Tre noter om politisk kunst

”Jeg kan ikke lide politisk kunst” eller ”Jeg er træt af politisk kunst”, hører jeg tit folk udbryde. Det blev fx sagt en del gange efter U-Turn-udstillingen i sin tid. Men hvad betyder det udsagn egentlig? Hvad menes der med politisk kunst, og hvorfor er folk så trætte af det? Jeg vil kort overveje over hvad politisk kunst kan betyde, hvad der kendetegner god og dårlig politisk kunst, og hvad vi kan gøre for at styrke den politiske kunsts image.

1. Hvad er politisk kunst?

Med politisk kunst mener jeg kunst som har et tydeligt politisk emne. Det behøver ikke være et udsagn, det behøver ikke være en holdning, det kan sagtens være åbent, men dets emne skal være politisk i den forstand at værkerne direkte behandler, kommenterer eller interagerer med samfundsmæssige, politiske eller ideologiske fænomener.

Det betyder ikke at jeg íkke mener at andre former for kunst kan være kritiske eller have politiske aspekter. Her bør man nok skelne mellem indhold/sujet/emne og så gehalt. Gehalt er et tysk ord, som betegner de kulturelle, historiske og samfundsmæssige perspektiver af noget, frem for dets direkte indhold. Kunstens gehalt er ofte kritisk, selv om værket ikke formulerer en indholdsmæssig kritik. Og her ligger en ganske vigtig rolle for kunsten, der kan være mindst lige så vigtig som den direkte politiske kunst.

Jeg er således enig i, at al kunst i sidste ende er politisk, for så vidt som det også er et ideologisk valg at lave kunst, der ikke handler om noget, eller som kigger ind i den såkaldte sjæl frem for ud mod samfundet. Men man kan godt både anerkende dette og så alligevel operere med en snævrere definition af politisk kunst som dét, der handler om noget politisk. Et begreb kan ikke bruges til noget hvis det omfatter alt.

2. God og dårlig politisk kunst

En del folk opfører sig som om genren ‘politisk kunst’ enten er noget godt eller dårligt. For nogen er politisk kunst godt, hvis bare det siger det samme som de selv mener, og det er næsten altid noget venstreorienteret. For andre er politisk kunst dårligt, fordi de tænker politisk kunst som agiterende og hellere vil have noget andet, noget der ikke propaganderer det politisk korrekte.

Men sagen er jo, at der findes god og dårlig politisk kunst. Og man skal ikke vurdere den ud fra om den bekræfter ens egne holdninger, men snarere om den peger på noget, man ikke havde set sådan før. Der er ikke noget mere trættende end kunst som siger at krig, forurening og racisme er dårligt. Det er det jo, men det ved vi godt, og dem som mener noget andet, bliver alligevel ikke omvendt af budskabskunsten.

fra Emil Madsen Brandt: ‘Provensiel offentlighed, institutionaliseret solidaritet’, 2009

Kunsten må gå dybere, og for eksempel finde kolonialistiske symboler i vores forbrugskultur, sådan som Emil Madsen Brandt gjorde det på Exit 09, hvor lysbilleder af Maskotten fra TV Zulu, figurerne fra Cirkel Kaffe, Uncle Ben’s Rice, Tørsleffs vaniliemand og meget andet helt nøgternt og ukommenteret pegede på vores hverdagsrepræsentationer af afrikanere, arabere og caribiere.

Eller mere tvetydigt og åbent afprøve forestillingen om danskhed, som hos Jane Jin Kaisen i samme udstilling, der som dansker med asiatisk udseende og baggrund besøgte den danske koloni Solvang i USA og dansede folkedans med de ‘danske’ amerikanere.

Ingen af værkerne var perfekte, dertil var de begge for lange og komplekse, men til gengæld ramte de noget, der ikke var selvfølgeligt, de pegede på noget væsentligt, noget partikulært, der siger noget om det større billede.

Man kan ikke stille retningslinjer op for god kunst, ejheller for god politisk kunst, men man kan anføre nogle tommelfingerregeler, vel vidende at der er undtagelser. Det er vejen til at tale lidt mere nuanceret om politisk kunst:

  • God politisk kunst er noget, hvor kunstneren siger noget nyt, udpeger noget slående, griber ind i virkeligheden eller stiller væsentlige spørgsmål, der ellers ikke stilles. Det som udtrykkes skal ikke være banalt. Det almindelige kunstpublikum skal ikke have bekræftet deres viden og politiske holdninger, men overraskes eller få nuanceret deres verdensbillede. Eller måske ligefrem udfordres eller provokeres.
  • God politisk kunst gør dette på en præcis og interessant måde. De benyttede kunstneriske medier sættes i spil på en måde hvor der kan udtrykkes en anderledes gestus end et udsagn i samfundsdebatten.
  • I den gode politiske kunst sker dette som regel på baggrund af, at kunstneren gennem benhård research har sat sig ind i aspekter af emnet, der rækker ud over den almene avislæsers viden. Man får altså noget nyt at vide eller ser det fra en anden vinkel, eller værket sætter særlige, slående partikulære eksempler i spil.

3. Det politiske kunståndværk

Hvis jeg har ret i, at det er en fordel, at kunstneren ved mere om sit emne end os andre, så er der et håndværk, som den politiske kunstner med fordel bør lære sig i den analyserende fase. Eller rettere: Der er et forråd af ‘åndværk’, som ligger til kunstnerens disposition, og nogle af dem er hardcore: Statistik, økonomi, samfundsteori (ikke kun marxistiske teorier), diskursanalyse osv. osv. Ikke dem alle på én gang, men dem som belyser det pågældende fænomen. Hertil kommer naturligvis en specialviden om (eller særlig tilgang til) emnet selv. Det var nok en lignende tanke, der fik Colonel til at udbyde kurser i statistik og økonomi til de aktionerende kunstnere under klimatopmødet.

Jeg så gerne at dette åndværk blev udbudt som værksted/laboratorium på kunstakademierne på linje med foto-, grafik- og keramikværkstederne. Altså som et frivilligt håndværksfag for dem, der vil arbejde med disse redskaber.

Det er naturligvis ikke nok med ‘åndværket’, for det skal så udmønte sig i interessante og præcis værker, udstillinger eller aktioner – men kun i ganske særlige tilfælde er politisk naivitet en fordel. Det er ikke nogen fordel når John Kørner vælger at navngive sine i øvrigt glimrende Afghanistan-malerier med navnene på de faldne danskere, når han samtidig helt undlader at forholde sig til menneskeskæbnerne og de konkrete historier bag. Det er ikke nogen fordel, at Superflex indoptager en uhyre interessant og tvetydig politisk-økonomisk figur som George Soros og så blot skildrer ham som værende en almindelig børsmægler i dette værk. I begge tilfælde rummer værkerne enten et vidensunderskud eller en ligegyldighed over for virkeligheden, som ikke klæder politiske værker. Og det er særligt skuffende, når der er tale om nogle af vores fremmeste kunstnere, som jeg i øvrigt har stor respekt for.

I stedet vil jeg plædere for den politiske kunst, der gør mig klogere og udvider min horisont. Den der åbner mine øjne for ting jeg ikke vidste på en slående måde. Den der nuancerer mine holdninger og prikker til mine fordomme. Den der provokerer mig til at tænke over aspekter, som jeg ikke var opmærksom på. Den der gør politiske emner anskuelige i sanselig eller fortællende form. Eller den, der med et finurligt twist giver nye, overraskende, satiriske blik på aspekter af det samfund, vi selv lever i og de andre samfund, vi bør vide mere om.

Torben Sangild

Dette indlæg har hovedpointer og passager til fælles med mit essay af samme navn i Grønningens katalog 2010.

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

21 kommentarer til Tre noter om politisk kunst

  1. Bjørn Poulsen skriver:

    Det mest kontroversielle i Torbens indlæg er vel spørgsmålet om, i hvor høj grad kunstneren har brug for at researche i de emner vedkommende behandler og i den forbindelse i hvor høj grad elementær samfundsvidenskab bør være et fag på kunstakademierne.

    Umiddelbart er jeg skeptisk over for kunstværker, som henter sin autoritet udenfor kunsten.

    Hvis et kunstværk er af en sådan beskaffenhed, at det står og falder med om den videnskabelige research er innovativ og tilbundsgående nok, så er den kunstneriske frihed røget sig en tur og kunstneren blevet underlagt de samme kriterier som dominerer resten af samfundet.

    Derfor har jeg det helt fint med Kørners Afghanistanbilleder, der netop ikke plæderer for på nogen måde at have en særlig ekspertviden om Afganistan, men til gengæld fortæller meget stærkt om den surrealistiske oplevelse, det er at være borger i et land i krig . En uvirkelig oplevelse, for samfundet kører tilsyneladende upåvirket videre, men samtidig ved man jo at folk faktisk dør, og man forsøger gennem de informationer, der nu er tilgængelige at danne sig et billede af situationen. Sprængte lemmer og drømmende dromedarer.

    Det er klart at Kørners billeder ikke ændrer ved situationen i snæver politisk forstand ( i modsætning til f.eks en dokumentatfilm som Amarillo), eller gør mig klogere på Afghanistan, men de giver mig en kunstnerisk oplevelse og fortæller mig noget om at leve i den krigsførende velfærdsstat Danmark anno 2010.

    Ellers mener jeg generelt ikke at politisk kunst indtager en særlig status i forhold til anden kunst, der måtte beskæftige sig med andre emner (eller ingen emner).

    En undtagelse er måske den interventionistiske kunst, men det skyldes ikke at den ofte er politisk, men at den rejser nogle principielle spørgsmål om den klassiske beskuers rolle i forhold til værket.

    Hvis vi tager et klassisk eksempel vi alle kender, Superflex’s orange gasbeholdere til Afrika , så kommer jeg i tvivl om min egen rolle i situationen. For hvem henvender værket sig til. Vel primært til de afrikanske landsbyboere, som forhåbentlig får glæde af projektet. Værket foregår primært mellem en brugergruppe, kunstnerne og evt sponsorer. Jeg er tvunget til at forholde mig til værket udelukkende i forhold til intentionen og det billede kunstnerne skaber af forløbet. Min egen erfaring af værket bliver sekundær i forhold til den egentlige målgruppe, afrikanernes, erfaring af værket, som jeg kun har tilgang til gennem kunstnernes fortolkning.
    Man kan sige det er et stykke brugskunst, som jeg ikke kan få et forhold til, da jeg ikke kan komme til at bruge det, fordi det henvender sig til nogle helt andre brugere end mig selv.

    Nu er der måske flere lag i Superflex’s projekt. Jeg oplevede det først som en slags grotesk parodi på ulandshjælp, hvor en flok tilsyneladende idealister iført kolonitøj, forærer afrikanerne en stor beholder af varm luft (lort) for derigennem at kunne score statslige midler, en slags nykolonianisme. Et stærkt, omend meget diabolsk og kynisk projekt. Men jeg er i forhold til projektet egen formidling kommet til at tvivle på , at det er den rette fortolkning.

    Hvorom alting er, så rejser den interventionistiske kunst nogle principielle spørgsmål, om beskuerens rolle i forhold til kunstværket.

  2. Torben Sangild skriver:

    Du tager fat i nogle væsentlige emner, og jeg kan for så vidt godt se hvad du mener.

    For det første spørgsmålet om autonomi: Hvis man kræver at kunsten skal være gennemresearchet, bliver den så ikke underlagt samme krav som mere diskursive udtryksformer, såsom debatindlægget, avisartiklen eller den akademiske forskning?

    Det er et væsentligt spørgsmål, og derfor er det mig magtpåliggende at skelne mellem hvad jeg godt kunne tænke mig mere af (samfundsmæssig indsigt) og hvad jeg stiller som krav til kunsten. Det er ikke et krav, men snarere en opfordring til at gå lidt dybere i analysen. Det er måske lidt polemisk at jeg stiller deciderede samfundsfag op som et dannelsesideal for den politiske kunstner, og jeg kender selv glimrende politiske værker, der ikke bygger på research, men på den anden side er det ærgerligt når den fremstår politisk naiv. Jeg mener godt at man kan være reflekteret og vidende og samtidig skabe værker, der netop gør det som den almindelige politiske debat ikke formår. Der er altså hverken tale om et angreb på autonomien (forstået som kunstens selvbestemmelse) eller et ønske om at kunsten skal nærme sig samfundsvidenskaben eller den politiske debat.

    For det andet problemet Kørner: Jeg synes det er nogle smukke billeder, men jeg mener at det er forkert at benytte navnene på de faldne, hvis man alligevel ikke gider forholde sig til det konkrete. Det jeg savner er netop det konkrete, det partikulære, det som kunsten kan ramme. Hvorfor ikke søge oplysninger om, hvad der er sket i Afghanistan? Er det ikke et for vigtigt emne til at blive reduceret til noget med dromedarer og lig? Er situationen ikke netop at krigen i Afghanistan er abstrakt og derfor alt for let at skubbe væk?

    For det tredje status: Jeg plæderer ikke for nogen privilegeret status til den politiske kunst, men blot at den tages alvorligt som (h)åndværk.

    For det fjerde interventionistisk kunst: Det er ikke altid lige vellykket, men det kan absolut være det. Hvis vi i stedet tager eksemplet med The Yes Men’s klassiske Dow Chemical-intervention, så er den efter min mening yderst vellykket. Ved at bryde ind i mainstrem-medierne og påtage sig rollen som firmaet bag Bhopal-katastrofen, siger de det, som firmaet burde have sagt, og peger derfor uhyre præcist på den moralske forbrydelse, der endnu ikke er sonet. (Læs mere om værket her).

    Det samme gælder Jane Jin Kaisens værk, som jeg nævner i indlægget. Det er frem for alt undersøgende, og det er en god strategi, men en del af grunden til at det er en interessant undersøgelse, er, at den er både præcis og konkret. Og det opnås bedst hvis man har noget viden på forhånd, så man kan intervenere på den bedste måde. Altså ikke viden som en argumentation med en konklusion, men viden som udgangspunktet for en undersøgelse.

  3. Kaspar Bonnén skriver:

    Jeg er stort set ganske enig i alt… Især forekommer det ofte (som Sangild nævner) forudsigeligt, hvad god politisk skal mene, nemlig noget blødt og humanistisk. Det gør den ufarlig, og isolerer den fra samfundet. Det største dilemma for kunsten er jo, at den ikke mere er en del af en offentlig diskurs, at den sjældent får lov til at blande sig i det politiske, heller ikke når den er politisk. Undtagelser er J. Metz Amadillo og Kenneth Balfelts Fixerum.

    Værket, som Sangild nævner af Emil Madsen Brandt er vel for subtilt til at blive aktivt politisk, mens det måske er et fint værk. John Kørners Afhanistan-malerier bliver meget mere politiske i kraft af at det er Kørner. Superflex er politisk FORDI DET ER DET!
    And so on

    Det journalistiske, det letafkodelige er nøglen til det politiske, både for kunstnere og meningshavere. Det er ikke budskabet der er det centrale, det lækre twist. Det gælder om at erobre dagsordenen. Det ved Kristian Hornsleth og Marco Evaristti. Alligevel drukner deres bedre værker i det hav af floskler de så har fyret af på det alter. Det er vel derfor at nogen bliver trætte af politisk kunst, vi er allerede kvalt i journalistikkens jagt på den gode historie.

  4. Jacob Lillemose skriver:

    Hvis man skulle gå hen og blive træt af politisk kunst, som jeg forstår at visse dele af kunstoffentligheden er, så kunne en kur være at brede perspektivet ud over den danske kontekst og ud over billedkunstkonteksten og sætte “Zombie” af Fela Kuti på pladespilleren eller “Tropicália” af Gilberto Gil and Caetano Veloso. Begge er værker, der kritisk kommenterer politiske forhold ved at spille på begejstring og folkekultur. For mig at se er de eksemplariske i deres adressering eller rettere aktivering af en sensibilitet og intelligens, der er i opposition til de rationaliseringsprocesser, der kendetegner moderne parlamentarisk politik samtidig med at de giver forestillinger og forhåbninger om at verden kan være anderledes end den er defineret af det givne system.

  5. Jeg kan sagtens følge Torben Sangild i hans irritation over politisk kunst, hvor niveauet er for lavt. Spørgsmålet er hvordan dette niveau kan bringes op.

    På sin vis er Torben Sangilds forslag om at få det ind på akademiet som et slags værksted, ret friskt. Det er bare ikke helt så enkelt at forestille sig præcist hvem der skulle undervise der. En økonom har nok masser af viden om økomiske systemer, men er sikkert dårligt rustet til at vejlede i hvordan man tematiserer tingene i en kunstnerisk diskurs. Om det overhovedet egner sig, om der er en pointe i det – i forhold til feks. at skrive en kronik, melde sig ind i et politisk parti eller græsrodsbevægelse, og på den led forsøge at påvirke tilstandene. En sådan vurdering, vil typisk kræve en erfaring med billedmediet, som økonomen slet ikke har. At man kan invitere eksperter ind til evalueringer er til gengæld en god ide – for at se om der er tale om et vidensunderskud eller om argumentationen holder vand, navnlig hvis værkerne henter meget af deres autoritet i henvisning til statestikker, politiske teorier etc.

    På akademiet gør man en dyd ud af billedkunstens forbindelse til filosofien – og man kunne da godt forestille sig at en del af den læsning kunne skiftes ud med tekster af feks. Zygmunt Bauman eller Richard Sennett (som jeg selv synes er interessante, og faktisk ret inspirende….) Men filosofien er efter min mening med god grund det der må fylde mest, fordi det på et helt generelt og eviggyldigt plan, handler om feks. etik, æstetik, perception og forholdet mellem sprog og billede.

  6. Torben Sangild skriver:

    Nu forestillede jeg mig ikke at økonomer skulle undervise i kunst, men blot give nogle baggrundsredskaber på frivillig basis for dé studerende, der mener at det vil gavne deres kunst at have noget kvalificeret baggrundsviden og nogle samfundsanalytiske redskaber.

    Ideen er ikke at denne viden direkte skulle udmønte sig i værker, ligesom filosofisk læsning heller ikke gør det, men at den skulle være dannende.

  7. frans jacobi skriver:

    Kære torben
    Tak for en heltemodig plæderen for en politisk kunst. Det er svært at være uenig i dine pointer, men jeg synes at du i din insisteren på at det er med VIDEN at kunstneren skal bidrage til den politiske debat, overser nogle væsentlige aspekter omkring politisk kunst.

    For det første tvivler jeg lidt på den her forestilling om at vi som kunstnere kan bidrage med så megen ny og overraskende viden om nogetsomhelst – vi lever trods alt i et højt specialiseret videns-samfund hvor viden allerede produceres på så detaljerede niveauer at det ikke rigtigt giver mening at vi også skal blande os på den måde.

    Hvad man som kunstner imidlertid kan bidrage med er en anden tolkning og iscenesættelse af den allerede presente viden. Kunsten kan give det politiske en emotionel og symbolsk, poetisk dybde , der ellers kun optræder som underliggende følelsmæssig manipulation i en politisk debat der tilsyneladende baserer sig på rationelle journalistiske parametre.

    Når Laibach fx indspiller Beatles-albummet ’Let It Be’ som teutonisk germaner-techno, argumenter de med musik for hvordan den vestlige rock-kultur indeholder elementer af fascistoid masse-forførelse. Men deres argumentation er rent musikalsk – det er følelsen i deres massive versioner af de blide beatles-sange der overrasker, provokerer og får os til at revurdere vores opfattelse. Min ’forklaring’ på hvad deres værk betyder er også en forsimpling af den komplekse emotionelle dybde de tilføjer the Beatles. (Jeg kom sjovt nok i tanke om dette værk tilbage fra 80erne da jeg ved et tilfælde kom til at overvære de sidste 20 minutter af Dizzy Miss Lizzy’s koncert på Roskilde Festivallens Orange Scene for nylig). http://www.youtube.com/watch?v=D9w6SEtkeug

    Et andet eksempel af nyere dato kunne være den kroatiske kunstner Igor Grubic’s video, East Side Story, på den seneste Istanbul Biennale. Grubic inviterer her nogle dansere til at reformulere en serie meget voldelige hændelser i forbindelse med den første Gay Pride Festival i Beograd. Ved at sammenklippe dokumentariske optagelser af skinheads der brutalt angriber Gay Pride deltagere med dansernes abstrakte kropslige fortolkninger af de samme begivenheder, viser han i ren visuel form det hjerteskærende mod og skrøbelighed som disse Gay Pride deltagere viser overfor en brutalt aggressiv folkepøbel. Igen er argumentet rent kunstnerisk – der behøves ingen ord for at forklare intentionerne; og den oplevelse man som beskuer har er også rent følelsesmæssig. Fortvivlelse og beundring for menneskets mod til at stå frem med sin overbevisning.
    http://www.iksv.org/bienal11/sanatcilar_en.asp?sid=25

    (Iøvrigt et greb som vi forsøgte at genbruge i performancen ’Krigsdans’ som jeg lavede i samarbejde med LonelyBoyChoir her i forsommeren. Her forsøgte jeg at ’danse’ en dansk soldats oplevelser i Afganistan).

    Når Bertolt Brecht i disse år er så stor en inspiration for mange såkaldt politiske kunstnere, hænger det ikke så meget sammen med hans venstreorienterede kommunistiske samfundssyn, men snarere med at Brecht tilbyder en total gennemarbejdet model for hvordan man kan arbejde ’objektivt’ med iscenesættelse og præsentation af komplekse emotionelle strukturer. Hvordan kunstværkets emotionelle lag kan instrumentaliseres og gøres til transparente argumenter.

    Her ligger der for mig at se et stort kritisk kunstnerisk potientiale overfor den flod af følelsesmæssig manipulation vi uforvarende udsættes for i både nyhedsformidlingen og i mainstreamkulturen mere generelt.

  8. Torben Sangild skriver:

    Tak for denne kommentar, som kan give mig anledning til at understrege at jeg IKKE mener (eller siger) at kunstneren skal bidrage med viden. Det har vi så mange andre instanser til. Jeg plæderer blot for at det er en fordel at tilegne sig viden, hvis man vil lave politisk kunst, der rammer mere præcist end at udtrykke en generel politisk korrekthed.

    Hvis vi tager analogien med håndværket, så er det en fordel at vide noget om bronzestøbning hvis man vil lave bronzeskulpturer. Men det man bidrager med er ikke sin viden om støbning, det er skulpturen. På samme måde ville det naturligvis være kedeligt hvis politiske værker blot formidlede viden. Det er slet ikke dér vi skal hen, for den type politisk kunst er i regelen ufrugtbar.

    Når The Yes Men optræder på BBC formidler de ikke viden om Bhopal-katastrofen, men de har uden tvivl en stor baggrundsviden om katastrofen og om firmaet Union Carbide. Det gør dem i stand til at levere en præcis og overbevisende intervention.

    På samme måde kan man sige at Emil Madsen Brandt tilsyneladende er ganske belæst i postkolonialistisk teori og imperialismens historie, men det han bidrager med er ikke en tung, akademisk analyse, han bidrager blot med et diasshow, der taler gennem især velkendte hverdagsbilleder, som er blevet gennemsigtige for os, men som i sammenhængen peger på et mønster. Det kan ikke reduceres til en pointe eller en formidling, dertil er det alt for åbent, men der ligger naturligvis en stram idé og en grundig forberedelse bag.

    Og tag ikke fejl: Laibach har masser af baggrundsviden om europæisk historie og totalitære udtryksformer, som det også tydeligt kan ses i deres videoer. At oversætte Queens ‘One Vision’ til tysk under titlen ‘Geburt einer Nation’, og dermed vise det totalitære potentiale i denne sang er nok et simpelt greb, men det rummer en analytisk præcision, som bygger på en viden om nationalismens udtryksformer i Tyskland, Storbritannien og USA.

    Jeg er således fuldstændig enig i din kommentar, såvel som dine eksempler.

  9. Jakob Nørregård skriver:

    Sjovt så enige alle er. Kan det skyldes at Torben Sangild vælger at se politisk kunst som et spørgsmål om emnevalg. Det er ligeså vagt og indholdsløst som udsagnet om at al kunst er politisk kunst?
    Når man tager udgangspunkt i folks irritation over politisk kunst, så kan man da ikke bare negligere at begrebet politisk kunst i de sidste 100 år har været et helt konkret indfaldsvinkel til kunstproduktionen og at der implicit ligger et komplet kunstsyn i det.

    Man er kort sagt nødt til at skelne mellem politisk kunst som program og kunst der indeholder arbitrære politiske ytringer, som udspringer af borgerlig indignation eller whatever.
    Hertil kan man indvende: Hvad er der galt med at give udtryk for sine borgerlige meninger? Ikke noget, selvfølgelig, men det er alligevel vigtigt at skelne, fordi vi allerede i næste træk ryger ind i noget langt vigtigere, nemlig kunstens autonomi og hele den deraf følgende diskussion af kunstens formål og berettigelse.

    Traditionelt er den politiske kunst hængt op på nogle meget stærke politiske bevægelser, der tænkte kunsten ind i egne totalløsninger. Så længe man befandt sig i sådan en bevægelse, og her kommer Bertolt Brecht jo ind som et glimrende eksempel, så behøvede man slet ikke tage stilling til politisk kunst som andet end et udtryk for ens politiske holdning og som værende det arbejde man kunne udføre i den politiske bevægelses tjeneste. At netop Bertolt Brecht sad tilbage, efter at have lavet fremragende ting, som gidsel-kransekagefigur i DDR, siger en del om at det ikke er kunstens emne eller dens politiske moral, der definerer godt og dårligt.

    Den modvilje som Torben Sangild har bemærket rundt omkring på kunstscenen, udspringer måske mere af det forhold, at samtidskunsten paraderer som den klassiske venstreorienterede kunst, men i et pluralistisk demokrati ikke kan sidde en række historiske erfaringer overhørig og derfor bare er en forkrøblet udgave, der famler sig frem uden forankring i noget defineret samfundssyn. Denne mangel på forankringen har langt mere vidtgående konsekvenser end bare at det politiske bliver fadt og ligegyldigt fordi det lige så godt kunne udtrykkes i et læserbrev, ja faktisk nok bedre i et læserbrev. Værkerne får nemlig en dårlig bismag af overfladiskhed og hykleri, hvilket er dårligt for ethvert kunstværk. Ikke mærkeligt at folk er irriterede.

    Forskellen er om man ser kunsten som politisk instrument, eller lister det politiske ind som kunstnerisk instrument. Det første er måske kritisabelt, (som al politik,) men ikke desto mindre konsekvent. Det andet bliver i bedste fald underholdene idiosynkrasier. I dårligste fald foretrækker jeg en amerikansk gullashbarons gallamiddag til fordel for syge børn.

    Jeg har hørt Jørgen Michelsen citeret for at kalde det godhedskunst og det opsummerer sgu meget godt hvad jeg synes, der er galt.

    Den flinke borgerlige kunst, som en konservativ moderat som Torben Sangild mener skulle kunne mane til eftertanke og erkendelse, har meget lidt med begrebet politisk kunst at gøre. I hvert fald sådan som det har været brugt i de sidste hundrede år. Den borgerlige kunst finder, og er nødt til at finde, sin berettigelse andetsteds end i det politiske. Den er selv udtryk for en rigid politisk tænkning men den er det kun indirekte. Som nævnt er alt jo politisk.

    Jeg har faktisk skrevet et par ufærdige kapitler i en urealiseret bog som jeg havde tænkt mig at kalde Politisk kunst. Det er indtil videre druknet i lortebleer og nihilisme. Men mindst halvdelen af jeres indlæg handler jo om politisk kunst på den ene eller anden måde, så det kunne være at jeg skulle slagte nogle andre projekter og lave den færdig.

  10. Torben Sangild skriver:

    Jakob, jeg ved ikke helt om jeg forstår din kommentar. Det ser ud som om du mener at vi er uenige og at jeg skulle plædere for en ‘borgerlig’ ide om politisk kunst. Det ser ud som som der i din optik findes to slags kunstnere: Borgerlige kunstnere og dem som har et politisk program. Og så kalder du mig for ‘konservativ moderat’, hvilket jeg ikke kender noget til.

    Jeg har på intet tidspunkt plæderet for, at kunstneren skulle advokere for sine tilfældige borgerlige meninger, tværtimod! Det er lige præcis det som er problemet, det er jo det, jeg kritiserer.

    Det lyder som om du mener at der er er én eneste indfaldsvinkel, som har præget de sidste 100 års politiske kunst. Det er simpelthen forkert. Og jeg kender udmærket de traditioner, du hentyder til.

    Jeg kan ikke se at Laibach og The Yes Men skulle være borgerlige kunstnere med tilfældige meninger. De har da om nogen et konsekvent projekt, så den anklage preller altså helt af. Det samme gælder de eksempler, jeg nævner i selve indlægget.

    Jeg tror ikke vi er så uenige igen, men du vil gerne sætte mig i bås som ‘borgerlig’, uden grund i øvrigt, bortset fra at det er bekvemt at sætte folk i bås, men det bidrager ikke til diskussionen.

  11. Hehe, nej… det med borgerlig er selvfølgelig altid lidt kinky at slæbe ind når man diskuterer politisk kunst. Men jeg mener faktisk at man må skelne mellem en kunst, der har revolutionen som endemål (i den ene eller anden form) og så alle de løsthængende udsagn og sager vi diskuterer og bliver bombarderet med i vores højteknologiske, demokratiske tusindårsrige.

    Selvfølgelig er det overforsimplet at sige at der kun er en indfaldsvinkel på det tyvende århundredes politiske kunst, men fælles for dem var at kunsten deltog som en lille del i en større politisk kamp og at kunsten forventedes at underordne sig. Både fascister, da de begyndte at dukke op og alle de forskellige flavors af socialister og anarkister, gik rimeligt hårdt til den liberale, autonome kunst, som jeg simpelthen bliver nødt til at kalde borgerlig :)

    Med dine velmente råd til politisk kunst kommer du slet ikke ned i den allervæsentligste problemstilling, nemlig kunstens berettigelse og formål. Den kunst der både vil ændre verden og opretholde sin status som immanent værdifuld for det eksisterende samfund, lægger sig et mærkeligt sted og det gælder både for Superflex og Thierry og The Yes Men. (Humor er jo så altid godt at supplere med, skal jeg lige tilføje så Thierry ikke tror at jeg også har kaldt ham borgerlig:)

    Den politiske kunst, ja hele den marxistiske bevægelse var i gevaldig krise lige efter 2. verdenskrig. Og op gennem halvtredserne florerede indadvendte, borgerlige tendenser, som eksistentialisme og politisk besindighed. Så kom tresserne og de unge mennesker valgte at glemme gulag, udrensninger og alle de andre ting som kommunister i hele Europa ellers vidste mere end nok om. Satre blev maoist og alle begyndte igen at lave kunst på den skumle fokuserede måde. Røde mor f.eks. Man havde igen et mål.

    Den kunst vi ser i dag låner en masse fra halvfjerdsernes metoder og æstetik, men uden at den har det samme teoretiske grundlag eller konsekvens. Nicolas Bourriauds lille bog Relationel Æstetik er indbegrebet af denne ret løsagtige politiske kunst. Han henviser til sidste-dages-marxisten Louis Althussers sene tanker i et lille kort kapitel og så skulle den potte åbenbart være ude. På den baggrund favner han alt muligt lige fra Félix González-Torres til Jes Brinch, og det er her filmen knækker.

    Udvælgelsen foregår kun i institutionen og kun på baggrund af konsensus, ikke på baggrund af diskussion. Ville et nynazistisk punkband, der spillede god tråd og samtidigt henviste til Richard Herrnsteins Bell curve på en ny og overraskende måde, blive inviteret til Palais de Tokyo? Ville de holde i forhold til dine teser? Næppe.

    Du skal ikke være så ked af det med det borgerlige. Det er du… men det er jeg også. Jeg læser kun Liza Marklund for de pornografiske voldtægtsfantasier, aldrig som feminist:)

    Gode hilsner og fin ide med sitet.

    Jakob

    P.S.
    Laibach og The Yes Men, er nok konsekvente projekter, men ikke konsekvente politiske projekter. Især da ikke Laibach… gudskelov.

  12. P.P.S
    Jeg tror netop, at det eneste kunstneren kan gøre i dag er at advokere for sine tilfældige borgerlige meninger, nu han/hun har taletid. Vi lever jo i et demokrati :) Derfor er man nødt til at finde retfærdiggørelsen for sin kunst helt andre steder. Det er ikke nok at låne lidt halvfjerdserpatos.

  13. Torben Sangild skriver:

    Godt så!

    Jeg vil dog stadig anfægte ideen om at kunst enten er et politisk-revolutionært avantgardeprojekt i stil med futurismen og situationismen eller også er borgerlig, dvs. strør om sig med meninger.

    Laibach er et godt eksempel på nogen der er konsekvente og gennemreflekterede uden at være revolutionære. De passer ikke ind i dit skema, sammen med meget andet af det bedste politiske kunst. Så der er altså andre muligheder.

    Nej, jeg kommer ikke ned i problemstillingen om autonomi og kritik i mit korte indlæg på Kunstdebatten, det indrømmer jeg gerne. Læs evt. kapitlet om autonomi i min bog Objektiv sensibilitet, hvis vi skal diskutere det. Dette debatindlæg er blot en lille opsang om at have (h)åndværket i orden.

  14. OK, jeg har nok været lidt for sjov i min portrættering af det jeg kalder borgerlig kunst. Selvfølgelig er den aldrig løsrevet og autonom og selvfølgelig er der plads til en masse, gode og snedige politiske strategier, i den kunst, der ikke ser sig selv som revolutionær. Eller måske retere den kunst, der ikke udelukkende underordner sig det politiske mål.

    Jeg siger jo ikke at kunst er enten borgerlig eller revolutionær. Nu er det jo politisk kunst vi taler om. Jeg siger ikke engang at man kun kan se politisk kunst som venstreorienteret avantgarde, det kunne ligeså godt være fascismen, eller i dag måske Islamismen, (så kunne vi jo f. eks. tage Stockhausens udtalelse for pålydende.) For mig er det væsentligt at selve begrundelsen for at lave kunst, er politisk. Jeg synes bare at det er et bedre sted at slå grænsen for hvad vi kalder politisk kunst, hvis man skal diskutere det, endsige komme med gode råd til hvordan man laver det.

    Det skulle derfor ikke forstås som en kritik af Leibach. Jeg ser dem bare ikke som konsekvent politiske. Deres brug af paradokset og deres mangel på åben tilslutning til nogen politisk retning eller system, gør dem til et ret dårligt eksempel. Måske kan man kalde dem Meta-politiske fordi de indeholder klassisk totalitær æstetik. Hvis de er politiske så er alt politisk og så er vi jo tilbage hvor vi startede.

    Jeg ved godt at dit oplæg ikke forsøgte at stikke så dybt, men flere af indlæggende kredser faktisk om denne her problemstilling, (afklaringen af hvordan det politiske indgår og nyttiggør…) især i Anette Harboe Flensburg og Kaspars. Når jeg gav mig i kast med at kritisere lige dit lille indlæg var det fordi det havde denne modstilling:

    Der er en generel irritation over politisk kunst – hvad skal en politisk kunstner gøre for at være sober og redelig.

    På en eller anden måde skurrer det, og nok også lidt ufrivilligt, fordi du antager at redelighed og ikke f.eks. manipulation, forførelse, satire eller provokation skulle være en kvalitet i politisk kunst og fordi du antager at manglende soberhed skulle være grunden til den irritation du har iagttaget i kunstverdenen.

    Derfor opbyggelig moderat, eller hvad det nu var jeg skrev. Det var ikke et personangreb, jeg kan godt lide moderate, men mere for at få sat ovenstående på spidsen.

    Så længe vi sidder i kunstinstitutionen og ser på nogle kunstnere, der ikke kommer særligt langt ud over den institutionelle rampe, så synes jeg det er ret interessant at komme tættere på den problemstilling. Bertolt Brecht og Kurt Weil lavede populærkultur og fik alle i Berlin til at synge med på Der kanonen song Chaplin lavede direkte samfundskritik i sine film. Hvor er alt de forsøg henne nu?

    Hilsen

    Jakob

    P.S. Din bog har været på venteliste i et par måneder, men nu er der kun en person foran mig.

  15. Torben Sangild skriver:

    Jakob skriver: På en eller anden måde skurrer det, og nok også lidt ufrivilligt, fordi du antager at redelighed og ikke f.eks. manipulation, forførelse, satire eller provokation skulle være en kvalitet i politisk kunst og fordi du antager at manglende soberhed skulle være grunden til den irritation du har iagttaget i kunstverdenen.

    Det antager jeg ikke, tværtimod – jeg ser gerne satire, forførelse, manipulation og provokation brugt som midler. Det strider da ikke imod at man har sat sig ind i sagerne på forhånd – tværtimod er det et kriterium at man skal være præcis, hvis en provokation eller en satire skal være god. Præcision frem for spredehagl. Det er (h)åndværket der viser sig igen.

    Og det er netop ikke specielt “soberhed” og “redelighed”, som du så kedeligt omdøber (h)åndværket til. Man skal være velkommen til at være skamløs, ironisk og urimelig, hvis bare det er gjort med præcision. Det er naiviteten og upræcisionen, jeg mener er problemet.

    For mig er det væsentligt at selve begrundelsen for at lave kunst, er politisk. Jeg synes bare at det er et bedre sted at slå grænsen for hvad vi kalder politisk kunst

    Det er naturligvis en anden mulighed at definere politisk kunst som det, hvor kunsten blot er et middel til noget politisk. Men for det første bliver det for snævert, for det andet er det ikke det folk taler om, når de taler om politisk kunst, og for det tredje kræver det at man kender kunstnernes dybeste motiver, og den slags roden rundt i kunstnerpsyker er jeg ikke meget for. Kunstnerne gør det de gør, og hvorfor de gør det, kan jeg ikke dømme om.

  16. Selvfølgelig er det godt hvis folk har været grundige. Irritationen over politisk kunst er vi dog ikke kommet nærmere. Det kræver nok bare at vi roder lidt rundt i kunstner og publikumspsyker, hvilket du jo åbenbart har gjort når du skriver at det ikke er “det folk taler om, når de taler om politisk kunst.”

    Jeg mener ikke at det er for snævert, både Kørner, Superflex og mange af de andre der er nævnt ovenfor falder jo ind under kategorien.

    Noget andet er at de ting, der rykker mest kan være helt upræcise, i deres politiske tilgang. Bjørn Poulsen nævner Superflex’ biogasballon, dengang hvor de ikke anede hvad de selv lavede og det hele mere handlede om deres fine orange BRAND. Det er da noget af det mest interessante de har lavet, bl.a. fordi det er så kønt og kritisabelt. Og Kørners Afghanistan serie afgav også en masse mærkelige problemer, der for en gang skyld var ret befordrende problemer. Det klædte ham at komme ud på dybt vand.

    Jeg kan til gengæld leve fint uden nok så researchede postkoloniale lysbilledshows.

  17. Torben Sangild skriver:

    Jamen så er vi da nået til en konkret uenighed om konkrete værker.

    Jeg forstår bare ikke at Kørner skulle have et politisk motiv for at lave kunst, men Laibach ikke?

  18. Fordi han i de pågældende værker kritiserer krigen i Afganistan. Laibach har muligvis lavet noget lignende men ikke noget jeg er stødt på. Har de det så hører det selvfølgelig under kategorien. Det er jo værkerne og ikke kunstnerne vi taler om håber jeg.

  19. Torben Sangild skriver:

    Selv Gil & Moti, der i den grad bruger naiviteten som redskab (og gør det rigtig godt), er trætte af uvidenhed. Således var de offentligt irriterede på en jounalist, der lavede et portræt af deres aktion i København, og som ikke troede at der fandtes en moské her. Man kan altså godt bruge en iscenesat naivitet produktivt, men ikke ignorance og uvidenhed.

  20. Pingback: Den æstetiske dimension – Marcuse genfundet til kunstdebatten | Kunstdebatten

  21. Pingback: Been there, done that – om erfaringens rolle i kunsten – Kunsten

Skriv et svar