at gentage uden forandring; spørgsmålet er, hvilke nye relationer værket skaber, og om de kan mærkes uden en lang forklaring.

Fortolkende tekster kan give nyttig baggrund, men forholdet mellem tekst og værk er vigtigt. Et åbent værk kan blive ledsaget af en meget bestemt forklaring, der beskriver politiske, økonomiske eller psykologiske temaer. Hvis værket ikke selv giver tydelige holdepunkter for alle disse betydninger, kan teksten komme til at stå som en facitliste.

Det kan skabe en opdeling, hvor værket bliver betragtet som en form, mens teksten leverer indholdet. En sådan opdeling er ikke altid problematisk, men den bør ikke forveksles med, at værkets mening nu er endeligt fastlagt. Det kan være mere frugtbart at se på, hvordan teksten påvirker mødet med værket, og om den åbner eller lukker for andre læsninger.

Nutidig appropriation kan også blive så afhængig af historiske kunsthenvisninger, at værket især taler til dem, der allerede kender koderne. Det kan begrænse, hvem der føler sig inviteret ind. Samtidig mister et genbrugt objekt noget af sin kritiske kraft, hvis dets vante betydning blot erstattes af en ny, lige så fast betydning.

Det er vigtigt at skelne mellem at tro, at et værk rummer en hemmelig besked, og at acceptere, at ikke alt kan gøres fuldt forståeligt. Kunst kan være materielt til stede og samtidig modstå en entydig forklaring. Den modstand er ikke nødvendigvis en mangel, som en tekst eller en analyse skal fjerne.

Derfor er det heller ikke oplagt at beskrive kunstoplevelsen som en form for forløsning, hvor en forklaring bringer alt på plads. Kunst er ikke terapi, og værket behøver ikke at fungere som et problem, der kan løses. Man kan undersøge det nøje og stadig være i tvivl. Den vedvarende usikkerhed kan være en del af oplevelsen.

Kendskab til baggrund kan dog gøre et værk mere interessant. Som med sport, mad eller tøj kan viden om historie, materialer og traditioner åbne for flere detaljer. Det betyder ikke, at man skal kende alle henvisninger på forhånd, men at kunstoplevelser kan vokse, når man både bruger sin umiddelbare reaktion og sin nysgerrighed.

Udfordringen opstår, når udstillinger først og fremmest præsenteres som underholdning, der skal levere et klart budskab. Hvis publikum bliver ledt direkte mod en bestemt forklaring, kan opmærksomheden flytte sig fra værkets konkrete virkning til spørgsmålet om, hvad man bør lære af det. En mere åben tilgang giver plads til både sansning og viden.

Når du læser en tekst ved siden af et værk, kan du overveje, hvem der taler. En forklaring fra en udstillingsinstitution er én fortolkning, mens kunstnerens egne ord kan have en anden rolle. Kunstnerens perspektiv kan give indblik i mulige forbindelser, men det behøver ikke at fastlægge alle værkets betydninger. Også titel og materialevalg påvirker læsningen, uden at de gør den endelig.

Til sidst står værket og beskueren i et konkret møde. Det kan være relevant at spørge, hvad du selv ser, hvad du genkender, og hvilke dele der fortsat virker uklare. En personlig fortolkning behøver hverken at være fri for baggrundsviden eller bundet af den. Værkets betydning opstår i samspillet mellem dets form, dets historie og den, der ser på det.

Appropriation som en fortsat mulighed i kunsten

Appropriation og readymades kan opleves som slidte, når værker gentager kendte greb uden at ændre deres virkning. Men strategien er ikke nødvendigvis færdig. Den kan stadig skabe nye forbindelser mellem genstande, historie og personlige erfaringer, hvis det genbrugte materiale bliver mere end en demonstration af, at det kan flyttes ind i kunsten.

Det afgørende er ikke, om et værk bruger et gammelt eller et nyt formelt greb, men hvad grebet gør i den konkrete sammenhæng. Et objekt kan ændre betydning gennem sin placering, sin skala eller sit møde med andre materialer. Når værket samtidig giver plads til flere læsninger, kan det undgå at blive en illustration af en på forhånd fastlagt idé.

Kunstens kritiske mulighed ligger ikke altid i en tydelig politisk besked eller en direkte provokation. Den kan også ligge i flertydighed, i uventede sammenstillinger og i den måde, et værk får velkendte ting til at fremstå anderledes. Appropriation forbliver interessant, når den ikke blot genbruger fortiden, men gør os opmærksomme på, hvordan betydning bliver til.

Kort fortalt: Hvad er appropriationskunst?

Appropriationskunst bruger materiale, som allerede findes, og sætter det ind i en ny kunstnerisk sammenhæng. Det kan være brugsgenstande, billeder, tekst eller idéer. Materialet kan bevares, ændres eller kombineres med andet. Nogle værker gør ophavet tydeligt, mens andre ikke kræver, at beskueren kender den oprindelige kilde. Metoden minder på visse måder om sampling eller remix: Det eksisterende bliver udgangspunkt for nye forbindelser og betydninger.