Susan Sontag spørgsmålene / Jeannette Ehlers

I Stense Andrea Lind-Valdan’s interview med Jeannette Ehlers fortæller hun om hvordan hendes værker tager afsæt i en indignation, der øges i takt med historisk bevidsthed om bla. kolonimagt og slaveri – og videre om at bruge vreden konstruktivt i et enkelt og præcist visuelt sprog.

Autograph whip it good
Foto: Zoe Maxwell

SALV:

Jeg skal stille dig fem spørgsmål. Jeg indleder mine spørgsmål med kortere eller længere udsagn, som jeg naturligvis er interesseret i, om du er enig i. Det, jeg finder mest relevant i Susan Sontags tekst On Style handler om, hvordan et kunstværk formelt behandler sit emne. Hvordan et formelt greb påvirker sit udsagn.

I arbejdet med affektive emner konfronteres man ad mange veje med behovet for en æstetisk etik, en overvejelse om sansernes betydning for abstrakt forståelse og om den magt der ligger i at beherske et sprog der taler subliminalt.
Hvilke æstetisk etiske overvejelser forbinder du med at visualisere følelser?

JE: Jeg arbejder som regel ud fra ideen om at ”less is more”. Derfor forsøger jeg at være så enkel og præcis i mit visuelle sprog som mulig og på den måde samtidig åbne op for et flerfacetteret betydningsrum. Det kræver præcision og kompleksitet på samme tid.

Autograph installation shot2
Foto: Zoe Maxwell

SALV: I dine fotos og i dine videoer fjerner du ofte helt eller delvist subjekterne, så de figurerer mere som spøgelser, som spor, som glimt, som grænsepositioner mellem fortiden og nutiden. Deres præsens markeres af deres skygger, af deres genspejlinger, deres stemmer. I min optik peger du på de her subjekters betydnings samtidslige diskursive fravær ikke kun i den danske historiediskurs, generelt bliver den betydning som kolonialisme, slavehandel og udnyttelse af mennesker har haft i udviklingen af den vestlige  del af verden, undertrykt. Hvilket dagligt manifesteres, blandt andet i samtidens strukturelle racisme.
Hvad er dine tanker om at behandle sorgfyldte emner i et fjendtligt miljø?

JE: Ja i mit kunstneriske arbejde er jeg meget optaget af det kolonihistoriske perspektiv og prøver at få den vinkel synliggjort og inkluderet i vores samtid. Som du selv nævner, har det stor betydning for den måde den moderne verden er indrettet på, bl.a. for vores magtstrukturer, for vores menneskesyn og for den strukturelle racisme der omgiver os. Det er samtidig et utrolig lidt italesat og reflekteret område i en dansk kontekst, så jeg mener, at der er stærkt brug for at kaste lys over det og derfor føler jeg ikke rigtigt at jeg har noget andet valg end at arbejde med disse tematikker – også fordi det betyder meget for mig personligt. Mit verdenssyn har ændret sig radikalt igennem de sidste mange år, siden jeg først begyndte at arbejde med den danske koloniale fortid og det ligger mig stadig så meget på sinde. Jeg er ikke den eneste herhjemme der arbejder med koloniale temaer, men vi er ikke mange og der er virkelig brug for os nu!

HOw do you talk about three hundred years in four minutes? (sml)Foto: Jeannette Ehlers

SALV: I sin bog Regarding the Pain of Others skriver Susan Sontag:
“Strictly speaking, there is no such thing as collective memory— part of the same family of spurious notions as collective guilt. But there is collective instruction.”
Med et kritisk greb om pisken arbejder du med den danske kolonialismes magtudøvelser og straffemetoder. Du understreger den stadigt kolonialistiske tankegang og racisme som det danske samfund er gennemstrømmet af, både politisk og psykologisk, såvel som den vestlige kunstscene er gennemstrømmet af det i sin pseudo-globaliserede, eurocentriske forestilling om åbenhed; en forestilling om sig selv som værende mere ”rigtig”, ”udviklet”, ”demokratisk”, ”universel”. Implicit den priviligerede (forstillede) ide om neutralitet. The White Cube, altså. Ser du din performance ”Whip it good” – både din egen del og den del hvor du har overgivet pisken til publikum – som en måde at skabe subjektiv erfaring med disse strukturer, altså som en form for vidensproduktion, der kan lede til nye måder at tænke samfundsstrukturelt på?

JE: Ja det gør jeg helt sikkert og det er også min erfaring at mit publikum oplever værket meget subjektivt selvom det foregår i et kollektivt rum.
Der er ingen tvivl om, at Whip it good skaber forskellige reaktioner og følelser i folk, hvad enten de deltager aktivt eller ej. For nogle er det at piske stærkt grænseoverskridende men forløsende, og for andre dybt problematisk og konfronterende. Det afhænger alt sammen af hvem der holder pisken og om den deltagendes personlige baggrund, men i høj grad også af det koloniale perspektiv der uundgåeligt får en stor betydning; er det f.eks. en sort kvinde eller en hvid mand. Der er vidt forskellige konnotationer forbundet med de to positioner og derfor også utrolig forskellige oplevelser – både som beskuer og som deltager.

I al beskedenhed er det mit håb, at værket kan være med til at skabe ny erkendelse og nye tankemønstre. Jeg vil klart tale om en form for kropslig vidensproduktion og i virkeligheden også om vækkelse af en kollektiv bevidsthed, hvilket leder mig hen på betragtninger om begrebet kollektivt traume. Jeg er enig i Susan Sontags udsagn om, at den kollektive instruktion er signifikant, hvilket ses i vores strukturer, men den kollektive instruktion er i den grad også producent af f.eks. kollektivt traume.

I kølvandet på Den Transatlantiske slavehandel viser der sig adskillige konkrete eksempler på det kollektive traume. Bl.a i form af negativ selvopfattelse, som flere mennesker med afrikanske aner, kæmper med. Det kommer bl.a. til udtryk via storindustrien af blegemidler til huden og hårprodukter til at glatte det krusede hår, hvilket jeg i øvrigt bearbejder i værket ”Bustin’ my knots”. Disse negative fænomener er en direkte følge af hierarkierne i plantagerne, hvor hudfarve og afrikanske træk var styrende for ens privilegier og dermed for ens livsvilkår. Jo lysere jo flere privilegier – og sådan forholder det sig desværre i stadig.

Det kollektive traume viser sig f.eks også hos mange Vestindere i form af en enorm ængstelse for havet. Flertallet kan ikke svømme og lærer fra de er helt små, at frygte havet, på en helt anden og dybere måde end herhjemme. Det skyldes slet og ret nedarvet kollektivt traume i forbindelse med deportationen over Atlanten af de slavegjorte afrikanere. Oplevelsen sidder stadig i kroppene flere generationer senere. Dette kommer også til udtryk i fænomener som at huse placeret ved havet ikke altid har havudsigt, men i stedet er bygget med en mur mod stranden og balkon ud mod gaden. Havet har altså en fundamentalt anden betydning. Det er et meget komplekst område at italesætte men utrolig vigtigt, fordi traumet er blevet en form for kollektivt DNA.

whip it good Cape town 10
Foto: Nikolaj Recke

Autograph installation shot1
Foto: Zoe Maxwell

SALV: I beskrivelsen af din performance står der blandt andet: ”In using the same method on a white canvas, she creates a personal and simple, though contradictory, artistic act of striking back.” Hvad er dine tanker om hævn?

JE: Et af aspekterne i Whip it good er, at etablere et rum hvor undertrykte stemmer – både de historiske, forfædrenes, såvel som de nutidige, efterkommernes – kan komme til orde på en ny måde. Som nævnt ovenfor, kan værket åbne op for forløsning hos nogen og på den måde have karakter af hævn, men det er selvfølgelig i overført forstand og Whip it good bærer nok allermest præg af catharsis.

Volta11 whip it good performance
Foto: Nicholas Winter

SALV: Du arbejder også med vidnesbyrd, blandt andet i din video ”Bustin My Knots” og ”How Do You Talk About Threehundred Years in Four Minutes”. Hvad betyder vidnesbyrd og hvad betyder vrede for muligheden for heling?

JE: De to værker du nævner er begge inspireret af personlige historier, som er blevet transformeret til et kunstnerisk vidnesbyrd. Vidnesbyrd er vigtige for mig, fordi jeg kan relatere til dem personligt og på den måde lægge en masse betydning i dem og derigennem gøre dem mere vedkommende, i hvert fald for mig selv, bilder jeg mig ind.
Jeg tror at vrede og indignation er et super godt afsæt for mange kunstværker og kan man bruge vreden konstruktivt, kan man komme langt. Som kunstner gælder det om at nå frem til den rette metode at udtrykke vreden på og så er vi jo på en måde fremme ved dit første spørgsmål ☺

Nikolaj Kunsthal install.shots bustin + the march
Foto: Lea Nielsen

læs mere her www.jeannetteehlers.dk

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar