Tomhedens teori

En af de myter der optræder inden for kunsten, er den at man møder sig selv bedst  når man står overfor et ‘tomt’, ikke-refererentielt kunstværk.

Når jeg kalder det en myte er det fordi  både ældre og nyere kunsthistorie er en lang fortløbende dementi af denne ‘tomhedsteori’. Alligevel dukker den op med års mellemrum. Hvorfor mon?

Som kunstnerisk praksis kan det – for nogen – være et interessant projekt at gå helt til kanten i en slags udrensnings- og fortætningsproces. At der til tider kan være noget forjættende over forsøget på at skære ind til benet, er en generel kunstnerisk erfaring. Det er også en generel kunstnerisk erfaring, at værker der ikke folder sig ud i let aflæselige, entydige og effektfulde pointer på et splitsekund, ofte har en længere holdbarhed.

Men det kan til andre tider – for nogen – være kunstnerisk lige så nødvendigt at fremstille meget komplekse og billedrige værker. Værker, der netop i en rigdom af facetter år efter år kan blive ved med at fastholde opmærksomheden og generere betydning.

Der er intet der tyder på, hverken i teori eller praksis, at mødet med et værk af den karakter og kvalitet ikke skulle være et mindst lige så muligt og interessant sted at møde sig selv.
Hvis det er det man gerne vil.

Det vil Michael Jeppesen gerne, og det synes han at han gør når han møder Matt Calderwoods værker. Og det er jo godt, for det sker åbenbart ikke så tit, at noget er så tæt på ingenting at han endelig kan møde sig selv. Og i øvrigt  giver det ham også anledning til at lancere en helt personlig tomhedsteori, som omfatter en alternativ brug af begreber som æstetik og etik. Og endelig og ikke mindst: Den universelle sandhed om kunst.

Jeg har i skrivende stund ikke set udstillingen endnu, men den ser lovende ud – takket være billedet – så jeg glæder mig til selvsyn. Ærindet for mit indlæg er altså ikke uenighed om, hvorvidt det er en god eller dårlig udstilling, og faktisk er jeg heller ikke uenig med Jeppesen i hans generelle skepsis over for kunst der legitimerer sig med et moralsk eller politisk korrekt indhold.

Hvad jeg opponerer imod er Jeppesens ekstremt dogmatiske,  klichefyldte og samtidigt uacceptabelt upræcise måde at argumentere på. Lad mig give nogle eksempler;
Michael Jeppesen skriver:
”Og det er, fordi det kun er i mødet med næsten ingenting, at det er muligt at finde sig selv. Og det er her Concrete vinder over den figurative og den lidt sjovere kunst som installationskunst eller forvrængerkunst, der med sin genkendelighed indsnævner billedet og hjælper os på vej”.
Og videre
”Kun den tomme kunst lader os lede efter svaret selv.”

Efter sådan læsning melder der sig flere spørgsmål:
Kan det virkelig på forhånd kvalificere et kunstværk at det er ”tomt”, og omvendt diskvalificere et kunstværk fordi det er ”fyldt” – med billeder feks. Vi mangler stadig de plausible argumenter, og så længe vi gør det, er og bliver det et ideologisk postulat.

Udsagnet afslører tillige et foruroligende ikonoklastisk forhold til billeder. Jeppesen kan dårligt se et billede uden oplevelsen af, at det er et indholdsmæssigt og følelsesmæssigt overgreb.
Som om alt, der bærer billeder i sig, indeholder en mere eller mindre skjult moralisme, der truer med at indsnævre et eller andet: Fortolkningsmulighederne? Selvopfattelsen?

Og selvfølgelig kan det da være klogt nok at møde kunsten med lidt sund skepsis, ikke at lade sig manipulere alt for meget med. Men den indædte kamp (og sproget lyder vitterlig til tider som om der er tale om en slags gladiatorkamp med helte og folk der helst skal dø ) Jeppesen lader udspille i anmeldelse efter anmeldelse, udtrykker en anden form for gold, fanatisk og til tider ligefrem hadsk moralisme; en verden i sort/hvid.

Det andet spørgsmål der melder sig, og som heller aldrig bare tilnærmelsesvist bliver forsøgt besvaret, er om det egentlig er meningen at ”man skal finde sig selv” i kunsten?. Og hvad er et selv, og hvad er det der konstituerer et selv?  Det er jo interessante og komplekse spørgsmål, men i Jeppesens omgang med spørgsmålene står de bare ubehjælpeligt og blafrer i vinden.

Om det æstetiske skriver  Jeppesen:
”(…) for er det ikke netop æstetik og intet andet, når det forestiller noget eller har et klart politisk eller handlingsmæssigt sigte?”
Hvilket jo er en evident fejlagtig anvendelse og forståelse af begrebet.
Æstetikken er jo netop det der overskrider disse 1:1-udlægninger af virkeligheden. Den æstetiske dimension i kunsten er netop at kunsten tilhører et andet realitetsprincip end den virkelige verden, er et bud på en anden realitet – også selvom den  nødvendigvis relaterer sig til den kendte virkelighed – i erkendelse af at det er vores forståelseshorisont.

Og for nu at skære det helt ud i pap; Den æstetiske dimension er det i kunsten der søger at overskride dette vilkår – og faktisk ind imellem lykkes med det.

Om etikken skriver Jeppesen følgende:
”Det rent abstrakte værk er det eneste, der er i stand til at give et menneske en ægte etisk oplevelse.”
Et utroligt udsagn. Hvis det Jeppesen egentlig mener er, at det er den æstetiske dimension der forlener kunsten med en emancipatorisk frisættende og forvandlende kraft, så kan han have ret i at der KAN  ligge en etik i den æstetiske dimension. Men det har ikke noget at gøre med om det er abstrakt eller ej.

At postulere at det eneste sted der er i stand til at give os en ægte etisk oplevelse er i et abstrakt værk, er simpelthen noget forvrøvlet lommefilosofisk sludder.

Kunstværket er ikke mere ‘sandt’ i kraft af et postuleret indhold og heller ikke gennem den ‘rene form’ – men ved at indholdet bliver form. Og det kan se ud på mange måder.
Om et kunstværk rummer æstetiske eller etiske kvaliteter er på den måde selvfølgelig et spørgsmål om form, men det er ikke et spørgsmål om udtryksformen eller mediet.

Hvis det var tilfældet ville det selvfølgelig være meget nemmere at bedømme hvad der er kvalitet og hvad der ikke er. Og det er som om, at det er den ideologiske overspringsstrategi Jeppesen vælger. Til trods for alle de kringlede sætninger, og fandenivoldske ‘modige’ udsagn mangler vi stadig en sproglig overbevisende indkredsning og præcisering.

Til trods for de mange synspunkter og holdninger til kunst, er det der tydeligst skinner igennem:  En form for afmagt. Både i forhold til kunsten og i forhold til sproget.

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Tomhedens teori

  1. janskovgard skriver:

    Udfordrende læsning.
    Udfordrende, fordi emnet er etik og æstetik i relation til kunst.
    Udfordrende, fordi forfatteren skriver op imod en anmeldelse, som jeg først efterfølgende har læst, omhandlende en udstilling, som jeg ikke har set, af en kunstner, som jeg ikke kender.

    Men læsningen har motiveret.
    Ikke til at indsætte landtropper i den verserende regionale konflikt. End ikke til at foretage en overflyvning med risiko for at dette måtte opfattes som en aggression eller støtte til en part.
    Fra min position i provinsen sender jeg en ballon op.
    Den indeholder efterspurgt sand kunst:
    En tekst med en iboende etisk dimension, – på og imellem linjerne.
    Teksten refererer til en kunstnerisk praksis og et konkret kunstværk.
    Et værk med en iboende æstetisk dimension, – på og imellem pindene (sticks).

    Reference til tekst og værk: Sticks (http://janskovgard.wordpress.com/)

  2. Bjarne Eriksen skriver:

    Jeg har prøvet at pejle mig ind på Michael Jeppesens kunstsyn, som kunne lyde sådan her:
    Fri mig for den holdningsanmasende kunst. Fri mig for den moralske kunst, der fortæller os, hvordan vi skal være. Fri mig for forvrængerkunsten, der fortæller hvordan andre har det, og som vil åbne vores øjne og lade os se undertrykkende systemer. Giv mig den tomme kunst, som forestiller noget eller handler om noget, der ikke forestiller eller ligner noget velkendt, men som lader os selv lede efter svaret. Den kunst, der forestiller noget uden at handle om noget, som vi alle sammen ved, er den kunst, der hjælper beskueren frem til at finde et personligt svar. Jeg stiller et krav til beskueren: for at få næring med hjem, skal du åbne dig og turde give kunsten reel plads i din hverdag og i dit sind.
    Jeg ved ikke, om jeg overhovedet har forstået Michael Jeppesens kunstsyn, men jeg er nok noget fascineret af at kravet om ,at jeg skal åbne mig for en kunst, der hjælper mig frem til at finde et personligt svar. Er der ikke noget sokratisk i det?

Skriv et svar