Susan Sontag spørgsmålene/Toke Lorentzen

Denne uges interview er med Toke Lorentzen som er født i 1988 og går på akademiet i København. Som tilsigtet vil læseren af sidste uges interview med Jørgen Carlo tydeligt se at forholdet til stil er individuelt og muligvis også i et vist omfang baseret på alder og erfaring.
Interviewet bliver fulgt op af AHF’s umiddelbare kommentarer – fordi svarene afslører at spørgsmålene måske ikke var tilstrækkeligt præcise.

 AHF:  Du er en så forholdsvis ‘ung og søgende’ billedkunstner, at du knapt har nået at udvikle en (genkendelig) stil. Er stil overhovedet et aktuelt og relevant begreb for dig?

TL: Stil tænker jeg hovedsageligt som noget, der tillægges idéen om kunstneren, idet dennes værker møder en kommenterende modtager. Stil beror således primært på aflæsningssituationen, og tilhører primært refleksionsfasen i arbejdet, altså det sted hvor kunstneren møder det allerede udarbejdede. Hvis man lader stil spille en større rolle i de proces- og idéfaser, der ligger forinden værket, tror jeg at der skal en stor opmærksomhed til, for at den ikke kommer til at gå hen og spille en meget uvæsentlig rolle. Der er en overhængende fare for at kunstneren bliver for reproducerende, hvis denne forstår stil som et skabende værktøj.

Når Sontag forholder sig til stil ud fra kunstværkets helhed, er termen ikke noget man agerer ud fra i arbejdsprocessen, men noget man re-agerer gennem. Stil kommer i øvrigt også let til at give sig til kende i en retfærdiggørelsesproces af værket – hvilket kan tildeles (be)grebets relation til tilfældigheder og disses iboende modstand mod idé og diskurs.

Hvis ovenstående var en bevidst ukompliceret skitse af et generel stil/værk-forhold, så gør stilens modstandsarbejde sig gældende for undertegnede også. Jeg har altså selv svært ved at tænke stil ind i den tilstand hvor igennem tingene skabes. Man kan ikke have til huse i stil, i hvert fald ikke ret længe ad gangen.

Jeg vil mene at man bør tage udgangspunkt i at stil er en fluktuerende eller pendulerende sag, men det kræver samtidig en stor parathed ikke bestandigt at opfatte sig som indeholdende en bestemt stil. Når man lader stil trænge ind i ens selvbillede går man også hurtigt en små-magisk eller småfanatisk tænkning i møde. Jeg tænker over hvor fleksibelt man overhovedet forholder sig til stil, samt hvor åben man er overfor at lade denne plads for bedømmelse stå ledigt hen?

To momenter for stil:
’Her og nu’ – stil som et greb hvis bevægelighed/tvivl er medtænkt: De fleste forbinder nok benævnelsen stil med identitetsskabelse, herunder tøjstil, god og dårlig stil osv. Stil er generelt i daglig tale først og fremmest et begreb vi anvender, når vi gerne vil have tingene til at fremstå i absolutter her og nu, men hvor vi samtidig ikke helt føler at sproget slår tilstrækkeligt godt til. Den vaghed og selvbevidste bekymrethed, der ligger i termen, tror jeg ikke vi kommer til livs lige foreløbigt. Når man medtænker dette spor af uovervejethed som parallel i vores forståelse af stil, så synes jeg at man også godt kan finde sig i “alligevel” at interessere sig for emnet. At stil og tilfælde godt kan, så at sige, udnyttes på anden vis end til at kvæle barnet.

’Forståelighed’ – stil som producerende af forståelse, og dermed videns-re-producerende: Anskuet ud fra en enten retrospektiv eller refleksiv vinkel er stil en mere stabil spiller i den gængse forståelse af kunstnerisk praksis – og det afslører dit spørgsmål egentlig også i benævnelsen ”genkendelighed”, samt ved betegnelsen ”ung” hvilken her groft kan erstattes med uden fortid eller uden oeuvre-dannelse. Selve forestillingen om stil er et uundgåeligt greb, som vi bruger til at binde os sammen med det vi har skabt. Disciplinen om ikke at lade os fiksere af denne selvproklamerede forbindelse i vores videre arbejde, tror jeg man skal være opmærksom på. På samme vis er dette at stilisere kunstnerens forhold til værket også noget man skal forsøge at være forsigtig med når man står som beskuer, dette ikke at føle behov for at stil-sætte kunsten, føler jeg som en vigtig opgave.

Al tale om stil må, i min optik, nok finde sig i at skulle indgå i en balancegang mellem, på den ene side at være et forsøg på en indsnævrende og fastholdende fiksering af kunstværket, og på den anden at være noget der i sidste ende fremkalder en frigørende opmærksomhed hos os, som vi opnår via en mere parat, bevægelig, sproglig og sanselig bevidsthed for emnet.

_MG_0301

AHF: Inden jeg overhovedet havde set dit arbejde kunne jeg forstå på det, at du bruger meget tid i værkstedet, at dit ‘møde med materialerne’ er meget udslagsgivende for den form du når frem til. Jeg forstod at du ind imellem får fornemmelsen af at det er lidt ‘old school’ at arbejde så meget og på den måde du gør. Hvad mener du med det?

TL: Jeg stræber hele tiden efter at have en organisk og levende praksis – ikke bare at blive producent af mine egne idéer men hele tiden lade de bevægelser, jeg gør mig i arbejdet, tale tilbage i min retning. Ikke forstået som at enhver pragmatisk stillingtagen død og pine skal undgås, den skal bare forstås som noget sekundært til arbejdet.

Hvis en billedkunstnerisk praksis ikke synes at stå som konstant samtalepartner overfor kunstneren, så har jeg lige nu svært ved at forestille mig hvad kunstneren bag den selv bruger arbejdet til. Endvidere er jeg også nødt til at se mine idéer materialisere sig i arbejdet sådan temmelig hurtigt. Ellers har jeg svært ved at opretholde den omtalte samtale. Om det så er old school eller ej, at søge væk fra at blive for idé-spekulativ i sin praksis, skal jeg ikke kunne svare for.

_MG_0285

AHF: Efter din beskrivelse af dine malerier havde jeg forestillet mig noget meget taktilt, hvor stoffet var mere fremtrædende, men jeg ser at du faktisk har en penselsignatur, der svinger mellem noget lidt Pollock-agtigt ‘all over’ og en kalligrafisk enkelhed, hvor hvert penselstrøg bliver næsten semiotisk ladet med betydning. Fra billede til billede er der altså tale om det Sontag vil kalde for et stilistisk valg. Kan du fortælle noget om dine overvejelser?

TL: Jeg forholder mig ret insisterende til samtalen mellem det autoritære og abstrakt ekspressive udtryk på den ene side, og det umiddelbart mere sirlige tekstuelt og tegnorienterede udtryk på den anden. De gestiske aflejringer og signaturer, du henviser til, er vel i sig selv et forsøg på at henlede en del af opmærksomheden – jeg fristes til at sige væk fra tegnet via et andet tegn. Dette vil nok rent akademisk set forstås lettere selvmodsigende, men det leder jo samtidig nøjagtigt imod den redundans som Sontag omtaler. Om der så opstår sammenhæng gennem konkret forståelse af de tilstedeværende tegn og signaturer og det virvar de er omgivet af, eller om de rettere føles som modsigende tilstedeværelser, føler jeg måske netop i sig selv som en samtale skabt ud af en mængde af overflødig tilstedeværelse.

_MG_0156

AHF: Tilfældet og vilkårligheden må spille en ret væsentlig rolle for dig?

TL: Absolut, og jeg er også enig i at vilkårlighedens rolle ikke er tilstrækkeligt anerkendt i det sprog vi omgiver kunsten med. Tilfældet som tabu er en vigtig samtale. Tilfældet kan tilrettelægges og opsøges, hvor selvmodsigende det end måtte lyde. Ud over at bruge en del tid på at skabe rum for tilfældigheder mellem de materialer, jeg bruger i mit arbejde på atelieret, tænker jeg egentlig at der jo ligger en livslang disciplin i at forberede sit sind godt nok på tilfældet som sådan, samt at turde opsøge det på de rigtige steder. Tilfældet og lysten til at turde gribe det intuitivt, åbner således ikke kun op for kunstneriske muligheder. Den parathed og de omrokeringer af iboende idealer, som tilfældet fordrer af kunstneren, kan måske netop også være noget, der fører en større diversitetsforståelse med sig generelt. Når den redegørelsesproces som den kritiske kunstdiskurs, med argumentet som fane, ikke levner plads til begreber så som tilfælde, og desuden heller ikke giver meget for hverken følelse eller tavshed, må den samtidig ofre en masse andre former for bredspektret forståelse for hvad og hvordan vi oplever tingene, hvilket den i høj grad også gør.

_MG_0343                      _MG_0347

 AHF: Jeg ved at du også arbejder en del med sproget, men det ser ud som om at du holder det ret adskilt i alt fald når det kommer til maleriet, som på mange måder synes ‘sprogafvisende’ – apropos Sontags tese om værkets tavshed. Men maleriet – og i dit tilfælde det abstrakte maleri – læner sig jo op af en lang kunsthistorisk tradition, som ytrer sig gennem billedet, og som i nogen grad er behæftet med sprog. Kan du sige noget om dit forhold til sprog – ikke sprog – tavshed. I relation til dit billedkunstneriske arbejde?

TL: Jeg synes at der er stor forskel på tavshed og så noget direkte sprogafvisende. Tavsheden knytter sig jo netop til sproget. Det er basically ordets udeblivelse sat på ord. Selvom tingene hele tiden taler kraftigt tilbage til os, kan dele af værket sagtens have en tavshed. En sproglig tavshed, vel at mærke, og det er netop den jeg selv søger i maleriet. Vi oplever altid et sprog, når vi ser. Vi lader os møde af nyt sprog konstant, og selv ikke skriften føles fikserbar nok til, at den ikke snakker tilbage til os på ny efter at vi selv har nedfældet den. Den tilgang til tavshed jeg læser hos Sontag, forbinder jeg med, at vi ofte tror at vores tale skal søge en direkte vej mod tingene, men at sproget egentlig lever bedst, hvis det ikke søger at gøre sig ækvivalent med det, det beskriver. Det skal så at sige sætte ord oven-på tingene og ikke i tingenes sted. Den replicerende tale og det kritiske argument har i sig selv intet at gøre med kunst. Hvis vores sprog virkelig skal kunne noget, skal det helst både turde udsætte sig, fortale sig og tie. Det er ikke fordi ordene ikke slår til, når de siger at resten er tavshed…

Hos Sontag læser jeg heller ikke, at sproget skal slås for at ramme det egentlige eller kritikken af det faktiske. Det skal helt enkelt ikke insistere på at skabe en lineær forbindelse mellem os og billedet. Sproget topper først når det går efter at ramme noget helt tredje i os – billedkunstens og poesiens sprog er i høj grad samme sag.

Jeg synes klart at en af billedkunsten sundeste opgaver ligger i at søge at dechifrere sproget samt den magt, som det og det kritiske argument ofte hovedløst tilskrives.

 

Se mere om Toke Lorentzen her

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

En kommentar til Susan Sontag spørgsmålene/Toke Lorentzen

  1. Anette Harboe Flensburg skriver:

    Jeg er på mange måder enig i din kritik af stil, hvis man primært ser det som noget strategisk identitetsskabende. En kritik der, som du skriver, jo også retter sig mod beskuerens trang til at stilsætte – og dermed katagorisere, fiksere og indsnævre.
    Når det er sagt vil jeg gerne forsvare ideen om at der træffes stilistiske valg når det knytter sig til indholdet. Hvilket selvfølgelig bringer mig ud på gyngende grund, for tingene er ekstremt svære at afgrænse. Men når forfatteren Herta Müller siger: “den langvarige angst der altid sidder i en, ændrer alt, sandsynligvis også vigtigheden af sproget, snittet i sætningen, altså det man kunne kalde stil. Hverdagen bestemte indholdet, og indholdet bærer jo stilen i sig”, så giver det mening, også som billedkunstner. Synes jeg. Stilen set i det lys kan være både uundgåelig – og ‘et skabende værktøj.’
    Jeg læser Herta Müllers udsagn lidt parallelt med Sontag når hun beskriver stil som et forsøg på at insistere på noget. Men dybest set handler det måske om hvorvidt man ønsker at insistere på noget, eller man foretrækker at holde feltet maksimalt åbent.

    Det bringer mig direkte over til det spørgsmål som angår forholdet mellem billede og sprog/tekst. Dit svar får mig til at tænke på, at mit sidste spørgsmål faktisk ikke var helt præcist, for du har ret i at der er forskel på tavshed og sprogafvisende. Når jeg kalder dit maleri for ‘sprogafvisende’ skyldes det, at du i malerhandlingen jo ligger en helt andet ‘samvirkningsform’ mellem de kontekstuelle faktorer og maleriets betydning – end ved produktion af sprog. At den form hvor igennem vi erfarer billeder ikke er diskursivt, og at det derfor i et vist omfang er tavst. At det i sin grundlæggende egenskab af at være billede altid vil bevare et niveau af ikke kodificerbarhed i sproglig forstand. Men det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at det ikke er muligt at forholde sig diskursivt til det – hvilket gør at vi kan tale om det, og i et omfang læse det ind i en større (kunsthistorisk) forståelsesramme. Det abstrakte maleri har netop ikke et narrativt indhold der inviterer til at blive italesat, hvilket på nogen måder gør det mere aktivt sprogafvisende – men til gengæld har det jo andre egenskaber og nogle stærke kunsthistoriske referencepunkter, som allerede har produceret meget sprog. Det var den lidt særlige situation jeg forsøgte at pege på og spørge ind til.

    Til sidst skriver du “billedkunstens og poesiens sprog er i høj grad samme sag” og videre “en af billedkunstens sundeste opgaver ligger i at søge at dechifrere sproget samt den magt, som det og det kritiske argument ofte hovedløst tilskrives”.
    Jeg spekulerer på om du dermed mener at poesiens overskridelse af sprogets logiske og lineære betydningsdannelse udgør et kritisk potentiale. Og at det er denne form for håndtering af det uudsigelige der minder meget om billedkunstens?
    I så fald er vi principielt på bølgelængde. Men alligevel muligvis marginalt uenige for hvor meget de to udtryksformer end læner sig op af hinanden, så mener jeg at selv poesi altid også henvender sig til et ‘center for sprogforståelse’, som er et andet register end det for sansning og billedaflæsning. Og at det i mange henseender giver god mening at skelne. Men modsig mig endelig.

Skriv et svar