Susan Sontag spørgsmålene / Stense Andrea Lind-Valdan

Susan Sontag spørgsmålene / Stense Andrea Lind-Valdan

Stense Andrea Lind-Valdan som for tiden udstiller i Museumsbygningen på Kastelsvej, bliver i interviewet af Ruth Campau bla. spurgt om hvor tærsklen, for hvad hun vil tillade sig at vise, går. I svaret drejes fokus fra diskussionen om hvad der muligvis er (for) privat, hen mod en refleksion over det at kunne skelne mellem hvad der er relevant og hvad der er irrelevant.

RC: Susan Sontag siger at stil er de principielle valg, der træffes i forbindelse med fremstillingen af et kunstværk. Din stil synes unægtelig at indbefatte kroppen på en eller anden måde. Din egen krop. Men har det altid været sådan ? Hvordan kom du igang ? Kan  du fortælle lidt om dit arbejde ind i feltet? hvad går din afsøgning ud på ?

SALV: Er det egentlig det, hun siger. Hun taler jo om mange forskellige stile, men grundlæggende vil jeg mene, at det hun siger, er at det netop ikke er et valg, men at der er kontingens over det. At der er forskel på ”valg” og ”vilje”, således at viljen til at lave  kunst, er kunstnerens eksistentielle valg. Som derfor uanset kunstværkets udtryk, er politisk. Ydermere; det hun i min optik først og fremmest siger, er, at stil er noget der ligger uden for kunstværket som et redskab til at tale om det, og at stilen som sådan derfor er uadskillelig fra indhold. Det vil sige, at den almindelige forestilling om en didaktisk kunsthistorie med begreber som ”stil” og en dualistisk opdeling mellem form og indhold, ikke fungerer optimalt, hvis kunsthistorien skal have muligheder, som går ud over sit konkrete selv og ind i kunsten. Dette gælder som udøvende kunstner, men altså i høj grad for den talende om kunsten, hvor man mest vil finde tale om stil.

Stil er således betinget af så meget andet, som er mere væsentligt. Fokus på stil kan være hjælpsomt, men også generaliserende og kategoriserende, og risikerer at flytte fokus fra det abstrakte sprog som billedkunsten og det enkelte værk er, og som jeg synes vi skal være gavmilde og modtagelige overfor, på den måde at vi skal lade sproget flyde omkring, ind og ud af forståelse og tvivl. Det er det, billedkunsten kan. Den kan give en krop, der åbner døren ind til et kærligt rum, med et andet middagsbord end du plejer at sidde ved, og sige ”værsågod at spis denne nye fremmede mad, så fyldt af dine minder”.

En sjov ting er, at min far er fysioterapeut og min mor er psykolog. Det opsummerer på mange måder, hvad jeg arbejder med. Selvom jeg er her i nutiden, så er vi alle dannet af vores fortid, det hele eksisterer samtidig.

I wash offsmall
“I wash off” - udsnit af fotoserie på  YSPS, 2013. Foto: Stense Andrea Lind-Valdan

Jeg gik på en ultra formel afdeling på Det Kongelige Danske Kunstakademi, under Tumi Magnusson. Jeg er trænet i penselstrøg og komposition. Mange forestiller sig, at det formelle maleri knytter sig til en universel æstetik, den guddommelige kunstner, berørt af noget større, den frie, overjordiske, uberørte ånd. Men som nævnt ovenfor er den slags udtryk også et personligt eksistentielt valg.

Når jeg ser det konkrete maleri og jeg glider over i abstraktion, åbner det mange emotionelle lag i mig, min krop reagerer voldsomt, både kærligt og angstfuldt. At sige at minimalismen, for eksempel, er kold og upersonlig ville være at misforstå psyken i det fuldstændig. Noget af det mest rystende at opleve er  ønsket om en fuldstændig fraværende krop. Den tradition kommer jeg fra. Føler jeg. Og jeg arbejder stadig fra og i den. Jeg får lyst til at skrive, at man bliver nødt til at opgive håbet om en bedre fortid…

She Is Solid (9)small
“She Is Solid”, akvarel på bomuldspapir, nr. 9 ud af serie på 16 tegninger. 2014.
Foto: Stense Andrea Lind-Valdan

Jeg ved ikke, om jeg leder efter noget. Jeg prøver at være glad for det, jeg finder. Både det jeg finder i det enkelte værk, i form af konkrete visuelle udsagn og haptisk beskæftigelse, og hvor det tager mig hen sprogligt, erfaringsmæssigt, emotionelt, fysisk. Det er måske også det, som kan gøre det svært for nogle at følge med. Både på grund af det abstrakte i mit arbejde og på grund af de steder, det kommer fra og lander i det sprog vi deler. Det kan være spørgsmål til den uundgåelige og nødvendige daglige forestilling om ens egen dødelighed, for eksempel. Eller hvis værket taler om både at hade og elske et barn. Der er mange, som forstår at jeg taler om grundlæggende fælles betingelser.

Men jeg ved, at der er nogle få, som ikke kan rumme det. Dem, som allerede mener, at de ”har” sandheden omkring seksualitet eller det evige liv. De føler forvirring eller ubehag når der bliver stillet spørgsmålstegn ved det. Jeg kan kun sige, jeg føler det samme; den side af det føler jeg også. Dog forveksler jeg ikke det, at beskæftige mig med de her komplicerede ting, med at miste noget. Primært fordi  jeg ikke leder efter noget specifikt udsagn.

Oh, Dear Mother You Know It Wheighs So Heavy, The Ton
“Oh, Dear Mother You Know It Wheighs So Heavy, The Ton”
Fotoprint med akvarel. 2014. Foto: Stense Andrea Lind-Valdan


RC
: Som beskuer af dit værk kan man føle at man overtræder en tærskel. At du giver indblik i en privatsfære, både dit private men også noget mere kollektivt privat.  Har du en tærskel selv ? Er der noget du ikke vil tillade at vise ? Eller er det måske tærsklen selv, der er brændstoffet i skabelsesprocessen. Hvordan ser du på det ?

SALV: Ja, jeg har en tærskel. Der er i hvert fald en tærskel på samme måde, som der er en tærskel i døren. At lave kunst er et sprogbrug som er anderledes end når jeg taler med en journalist, en politibetjent eller når jeg hjælper min søn med at lave sit skolearbejde. Den tærskel ind til arbejdet har jeg.

Derfor, når du spørger om tærsklen i sig selv er brændstoffet i skabelsesprocessen, så fornemmer jeg at du taler om grænser. Mit arbejde er ikke grænsesøgende. Jeg er ikke grænseoverskridende for grænsens egen skyld, for blot at krydse den,  eller for at vække opsigt. Naturligvis er der forskel på hvor folks grænser går. Hvilket også har med erfaring at gøre. Kunstnerisk erfaring, kunsthistorisk forståelse, selvindsigt.

Void Integrity - Looking for it (21)
“Void Integrity – Looking for it”. Udsnit af fotoserie på YSPS. 2015.
Foto: Stense Andrea Lind-Valdan

Jeg skelner mellem det relevante og det irrelevante. Det jeg ikke vil vise er det irrelevante. Derfor har jeg mange overvejelser om, hvad det vil sige, at noget er privat, noget er følsomt, at andre har noget at skulle have sagt om, hvad jeg viser af dem. Jeg forsøger at  tage hensyn til mig selv, mine omgivelser og dem jeg elsker, ved hver dag at forholde mig til, hvad det vil sige, at have en god relation. Hvad det vil sige, at være deltagende, givende, krævende, at være medmenneske, moder, kæreste, elsker, arbejdende og ikke mindst, hvordan betinger alt dette mit kunstneriske arbejde. Det er en daglig forhandling , for der findes ikke universelle moraler a la ”du bliver et bedre menneske af at opføre dig ordentligt”. Hvad vil det overhovedet sige?

Hvis et menneske mener, at der findes universel etik på den måde, så mener jeg klart, at der er stor sandsynlighed for, at vedkommende er meget blind over for sig selv, sine relationer og ikke mindst og måske mest afgørende, sine egne privilegier. Og det kan man måske fornemme i mit arbejde, at den slags spørgsmål bliver stillet.

Jeg husker tydeligt i øvrigt, dengang min mor sagde til mig, at man ikke altid kan være god. Det er på en måde en helt vildt abstrakt og meget præcis sætning. For igen, hvad vil det overhovedet sige? God over for hvem? På hvilken måde? En god kunstner? En god mor? Min søn kalder mig Slemme Mor og jeg ved det betyder Dejlige Mor.
Mest af alt forsøger jeg at give værket det, det har brug for, eller, at lade det tage det som det nu gerne vil have. Uden at miste mig selv.

True Grit - Brystgridmonotypier (3)small
“True Grit – Brystgridmonotypier”,  nr. 3 af 8 2014. Foto: Stense Andrea Lind-Valdan


RC
: Du arbejder ofte serielt. Er det det performative du ønsker at betone ved at vise en serie ?  Eller er det mere det Susan Sontag kalder gentagelse og redundans ?

SALV: Det sprog, jeg benytter mig af, når jeg træder over tærsklen og ind i billedkunstens rum, besidder en form for redundans der knytter sig til den måde, min kunst taler ind i sin egen tidslighed. Hvor mine værker kommer af hinanden, vender tilbage til sig selv, bliver referencer til nye ting, som derved taler mere tydeligt,  besidder de dog ikke en bekræftelse af sig selv. Et værk strækker sig over tid, over flere papirer, ind til det er udtømt, indtil det tager sig selv væk fra mig. Så stopper jeg med at røre det og værket står der, for og af sig selv, nogle gange i serier. Jeg ønsker som sådan ikke at betone, men måske at lytte til hvad jeg i processen mon har spurgt om. Jeg betragter værkerne som spørgsmål, åbne og åbnende spørgsmål. Der kommer så redundans på lette fødder og fordi jeg nu spørger igen og igen, ja så danser vi i gentagelser, som måske er den eneste måde, noget nyt kan vise sig.

sortetungetegninger (7)
“Tungetegninger (3.serie)”. Blæk på millimeterpapir. Nr. 7 ud af 10. 2014
Foto: Stense Andrea Lind-Valdan


RC
: Har du på forhånd lagt et dogme ned over processen eller er det et mere frit forløb ? Hvis der er et dogme, så har det ene forsøg vel samme værdi som det andet, uanset om det blev vellykket rent formelt. Har du efterfølgende en udvælgelseproces, hvor du vælger de bedste forsøg ud og hvilke kriterier benyttter du i så fald ? Her tænker jeg også på, hvad du tænker omkring det at have et “argument” – krav om redegørelse og nødvendighed.

SALV: Er det mon sådan, at alle forsøg altid har samme værdi?  Er det ikke et etisk princip? Når det er sagt, betragter jeg ikke min praksis som forsøgsbaseret. Jeg har ingen dogmer, heller ingen beslutning om at lave et værk. Jeg har en beslutning om at arbejde. Jeg ved ikke, hvad det ender med, når jeg arbejder, nogle gange ender det hele i skraldespanden, men ikke fordi, arbejdet har været et mislykket forsøg på at lave et værk. Alt arbejdet, også det som ikke bliver et værk, er til stede i værkerne, fordi værkerne på en måde mere er et nedslag, en uddrag, en note, i den daglige praksis. Nogle gange er der noget af det, jeg sidder med, som jeg bliver rørt og fanget af og går mere i dybden med at få talt med.

Lashes off the sentence-10small
“These lashes off the sentence”, gouache på notesbogsider. Nr. 10 af 16. 2015.
Foto: Stense Andrea Lind-Valdan

Det er ikke til at sige, hvad jeg bliver fanget af, men det ubeskrivelige smelter sammen med mere formelle spørgsmål, som komposition på papiret, farver, skrevne ord. Ikke alt som kommer ud er relevant. Hvilket også giver sig til kende i de overstregninger, jeg laver. Som igen bliver en del af den formelle komposition. Og taler ind i, hvad jeg har gjort, hvad jeg føler. Hvordan man som menneske kan skifte mening.

Jeg betragter mest af alt min praksis som en metode til at tale om verden, som jeg ser den. Det er på en måde, som om jeg bliver trukket ud af mig selv og stabiliseret af mødet med materialerne – de fotos jeg tager, den maling jeg åbner, det blod jeg bløder, de bøger jeg læser, de ord jeg hører og så videre – og den måde, jeg lever med dem.

Min praksis er en stærk nødvendighed for min eksistens på den måde. Her kommer der en tanke om en viljeshandling ind i billedet som naturligvis er præverbal  kropslig i den konkrete ateliersituation, men også sproglig og eksistentiel. Det vil sige, jeg har valgt at være billedkunstner, og det er det sprog, jeg har valgt at benytte mig af, for at træde tilbage og spørge, hvad sker der her? Hvad har jeg gjort? Hvad er meningen?


RC
: En stor del af din kunstneriske aktivitet er foregået på din blok YSPS youshouldpopstuff.blogspot.dk . Og det er næsten som at få indblik i en slags dagbog. Hvorfor valgte du netop blokken som medie ? Kan du fortælle lidt mere om din blok og evt. også om forskellen mellem blokken og den udstilling SALV du netop har åbnet på Museumsbygningen ?

SALV: Jeg startede med bloggen i 2012, fordi jeg tænkte at det var en god måde, at tale om det daglige arbejde på, uden at skulle bekymre mig om at søge udstillingssteder om lov til at udstille. Sådan noget kunne jeg slet ikke overskue. Jeg var ikke interesseret i det, fordi jeg havde forsøgt mig lidt med udstillinger, men jeg var så nyuddannet og følte ikke, at jeg havde været i stand til at lave værker der var stærke nok til udstillingssituationer.
Det var som om, der manglede en grundsubstans i mine værker, at de simpelthen var for unge på en måde. Som om usikkerheden i dem var en grundlæggende usikkerhed på, hvad jeg egentlig var interesseret i med kunsten og en anden end den usikkerhed jeg finder nu som kommer et helt andet sted fra. Måske netop fordi, mine grundlæggende arbejdsmetoder og interesseområder er stærkere funderet i mit sprog gennem tiden og gennem arbejdet med bloggen.

Jeg begyndte at lægge ting op, jeg havde lavet derhjemme som ikke nødvendigvis var færdige værker. Det kunne også være kommentarer til andre; mine venner; noget jeg ikke vidste, hvad var. Jeg kunne være mere modig med bloggen end jeg kunne i virkeligheden. Den skrøbelighed og generthed som gjorde at mit arbejde var ensomt, blev på en måde mindre på grund af skærmen, på grund af internettets abstraktionsevne, på grund af den måde, jeg ikke kunne se, hvem der kiggede med. Det er sikkert det samme for folk der chatter. Det var befriende. Men jeg troede ikke, at det jeg gjorde var helt uden relation til den fysiske verden, som internettet slet ikke er adskilt fra.

KysAlMitalkymist
“Kys Al Mit (alkymist)”, én af tre performances for kamera vist på YSPS. 2012.
Foto: Stense Andrea Lind-Valdan

På bloggen kunne jeg arbejde hele natten og smide arbejdet ind i den ramme som bloggen var, som om jeg dermed selv kunne se det, jeg lavede, på samme måde som alle andre. Mit arbejde blev på den måde suget ind i et helt andet rum, til et andet publikum, som ikke altid har de samme kunstneriske forståelsesrammer som folk der opsøger gallerier og museer. Det krævede meget af sproget, af intentionerne, af præcisionen i mit arbejde. Det har jeg lært meget af. Jeg betragter på den måde hele bloggen som et stort kunstværk, som hvert indlæg flyder ind i, kan dukke op som sig selv i, men også dukke op som noget andet.

Bloggen hedder “You should pop stuff”. Den sætning har jeg taget fra Richard Tuttle, fra et af hans digte. Sætningen og digtet er ladet med erotiske undertoner, og samtidig er det så dejligt abstrakt fra en mand, som mener, at han ikke har noget sprog. På den måde passede det godt til, hvordan jeg havde det dengang jeg startede bloggen. Og på mange måder passer det stadig meget godt, selvom livet ændrer sig over tid og min kunst stille og roligt er ved at blive poppet ud af sin blog-puppe.

Stretch of Wings
“Stretch of Wings”.  Akryl på millimeterpapir.  2015. Foto: Stense Andrea Lind-Valdan

SALV, min udstilling, tager mit navn. Mine initialer. Udstillingen giver mulighed for at folde alt det ud, jeg har arbejdet med og vist på bloggen. Nu får det sin krop. Ja, SALV spreder mine vinger, kan man vel sige.

 

www.youshouldpopstuff.blogspot.dk
www.andrealindvaldan.blogspot.dk

Link til udstilling i Museumsbygningen

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar