Susan Sontag Spørgsmålene / Torgny Wilcke

Det næste interview er med Torgny Wilcke, som insisterer på at kalde det han laver for maleri – selvom det ind imellem lige så godt kunne kaldes for skulptur, objekt eller design. Hvorfor han holder fast ved malerikategorien får vi et svar på i interviewet.

Gammelgaard, 2014 #1


AHF:
Da vi havde værksted i samme baghus for snart 20 år siden, var jeg somme tider med til at hejse dine malerier ned fra 2. Sal. Det var den gang store groft malede, ofte figurative motiver i ekstremt tykke lag oliemaling, flankeret af ‘affaldstræ’ (gl. møbler feks.). Objekter, der alligevel umiskendeligt var malerier, som vi i en lidt nervepirrende stemning skulle forsøge at få ned i ét stykke. Skulle der ryge noget af undervejs var det nu ingen katastrofe, det hørte nærmest med til denne ‘performance’, at det så bare blev hamret på igen – med nogle lidt længere søm, ikke så meget pjat. Disse spor af processen var en del af udtrykket.

På 1.sal stod jeg selv og filede på mine ‘Byens lys’ malerier, der kredsede om fornemmelsen af fravær og uvirkelighed. Et tema som jeg forsøgte at give et udtryk på både det repræsentative niveau, og konkret i form af den sporløse overflade/hinde jeg forsynede billedet med. Absolut ikketaktilitet – og max. opmærksomhed på subtile, modulerede overgange. Mao. kunne det næsten ikke være mere forskelligt fra dine udfarende ‘klodser’.

TW: Og dog, jeg husker ”Byens Lys” som fantastiske værker der som billeder forestillede noget og gjorde opmærksom på et lille stykke by i København med storby fornemmelse, Danmarks New York med højhuse, modernisme arkitektur. Hver gang jeg kommer i det område, tænker jeg faktisk på din udstilling dengang på Tranegården – den gjorde stort indtryk både som billeder, men absolut også som stof, som form og er det ikke det du også beskriver – sporløse ”overflade/hinde ….. subtile modulerede overgange”. Jeg husker Byens Lys malerierne som pulveragtige og enormt meget materiale. Og på den måde var de enormt inspirerende for mig og jeg så dem faktisk ikke så langt fra det jeg selv stod og lavede, selvom mit tilsyneladende var rå, grove og  hamrede sammen, men kun tilsyneladende brutale og ja, det var nærmest en performance. De halsbrækkende nedfiringer af tunge værker 2×3 m store værker ud af transport-døren og ned fra 2. sal.

Gammelgaard, 2014 #2


AHF:
Vi havde begge været optaget af, og udøvende i mediet længe nok til at have truffet afgørende stilistiske valg, men det var meget tydeligt at der primært var tale om dybtliggende kunstneriske tilbøjeligheder, der allerede dengang manifesterede sig – og stadig gør det.

Men hvor mine (kritiske) refleksioner over traditionen ikke nødvendigvis udmønter sig så udtalt, har du i de senere år arbejdet på at udvide og sprænge feltet – så meget at det er nærliggende at spørge ind til hvorfor det er så vigtigt for dig at insistere på at kalde det du laver for maleri og ikke skulptur f.eks.? Eller møbler? – med henvisning til seneste bænkagtige objekt, du udstiller på designmessen i Bella Centret. Hvad er attraktionen?

TW: Jeg ser mig selv som maler og min måde at udføre kunst som ”malerisk”. Jeg laver stadig ret ofte værker med maling på lærred, hvor alle ville være ret enige i at ”formen” er et maleri. Hovedparten af det jeg har lavet de sidste 15 år vil mange nok ikke umiddelbart kalde malerier og mange ville måske have svært ved at putte det i en af de såkaldte kategorier. Og det har jeg det rigtig godt med, selvom jeg selv uden at skælve ser dem som malerier og udført med en malerisk metode.

Jeg er vildt optaget af form og diskussionen om et værks form, men konklusionen om hvad det er for en konventionsform (maleri, installation, skulptur, etc) er ikke så interessant som selve diskussionen og hvad der er af tilgange til at lave og udføre et værk (se min tidligere tekst på kunstdebatten.dk eller på www.substancep.dk)

Hvis man går ind til mit værk i Bella Centret (foto) eller i Illums Bolighus fra den ”ene dør eller den anden dør”, fx som kunden der går ind for at købe en sofa eller en stegepande og undrer sig! Og hvis det virker rigtig godt, så bliver han i tvivl hvad det er, er det et råt design look, som man sidder lidt hårdt på eller hvad er det? Kunne det være noget helt andet, kunst? Eller den kunstinteresserede som ”går ind af en anden dør” og leder efter kunstværket på projektet ”Dobbel Illums Bolighus” og som ender foran mit stuemiljø ”Lille Stue”, og har svært ved at identificere hvad er design, hvad er kunst, hvad er maleri, hvad er installation, hvad er skulptur, hvad er lampe, hvad er sofa, hvad er bænk, hvad er lager, hvad er Illums Bolighus’? Hvad er Torgnys? Hvor er jeg? Er udstillingen ved at blive taget ned eller er den allerede væk?…. Den igangsættelse af spørgsmål, tvivl, diskussion vil jeg gerne sætte i gang og det er vel også det dit spørgsmål går på – formen.

Belle Centret, North Modern, 2015 #2   Belle Centret, North Modern, 2015 #1

Mit udgangspunkt er maleri, så jeg går ind til mit værk ”fra en dør” med maleri i tankerne og ser først det maleriske i værket. En skulptur nørd vil gå ind ad ”en anden dør” til værket med skulptur i tankerne og se andre vinkler og en person med installation, teater eller design går ind ad andre døre igen, og ser og tænker andre vinkler og problemer i værket – formen.

Maleri som form er for mig en måde at tænke og udføre et værk. Det er som når jeg maler på et lærred, der er bare ikke nødvendigvis et lærred og maling involveret. Men der er en direkte tilgang som jeg mener er hel unik for maleri – som når man sætter maling på en flade uden mellemregninger, støbeforme, trykplader o.lign. Når jeg fx i stedet for at bruge afmaskningstape for at lave en lige malestreg, så kan jeg male en lægte og sætte den ind som stregen, en fysisk defineret malet linie. Og hvad så? Er den afmaskede, malede linie et billede af en linie og er linien vha. af en lægte en faktisk linie, en konkret linie og så er vi igen ovre i diskussion af form (og fysik). På den vis ser jeg overvejelser om ”form” og diskussion af ”form” både fra producent og fra tilskuers vinkel.

Dobbel Illums Bolighus, 2013


AHF:
Du skriver i en pressemeddelelse at “tingene skal kunne ‘opleves som virkelige, reelle, egentlige objekter og ikke kun (som) billeder eller smukke balancer”.  Med den formulering tillægger du objektet større ontologisk status end billedet, men jeg hører dig også sige at du for så vidt også gerne vil have billedet med – men at du ikke helt kan tro på det hvis ikke det samtidigt er en reel, fysisk genstand i verden.

Du går ikke så vidt som til at anvende udtrykket Sandhed. Men man fornemmer at det muligvis faktisk handler om en eller anden form for sandhed – eller i hvert fald længsel mod troværdighed. Noget der ikke kan løbe om hjørner med os – eller forføre os på falske, illusoriske præmisser?

TW: Svaret bliver et både og. Jeg kan godt lide der sættes noget i gang, gerne en tvivl, ikke fordi projektet er vagt, men fordi det har gang i noget. Jeg indrømmer også at jeg er lidt kontant, jeg kan godt lide fysik, men det skal også skabe billeder hos mig selv og den der ser det, som går rundt i det, sidder i det, står i det, rører ved det, bruger det. Billederne er de tanker og associationer der sættes i gang, tanker som ”den træbænk på rastepladsen vi sad og spiste frokost på ved søen i Sverige sommeren 1998 og….. ”, eller ”arbejdspladsen i stuen da vi byggede nyt køkken og…..” eller ”den lugt, farve, træ, blik som var i min mormors opgang, hvor…..” osv. Jeg kan godt lide historier, hvilke historier og billeder der popper op kan som i afbildninger af en stol, en appelsin, en kande, en person initieres af en streg, en kurve, en farve, en lugt af maling og træ, en funktion, et lys, et…… meget lig et ganske konventionelt lærredsmaleri.

To the fore, Kunstverein Nord, Berlin, 2014 #1


AHF:
Dine referencer til det hverdagsagtige læser jeg også som en måde at markere en modstand mod det alt for ‘vidtløftige kunstneriske’ og imaginære. Alligevel taler du om at det er “vigtigt at værket giver anledning til mere end det umiddelbare, der må komme en forsinket tanke, ide, overvejelse, virkning”. Tænker du her forholdsvis snævert på form- overvejelser – eller kunne det også være tanker af mere eksistentiel art? Og i så fald hvordan ser du selv denne forbindelse?

TW: Det hverdagsagtige er også i rigt mål i et hav af malerier, som opstillinger, frugter og køkkenting, bondegårde, maskiner og så ser vi det som Kunst med stort K, noget ophøjet, fortolket af Kunstneren og det er nogen gange fantastisk, men vi stiller ikke længere spørgsmål ved hvorfor afbilde det hverdagsagtige. Jeg kan/vil ikke skråsikkert sige om mine ting på sin vis ikke også gør det samme – afbilder, fortolker, vrider, drejer, opsætter, spiller med, leger med og undersøger det samme som så mange malerier gennem tiden af interiører, stuer, møbler, mad osv. Mine værker har fysik og kommer tættere på reelle ting end maleri på lærred, men forskellen mellem min fysik og lærredsværker må gerne ses som forskel i ”form” og ikke i abstraktion eller at ikke ville det imaginære.

Når jeg taler med mennesker, som går rundt i mine værker, beskriver nogen at de sendes ud på særdeles vidtløftige tanker og stier ret langt ude. Jeg håber ikke det er for få det sker for, det er mit håb at mine værker som maskiner kan bygge og starte nye opdagelser hos tilskueren og nogen gange tror jeg det kan ske ved at være uventet tæt på det almindelige, det der er i hverdagen med besøg i venteværelset, i parken, på pladsen, i NETTO, i IKEA, hvor vi alle hver dag er kreative, bygger og sammensætter vores hjem og køkkener og aftensmad.

Jo mere tid jeg har arbejdet med kunst og siddet i atelieret og skabt og bygget og malet værker, jo mere klart står det at noget er interessant, noget fungerer, noget sætter i gang, noget kan noget – også selvom det egentlig nærmest er ingenting. Så det vidtløftige, forstået som det langt ude, kan godt være det overraskende ingenting, en bunke pap, en bunke træpinde, en funden stol og andre gange en hel ophobning. Så som du siger ‘vidtløftige kunstneriske’ og imaginære værker kan jeg godt li’, og et projekt skal fortælle på en eller anden måde.

Stor Stue, Gubi, 2009


AHF:
I alle årene har du kurateret et hav af udstillinger, der har peget netop på denne udvidede form for maleri. Form og indhold er som bekendt svære at skille ad, men det er jo ingen hemmelighed at der har været en orientering mod det abstrakte, det formelle, frem for det indholdsorienterede, det narrative. Altså et tydeligt fokus på form.

Som Sontag skriver er form og stil nært beslægtede begreber. Hvordan tænker du de to begreber i forhold til hinanden, og hvilken rolle spiller det i dine kurateringer ?

TW: Jeg forstår ”Form” ret bredt og ”Form, Idé, Koncept” er næsten altid omdrejningspunkt for både værker, kurateringer og udstillinger, ikke som undskyldning for at lave noget eller udstille. Mine værker og kurateringer udspringer af min egen praksis, den måde mine egne værker starter og bliver til og ser fremefter, kommer videre. Det hele er totalt sammenfiltret, mine kurateringer og egne værker skubber hinanden rundt, nogen gange fremad, nogen gange bagud, nogen gange rundt om. Og ikke helt sjældent kan jeg opleve en udstilling med egne eller med egne og andres ting som et totalværk, jeg har lavet. Et eksempel er fotoet nedenfor af Axel Liebers værk i IllumsBolighus ( og endnu længere nede foto med værk af Manfred Pernice), hvor flere spurgte måbende, om jeg ikke kunne finde en bedre plads til det end dér presset ind mellem møbler, oven på et tæppe? Mens jeg så det som helt fantastisk og udvidende for mig selv (og forhåbentlig også for andre ), som et kæmpe maleri hvor Axels værk var centrum og samtidig gennemsigtigt; et lag i maleriet, et lag i stueinteriøret .

Axel Lieber, Illums Bolighus, 2013

Kurateringerne er, når de lykkes, ekstremt givende for mig og genererer ny indsigt og nye værker/projekter, sikkert ret lig den måde du kommer videre og får lyst til at komme videre fra den ene serie lærreder til den næste? Og det er igen udtryk for at jeg arbejder meget praktisk, i processen, i udførelsen som en maler, dvs. ting dukker op ud af at gøre det!

Det narrative er der, og jeg vil gerne sætte historier i gang hos den der ser og rører det jeg laver. Jeg vil gerne have at mine værker og kurateringer er åbne for den der ser, dvs. det er rigtigt godt hvis man kan se andet end en afbilledet stol, lampe, bænk, banan uden det kompliceres – bananlogik kunne (forfatteren) Helle Helle sikkert kalde det.

Manfred Pernice, Illums Bolighus, 2013


AHF:
  Til sidst kunne det være interessant at høre hvad du siger til Sontags formulering; “I yderste konsekvens er al bevidsthedsmæssig indhold uudsigelig. Selv den simpleste sansning er i sin helhed ubeskrivelig. Derfor kræver al kunst at blive forstået, ikke kun som noget gengivet, men som en særlig måde at håndtere denne uudsigelighed”.

TW: Som jeg forstår den er jeg helt enig, hvis jeg kunne beskrive det hele værk i en tekst (og jeg i øvrigt var god til at skrive) var det vel lettere, men det er hele pointen ved det som viser sig at være et interessant værk for mig – så det kan jeg ikke.

Og min slutsætning skal være: De mest potente elementer i et kunstværk er ofte dets tavshed.

 

Ældre værker: www.twilcke.dk
Nyere værker: www.twilcke.com
Kurateringer: www.substancep.dk

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar