Susan Sontag om stil

Her er et uddrag af Susan Sontags essay ‘On style’, der ligger til grund for SSS-stafetten.


 

Stil er de principielle valg, der træffes i forbindelse med fremstillingen af et kunstværk. Og fordi den menneskelige vilje er i stand til at træffe et uendeligt antal forskellige valg, findes der uendelige mange kunstneriske muligheder for valg af stil.

Set udefra, dvs. i et historisk perspektiv, kan stilistiske beslutninger sættes i forbindelse med en historisk udvikling – som feks. udviklingen af skriften og af flytbare bogstavstyper, opfindelse eller forvandling af musikinstrumenter, tilgængelighed af et nyt materiale for billedhuggere eller arkitekter. Men denne indfaldsvinkel, hvor værdifuld den end er, betyder nødvendigvis at man ser tingene i meget grove træk; det kommer til at handle om ”perioder”, ”tradition” og ”skoler”.

Set indefra, altså når vi undersøger et individuelt værk og forsøger at forklare og gøre rede for dets kvalitet og virkning, rummer alle stilistiske valg et element af vilkårlighed, hvor meget det end synes berettiget ”propter hoc” ( som om at der naturligvis følger dette fænomen efter et andet bestemt fænomen). Hvis kunst er den højeste kamp viljen kan udspille med sig selv, består ”Stil” af det sæt spilleregler kampen er bygget op omkring. Og regler er altid i sidste ende en artificiel og arbitrær grænsesætning, hvad enten der er tale om formregler eller tilstedeværelsen af et særligt ”indhold”. Den rolle vilkårligheden og det ubegrundede spiller i kunsten er aldrig blevet tilstrækkeligt anerkendt. Lige siden Kritik som en særlig disciplin blev indført med Aristoteles Poetik, er kritik blevet forledt til at pointere kunstens nødvendighed. (Da Aristoteles sagde at poesi var mere filosofisk end historisk, kan det muligvis retfærdiggøres med at han ønskede at rede poesien, dvs. kunsten, fra at blive opfattet som et faktuelt, bestemt og deskriptivt statement. Men hvad han rent faktisk sagde var vildledende for så vidt det antyder at kunst leverer noget af det samme som filosofi giver os; Et argument. Den metaforik der ligger i at betragte kunst som et ”argument”, med krav om redegørelse for præmisser og nødvendighed, har gennemsyret kritikken lige siden.)

Som regel føler kritikere, som gerne vil lovprise et kunstværk, sig tvunget til at påvise at alt ved værket kan retfærdiggøres, at det ikke kunne være anderledes. Men når det drejer sig om et eget værk, husker hver eneste kunstner, hvor stor en rolle tilfældighed, (over)anstrengelse og udefrakommende forstyrrelser spillede – de ved at det kritikeren siger på en måde er løgn, ved at det meget vel kunne se anderledes ud. Den fornemmelse af uundgåelighed som et fantastisk værk udstråler, er ikke resultatet af de enkelte deles uundgåelighed, men af helhedens.

Med andre ord, hvad der er uundgåeligt ved et kunstværk er værkets stil. I det omfang at værket er godt, og man ikke kan forestille sig det anderledes (uden der er tale om tab eller beskadigelse), så er det, vi reagerer på, kvaliteten af værkets stil. De mest attraktive kunstværker er dem, der giver os illusionen om at kunstneren ikke havde alternativer, så helt centreret er kunstneren i hans eller hendes stil. (…) Men taler vi om den største kunst er det som om stilen er skjult eller hemmelig, ikke konstrueret og forklaret.

At en kunstners stil kan udstråle autoritet, sikkerhed, uundgåelighed er selvfølgelig ikke det eneste, der gør værket til et Storværk. Rodiguet’s to romaner har det lige så meget i sig som Bach’s musik.

Den sondring mellem ”stil” og ”stilisering” jeg har foretaget, er på mange måder analog med sondringen mellem vilje og ”villethed”.

Fra en teknisk synsvinkel er en kunstnerisk stil ikke andet end en særlig udtryksform, hvormed kunstneren udfolder den kunstneriske form. Det er af den grund, at de spørgsmål der bliver rejst i forbindelse med ideen om ”stil”, overlapper de spørgsmål der bliver rejst i forbindelse med ideen om ”form” – og svaret på de spørgsmål vil derfor have meget til fælles.

Feks. er en af stilens funktioner identisk med – fordi det ganske enkelt er en mere individuel specificering – en for formen meget vigtig funktion (pointeret af Coleridge og Valery´): At beskytte bevidsthedens arbejde mod glemsel.

Denne funktion kan let påvises i den rytmiske, til tider rimende karakter af al mundtlig fortælling. Rytme og rim, og de mere komplekse formelle hjælpemidler i poesien som feks. symmetri og antiteser er nogle af de ”figurer” ordene bygger op for at skabe en erindring om dem selv og deres betydning – før skriften bliver opfundet; Fra da af bliver alt hvad den arkaiske kultur ønsker at binde til erindringen, lagt ud i en poetisk form.

”Værkets form” som Valery´ formulerer det, ”er summen af dets synlige og opfattelige karakteristika, hvis fysiske fremtrædelse tiltvinger sig genkendelse og stræber imod at undgå alle de varierende farer for at blive opløst, der truer tankens udtryk, hvad enten der er tale om uopmærksomhed, forglemmelse, eller den modstand der kan rejse sig mod den i bevidstheden.

På den måde er form – i dets specifikke udtryk, stil – et udkast eller grundrids til et sanseligt aftryk, et (binde)middel for transaktionen mellem umiddelbar indtryk og erindring (hvad enten vi taler om noget individuelt eller noget kulturelt). Denne memorerende funktion forklarer hvorfor al stil afhænger af og kan analyseres ud fra principper om gentagelse eller redundans,

Det forklarer også vanskeligheden ved nutidige kunst. I dag udvikles stilen ikke tilstrækkeligt langsomt og ved at afløse hinanden gradvist over en lang periode, til at det tillader kunstpublikummet at indoptage de repetitionsprincipper værket er bygget op af; i stedet udskiftes stilen så hurtigt at publikum ikke levnes tid og rum til at forberede sig på det hurtige skift. For hvis nogen ikke opfatter hvordan et værk gentager sig selv, er værket næsten bogstaveligt talt ikke opfatteligt og derfor på samme måde heller ikke intelligibelt. Indtil en eller anden har opfanget, ikke ”indholdet”, men princippet bag (og balancen mellem) variation og redundans i Merce Cunningham’s ”Winterbranch” eller en kammerkoncert af Charles Wuoronin eller Burrough’s Naked Lunch eller det ”sorte” maleri af Ad Reinhardt, er værkerne dømt til at fremstå kedelige eller grimme eller forvirrende – eller alle tre ting på en gang.

(…) Al stil er et forsøg på at insistere på noget. Alle stilistiske valg, som er et slags forsøg på at fokusere vores opmærksomhed på noget, er også en indsnævring af vores opmærksomhed, en modstand mod og afvisning af at tillade os at se noget andet. Men at et værk er mere interessant end et andet, afhænger ikke af antal elementer som det stilistiske valg tillader os at blive opmærksomme på, men i højere grad den intensitet, autoritet og ”visdom”, der ligger i den opmærksomhed, lige meget hvor ”snæver” fokuset er.

I yderste konsekvens er al bevidsthedsmæssig indhold uudsigelig. Selv den simpleste sansning er i sin helhed ubeskrivelig. Derfor kræver al kunst at blive forstået, ikke kun som noget gengivet, men som en særlig måde at håndtere denne uudsigelighed. I oplevelsen af den største kunst er man altid bevidst om noget ved kunsten, der ikke kan siges, bevidst om modsætningen mellem udtryk og nærværet af det uudsigelige. Stilistiske påfund er også en afværgeteknik. De mest potente elementer i et kunstværk er ofte dets tavshed.

American Intellectual and Writer Susan Sontag

Susan Sontag (1933-2004) var en amerikansk kulturskribent, forfatter og debattør. Hendes essay ‘On style’ stammer fra hendes banebrydende essaysamling ‘Against Interpretation fra 1966. Dette uddrag er oversat af Anette Harboe Flensburg til lejligheden.

Dette indlæg blev udgivet i SSS /Susan Sontag-spørgsmålene. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar