Susan Sontag spørgsmålene / Nanna Riis Andersen

Næste ‘interviewoffer’ er Nanna Riis Andersen – som er stort set jævnaldrende med Toke Lorentzen som blev interviewet på bloggen for et par uger siden. Også Nanna er ung i faget – men ligesom Toke allerede dybt nede i komplekse refleksioner over de stilistiske valg.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

AHF:  Det er ikke så længe siden at du gik ud af akademiet, var stil overhovedet et begreb der blev anvendt mens du gik der, eller var det byttet ud med andre ord som strategi og praksis f.eks.?

NRA: Jeg mener ikke, at vi talte så meget om stil. Jeg eksperimenterede meget med at finde frem til en personlig stil eller et sted at arbejde ud fra. Men jeg oplevede det mere som noget, man kunne finde frem til gennem en eksperimenterende praksis, end noget jeg kunne vælge. Som du nævner, var det nærmere udtryk som praksis og strategi, vi brugte. Strategi i forhold til at producere værker, der var fri af en valgt stil, og som udtrykte en form for nødvendighed; Det skulle helst udtrykke en saglighed, og ikke være noget man havde nusset for meget med for at få det til at se lækkert ud.

IMG_9967

AHF: Du har før givet udtryk for at det kan være svært at vælge og prioritere både i medie og udtryksform. Som er der til tider en konflikt mellem hvad der er en udpræget personlig disponering for at følge et bestemt kunstnerisk spor og så det du kaldte for et krav om legitimering. Hvad mener du med et krav om legitimering?

NRA: Jeg har haft en ide om, at mine skulpturelle og installatoriske værker passede bedre i en samtidskunstkontekst end mine tegninger, fordi skulpturerne er hårdere, voldsommere og mere radikale. Tegningerne er umiddelbart nemmere at gå til, og de opstår i en mere intuitiv proces. De seneste år har jeg arbejdet på at forbinde de to sider af min praksis og udfordre det skel. Det kan være vanskeligt at balancere værkerne i forhold til hinanden og undgå overargumentation.

Jeg vil gerne holde mine værker på et forholdsvist åbent og abstrakt niveau, men jeg har ofte også en trang til, at de skal kunne bindes op på et stativ i form af en fortælling, betydning og hensigt. At turde lade værket stå i sin egen skrøbelighed og enkelhed er vanskeligt. Her skal jeg virkelig holde igen for ikke at gentage eller overartikulere værkets indhold. Men så opstår spørgsmålet igen, hvorvidt jeg virkelig skal holde igen, eller hellere bare fylde på, til værket segner?

Usikkerhed er sjældent et specielt flatterende emne, og hvis det skal gribes an med stor sikkerhed for at blive interessant, er dét i sig selv en modsætning. Det er en konstant diskussion omkring hvad der er interessant at vise, og hvad man skal beholde i skuffen.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

AHF: Sontag skriver at til trods for at det gode kunstværk indgyder os illusionen om at det ikke kunne være gjort anderledes, ved enhver kunstner at det kunne det faktisk godt. At tilfældighed spiller en større rolle end man skulle tro. Alt lige fra at man falder over et andet kunstværk der gør uudsletteligt indtryk, til at man falder over en træstamme, brækker benet og bliver lænket til sengen et stykke tid, kan have afgørende indflydelse. Og ikke nødvendigvis for det dårlige. Ligesom det faktum at når man står over for to mulige løsninger, så kunne den fravalgte løsning måske have været lige så god – på en anden måde. Kan du genkende det Sontag kalder for en underkendelse af tilfældet, og hvad er din erfaring med det?

NRA: Tilfældighed har en stor betydning for min praksis. Jeg arbejder med koblinger, sammensætninger af materiale, noget nedbrudt, noget genopbygget, og jeg når ofte omkring rigtigt mange forskellige udgaver af et værk, før jeg finder den endelige form. Der ligger en ret stor tilfældighed i de materialer jeg afprøver, i formerne, teknikker osv. Det afhænger meget af indtryk og inspiration i den givne periode. Der er også mange materialer jeg ikke vælger at arbejde med, så det er en form for styret tilfældighed.

Jeg arbejder så længe med værkerne, at de efterhånden når en utilfældig form. Når værket har nået det niveau, er det som om, det ikke længere kan ændres. Alligevel ser jeg mine værker som forskellige udgaver af det samme; som midlertidige nedslag i den der udefinerede masse, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Jeg genbruger også ofte elementer fra tidligere værker i nye sammenhænge. Det ødelægger ikke værket, at jeg splitter det ad. Selvom jeg fjerner væsentlige dele, eksisterer det stadig som midlertidig udgave eller ide. Jeg kan godt lide tanken om at værkerne muterer, opstår i nye former, og bliver til et cancerøst, vibrerende og voksende materiale i sig selv. At de glider ind og ud af forskellige tilstande.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

AHF: Spørgsmålet om hvor langt du skulle gå i din artikulering af stoffet synes også at optage dig en del; Om det feks. var mere ‘sandt’/autentisk  at udstille skitserne, de rå materialer, eller om værkerne trods alt var mere interessante når de havde sluppet dig i en Andethed/ autonomi. Så vidt jeg kan se ligger der noget meget  substantielt, eviggyldigt i det spørgsmål, men samtidig måske også et stilistisk ‘trend’ aspekt i det. Altså igen noget der både er et meget ‘reelt’ problem, men som muligvis bliver forstærket af nogle stilistiske normer der hersker (uden at man helt kan gennemskue hvorfor). Hvad tænker du om det?

NRA: Sommetider synes jeg den umiddelbarhed, jeg oplever i værkstedet, bliver udfordret, når værket transporteres ind i en udstillingssammenhæng. Så synes jeg pludselig at det skal være mere stramt, sagligt eller beskidt og skitseagtigt.

Jeg arbejder ud fra en intuition, der virkelig ‘ved’ noget om form og materialesammensætninger. Når værket så skal udstilles begynder jeg at ‘rette’ det, fortænke det, argumentere for og imod det. Der opstår en ukonstruktiv tvivl, som ikke var der på samme måde før. Derfor har jeg tænkt på at fryse processen; Springe et led over og udstille værkerne i den mest rå og ærlig udgave.

Jeg drømmer nogle gange om at lave kæmpestore værker, der emmer af energi og store armbevægelser. Men selv mine skitser er pæne og ikke specielt nussede, så jeg tror min energi ligger et andet sted; For eksempel i gennemarbejdetheden og den nøje detaljeringsgrad.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

AHF: Indholdet bærer stilen, siger Herta Müller, men hun taler fra et helt anderledes sted, præget af angst og censur, mens vi jo bor i et meget trygt velfærdssamfund med næsten optimal frihed. Disse ekstreme forskelle i vilkår, må jo på en eller anden måde sætte sig igennem i stil og forholdet mellem stil og indhold – på godt og ondt. Tror du at de spørgsmål du ind imellem bakser med kan have noget at gøre med at du på den ene side i højere grad selv må opfinde den stilmæssige ’nødvendighed’ – men på den anden side befinder dig i et miljø fyldt med uudtalte regler?

NRA: Jeg kan godt blive overmandet af en håbløs følelse af, at det hele er et overfladisk og ligegyldigt skuespil. Så får jeg lyst til at droppe kunsten og lave noget helt andet – noget mere håndgribeligt.

Men normalt er jeg meget overbevist om kunstens nødvendighed. Det er naturligvis en anden, mere indirekte nødvendighed end i en tilværelse som Herta Müllers. Men det interessante ved hendes tekster er blandt andet det, at de rækker ud over de konkrete situationer, hun beskriver. Jeg oplever hendes sprog som et næsten fysisk materiale, som man kan relatere til uden at have oplevet noget lignende. Kunsten har også den særlige egenskab at kunne bevæge sig på tværs af det, vi kan begribe og formulere, hvilket jeg tror er virkelig vigtigt at holde fast i.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Se Nanna Riis Andersens hjemmeside her

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar