Susan Sontag spørgsmålene / Lise Blomberg Andersen

I årets første interview, som er med maleren Lise Blomberg Andersen drejer dialogen sig bla. om hvad det betyder for det narrative indhold når udtrykket tager en drejning mod mere abstrakte og fænomenologiske niveauer. Men også om hvordan museers indkøbspolitik kan være med til at blokere for potentielle inspirationskilder.

2001_03 The great titmouse kiss
“The great titmouse kiss”, 2001, 45x60cm. akryl og olie på lærred

AHF: Første gang jeg så dine malerier var for omkring 15 år siden hvor jeg sad i en censurgruppe på Charlottenborgs Forårsudstilling. Ind kommer dine malerier som var så små at vi straks måtte rejse os op og gå helt tæt på for at danne os et ordentligt indtryk, og som var så originale i deres eventyrlige, surreele billedsprog vi knapt vidste hvordan vi skulle forholde os til synet. Allerede dengang var der fugle med menneskeansigter omgivet af natur der slyngede sig arabeskagtigt over overfladen, og stilen var ekstremt fint ciseleret som i et miniaturemaleri – meget langt fra de store armbevægelser og pågående gestik vi ellers for det meste stødte på. Men ved nærmere eftersyn fik vi øje på de mere absurde aspekter og en raffineret, næsten sofistikeret måde at få meddelt noget som ellers ville risikere at virke banalt. Og så blev vi alle meget begejstrede.

Før jeg spørger yderligere ind til den måde du siden har udviklet projektet, kunne jeg godt tænke mig at få lidt mere at vide om hvad der lå før de omtalte malerier. Hvilke stilistiske valg der førte dig frem mod dette meget særlige udtryk?

Terapi2
“Terapi #2″, 2012, 25x35cm. akryl og olie på lærred

LBA: Før jeg kommer ind på de konkrete stillistiske greb, så er det vigtig for mig at gøre det helt klart at mit arbejde med maleri/kunst først og  fremmest er en eksistentiel sag for mig. Det er ligesom at være underlagt en lov der siger at her er det kun mine regler der gælder. For mig forpligter kunsten på den måde.

Det har lige siden jeg begyndte at beskæftige mig med kunst været min ambition og drivkraft at undersøge min egen visuelle stemme, men  inkluderet i den process ligger også  mødet med verden.  Jeg har haft brug for at lave nogle nye billeder, billeder som jeg ikke selv havde set før.   Formelt har jeg i den process arbejdet  med kollage, skrevet en slags historier og  naturligvis især arbejdet meget med at komme maling på lærred på alle mulige forskellige måder.  Jeg har været optaget af psykiske spændinger, og hvordan de kan visualiseres i både et figurativt og non- figurativt malerisk sprog.

I mit forløb har jeg suget til mig fra alle mulige kanter, bl.a. har jeg rejst meget som yngre,   jeg har gået på det Kgl. Danske Kunstakademi og har desuden også en grunduddannelse fra Kunsthistorie. Den kunstfaglige  palette har været vigtig for mig og jeg har derudover været rundt i mange hjørner af mit sind ; Fra den position har jeg så fundet det jeg skulle bruge og lavet de malerier jeg har lavet.

Mht. de stillistiske træk så synes jeg at mine værker  har været og er hybrider mellem mange forskellige kunstretninger og i det hele taget inspireret  fra mange forskellige sider:  Fra arabisk miniaturemaleri, japansk kaligrafi,  og  romantikken med f.esk. Kasper David Friedrich til vestligt modernistisk maleri og minimalister som  Josef Alberts m.fl.; og jeg har naturligvis været optaget af den bølge af narrative malere der har været fremme ved årtusindskiftet: Karen Killimnik, L.C.Armstrong  m.fl.  Der er også mange filmskabere der har påvirket mig, bl.a. Hitchcock og David Lynch, og video kunstnere som Bill Viola og Shirin Neshat og ikke mindst har jeg været meget påvirket af naturoplevelser.

Grunden til at jeg har brugt det  lille format er, at det giver en slags intimitet, bl.a. skal beskueren tæt på billedet for at se det og det lille format råber ikke højt og skal ikke fylde det hele; på den måde kan man som kunstner lettere komme udenom nogle af beskuerens forsvarsmekanismer, hvilket er vigtigt da der er en vis sårbarhed på spil i mine malerier,  og denne såbarhed  kommer jo også til at inkludere dem der ser på billederne.

I de malerier du nævner, har jeg forsøgt, at skabe et afbalanceret forhold til patos. Der kan være meget patos i mine billeder, men jeg har forsøgt at afmontere dette så det ikke bliver for patetisk; det har jeg gjort bl.a.ved hjælp af humor, f.eks. ved at bruge det klassiske greb med at sammenstille dyr og mennesker, også selve det lille format medvirker til at afmontere patos fra det patetiske. Nogle mennesker har set mine værker som værende en anelse kitschede, jeg har aldrig selv set dem som sådan, men vil beskrive mit udtryk, som at det har været  interessant for mig hvor langt  jeg har kunnet gå i mit maleri før det kammede over og blev for patetisk.  Jeg har gerne villet udfordre nogle grænser, endda gerne overskride nogle grænser. Psykens grænser kan jo være, og kan visualiseres, anderledes end man nogle gange umiddelbart forstiller sig. Det er et følsomt område at bevæge sig i.

Ofte i mit maleri har der været  valg at træffe og desuden tilfældigheder på spil, men hyppigt har der også været (og er) en slags tvangshandling i processen: At billedet delvist ligesom er blevet dikteret,  at billedet har skullet se ud på en bestemt måde, som jeg så både har taget imod og samtidig kæmpet mig frem til at finde.  Det har mange gange  været svært at finde den helt rigtig visuelle formulering og jeg har så nærmest måtte visuelt stavet mig igennem/frem til billedet.

solsortepar i plantagen
“Solsortpar”, 2015, 25x35cm., akryl og olie på lærred

Idag og sommeren sidste år #2
“I dag og sommeren sidste år #2″, 2015, 160x120cm. akryl på lærred

AHF: Hvor en del af de indholdsmæssige temaer går igen i dine billeder, har jeg iagttaget at du er gået fra en meget varieret streg/penselsstrøg til en næsten ’dogmeagtig’ systematik i din orientering mod fladen og det tydeligt afsatte strøg – og du bekræfter selv i et interview på Kopenhagen at du bliver mere og mere optaget af de formelle, abstrakte elementer i billedet. Som jeg forstår skal det bla. ses som et forsøg på via større enkelhed at give rum for beskuerens subjektive forståelser og associationsrækker. Og den intension både kender og anerkender jeg jo virkelig godt!

Spørgsmålet er så om feltet bliver mere flertydigt eller det reelt ’bare’ bliver flertydigt på en anden måde? At det narrative potentiale simpelhen bliver mindre til fordel for andre kvaliteter? Personligt kommer jeg til at tænke på at du på en måde trækker dine malerier fra et næsten symbolsk formsprog over i en mere klassisk modernistisk brydning mellem abstraktion og figuration. Her tænker jeg på malere som Giersing, Isakson, Weie, Rude, Lundstrøm, Leger (Uden sammenligning iøvrigt) for hvem motiverne selvfølgelig betyder noget, men som måske mest af alt er interesseret i at finde en ny form. En ny metode. Et nyt perspektiv. Et ikke-repræsentativt forhold til farven? Hvad siger du selv, giver det mening at blive læst som en fornyer af den tradition?

LBA: Den klassiske modernisme er jo svær at komme uden om;  Men mht. de mandelige modernistiske malerer, så bliver det sammensat når du sætter spørgsmålet op på den måde du gør. Af de kunstnere du nævner er det kun Edward Weie som jeg har været optaget af; til gengæld er jeg en meget stor beundrer af Weie.  Men ofte kan malerier af mandelige modernistiske malere give mig en slags åndenød,  et ubehag der egentlig ikke handler om deres værker men desværre kommer til at handle om den sexistiske indkøbspolitik danske kunstmuseer m.fl. har været præget af og jeg kan ikke se deres værker rent; Ligesom nogle har det med Monet (m.fl.) at de ikke kan se hans værker uden at få hovedet fyldt af associationer om turistsouvenirs. Det fortæller så også om Edward Weies kvaliteter at jeg kan ryste de dårlige energier ud af hovedet når jeg ser hans værker og nyde hans måde at håndtere farvestrøg og farverflader på.

Hvis jeg selv skal fremhæve nogle ældre danske mandelige malere som jeg har været inspireret af, vil jeg nok fremhæve Johannes Larsen, Dankvart Drejer og Joakim Skovgård. De er så langt tilbage i tid at ubehaget af en eller anden grund ikke er helt så slemt. Det er heller ikke så slemt med udenlandske malere og f.eks. er jeg p.t. optaget af den kunstneriske process som Piet Mondrian gennemgik.
Jeg også haft en Per Kirkeby-fobi,  men har lagt den bag mig og er for tiden optaget af hans måde at bruge landskabsoplevelser på og især er jeg optaget af hans brug af farver.

Mit maleri skal dog ses i sin samtids kontekst; Og min bestræbelse går langt hen ad vejen ud på at lave et tidssvarende landskabsmaleri. Helt tydeligt er det jo at vi lever i en tid hvor de monokrome farveflader er markant tilstede omkring os; bl.a. lever vi nu i en tid med en billedstrøm af digitale billeder, og digitale billeder er opbygget i pixels, som er små  monokrome farvekvadrater. Jeg tror at jeg er påvirket af de mange monokrome farveflader  og det digitale billede. Jeg er dog for tiden også betaget af en billedkunstner som f.eks. Katharina Grosse , der jo har en helt anden tilgang til maleri og bevæger sig koloristisk ud i rummet på en enkelt men genial måde; Hun spraymaler sig ligesom igennem et rum som i en hybrid mellem landart og graffiti.  Jeg synes at hendes metode og udtryk er meget appellerende og jeg får stor lyst til også at bevæge mig mere ud i at arbejde rumligt med mit maleri.

Som svar på hvordan jeg ser på flertydigheden i mine malerier så er det tydeligt for mig, at jeg er blevet mindre sværmerisk med alderen, eller at det sværmeriske har ændret karakter. Efter at jeg har fået børn har jeg i den grad oplevet at hverdagslivet trænger sig på, oplevet  at jeg ikke har lyst og/eller overskud til sværmeriske fortabelser på samme måde som jeg havde da jeg var yngre.  Jeg er blevet  mere pragmatisk og det giver sig nok  udslag i mit kunstneriske udtryk, på den måde at jeg ønsker det enkle, det jeg kan overskue. Men jeg oplever så at denne enkelhed for mig åbner op for andre rum og at det er klart for mig, at jeg helt grundlæggende ikke kan sætte lighedstegn mellem enkelthed og mindre flertydighed.

House in the woods 1
“House in the woods #1″ 2012 25x35cm, akryl og olie på lærred

AHF: Og netop dit forhold til farven fremhæver du i Kopenhageninterviewet som et område der har flyttet sig i de senere år. Her i stafetserien hvor vi fokuserer på de stilistiske valg kunne det være interessant at få det uddybet?

LBA: Det er meget farverne i landskaber der optager mig for tiden og især når farverne afviger fra grøn: En gullig solnedgang med træers sorte siluetter, et lilla skær i en storbys nattehimmel,  røde og gule høstfarver, de brune og grå nuancer en sjappet efterårsdag, blå skygger i sneen om vinteren. Jeg er også optaget af ansigter og de koloristiske muligheder jeg finder i et ansigt.

Hvordan er stemningen i et maleri? Hvis jeg  vil gerne et bestemt sted hen oplevelsesmæssigt og også gerne have beskueren med, hvordan kommer jeg så på den enklest mulige måde derhen? Det er oftes ved hjælp af farver.

Nøgen i det brune #2
“Nøgen i det brune #2″,2015, 40x55cm. akryl og olie på lærred

AHF:  Jeg er klar over at mine spørgsmål tenderer at blive påstande om at motivet måske pludselig betyder mindre – eller i alt fald noget andet?

LBA: I mine malerier har farven altid sin søster i den ydre virkelighedsverden, det kan være farverne i landskabet og husene. Men som sagt så handler det p.t. meget om at reducere, så jeg kan f.eks. tage en nuance fra ét blad og brede det ud til at fylde en hel busk; Denne metode giver udvidede koloristiske muligheder for mig. Jeg giver måske mere og mere slip på fortællingen, men jeg  kommer nok aldrig til at give helt slip på hverken psykisk spænding eller på  motivet,  det kan dog være at der kommer et tidspunkt hvor billedet kun handler om noget meget enkelt  som f.eks. fugt i græsset eller himlens gråtoner;  Men ideelt set vil sådan et billede jo også kunne indkludere beskueren og få vedkommende ind i en suggestiv og stimulerende oplevelse der potentielt set ville kunne starte en associationsrække el.lign.  Jeg ønsker stadig narrationen, men vil gerne lægge den mere i hænderne på beskueren. Væsentligt at nævne er også at jeg  har et ret stort ønske om at lave nogle flere rumlige maleriske værker, hvor beskueren så oplever værket på en anden måde, som værende fysisk tilstede i rummet.  Indtil videre har jeg kun lavet to rumlige værker, begge gange har de været stedspecifikke og jeg har brugt planter som en del af mit materiale. Det har være meget stimulerende for mig at arbejde på den måde og jeg har oplevet det som en naturlig forlængelse af mit arbejde med maleri.

=
Fotos fra “Gåserepublikken”, midlertidig stedspecifik installation 2014

Bagsiden af bur i Gåserepublikken
Fotos fra “Gåserepublikken”, midlertidig stedspecifik installation 2014

AHF: Jeg kunne ovenikøbet være tilbøjelig til at vove den teori at når du stadig taler så forholdsvis meget om indholdet, så kunne det muligvis OGSÅ hænge sammen med at det som regel er det der bliver spurgt mest til i interviews, skrevet om i avisen/pressemeddelelser ect.. Det ligger jo også mest lige for at forklare verbalt, mens det straks kan være meget mere kompliceret at fortælle om de perceptionelle, fænomenologiske og ikke diskursive niveauer og intentioner i et billede – også selvom der KAN ligge et såkaldt kritisk potentiale gemt her, hvis man har blik for det. Der kan måske også ligge nogle implicitte krav i tidsånden, der fremskynder behovet for at legitimere tingene primært i det indholdsmæssige.
Hvad siger du til mine ’påstande’, og hvad er din erfaring med italesættelsen af dit medie der er karakteriseret ved netop ikke at være begrebsligt?

LBA: For ca 5 år siden kunne jeg købe et billigt staffeli fra Institut for Kunsthistorie, fordi de skulle ikke bruge staffelier mere, da der ikke længere skulle undervises i kunstens praksis på faget Kunsthistorie. Med andre ord, så skulle kunsthistoriestuderende ikke længere selv prøve at arbejde med de fysiske materialer og f.eks. prøve at male et maleri, lave et stykke grafik mm..  Det synes jeg er en meget mærkelig disponering og  problematisk;  Meget i kunsten handler jo om materiale bearbejdelse på den ene eller anden måde og det  ville da være fint hvis de nye kunsthistorikkerne fik lidt  ”hands on”/ erfaring med den fysiske del  af kunsten, så de bedre ville kunne aflæse de betydningslag der ligger der;  Både i forhold til samtidskunst, men også iforhold til ældre værker, og sammenlæsningen af de to.

En kunsthistorikker kan jo lægge forskellige vinkler på aflæsningen af et værk og ja.. du har ret, det er langt oftere de mere enkle indholdsmæssige sider der bliver belyst frem for de mere fænomenologiske sider.

Jeg bliver ofte stillet spørgsmål vedrørende feminisme og det at jeg er en kvindelig kunstner. Dette er ikke min primære interesse i forhold til mit maleri, og det er da irriterende at skulle tage det ansvar på sig/pålægges det ansvar.  Men det er et generelt emne som jeg,  ligesom mange andre kvinder, nødvendigvis må være optaget af og der er tilsyneladende et meget stort behov blandt kunstskribenter for at italesætte netop dette emne, hvilket jo også vidner om det meget store bagvedliggende problem. Billedkunsten er et slags spejl: samfundets spejl, et spej på vores væren i verden, vores følelsesliv mm. og som kunstnerfaglig person og samfundsborger  undrer jeg mig til stadighed over danske kunstmuseernes mangler: Hvorfor så meget udelukkes, hvorfor det maskuline stadigvæk fylder så meget, som det gør.  Hvad er det nu: Er det 80-90%?

Naboer i sommerhus område #2
“Naboer i sommerhusområde #2″, 2015, 25x35cm, akryl og olie på lærred

 

www.liseblomberg.dk

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar