Susan Sontag spørgsmålene / Sofie Alhøj

Billedkunstneren Kasper Hesselbjerg har bedt skuespiller Sofie Alhøj kommentere på en række punkter, bla. tennisspilleren Rodger Federer. Gennem denne særlige vinkel får vi et indblik i hvor bredt Sofie henter inspiration når hun arbejder med nærvær og fornemmelse af tid.

 

1
Fra venstre: Sofie Alhøj, Sofie Walbom, Henrik Blauner Clausen
Fra forestillingen ‘CORPUS’ af Nikolei Faber
Scenografi og kostumer: Christian Albrechtsen

 

KH: Mit udgangspunkt for at stille dig disse spørgsmål er vores samtaler om arbejdets, det vil sige henholdsvis billedkunst og teaters, indflydelse på samfundet. Intet mindre. Et uoverskueligt emne vi har kastet os hovedkulds ud i kun delvist bevæbnede, på jagt efter glimt snarere end med ønsker om at afdække helheder. Vi har søgt efter muligheder og ikke lovmæssigheder. Det er den fornemmelse jeg sidder med. Jeg håber spørgsmålene vil lade dig vende tilbage til nogle af de glimt vi oplevede og se hvordan de tager sig ud på frost.

Måske vil du kommentere på følgende punkter:

Hvordan det at spille en rolle/karakter kan indgå i ens egen vision?.

SA: Jeg vil dele mit svar på dette spørgsmål op i to. For at starte med ordet “vision”
I vores samtale kom vi ind på dette at have en “vision” som kunstner. Jeg kan ikke definere en klar vision, som jeg har. Til gengæld har jeg en fornemmelse af, at jeg er på en slags mission; der er noget, jeg skal. Og noget, jeg ikke skal. Ofte viser det sig henad vejen, hvad der er hvad. Jeg har altid haft det sådan, at jeg har følt mig draget mod at gøre bestemte ting og søge bestemte steder hen. Det er en følelse af at “noget vil noget med mig”- og når jeg giver mig hen til det, bliver jeg fuld af glæde og meningsfuldhed. Det er pg.a. den “vejledning” at jeg kom til at beskæftige mig med teater.

Og i forhold til karakterarbejdet, så har jeg tænkt sådan her:
En skuespillers ansvarsområde kan være mere eller mindre omfattende i forhold til hvad det er for en slags proces, man indgår i. Nogle gange er skuespillere med til at skabe alting fra bunden – det er måske endda dem, der er initiativtagere på et bestemt projekt eller en forestilling, andre gange indgår skuespilleren som en lille møtrik i et kæmpe maskineri, hvor en producent, instruktør, scenograf og evt. koreograf tager sig af stort set hele “visionen”. Så skal skuespilleren “bare” koncentrere sig om arbejdet med karakteren.

Hvis vi starter med det sidste scenarie, så synes jeg at det er interessant at se på den del af skuespillerarbejdet som handler om empati. At beskæftige mig med empati, giver mig en følelse af at være på sporet i forhold til den mission jeg beskrev ovenfor, så jeg kan lide at betragte arbejdet sådan.

Som jeg ser på det, er der et bestemt ansvar forbundet med at skulle skildre mennesker. Når jeg skal spille en karakter, må jeg have empati for vedkommende. Også selvom karakterens verdensbillede er helt anderledes end mit eget. Det må jeg kunne sætte mig ind i. Nogen siger det sådan her: “man spiller ikke en skurk som en skurk. Man spiller en skurk som en helt!” Og det kræver empati. Skuespilleren må bruge sin egen empati til at skabe en karakter, som publikum kan fatte empati med, uanset hvor langt ude vedkommende er. Det synes jeg er en fornem opgave for en “menneskeskildrer”.

2

3
Sofie Alhøj

 

KH: Roger Federer i slowmotion?.

SA: Et andet arbejde, som skuespilleren altid kan være optaget af, uanset hvor lidt eller hvor meget hun har at skulle have sagt i det store maskineri, er arbejdet med nærvær. Lige som jeg synes, det er interessant at beskæftige mig med empati, synes jeg også det er interessant at beskæftige mig med nærvær. Min ven og lærer viste mig engang et videoklip med tennisspilleren Rodger Federer i slowmotion. Han fortalte mig at Federer er kendt for sit enorme nærvær på tennisbanen, og at folk kommer fra hele verden for at se ham spille; både fordi han er god, men også fordi han spiller så utroligt smukt! Verdens største tennisspillere slår bolden af sted med så stor kraft, at det er videnskabeligt umuligt at se den, når den kommer tilstrækkeligt tæt på én. Men Federer siger, at han kan se bolden hele tiden. På videooptagelser kan man se, at han taler sandt: hans øjne følger bolden, også når den burde være usynlig for ham. Som om at tiden går langsommere for ham, end for os andre. Mennesker drages mod Federer for at se ham, se bolden, i udvidet tid.

Det er en fantastisk inspirationskilde i forhold til nærvær, synes jeg… Og sikke en smuk ting at kunne stille til rådighed for et publikum.

4
Rodger Federer


KH:
Hvilken rolle at gå på gulv (som du har lært mig er teaterets svar på atelieret) spiller, nu hvor jeg tænkte teater var mere afhængigt at et publikum end billedkunsten?.

SA:“At gå på gulv” er udtryk for at arbejde med scenerne og karakteren fysisk i et rum, inden det skal vises for publikum. Jeg synes det er sjovt at tænke det som en pendant til dit atelier. Så forestiller jeg mig at karakteren er en skulptur, som skuespilleren skaber. Men i modsætning til dine skulpturer i bronze eller et andet konkret materiale, som bliver stående i atelieret eller på udstillingen, når du forlader den, så findes karakteren som skulptur kun i det øjeblik, skuespilleren “træder ind i den”, og besjæler den indefra gennem sit nærvær og sin empati. Det er det der sker, når man går ind på scenen og spiller sin karakter foran et publikum.

Jeg synes også, at man kan tale om karakterer, som er støbt i mere eller mindre levende materiale. De giver sig og former sig i forskellig grad i løbet af en spilleperiode, hvor de påvirkes af både publikum, og af de ting der sker på scenen og med skuespilleren selv. Graden af påvirkning kommer an på hvordan karakteren er skabt, hvem der har skabt den, og hvilken kontekst den indgår i, tror jeg.

 

KH: Dit samarbejde med Haitham?.

SA: Og så er der de gange, hvor skuespilleren selv er ansvarlig – ikke bare for at skabe sin egen karakter, men for et helt forløb fra idé til udførelse. Sådan et projekt er jeg i gang med lige nu. Jeg skal lave en forestilling sammen med en ung mand på min egen alder, som gik på skuespillerskole i Damaskus, inden han for tre år siden måtte flygte fra krigen i Syrien. Dette er et af de projekter, som jeg føler at jeg skal lave. Ikke fordi det er min pligt, men fordi det føles som om at det er meningen. Det er på en måde opstået af sig selv, og det udfolder sig hele tiden og afslører nye spændende og udfordrende sider af sig selv. Jeg forsøger bare at følge med så godt som muligt. Forestilling skal hedde “Mens vi er her”. Den skal primært henvende sig til unge mennesker i gymnasiealderen, og lige nu er tanken at vi skal arbejde ud fra tesen ”Vi dør, hvis ikke vi lærer at leve sammen”.

 

KH: Hvad revy er og kan være for en størrelse.

SA: Revy er en kunstart, som jeg først for nylig har stiftet bekendtskab med. I forbindelse med et kursus på min skole forelskede jeg mig i genrens muligheder. Jeg kendte stort set intet til revy før kursets start, men jeg havde et par fordomme og en fornemmelse af, at det ikke var noget for mig. I løbet af kurset gik det dog til min store begejstring – og overraskelse – op for mig hvor mange muligheder der ligger i genren, og jeg blev dybt fascineret af nogen af fortidens store revykunstnere.

Eksempelvis så jeg en dokumentar for nylig om Poul Henningsen. Den omhandlede bl.a. en episode under 2. verdenskrig, hvor PH skrev en revytekst som var kritisk overfor nazisternes besættelse af Danmark. Sangen blev standset i censuren og returneret pg.a. “upassende indhold”.  PH skrev sangen igen, men denne gang uden ord, som kunne være forbudte i nazisternes øjne. Her er et uddrag fra sangen, som den endte med at se ud:

Man binder os på mund og hånd
Men man ka’ ikke binde ånd
og ingen er fangne, når tanken er fri
Vi har en indre fæstning her
som styrkes i sit eget værd
når bare vi kæmper for det, vi ka’ li’

Den nye version slap igennem censuren og kom med i revyen. Den blev sunget af Liva Weel, og da hun nåede til omkvædet, rejste alle i salen sig op uden at sige noget, som en fælles stiltiende og impulsiv reaktion på hvad sangen i virkeligheden handlede om.

Poul Henningsen har selv udtalt, at sangen ikke kun handler om besættelsen, men også om ægteskaber, og at den også er skrevet for at drille borgerskabet. Det er det, der fascinerer mig sådan ved revyen: det er narrens genre. Narren kommenterer og kritiserer, men aldrig for direkte og aldrig for helligt. Sådan bevarer han sin frihed.

Jeg synes det kunne være spændende med en revival for revyen…

5
Revyplakat, Liva Weel

6
Poul Henningsen

 

Se Sofie Alhøjs hjemmeside her

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar