Susan Sontag spørgsmålene / Jane Jin Kaisen

Jane Jin Kaisens kunst er primært karakteriseret ved et signifikant indhold. Men når Jeannette Ehlers i interviewet spørger ind til de stilistiske overvejelser og værktøjer, viser det sig at ordet rytme går igen. Hun beskriver hvordan det stoflige, semiotiske og diskursive vekselvirker og fletter sig ind i hinanden, at der søges en balance mellem refleksion og suggestiv intensitet.

Reiterations of Dissent 1
Reiterations of Dissent, Århus Kunstbygning
Foto: Guston Sondin-Kung

JE: Susan Sontag siger: ”(…) Al stil er et forsøg på at insistere på noget. Alle stilistiske valg, som er et slags forsøg på at fokusere vores opmærksomhed på noget, er også en indsnævring af vores opmærksomhed, en modstand mod og afvisning af at tillade os at se noget andet. Men at et værk er mere interessant end et andet, afhænger ikke af antal elementer som det stilistiske valg tillader os at blive opmærksomme på, men i højere grad den intensitet, autoritet og ”visdom”, der ligger i den opmærksomhed, lige meget hvor ’snæver’ fokuset er.”

Du arbejder primært med en eksperimenterende kunstdokumentarfilm – genre ( Vil du kalde det det?) og med super komplekse tematikker.
Hvordan bygger du dit materiale op og træffer dine valg; hvordan afgør du f.eks. hvad der skal fremstå mere kunstnerisk end dokumentarisk og omvendt?

Reiterations of Dissent 2
Video still: Reiterations of Dissent

JJK: Mine film, der kan betegnes som narrativt eksperimenterende kunstfilm, heriblandt Accentuation (2005), Tracing Trades (2006), The Woman, The Orphan, and The Tiger (2010), og videoinstallationen/filmen Reiterations of Dissent (2011/15), kan måske bedst anses for at udgøre en slags neksus i min praksis. De er hver især en kulminationen af længerevarende research og et dybt engagement i en bestemt problematik, så der er en anden tidslighed og fokus i mine filmiske værker end for eksempel mine kunstvideoer, performances eller fotografier, hvor tilblivelsesprocessen er kortere.

For eksempel er videoinstallationen/filmen Reiterations of Dissent et værk jeg har arbejdet på siden 2011 men som jeg begyndte at tænke allerede nogle år tidligere og som jeg til stadighed udvider og installerer på nye måder. Kort fortalt omhandler værket Jeju 3. April massakren på øen Jeju i Sydkorea og der er en kalejdoskopisk fokusering på denne historiske begivenhed, men samtidig forgrener værket sig ud i bredere overvejelser omkring blandt andet historisk fortielse, vidnesbyrd, transmissionen af traume, sandheds- og forsoningsproblematikker, og nuværende geopolitiske spørgsmål.

Selvom mine filmiske værker ofte har et diskursivt fokus, er min filmnings- og redigeringsproces temmelig associativ. Mine kunstprojekter starter som regel med at min nysgerrighed eller indignation vækkes, eller ved at jeg hjemsøges af visse billeder eller historier som jeg ikke kan ryste af mig – dvs. fra et mere indfølt plan. Jeg arbejder aldrig med et egentligt manuskript eller shot liste, hverken når jeg filmer eller redigerer men prøver i stedet at fremmane den rigtige rytme og intensitet i værket.

Mine filmiske værker er på den ene side en bestræbelse på at destabilisere officielle historier og fortælleformer for herigennem at pege på ufuldstændige, ufærdige og til tider ekskluderende aspekter. På den anden side er jeg optaget af at skabe nye ’genealogier’. Sagt på en anden måde er jeg interesseret i at bryde med dominerende historier og sandhedsparadigmer, men samtidig at tegne konturerne af alternative historier og fremkomster. Det er grunden til at jeg ofte sammenstiller sekvenser, der registrerer begivenheder, eller som er vidnesbyrdorienterede, med mere poetiske, suggestive eller performative sekvenser.

Jeg bestræber mig på at skabe en rytme og henvende mig til beskueren på adskillige planer, både et meget umiddelbart følelsesmæssigt og taktilt plan, men også på et mere analytisk og dekonstruerende plan, så jeg tror der er en veksling i mine film mellem at blive ´suget´ ind i billederne og fortællingerne, men samtidig at blive ´revet ud´ af fortællingen og tvunget til at forholde sig reflekterende og kritisk til produktionen af billeder og affekt – så i en anden forstand er det filmens rytme og ønsket om at skabe en balance mellem intensitet og refleksion, der afgør hvad der skal fremstå på en given måde.

The-Woman-The-Orphan-The-Tiger 1
The Woman, The Orphan, and The Tiger, Space *C, South Korea
Foto: Yoonkyung Lim

JE: Susan Sontag hævder: “I yderste konsekvens er al bevidsthedsmæssig indhold uudsigelig. Selv den simpleste sansning er i sin helhed ubeskrivelig. Derfor kræver al kunst at blive forstået, ikke kun som noget gengivet, men som en særlig måde at håndtere denne uudsigelighed.”

I din fantastiske film The Woman, The Orphan and The Tiger bearbejder du adoptions-problematikker, herunder det skjulte, uudtalte og det kollektive traume. Er din kunst katharsis-båren?

JJK: Et fællestræk ved mine projekter, heriblandt The Woman, The Orphan, and The Tiger, der er skabt i samarbejde med Guston Sondin-Kung, er behandlingen af usagte/ fortiede og usete/usynliggjorte emner. Jeg forsøger ikke blot at italesætte det usagte men også at finde en form, eller som du skriver, en ’særlig måde at  håndtere’ og nærme mig det usagte og usete. Det er ofte noget jeg forsøger at etablere gennem montage og krydsarkivring, samt gennem ukonventionelle relationer mellem billede, lyd, tekst, og handling.

Jeg vil sige at The Woman, The Orphan, and The Tiger er kathasis-båren i den forstand at værket behandler temaer, der har været fortiede og fortrængte og som gennem filmen frigives. Der er en slags renselse og lettelse forbundet med dette og ved at frigøre usagte historier, bliver de et kollektivt anliggende som ikke kun tynger de individer der er mærket af dem. Samtidig forbliver filmen uforløst. Den ender på samme måde som den begynder med at et kor af kvindestemmer akkumulerer indtil de danner en kakofoni, hvor stemmer og vidnesbyrd der har været fortiede, kæmper for at blive hørt. Der er ikke nogen forløsende konklusion på filmen. I stedet er der gentagelsen.

Det var væsentligt for os at lade filmen, som skaber en strategisk genealogi mellem tre generationer af kvinders kamp for retfærdighed og anerkendelse, forblive uforløst fordi ingen af  protagonisterne i filmen, både hvad angår de tidligere ’komfortkvinder, sexarbejdere omkring amerikanske baser i Sydkorea, og internationalt adopterede, har opnået en reel anerkendelse  eller afslutning, eftersom den Japanske regering stadig nægter at undskylde over for deres militære seksuelle slaveri af kvinder under anden verdenskrig, ligesom både USA’s militære prostitutionsindustri i Sydkorea og international adoption stadig eksisterer i bedste velgående.

The-Woman-The-Orphan-The-Tiger-2
Video still: The Woman, The Orphan, and The Tiger

Retake-Maydaysm
Retake: Mayday, Århus Kunstbygning
Foto: Jens Møller Sørensen

JE: Hvor meget betyder din personlige historie for din arbejdsproces? Og hvordan udvælger du dit arkivmateriale?

JJK: Min personlige historie og erfaringer er en stærk drivkraft for mig og min kunst er altid drevet af en følelse af indre nødvendighed. Min subjektive historie kommer ikke altid til udtryk i selve værket men jeg har altid en stærk relation til de emner jeg behandler. Min personlige historie betyder noget for min arbejdsproces både som incitament men også i mit møde med de personer jeg involverer i mine værker, hvor jeg forsøger at være meget transparent omkring min egen subjekt position, ligesom jeg forsøger at kommunikere ud fra mit subjektive ståsted frem for at simulere en objektiv distance.

Hvad angår mit valg af arkivmateriale så bruger jeg både mit personlige arkiv (materiale jeg har filmet gennem tiden og materiale fra mine familier), ligesom jeg leder i offentlige arkiver i alt fra græsrodsorganisationers arkiver til nationale arkiver, antropologiske arkiver, biblioteker, newsreels og arkiver med de-klassificerede film og billeder taget af for eksempel det amerikanske militær. Jeg er fascineret af arkivet og i hvad klassificeringen af arkivmateriale kan fortælle om en given tid og kultur. Ofte krydsklipper jeg mellem officiel og privat arkivmateriale, samt mellem fundet materiale og nye optagelser. Det er emnet og filmens indre logik der afgør hvordan jeg udvælger mit materiale.

Light and Shadow 1

Light and Shadow 2
Light and Shadow, Århus Kunstbygning
Foto: Jens Møller Sørensen

JE: Hvad og hvem  inspirerer dig? Og hvornår afgør du hvilken form og medie dit indhold skal udføres i, her mener jeg om det skal være video, performance, installation etc?

JJK: Jeg inspireres af at rejse, af samtaler med mennesker, begivenheder jeg har været vidne til, politiske historier, ting jeg læser og historier jeg bliver fortalt. Lige nu er jeg inspireret af stemmens potentialitet og shamanerne på Jeju som jeg filmede i foråret, den danske frihedskæmper og kvinderettighedsforkæmper Kate Flerons rejseskildringer, W.E.B. DuBois skrifter fra 1950erne, litteratur og teorier om spektralitet og oversættelse, min seneste rejse til Nordkorea og krydsningen af grænsen mellem Nord – og Sydkorea, og af tanker om overskridelse og transformation.

Sommetider ved jeg fra starten hvilken form og medie et værk skal tage, men det er også ofte at jeg er nødt til at have arbejdet med noget materiale i en periode før jeg kan lægge mig fast på den endelige form og fokus.

4-3_1 kopi

4-3_2
4.3 Malmö Konsthall, 2011
Foto: Guston Sondin-Kung

JE: Kan en idé f.eks genereres udelukkende ud fra et stofligt udgangspunkt/ud fra materialevalg?

JJK: Jeg mener sagtens at et værk kan drives af et stofligt udgangspunkt. Samtidig er det stoflige altid betydningsbærende i en eller anden forstand, så jeg er ikke sikker på at man kan lave et klart skel mellem det stoflige og det semiotiske eller diskursive, men at det måske snarere, i hvert fald for mig, er en vekselvirkning og at jeg drages til et bestemt materiale på grund af de betydninger og associationer det genererer, men jeg har bestemt skabt værker, der er opstået ud fra en indskydelse, der som udgangspunkt var stoflig.

 

Se Jane Jin Kaisens hjemmeside her

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar