Samtidskunsten som økologisk kitsch

Hvorfor reproducerer kunstnerne i højere grad end resten af befolkningen alle de tåbeligste træk ved samtiden?

Et billede på samtidskunsten?

Vi ved godt at køerne på billedet skal dø for den guitarspillende bondemands hånd. Reklamen er intet mindre end total hykleri. Eller værre endnu: En gang total svindel.

Nu er det efterhånden nogle år siden at jeg regelmæssigt har indkøbt økologiske fødevarer. Sproget og billeddannelsen omkring økologi har for længst overskredet samtlige af mine personlige grænser for løgn og idioti. Bevares, jeg køber stadig enkelte økologiske produkter hvis jeg af erfaring ved at det er en bedre vare, men kun hvis markedsføringen ikke er stupid.

Men grundlæggende er jeg ikke i stand til deltage i den økologiske selvfedme, som i mine øjne knapt er en 1.1 version af det som den stiller sig op imod.

Det radikale ved økologien er den uhæmmede brug af forestillingen om mine følelser som bliver forsøgt plantet i mig. Forestillingen! For jeg har ingen ophævelser over at vi tager dyr til fange og spiser dem. Men der bliver spillet på forestillingen om at jeg nok skulle synes det er synd for dyrene. Jeg er vældig fremmedgjort overfor den mad jeg indtager. Det er absolut ikke et problem, men det kan ved manipulation forveksles med skyldfølelse.

Fremmedgørelse er et vilkår ved det menneskelige liv og er generelt ikke et problem. Bonderøven er f.eks. i mine øjne en total naragtig figur der forveksler sin genopfindelse af ”traditionerne” med ikke at være fremmedgjort. Intet kunne være mere forkert. Hele den dér opfindelse af traditionen, der selvfølgelig aldrig har været der, som han leger foran kameraet, er intet andet end en stilistisk manøvre. Hvad fanden er der fremmedgørende ved en malkerobot og ‘Roundup’ som der ikke er ved en selvbinder? Bonde-Bubber og de søde døde dyr.

Basis, autencitet, indadvendthed, tradition, fællesskab, sundhed, ansvarlighed er nogle af ordene, og de får det til at vende sig i mig.

Kunsten kan for tiden kan indeholdes i ovenstående. Som kunstnere er vi ikke mindre fremmedgjorte end andre mennesker, men vi bruger alle mulige tåbelige manøvrer for at overbevise omverden om det modsatte.

Hvorfor er kunstnerne ikke mere skræmte over deres samtid end tilfældet er? Hvorfor reproducerer kunstnerne i højere grad end resten af befolkningen alle de tåbeligste træk ved samtiden? Den kritiske kunst lyder som en ureflekteret udgave af Politiken; den formalistiske som et endnu mere lamt Henrik Vibskov-show. Kunstnerne reproducerer over en kam middelklassens selvoptagede forestilling om det gode liv.

Hvorfor dog det? Er det kun muligt at være et ekko af succesfulde diskurser? Er det ikke muligt som kunstner at forholde sig (positivt eller negativt er et fedt) til andet end det der er på mode?

Er det vores stilling i midten af kulturen det der fikserer os? Er der ikke andre muligheder? Kan vi være andet end generelle repræsentanter for Kulturen og Nationen?

Gives kunstneren overhovedet muligheden for at være andet end en generel figur? Jeg mener, kan man træde i karakter som andet end noget der allerede findes? Kan man gøre andet end at falde ind i en karakter? Er det der kunstneren er?

Er der andre flugtmuligheder end intetheden?

Findes der et punkt hvorfra vi ikke længere kender fortællingen? Eller skal vi virkelig regne med tusinde år mere af det samme?

Kan vi snakke højt nok til at overdøve ovenstående? Skal vi snuppe en øl til? Sætte et nummer på stereoen som vi ikke har hørt længe, og så skrue rigtig højt op og kaste os ud i ubekymret dans?

Christian Schmidt-Rasmussen er kunstner. Se mere her.

Hvorfor reproducerer kunstnerne i højere grad end resten af befolkningen alle de tåbeligste træk ved samtiden?

 

[Indsæt billedet her]

 

Vi ved godt at køerne på billedet skal dø for den guitarspillende bondemands hånd. Reklamen er intet mindre end total hykleri. Eller værre endnu: En gang total svindel.

 

Nu er det efterhånden nogle år siden at jeg regelmæssigt har indkøbt økologiske fødevarer. Sproget og billeddannelsen omkring økologi har for længst overskredet samtlige af mine personlige grænser for løgn og idioti. Bevares, jeg køber stadig enkelte økologiske produkter hvis jeg af erfaring ved at det er en bedre vare, men kun hvis markedsføringen ikke er stupid.

 

Men grundlæggende er jeg ikke i stand til deltage i den økologiske selvfedme, som i mine øjne knapt er en 1:1 version af det som den stiller sig op imod.

 

Det radikale ved økologien er den uhæmmede brug af forestillingen om mine følelser som bliver forsøgt plantet i mig. Forestillingen! For jeg har ingen ophævelser over at vi tager dyr til fange og spiser dem. Men der bliver spillet på forestillingen om at jeg nok skulle synes det er synd for dyrene. Jeg er vældig fremmedgjort overfor den mad jeg indtager. Det er absolut ikke et problem, men det kan ved manipulation forveksles med skyldfølelse.

 

Fremmedgørelse er et vilkår ved det menneskelige liv og er generelt ikke et problem. Bonderøven er f.eks. i mine øjne en total naragtig figur der forveksler sin genopfindelse af ”traditionerne” med ikke at være fremmedgjort. Intet kunne være mere forkert. Hele den dér opfindelse af traditionen, der selvfølgelig aldrig har været der, som han leger foran kameraet, er intet andet end en stilistisk manøvre. Hvad fanden er der fremmedgørende ved en malkerobot og Roundup som der ikke er ved en selvbinder? Bondebubber og de søde døde dyr.

 

Basis, autencitet, indadvendthed, tradition, fællesskab, sundhed, ansvarlighed er nogle af ordene, og de får det til at vende sig i mig.

 

Kunsten kan for tiden kan indeholdes i ovenstående. Som kunstnere er vi ikke mindre fremmedgjorte end andre mennesker, men vi bruger alle mulige tåbelige manøvrer for at overbevise omverden om det modsatte.

 

Hvorfor er kunstnerne ikke mere skræmte over deres samtid end tilfældet er? Hvorfor reproducerer kunstnerne i højere grad end resten af befolkningen alle de tåbeligste træk ved samtiden? Den kritiske kunst lyder som en ureflekteret udgave af Politiken; den formalistiske som et endnu mere lamt Henrik Vibskov-show. Kunstnerne reproducerer over en kam middelklassens selvoptagede forestilling om det gode liv.

 

Hvorfor dog det? Er det kun muligt at være et ekko af succesfulde diskurser? Er det ikke muligt som kunstner at forholde sig (positivt eller negativt er et fedt) til andet end det der er på mode?

 

Er det vores stilling i midten af kulturen det der fikserer os? Er der ikke andre muligheder? Kan vi være andet end generelle repræsentanter for Kulturen og Nationen?

 

Gives kunstneren overhovedet muligheden for at være andet end en generel figur? Jeg mener, kan man træde i karakter som andet end noget der allerede findes? Kan man gøre andet end at falde ind i en karakter? Er det der kunstneren er?

 

Er der andre flugtmuligheder end intetheden?

 

Findes der et punkt hvorfra vi ikke længere kender fortællingen? Eller skal vi virkelig regne med tusinde år mere af det samme?

 

Kan vi snakke højt nok til at overdøve ovenstående? Skal vi snuppe en øl til? Sætte et nummer på stereoen som vi ikke har hørt længe, og så skrue rigtig højt op og kaste os ud i ubekymret dans?

Hvorfor reproducerer kunstnerne i højere grad end resten af befolkningen alle de tåbeligste træk ved samtiden?

 

[Indsæt billedet her]

 

Vi ved godt at køerne på billedet skal dø for den guitarspillende bondemands hånd. Reklamen er intet mindre end total hykleri. Eller værre endnu: En gang total svindel.

 

Nu er det efterhånden nogle år siden at jeg regelmæssigt har indkøbt økologiske fødevarer. Sproget og billeddannelsen omkring økologi har for længst overskredet samtlige af mine personlige grænser for løgn og idioti. Bevares, jeg køber stadig enkelte økologiske produkter hvis jeg af erfaring ved at det er en bedre vare, men kun hvis markedsføringen ikke er stupid.

 

Men grundlæggende er jeg ikke i stand til deltage i den økologiske selvfedme, som i mine øjne knapt er en 1:1 version af det som den stiller sig op imod.

 

Det radikale ved økologien er den uhæmmede brug af forestillingen om mine følelser som bliver forsøgt plantet i mig. Forestillingen! For jeg har ingen ophævelser over at vi tager dyr til fange og spiser dem. Men der bliver spillet på forestillingen om at jeg nok skulle synes det er synd for dyrene. Jeg er vældig fremmedgjort overfor den mad jeg indtager. Det er absolut ikke et problem, men det kan ved manipulation forveksles med skyldfølelse.

 

Fremmedgørelse er et vilkår ved det menneskelige liv og er generelt ikke et problem. Bonderøven er f.eks. i mine øjne en total naragtig figur der forveksler sin genopfindelse af ”traditionerne” med ikke at være fremmedgjort. Intet kunne være mere forkert. Hele den dér opfindelse af traditionen, der selvfølgelig aldrig har været der, som han leger foran kameraet, er intet andet end en stilistisk manøvre. Hvad fanden er der fremmedgørende ved en malkerobot og Roundup som der ikke er ved en selvbinder? Bondebubber og de søde døde dyr.

 

Basis, autencitet, indadvendthed, tradition, fællesskab, sundhed, ansvarlighed er nogle af ordene, og de får det til at vende sig i mig.

 

Kunsten kan for tiden kan indeholdes i ovenstående. Som kunstnere er vi ikke mindre fremmedgjorte end andre mennesker, men vi bruger alle mulige tåbelige manøvrer for at overbevise omverden om det modsatte.

 

Hvorfor er kunstnerne ikke mere skræmte over deres samtid end tilfældet er? Hvorfor reproducerer kunstnerne i højere grad end resten af befolkningen alle de tåbeligste træk ved samtiden? Den kritiske kunst lyder som en ureflekteret udgave af Politiken; den formalistiske som et endnu mere lamt Henrik Vibskov-show. Kunstnerne reproducerer over en kam middelklassens selvoptagede forestilling om det gode liv.

 

Hvorfor dog det? Er det kun muligt at være et ekko af succesfulde diskurser? Er det ikke muligt som kunstner at forholde sig (positivt eller negativt er et fedt) til andet end det der er på mode?

 

Er det vores stilling i midten af kulturen det der fikserer os? Er der ikke andre muligheder? Kan vi være andet end generelle repræsentanter for Kulturen og Nationen?

 

Gives kunstneren overhovedet muligheden for at være andet end en generel figur? Jeg mener, kan man træde i karakter som andet end noget der allerede findes? Kan man gøre andet end at falde ind i en karakter? Er det der kunstneren er?

 

Er der andre flugtmuligheder end intetheden?

 

Findes der et punkt hvorfra vi ikke længere kender fortællingen? Eller skal vi virkelig regne med tusinde år mere af det samme?

 

Kan vi snakke højt nok til at overdøve ovenstående? Skal vi snuppe en øl til? Sætte et nummer på stereoen som vi ikke har hørt længe, og så skrue rigtig højt op og kaste os ud i ubekymret dans?

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

43 kommentarer til Samtidskunsten som økologisk kitsch

  1. Ja det er et fremragende indlæg. Sådan et jeg har ventet på. Lad os få noget debat mellem kunstnerne om det. ” Kunstnerne reproducerer over en kam middelklassens selvoptagede forestilling om det gode liv.” Det er muligvis fordi det købestærke publikum netop ER middelklassen, men det er nu ikke helt rigtigt, at det er alle kunstnere over én kam. Det er dog så meget rigtigt, at tendensen er der. Jeg har undervist pædagogstuderende engang og på det tidspunkt var æstetik-begrebet blevet det nye modeord i den branche. Jeg kæmpede i 15 år imod et pædagogisk æstetikbegreb, hvor æstetik blev sononymt med kreativitet og uforpligtende leg. Ja, jeg har sgu faktisk skrevet bøger om det – endelig gav jeg op og gik ind i kunstverdenen, som jeg havde længtes efter i alle årene, kun for at finde ud af, at hvor pædagogikken havde underlagt sig kunsten og æstetikken og gjort disse til sociale fænomener, så var mange af de unge kunstnere igang med at socialisere kunsten: “Basis, autencitet, indadvendthed, tradition, fællesskab, sundhed, ansvarlighed er nogle af ordene, og de får det til at vende sig i mig.” , siger Christian i sit indlæg. Ja, det kan jeg godt forstå, for det er en overfladisk, selvbekræftende kunst, der søger at skabe fællesskab og hyggespredning istedet for at arbejde med give det enkelte menneske ansvaret for sig selv igennem at konfrontere det med de sider af vores samfund og liv, der er knap så hyggelige og sociale og økologiske. Vi er i krig – for at tage et eksempel – det er der ikke noget medborgerhusagtigt ved. Vi lukker vores grænser – det er ikke særligt fælleskabende. Vi køber co2-kvoter af de fattige lande. Vi mishandler vores børn og gamle. osv osv, der er nok at tage fat på. Og det er da også mange kunstnere der gør, men der er flere der ikke gør og derfor vader vi rundt i legepladseksperimenter, eventyrfortællinger og hermetisk lukkede selvrefencierende kredsløb. Hvem orker at beskæftige sig med det usociale, det forvrængende, det, der lugter grimt og det vi frygter uden blot at fortælle om det som mediernes sensationshunger gør det? Måske – men dette er virkelig et måske, som jeg intet ved om – måske er det sådan at de unge kunstnere kommer fra så trygge og gode hjem, at det værste de har oplevet er en bøde for at køre uden lys på cykel en mørk aften? (Eksemplet er taget fra en af mine pædagogstuderende, der ville arbejde med socialt belastede unge og som qua sin egen opvækst ikke havde begreb skabt om, hvad disse unge bar med sig af historier).
    KLW

  2. Lisbeth Bonde skriver:

    Jyske Vestkysten (www.jv.dk) oplyser d.d., at en ko fik trillinger, og at en kvinde kom ud for et færdselsuheld, fordi hun pga. det skarpe sollys overså en gylleslange, der var lagt ud på Kværnholtvej ved Bylderup-Borg. Og så var en hund blevet efterladt i en kold bil i Åbenrå. Efter at have gøet i timevis blev den hentet af politiet. Heldigvis var bilen ikke låst, og hunden klarede det. Sådanne historier kunne man da også tage fat i som samtidskunstner for at afvige fra middelklassens erfaringsunivers! Men der er nok mere substans at hente i revolutionen i Mellemøsten og den nye økonomiske verdensorden, især hvis man vil løfte blikket lidt over det veldækkede bord med økologisk føde. Det er et rigtigt godt indlæg, Christian. Jeg elsker den med Bonde-Bubber! Han er så selvfed, ham ‘Bonderøven’. Selv en civiliationskritiker som Allan Otte, der jo er en kender af det monokulturelle, højteknologiske Landbrugsdanmark med gylletanke og mega-mejetærskere, går ind for malkerobotter, fordi “på den måde får køerne en individuel behandling.” Nogle køer vil jo gerne malkes tre gange om dagen, mens andre foretrækker to, og bondemanden kan jo få mere tid til køerne på den måde. Køerne elsker malkerobotten. Ikke nogen økologisk oprindelighedsmetafysik her.

  3. Torben Sangild skriver:

    Jeg er også meget glad for dette indlæg – og for dine skriverier i øvrigt. Men måske skulle vi også give dig lidt modstand for at få debatten videre, så jeg vil nu iklæde mig en kappe som djævelens advokat og spille ind med et par mulige modsynspunkter og nuanceringer:

    At skyde på middelklassen og småborgerskabet, som du ofte gør, er ikke altid rammende, men kan tangere en kliché. Man skal huske på at middelklassen er ca. 80% af den danske befolkning, og der er store værdiforskelle inden for klassen.

    For det første kunne man påpege, at Bonderøven netop er i opposition til den storforbrugende middelklasse – i hvert fald i sin egen selvforståelse. Folk som Mads Christensen er lige så gal på øko-bølgen som du er. Du taler altså, polemisk sagt, med samme stemme som firehjulstrækker-segmentet, der er en del af middelklassen. De gider ikke det dér øko-hype, og de gider ikke høre på, at deres biler forurener.

    Det segment, du synes at gå efter i dit indlæg, kan ikke benævnes middelklassen, det er alt for bredt og vagt. Det er øko-idealisterne, du er ude efter, og de er velsagtens en minoritet inden for middelklassen, selv om vi i den kreative klasse omgås mange af dem. Det er i høj grad dem (og så 68’er-hippierne), der er vilde med Bonderøven.

    Når du siger at kunstnerne “over én kam” reproducerer middelklassens selvoptagede forestilling om det gode liv, så kan det sagtens anfægtes:

    Jeg kan komme i tanker om masser af kunst, der gør noget helt andet. Det er ikke altsammen vellykket, men der er masser af kunst, både herhjemme og internationelt, der anfægter det politisk og livsstilsmæssigt korrekte.

    Eksemplerne er legio, så lad os bare tage nogle hurtige og meget forskellige danske eksempler:
    – Jens Haaning er i de fleste af sine værker optaget af at vise det som denne kultur ikke ser.
    – Jakob Jakobsen og Mikkel Bolt er optaget af en socialistisk revolution og en sortsynet kapitalismekritik
    – Hornsleth udviser modsat en skamløs kapitalisme, hvor kunst er åbenlys spekulation, også i masseødelæggelsesvåben.
    – Lilibeth Cuenca Rasmussen udstiller kønslige, racemæssige og kunstinterne magtstukturer.
    – Kenneth Balfelt og FOS skaber kunst på underklassens præmisser, uden at presse nogen normalitet ned over narkomaner og drankere.
    – Overgaden havde sidste år en hel udstilling, der diskuterede normaliteten i stedet for at reproducere den ubevidst
    – Mange af de mest succesrige mandlige danske kunstnere er bøsser og tematiserer dette i deres kunst – fx Henrik Olesen og Elmgreen & Dragset
    – Kvinder på værtshus kortlægger kritisk den patriarkalske kapitalisme og normaliseringskultur.

    Og så videre, og så videre.

    Der er langt fra denne kunst til den kreative klasses begejstring for Bonderøvens overskudsagtige selvrealisering.

    Ja, faktisk er der mange der vil hævde det stik modsatte af, hvad du gør, nemlig at kunsten er bange for normaliteten og borgerligheden, at den tværtimod er låst fast i en boheme-rolle, og netop pr. refleks er anti-borgerlig.

    Et eksempel på en sådan stemme i debatten er Ulla Holm. Hun går så vidt som til at sige det stik modsatte af dig, så lad os høre hvad hun siger:

    “For nogen tid siden var jeg på en udstilling med titlen »Mechanical Normality« på det såkaldte undergrundsgalleri V1 på Vesterbro.
    Den danske kunstner Jes Brinch – der ifølge galleriet er en »notorisk outsider«, der »blæser til angreb mod vedtagne normer« – udstillede blandt andet et stort vægtæppe med motivet af en mand, der i skæret fra en PH-lampe havde stillet sig på sin Wegner Y stol for at hænge sig selv. Værkets titel: »Lifestyle Suicide«.
    Værket og ikke mindst titlen er paradigmatisk for store dele af dansk samtidskunst og det er derfor helt ved siden af at tildele Brinch outsider-status, idet et stort antal danske kunstnere i dag »blæser til angreb mod« nøjagtigt de samme »vedtagne normer«. Som det altoverskyggende tema i dansk kunst optræder nemlig »livsstilsselvmordet«, og det udstiller dermed på ironisk vis sin egen og dansk kunsts mekaniske normalitet. Livsstilsselvmordet kan også oversættes til, hvad man kan kalde for Den Store Fortælling om Middelklassens Åndelige Forfald. Det er en prestigegivende og moderigtig fortælling af nærmest rituel karakter, man ser gennemtærsket til hud-og åndløshed i dansk billedkunst, film og litteratur.”
    (fra Ulla Holm: “Den Store Fortælling om Middelklassens Åndelige Forfald” i Weekendavisen 5/11-10)

    Hvordan kan vi have to så forskellige vurderinger af denne sag? Én mener at det er middelklassens forestilling om det gode liv, der er altdominerende i samtidskunsten, en anden mener at det er angrebet på disse normer, der er altdominerende. Er sagen at I begge ligger under for den psykologiske mekanisme, at man mener at dét, man ikke bryder sig om, er dominerende, fordi det anfægter én?

  4. En enkelt kommentar. Christian Schmidt-Rasmussen skrev: “Den kritiske kunst lyder som en ureflekteret udgave af Politiken”. Forstået således at denne kunst i vidt omfang stræber efter at repræsentere det Politikenmæssigt gode og, i reglen med indignation, opponere mod det tilsvarende onde, kunne det da ikke indvendes mod Sangilds eksempler (Jens Haaning, etc.) at de i en vis udstrækning – om end ikke nødvendigvis mindre reflerektet – agerer på netop dette aksiologiske grundlag?

  5. Torben Sangild skriver:

    Jo, det kan du sige, men i hvert fald Jakobsen/Bolt og Hornsleth falder klart uden for den gennemsnitlige Politiken-læsers holdninger.

    Og så lad os tilføje eksempler som Elmer og Uwe Max Jensen, der begge hader det politisk korrekte og deler dette karikerede skræmmebillede af Politiken.

    Og bortset fra det, så er alle dagbladenes læsere primært fra middelklassen. Så igen: Begrebet om middelklassen kan ikke rigtig bruges til noget i denne sammenhæng.

  6. christian schmidt-rasmussen skriver:

    Hvad jeg mener med 1.1 er at økologien, som jeg bruger som symptom, er en meget lidt radikal udgave, en 1.1. version, af det industrielle landbrug som det skal forestille at opponere mod. Hvilket er intet mindre en latterlig gang ahistorisk spin.

    På samme måde mener jeg at kunstnerne agerer. De kunstnere som Torben fremhæver mener jeg, med få undtagelser, er fortrindelige eksempler på netop denne pointe. Netop mange af disse kunstneres arbejde udgør et yderst minimalt korrektiv til verden. Korrektivet er så forsvindende at det må siges at være affirmativt. Og det er her pointen er. Netop den affirmativt kritiske facon er maksimalt systembærende. Det er her at konsensusforestillingerne om lykken har sit udspring. Det er her at vi har de aller mest ihærdige forsvarere af det bestående, her benævnt middelklassen. Det er ikke et spørgsmål om politisk overbevisning der gør udslaget her.

    Jeg forstår ikke hvordan kunstnerne kan omfavne samtiden så ukritisk at alt kan klares ved at flytte lidt rundt på klodserne. Personligt er jeg skræmt fra vid og sans.

    Men det er min egentlig pointe er at kunstnerne forestiller sig fremtiden som tusinde år mere af det samme. Men enkelte ændringer, udbasuneret med stor patos. Men basalt set det samme.

    Det kan simpelthen ikke være kunstens opgave at forsvare dette tusindeårsrige. Vi må lægge fremtiden øde.

    • Torben Sangild skriver:

      Du mener altså at alle som ikke sætter en egentlig revolution i gang er affirmativ middelklasse? Det må jo så nødvendigvis inkludere dig selv. Og alle andre.

      Hvornår har du selv for alvor udfordret alt og alle? Og hvorfor er det det vi skal? Hvad er det egentlig du efterlyser?

  7. HOHO, Sikke mange retoriske spørgsmål. Jeg ser stort set ikke fjernsyn så jeg lidt tabt for de finere nuancer i artiklen, men …

    Der er bestemt kunstnere derude (i Hvidovre,) som banker løs på deres egen og medmenneskers fremmedgørelse, man hører bare sjældent om ham. Måske det skyldes den æltfortærende pladderballe-utilitarisme som Torben demonstrerer i sit indlæg, (det har vi diskuteret før her på siden,) Man lægger en masse forskelligartede politiske kunstnere sammen i en stor pose og så benytter dem til at illustrere mangfoldighed, hvilket jo som bekendt er uhyre nyttigt i et demokratisk samfund. De står alle sammen tilbage som levepostej af den gode økologiske slags, kedelige og ufarlige. Hornsleth og Jens Haaning, comon.

    Lige så længe jeg har været kunstner har man forsøgt at lære mig kunsten at kunne sige: – Meningen med mit værk er … I det næste metaplan kan man således sætte mig ind i det kreative segment , der er så vigtig for demokratiet, mangfoldigheden og artsdiversiteten. Og selvom det er fint at man kender nogle af alle de mulige tolkninger ens værk kan blive udsat for, så er det jo aldrig endepunktet. Kunstværker kan sagtens være banale og være gode samtidigt men det samme gælder ikke for forklaringer. At forklare hvad et værk udsiger, og hvor det lægger sig er allerhøjest begyndelsen når man ser eller læser kunst. I klassisk kunst er der da heller aldrig nogen der stiller sig tilfreds med at slå fast at det sextiske kapel er kristen kunst.

    Jes Brinch er ligesom så mange andre en ener, ikke fordi han kritiserer 80% af Danmarks befolkning, men fordi han har siddet ude i Vietnam og har blandet Claus Deleuran med Røde mor. Det er hundrede gange bedre end alt muligt andet politisk kunst og har ikke andet til fælles med det end at det ikke virker en skid – politisk. Hvis halvneurotiske og paranoide enkeltpersoner virkeligt skulle tages så bogstaveligt som Ulla Holm lægger op til, ville der ikke være meget sjov ved at se på kunst. Middelklassen er let nok at hænge ud. Alle i middelklassen er jo IDIOTER. Og den store nytte vil det under ingen omstændigheder have. Det er jo bare kunst.

    Af samme grund bliver man ædt så snart man underkaster sig den logik: at man bare er et lille tandhjul i det store meningsmenageri, på vej hen ad den brede vej til det demokratiske utopia.

    • Torben Sangild skriver:

      @Jakob:

      Du tager fejl og skyder forbi. Listen gik ikke ud på at demonstrere mangfoldighed. Ejheller farlig og farverig kunst. Kun at vise at der er meget kunst som ikke bekræfter et snævert middelklassesegments forestillinger om det gode liv. Det er ikke i min bog en garant for kvalitet, det er ikke nogen kanon, så det er faktisk fuldstændig ligegyldigt for diskussionen, hvad du og jeg synes om dem.

      • Jeg skriver at du demonstrer selvretfærdiggørelsen med dit eksempel, ikke at du selv nødvendigvis er utilitarist-fundamentalist eller sådan noget. det er bare påfaldende at det kun er Jakob Jakobsen som kunstner og Mikkel Bolt som teoretiker, der ikke bekræfter “et snævert middelklasse segment,” som du skriver. Hvis dine og mine fortolkninger af listens kunstnere er ligegyldig, hvordan har du så tænkt dig at diskutere noget som helst? Skal jeg bare købe udsagn som: “Kenneth Balfelt og FOS skaber kunst på underklassens præmisser, uden at presse nogen normalitet ned over narkomaner og drankere.”

  8. Kaspar Bonnén skriver:

    Men er det ikke netop blot en (romantisk) længsel efter en kunst som er radikal?

    Jeg køber gerne så meget økologisk som muligt. Og det er ikke fordi jeg tror på reklamerne om økologien. Hvem fanden stoler da på reklamers mytologi?
    Det er fordi jeg som mange økologer tror det er en produktionsmåde som er mere i overensstemmelse med naturen og på den måde et etisk valg.

    Jeg bryder mig ikke om at de finder round-up i grundvandet.
    Jeg synes dyrene skal behandles ordentligt, selvom jeg gerne spiser dem
    Ja, jeg synes biodiversitet som kulturel diversitet er en rigdom i sig selv.

    Alligevel er jeg også ramt af den manglende vilje og manglende visionære kraft blandt kunstnere. Og jeg er enig i at ”Netop mange af disse kunstneres arbejde udgør et yderst minimalt korrektiv til verden. Korrektivet er så forsvindende at det må siges at være affirmativt”.
    But then again – hvem eller hvad er det som er forbilledet?

    Er det ikke vores egne frustrationer vi projicerer ud, når vi igen og igen peger på de samme ’politiske’ kunstnere. Os kunstnere som ikke bliver debatteret fordi vores budskaber ikke er savet ud i pap.

  9. christian schmidt-rasmussen skriver:

    Prøv at se talen om økologi som et symptom. Jeg ser den udelukkende som 1.1 version, ikke som en modsætning til industrielt landbrug. (hvis implementering i øvrigt var en af de største landvindinger for folkesundheden nogensinde). Jeg snakker ikke for en radikal kunst, jeg snakker i første omgang for en kunst som ikke udelukkende er affirmativ overfor magten. Lidt mindre Palace Party, tak.
    Kunsten minder måske lidt om arbejderbevægelsen. Den har sejret sig ihjel.

    • Torben Sangild skriver:

      Men hey, Christian, nu må du komme ud af busken: Hvis de kunstnere, jeg nævner, er affirmative over for “magten” (i ental), så er der virkelig ikke mange muligheder tilbage.

      Hvad er ikke magten, Christian? Og i samme ombæring: Hvad er magten egentlig?

      Er “magten” reklamerne? Hvis ja, hvordan ligger Mikkel Bolt så under for dem?

      Er “magten” kulturradikal politisk korrekthed? Hvis ja, hvordan ligger Hornsleth så under for den?

      Er “magten” dette at tage udgangspunkt i middelklassens værdinormer? Hvis ja, hvordan gør FOS og Balfelt så det?

      • Det er da helt klaustrofobisk at forestille sig at din liste skulle udtømme alle muligheder. Hvis vi holder Mikkel Bolt udenfor, for der er ret meget modstand og umulighed i hans projekt, så er Hornsleth da indbegrebet af kulturradikal politisk korrekthed og Balfelt/FOS indbegrebet af middelklassens værdinormer plastret hen over Mændenes hjem. For mig at se har det noget at gøre med en manglende evne til at erkende at kunst ikke er en skid nyttigt, men bare er noget “man gør med sin tid” som Troels Wörsel har sagt. (citeret frit og uvederheftigt efter hukommelsen.)

        Set inde fra skoven af middelklassesegmenter med navne jeg slet ikke anede eksisterede, kan det måske være svært at se at man står midt i magten. Det inkludere selvfølgelig alle der skriver her. Men selvfejringen er for mig at se åbenbar. Kunstens betydning for demokratiet er blevet et sakramente. Men hvem af os ser egentlig os selv som demokratiets vogtere og er vi det? Hvornår er der nogen der har sagt at demokratiet og middelklassen klarer sig fint uden kritisk kunst, f. eks.?

        • Hvad angår kunstens unyttighed. Kunne en del af problemet ikke at være at den, kunsten, i meget vidt omfang har underkastet sig det krav om selvretfærdiggørelse som gør sig gældende i det øvrige samfund og dermed nødvendigvis den forbundne stræben efter at associere sig med i forvejen positivt valoriserede termer. En af konsekvenserne af dette er at stort set enhver form kunstmæssig ledsagertekst i sin diskurs’ forlorenhed og affirmative forholden sig til herskende ‘værdier’ til forveksling ligner erhvervslivets tilsvarende selvfremstillinger.

        • Torben Sangild skriver:

          @Jakob Nørregård:

          Man skal være en meget dårlig læser for at forveksle “nogle hurtige eksempler” med “en udtømmende liste”. Du fægter mod møllevinger.

          Hvis Hornsleth er indbegrebet af kulturradikal politisk korrekthed, hvorfor var de kulturradikale så bestyrtede over såvel Uganda-projektet som våbenaktie-projektet? Det er for nemt bare at slynge ud. Det er retorisk tomgang.

          • Jeg fægter mod dine eksempler. Skal det ikke tages alvorligt? Nu ikke så ømskindet …

            Du har selv givet en fin tolkning af den opbyggelige undertekst til Hornsleths tilsyneladende kynisme. Jeg husker det ikke præcist, men noget med at han satte fokus på pensionskasser og investeringsforeningers involvering i våbenaktier. Det er da ret opbyggeligt og Politikenagtigt. Næsten Tøger Seidenfadensk.

            Hornsleth fik først folk op af stolen da han satte Camilla Stockmann ind i sit maleri.

          • Torben Sangild skriver:

            Jo, fægt gerne mod mine eksempler, det har bare aldrig været meningen at de skulle være noget der ligner udtømmende.

            Jeg ved ikke helt hvor min Hornsleth-analyse placerer ham i denne diskussion. Du har ret i at jeg trækker ham over i en anden retning end den rent kyniske provokation ved at se hans projekt som en mulig mimetisk kritik.

            Men i så fald er det i hvert fald stadig vendt mod middelklassens fortrængninger, idet den siger at enhver med pensionsopsparing er skyldig i at handle med masseødelæggelsesvåben. Den viser noget, de kulturradikale ikke vil se, kunne man sige.

            Nu vil din pointe så nok være at det netop er en bekræftelse, fordi ideologikritik er kulturradikalt arvegods. I så fald er det i hvert fald en bekræftelse på et andet niveau; en bekræftelse der går hen over hovedet på dem, der blev provokerede.

      • christian schmidt-rasmussen skriver:

        Jeg mener ikke mit oplæg er egnet til at diskutere enkelt personer. Men er det ikke lige netop kunstnere som Balfelt der stiller sig til rådighed for det politiske magtapparat? I mine øjne findes der næppe mere affirmative strategier. Det skulle lige være at male statsministeren.
        Problemet med kunst der stiller sig direkte til rådighed for den politiske magt, er at den umuligt kan indeholde andre forestillinger end det den stiller sig til rådighed for. Fred være med det hvis folk synes det er top fedt. Men ”progressivt” kan det næppe kaldes. Og tit er de handlinger der udføres indenfor denne etiket præget af superdårlig research og mangel på analyse. Og i øvrigt er brugen af autoren til at snakke politik på denne måde i bedste fald forvirrende. Hvem i helvede snakker?

        Men som sagt før, det er ikke for at fremhæve den eksplicit politiske kunst. Hvorfor er der så få kunstnere (og i får mig ikke til at sige hvem jeg mener, det er irrelevant) med bare en minimal eksponering, der har skabt sig bare en minimal hjemmelavet basis?
        Er det køleskabsmagneternes skyld? Ih-hvor-er-den-flot? Kreativismen rummer ikke plads til andet end det funky og imødekommenhed. Det er en kæmpestor mikroutopi med dig selv i centrum. Der er ingen uvished, angst, tomhed og fremmedgørelse, intet.

  10. Et par bemærkninger.

    Idéen om at noget kan være “mere i overensstemmelse med naturen” end andet synes (kryptoreligiøst) at forudsætte at der findes noget uden for naturen. Hvad skulle det være?

    Hvorfor skulle kunsten ønske at være noget “korrektiv til verden” eller til noget som helst andet, hvorfor denne opbyggelighed? Er den ikke muligvis en del af det problem der blev præsenteret i det første indlæg? Kunstens parasiteren på snart sagt ethvert forhåndenværende samfundsmæssigt problem (med tilstrækkelig mediemæssig bevågenhed).

  11. christian schmidt-rasmussen skriver:

    Umiddelbart vil jeg sige at kunsten altid er et korrektiv til verden, som så mange andre handlinger, hvis det ikke føjer sig sømløst ind. Og det er det sømløse der generer mig ved rigtig meget af samtidskunsten. Og her skyder jeg på ingen måde specielt på den såkaldt politiske kunst, men bredt på en kunst hvis eneste ambition er at være nice. På at være indladende og relevant og som opererer med små fikse tricks og korrektioner og kritiske vinklinger af middelklassedanskerens virkelighed. Talefiguren er altid en konsensusfigur og den der henvendes til er den samme, mens objektet for talen er hierarkisk forskudt ned ad fra disse. Kunstneren forholder sig nøgternt og analyserende i forhold til sit objekt. Der skabes løgne om kunsten, der minder om de horrible fortællinger som jeg viser i mit indlæg, for at få den til passe til det temmelig ringe analytiske apparat som kunstneren er i besiddelse af. Og her skyder jeg som sagt på hele banden og ikke bare Balfelt. Også på dem med det fugtskadede stykke pap med en krussedulle på.

  12. Det er helt ok at forsøge at råbe verden op, og få punkteret et par kunstneriske luftballoner. Og vi kan kun være enige om at dem findes der alt for mange af.

    Men jeg synes du maler dig selv op lidt for meget op i et hjørne, hvorfra du skyder med retorisk spredehagl. På den måde du anlægger din kritiske karakteristik, kan jeg simpelthen ikke få øje på det sted hvorfra du forestiller dig at kunstnere kan udtrykke sig frit (ikke- affirmativt og ucensoreret), klart og “ægte”. Måske du kunne være lidt mere konkret?

    Og ja verdensituationen er forfærdelig – det har den sådan set altid været . Det nye er at mængden af informationer om alle fortrædelighederne idag er mangedoblet, hvilket selvfølgelig godt kan afstedkomme en vis desperation. Og ja vi forsøger alle at takle bevidstheden om det på hver vores måde, nogen mere elegant, intelligent og deltagende end andre. Det er der heller ikke noget nyt i. Så hvad taler vi egentlig om?

    Jeg kan da også være kritisk i forhold til meget af det kunst der bliver lavet, savne en større grad af analytisk ambition og selvreflektion (eller besindelse), men jeg er samtidigt dødtræt af den generelle mistænkeliggørelse og desrespekt mht. kunstnerens motivation . Eller de alt for skråsikre holdninger til hvad kunsten bør gøre – eller navnlig ikke gøre. Generelt.

    Som forfatteren Margaret Atwood er citeret for i weekendavisen ;” Der er ingen mangel på folk, der gerne vil fortælle forfattere, hvad og hvordan de skal skrive. Mange sidder i paneldebatter og er klar til at drøfte forfatterens rolle eller forfatterens opgave, som om det at skrive i sig selv var et frivolt tidsfordriv”.

  13. christian schmidt-rasmussen skriver:

    Jeg ved ikke hvor meget af det jeg skriver om der handler om indre motivation. Det handler nok mere om at stille sig ukritisk til rådighed for alle de mest bøvede fortællinger i tiden. Jeg brokker mig nok mest over en alt omfattende uselvstændighed som giver sig udtryk i profilering, innovation, kreativitet og godgørenhed.
    Jeg har ingen mening om om verden er værre eller bedre end før. Men jeg ved at min samtids fortællinger i al væsentlighed er udtryk for de dominerende sandheder, og uden at tage stilling til dem alle, ved jeg at det umuligt kan være kunstnerens opgave at bekræfte dem, hverken positivt eller negativt.
    Så det er i al væsentlighed et ønske om at kunstnerne tænker og arbejder selvstændigt. Erstatter kreativitet med løssluppenhed.
    Også til sidst en opfordring til dem arrangerer udstillinger: der er en forholdsvis stor mængde kunstnere der arbejder med aldeles ikke-konsensusprægede ting. De arbejder med selvstændigt udviklede ting. De falder fra fordi der ikke er nogen der gider deres arbejder. Fordi de ikke passer ind. Slå håret ud, vær lidt friske.

  14. Kaspar Bonnén skriver:

    Jeg indrømmer, jeg har været hele dagen på atelieret for at passe mit middelklasseliv og min karriere. Og når jeg kommer hjem tager jeg min øko-latte og jeg drømmer nogen gange om en ny bil, andre gange drømmer jeg om at være popstjerne. Og andre gange om at verden skal laves om. Forleden drømte jeg om en ny og mere radikal kunst. Jeg føler mig spærret inde i mit middelklasseliv og tænker, hvis nu jeg flyttede på landet og kom i kontakt med naturen, eller jeg begynder på overdreven motion, eller jeg forestiller mig en verden uden et monetært system, eller en ny stat, hvor grådighed ikke er det drivende parameter. Eller at vi alle lever i en dybt pluralistisk stat hvor konfrontation ikke anses for noget negativt eller blodigt. Eller jeg forestiller mig at teknologien kan fixe alle kommende sygdomme.

    Jeg svarer fordi jeg på den ene side er enig. Og ønsker kunst der tør gå ud i alle mulige retninger. Der mangler modspil, ideer, ja visioner i kunsten. Men gør der ikke det overalt?

    Og på den anden side, så er din retorik lige så genkendelig som den Arla reklame du anvender.

    Der må man spise Uwe Max Jensen til morgenmad for at huske, hvor indgroet denne figur findes i os kunstnere.
    Og jeg mener at din ’arbejderbevægelsen har sejret sig ihjel’ parallel er instruktiv, men også meget forenklet fordi den kun tænker på en minimal del af kunsten, nemlig en forestilling om en kunstnerisk avantgarde (eller hvad?).
    Skal arbejderbevægelsen så opløse sig? Skal kunsten opløse sig blot fordi den på mange måder har været medskaber af vores individualistiske, frigjorte markedsdrevne samfund?
    Har vi ikke andet kulturelt at tage os til end det tomhed og fremmedgjorthed?

    Jo. Jeg forstod godt at reklamen var et eksempel. Et symptom. Men så må man vælge sine symptomer/ symboler med omhu.
    Og jeg synes dit indlæg er vigtigt og fint, men som mange andre her er inde på. Så er det jo fint og altid godt at minde om, at vi mangler noget i kunsten. Noget andet end Palace Parties og karrierekunst.
    Men lige tilbage til reklamen. Det er Arla som har været sidst i økologibølgen, som kun er interesseret i økologi fordi der er penge i det. De bruger så økologien, som en eller anden omsorgs tryghedsmetafor i vores globale verden. Sikkert et symptom på hvad et reklame bureau tror det store Super Brugsen segment. Who cares? Økologi er for mig mere end det.
    Og et symptom på at forestillingen om oprindelighed virker, men er den forestilling ikke også et korrektiv til den kunst som du ønsker?

    Det er nemt nok at synes at kunsten skal være løssluppen, fri, frisk, men det lyder næsten som en kliché på størrelse med Arla-reklamen. Når du konsekvent undgår at præcisere. Og blot taler om bonderøven og økologisk kitsch. Så hellere en forestilling om oprindelighed og originalitet og om at være i kontakt med naturen og om Brutto Lykke Produkt

    Hvad er det du er skræmt af ?

    • christian schmidt-rasmussen skriver:

      Jeg fastholder mit synspunkt om at økologi i al væsentlighed er svindel og at Arlareklamen i øvrigt er et eksempel hvad der sker med fænomener når de bliver norm: et overfladisk ekko af den viden der førte at fænomenet blev en succes.

      Jeg er skræmt af kedsommelighed. Dybt skræmt. Men jeg drømmer virkelig ikke om en ny radikal kunst. Det er i høj grad brugen og formidlingen af kunst jeg er utilpas ved, og derfor gælder det også kunst der stiller sig direkte til rådighed.

      Det er ikke tilbagetrækning til elfenbenstårnet der er løsningen, men det er Palace Party ved gud heller ikke. Udsmykning og politisk brugbarhed er det virkelig slet ikke.

      Jeg er ikke leverandør af løsninger. Men jeg er heller ikke purist som Kaspar antyder. Som Kaspar nyder jeg et vist overforbrug (som økologi er et direkte udtryk for), kæmper velbehageligt mod overvægt. Jeg nyder verden. Men der er ingen grund til at man af den årsag bliver doven.

      Paradoksalt nok er samtidskunsten blevet begrænset af alle de medier og metoder der er blevet introduceret siden tresserne. Der er mærkater til det hele, alt er veldefineret og indhegnet. Helt ned i detaljen. Er du landskabsmaler forventes du at gøre sådan og sådan og dit arbejde betyder sådan og sådan, osv.. Kedsommeligt.

      Et andet symptom er de unge kunstnere. De er i meget lille omfang i modsætning til deres lærere. De imiterer på hel klassisk vis deres mentorer og kommer på den vis til at minde om Arlareklamen: en parodi.

      Alt er skøn velvillighed. Skræmmer det dig ikke Kaspar?

    • Lisbeth Bonde skriver:

      Måske skulle man omdøbe Trapholt til Trip-Trapholt set i lyset af Vibeke Petersens indlæg :-) Mvh Lisb

  15. Taget i betragtning hvilken tvivlsom forestilling om kunstighed og naturlighed økologien baserer sig på (og mht. forestillinger er det sigende at Kaspar Bonnén formulerer sig: “Økologi er for mig”) er der ikke meget andet at sige end at den “i al væsentlighed er svindel”.

    Hvad angår elfenbenstårnet er det i det mindste en vej ud af den generelle velmenen som legitimeringstvangen afføder.

    • Kaspar Bonnén skriver:

      @Thomas
      Kedeligt sofisteri. Og uvidenhed om hvad økologi er.
      Jeg taler ikke på hele økologibevægelsens vegne, men på egne. Arla har økologi fordi det sælger. Mens andre har det pga forestillingen om at det giver bedre og mere velsmagende produkter. Andre fordi det er godt for naturen, det giver større biodiversitet, både mht til planter og dyr og styrker dermed hele livscyklussen omkring dyrkningen og naturlig bekæmpelse af skadedyr. Andre holder på økologi fordi det giver mindre forurening af åer og grundvand. Andre igen ser det som en større næsten religiøs sag, hvor naturlighed, oprindelighed er styrende, fordi det afspejler værdier i vores forhold til os selv og naturen (heriblandt biodynamiske avlere).
      Hvem der køber økologi og hvorfor blander jeg mig ikke i.

      Hvad har det med svindel at gøre?

      ps
      svarer senere på christians indlæg

  16. Jeg afviser slet ikke at økologisk landbrug har fordele, kan give bedre produkter, etc. Min indvending er rettet imod den for økologisk landbrug tilsyneladende grundlæggende distinktion mellem kunstigt (kunstgødning, genetisk modificerede organismer, etc.) og naturligt; det er heri elementet af svindel består.

  17. Kaspar Bonnén skriver:

    Jeg er som antydet i min tidligere kommentar godt følge mange af de ting du siger. En længsel efter autenticitet, efter særegenhed, efter radikalitet. På den anden side har vi virkeliggjort mange gode ting i vores samfund, som en eller anden forløjet reklame ikke kan ødelægge
    Nydelsen som du også bemærker ved det samfund vi lever i. De goder som vi i vores velfærdsstat nyder. De muligheder som vi bliver givet til at gøre det vi har lyst til, som jo er virkeliggørelsen netop af arbejderbevægelsen, der har sejret sig ihjel. Men arbejderbevægelsen har jo netop sejret sig ihjel fordi de har virkeliggjort mange af deres mål.

    Jeg kan også savne en større kulturel dannelse.
    Jeg kan også savne en mere reel politisk debatkultur.
    Der er mange ting som kan blive bedre.
    Jeg forstår heller ikke altid at kunsten tit forekommer gnidningsløs, men jeg synes samtidig at der er en del kunst, en del kunstnere som arbejder med interessante projekter, tanker.
    Jeg ønsker også kunst, der rækker ud over eksistensen, det ekstatiske, det som ikke keder mig, og er netop tænkningen og kunsten ikke ekstatiske strategier. Ex-stasis, der rækker ud over det vi er vant til.
    Når den keder mig er den blevet statisk. Men jeg anerkender også eksistensen mere almindelige ikke-ekstatiske gøremål og det skræmmer mig kun, indimellem når ensomhed eller anden angst griber mig. Men det har ikke noget med kunsten at gøre nødvendigvis

    Jeg synes også vi kan gå lidt tættere på din kitsch forestilling.
    Mehmet Ümer Necef betegnede i en diskussion på Brandts i 2002 meget af den politiske kunst som fandtes som ’politisk kitsch’, fordi den tegnede et skønmaleri, der ikke virkede, men blot brugte politiske slagord som mærkater i projekter som slet ikke var tænkt på at være virkningsfulde eller på at inspirere til nye løsninger.
    Her tænkte han vist først og fremmest på de Vollsmoseprojekter hvor kunstnere mente de gennem deltagelse der kunne gøre livet bedre for indvandrere. Og jeg tror han nævnte Superflex meget omtalte Biogas-projekt og andre velmenende kunstprojekter, der dækker sig ind under en politisk agenda, men som ikke agerer eller ønsker egentlig aktion.

    I 2009 under klimatopmødet fandt en række udstillingsprojekter sted, hvor bæredygtighed og klima var dominarende spørgsmål.
    På Den Frie husker jeg blandt andet et projekt af Tue Greenfort. Han sendte breve til DONG for at få en del af varmen i udstillingsbygning leveret fra co2fri energi. Det ville DONG ikke gå ind i. Og her stoppede værket ved at udstille DONG/ magtens arrogance overfor den slags spørgsmål. Her synes jeg betegnelsen ’økologisk kitsch’ er betegnende.
    Langt enklere kunne værket have hjulpet Den Frie til at skifte energiselskabet DONG ud med et andet, der satser på bæredygtig energi.

    På samme udstilling udstillede Åsa Sonjasdotter en mængde forskellige ældre kartoffelsorter, som publikum kunne tage med og dyrke selv. Et andet projekt var en indsamling af frø fra en byggegrund i København, begge projekter undersøgte begrebet om biodiversitet.
    De to sidste var interessante for mig, og viste enkelt noget om biologisk mangfoldighed. Selvom det ikke var ground-breaking, synes jeg det var fine ’økologiske’ værker.
    Jeg ved godt at du OGSÅ bruger billedet som et symbol på en situation, hvor vi rækker ud efter genkendelige og trygge billeder
    Her synes jeg trods alt økologibevægelsen er en virkeliggørelse af en række visioner., som er et korrektiv til et industrialiseret monokulturfrembringende landbrug. En bevægelse som jeg synes har været meget vigtig. Så kan du sammen med Lomborg og Thomas Kyhn r. H. mene vi kan frembringe teknologiske fif, eller at naturlighed versus kunstighed er en falsk dikotomi. Der falder jeg så hellere ind under den økologiske hat og forholder mig til konkrete problemer som Round Up i grundvandet, et stigende antal allergikere, udpining af landbrugsjorden og en for nogen kitschet forestilling om at naturen har nogle fundamentale processer vi skal støtte op om.

    Og er kunsten ikke på samme måde et fænomen, som på nogle måder assimilerer sig med verden, på nogle punkter søger den at være i opposition, på andre punkter optager vi hvad som helst af amerikanske film, af lyst og søger på forskelligvis gennem wellness, psykologi, lykkepiller, spirituel indsigt at komme overens med verden.
    Og til tider søger jeg også visioner der rækker ud over det som vi er i, mens jeg også forstår de andre strategier.
    Og er vi ikke selv ansvarlige, overfor at skabe det vi synes mangler istedet for at henfalde i skræmthed?

    Jeg føler mig ikke skræmt. Men jo jeg forstår godt den frustration over det fokus der i meiderne (men også mange andre steder) er på de meget overfladiske værdier i forhold til kunst: berømmelse, salgbarhed (samtidig med at jeg også nyder godt af det, I know), den engang så højt besungne friværdi, som nu bare er afløst af krisebevidsthed, altså at der mangler interesse i substans i al det kunsten skal være. Og der kan jeg følge dig og synes at du har ret i det du skriver.

    Men jeg synes også vi på dette site, ofte fokuserer på vores frustrationer over vores situation. Der er kritik af kritikken, der er længsel efter at kunsten får en mere central position. Men nu har vi her en debatside, hvor det er åbent for at fokusere på vores egne ideer og visioner!

    Og her forstår jeg dig ikke helt. Jeg synes Kenneth Balfelt er forbilledlig netop i sit fokus på konkrete løsningsmodeller. Som et korrektiv til samfundets top down strategier. Eksempelvis al den kontrol og kvalitetssikring som enhver pædagog og lærer skal udføre.

    Der er også mange ting der keder mig, når jeg først har forstået det og fået det ind under huden. Måske er det også en mangel i mig selv, min egen tendens til at kategorisere kunstnere og manglende evne til at opleve, måske er det virkelig fordi det bliver for kedeligt og effektivt. Men bortset fra at jeg som alle kunstnere gerne ville ønske mig en mere levende reception, så synes jeg vi trods alt har et mere levende kulturliv end du beskriver. Men jeg påskønner (og er enig i) dine idealer. Men vil også gerne have nogle udfoldet lidt mere. Vi har jo også selv et ansvar.

    • christian schmidt-rasmussen skriver:

      Jeg er glad for at bringer de to værker af Åsa Sonjasdottir og Camilla Berner i hu.

      Rent konkret illustrerer Åsa Sonjadottir og Camilla Berners værker på Den fris klimagøgl forskellen mellem googlesurf og egentlig research. Camillas værk er en konkret udforskning, der åbner mod det specifikkes svimlende dybder. Mod en form for kompleksitet og uendelighed. Åsas værk samlede lidt informationer op hist og her og bibragte mig ikke stort andet end hvad jeg havde lært i skolen og ved at læse Illustreret videnskab (dejligt blad i øvrigt). Her lærte jeg kun hvilken viden der er almindelig tilgængelig.
      Begge værker benytter sig af forestillingen om transparens, om at verden kan gøres synlig. Men det første værk går fejl af hvad det rent faktisk gør. Det recirkulerer allerede kendt viden og mener her igennem at gøre mekanismer omkring kartoflen kulturhistorie synlig. Det værket gør er at udtrykke tillid til den allerede kendte viden ved ikke at producere noget selv. Altså et værk der illustrerer hvad jeg mener med affirmativ.
      Camillas værk producerer sin egen basis og er på det punkt i direkte modsætning til Åsas.
      Forskellen mellem de to værker kan til dels illustrere hvad jeg snakker om.

      Mer økosnak: min pointe er at der ingen egentlig forskel et på den industrielle udgave af økologi og klassiske industrielt landbrug. Det er en marketing manøvre. Før Årstiderne kom til benyttede jeg mig af en udbringningsservice for økologiske grøntsager og kød. Efter Årtiderne kom til gik de neden om og hjem samtidig med at priserne nærmest blev fordoblet og udvalget forringet. Det var på det tidspunkt økologi slog igennem som et livsstilsprojekt. Før havde økologisk produktion været præget af forsøg på anderledes produktionsrelationer og var på ingen et hygiejnisk projekt præget af livsangst. Det var et modstandsprojekt.

  18. janskovgard skriver:

    Jeg måtte læse indlægget 2 gange. Det var nødvendigt.
    Indlægget stritter i mange og alle retninger. Det er ok.
    Man fornemmer, at indlægget er båret af en underliggende strøm af indignation eller frustration. Det kan være produktivt.

    Forfatteren refererer til reklamer, aviser og tv, som jeg kun delvist kender, men jeg tror alligevel, jeg opfanger en pointe: Version 1.1.
    1.1 er et godt billede og stærkt udtryk, – hele artiklen værd.
    I 1990 forsøgte jeg mig bag på kataloget ”Red Herring” med følgende formulering:
    Grundlæggende ønsker vi ikke nogen forandring, men gerne noget nyt.

    … Jeg lukker øjnene, lade fingeren rotere, og placerer den et tilfældigt sted på skærmen (det er ikke så tilfældigt, men jeg bruger dette billede for at sige, at mit punktnedslag måske ville have været et andet i morgen).
    Citat: Findes der et punkt, hvorfra vi ikke længere kender fortællingen? Eller skal vi virkelig regne med tusinde år mere af det samme?

    Ovenstående lyder unægteligt kedeligt. En cocktail af frustration og kedsomhed.
    Der har jeg været, der var jeg i flere år.
    Der må være konstruktive veje derfra?

    I første omgang fandt jeg dem ikke, jeg sprang fra en bro.
    Det løser ikke noget i sig selv, men et biprodukt var, at jeg nu skulle kæmpe for livet.
    Og dermed forsvandt de tusind-årige-bekymringer, hvilket er positivt, for det er et selvhøjtideligt perspektiv, når vi selv er meget mere kortvarige og forgængelige.

    Så det er ikke en anbefaling!
    Jeg har mange og ingen anbefalinger. Ordene (artiklen) hæfter på en person (Christian), der kan gå mange veje: I stå, fremad, og i terapi.
    Jeg udelukker baglæns … (det har jeg allerede fortrudt, – ikke at jeg tror, C vil vende om, men det er bare unødvendigt at udelukke. Et ”radical statement”, der kun peger tilbage på mig).

    Thumbs up til denne type af indlæg.
    Link til min blog: http://janskovgard.wordpress.com/

  19. Karoline H. Larsen skriver:

    Kære Christian og jer andre debattører,
    Tak for indlæggene –
    Jeg får lyst til at pege på http://kbhff.dk/
    Københavns Fødevarefællesskab – her er tale om en udemærket økologisk løsning.
    Der er så mange alternative modeller efterhånden, som ikke er profitorienterede men selv-organiserede ud af lysten til at gøre og leve som det passer sig bedst for den enkelte’s frie valg og i relation til fælleskab(erne) med dem som har lysten til at gøre det samme arbejde. Det er bare et spørgsmål om at forhøre sig, så dukker de selv-organiserede løsninger op og der kommer flere til og selvfølgelig ikke kun indenfor økologien…

  20. Karoline H. Larsen skriver:

    Kære Christian og jer andre debattører –

    Mht. Åsa Sonjasdotter’s værk på Den Frie – må jeg henvise til Åsa’s site http://www.potatoperspective.org/
    Åsa Sonjasdotter har dyrket de forskellige sorter kartofler på Ven siden 2005, så der er i høj grad tale om en konkret udforskning, som baggrund for værket på Den Frie, og på ingen måde kun en ‘googlesurf’. Det synes jeg lige er værd at pointere.

    • christian schmidt-rasmussen skriver:

      Det var mere den historiske side af værket jeg mente.
      Tak for linket til fødevarefællesskabet. Det er præcis den slags basis jeg snakker om. Økologi er som sagt i sig selv ikke en forskel. Først når vi begynder at snakke om andre produktions- og formidlingsrelationer udgør det det en forskel i mine øjne.

  21. Sammenkoblingen mellem økologi og middelklasse forstår jeg ikke helt. Det samlede økologiske salg er vist ikke på mere end 7 % og altså langt fra noget vi i midddelklassen samles om i PH-lampens skær. At den samlede markedsandel ikke er højere, undrer mig ikke i en kultur hvor man vælger at stigmatisere almindelige produkter med et flammende rødt Ø. Det logiske havde nok været at mærke varer som havde spor af diverse sprøjtegifte og var tilsat konserveringsmiddeler med en lille advarselstrekant eller lignende. Så kunne man købe de almindelige produkter uden at få tillagt diverse motiver som frelst og selvfed. Det er også helt ok at du, Christian Schmidt-Rasmussen, vælger at støtte det konventionelle landbrug. Jeg er bare lidt nervøs for om du er blevet forført at deres markedsføringskampanger til at tro at det konventionelle landbrug er neutralt og oprindeligt.
    Måske kunne man også inden for kunsten indføre en mærkningsordning? Men en lille mærkat på ”værker der rykker ved middelklassens forestillinger om den gode tilværelse.” Du spørger: ”Hvorfor reproducerer kunstnerne i højere grad end resten af befolkningen alle de tåbeligste træk ved samtiden?” og det tror jeg ikke kunstnere gør i højere grad end andre. Men måske er det rimeligt at forvendte at kunstnere gør det i mindre grad? Det kunne være rigtigt interessant at høre eksempler på, efter din mening, ægte kritisk og vedkommende kunst.

  22. christian schmidt-rasmussen skriver:

    Debatten i forbindelse med mit indlæg viser med al tydelighed at folk er forført af det image som det økologiske landbrug markedsfører sig med. Det lader til at Bonderøven er den standart som man tror det fungerer efter. Forskellen i den virkelige verden mellem konventionelt og økologisk landbrug er absolut minimal. Jeg tænker at der ikke kan være mange af jer der besøgt et morderne stordift økologisk landbrug Og det er her min pointe hele tiden har ligget. Min afvisning af det økologiske landbrug bunder i at det er et markedsføringsfupnummer. Det er vel nærmere at betragte som en teknisk handelshindring i forhold til den 3. verden end noget andet. Økologi vs konventionelt er at sammenligne med tandpasta: der er reelt ingen forskel mellem de forskellige mærkers effekt så længe der er flour i og alligevel køber det økologiske segment Zendium der er fire gange dyrere end anden tandpasta. Om det er smart eller svindel er et spørgsmål om temperament, men mit siger svindel.

    Jeg bryder mig ikke om begrebet ”kritisk kunst”. Det antyder en direkte stillingtagen mod en forestillet konsensus. Det modstiller f.eks. det økologiske landbrug overfor det konventionelle. Jeg tror simpelthen jeg må bruge begrebet falsk bevidsthed i denne sammenhæng.
    Jeg tror ikke jeg tager min mund for fuld hvis jeg oversætter den måde begrebet kritisk kunst bliver brugt på til ”blød venstreorienteret kunst i omegnen af SF lavet af kunstnere der spiser økologisk mad og kommer fra et hjem med PH-lampe”. Og det er ikke en position hvorfra mit virkelighedsbillede kan blive udfordret.
    Hvis jeg skal komme med et bud på kunstnere som har et potentiale for at forandre vores forestillinger om vores virkelighed kunne jeg pege på Gitte Villesens JuJu (White Magic) fra 2008 og Henrik Olesens værk Mamma pappa ich. Lea Porsagers just overståede udstilling på Henningsen contemporary har så afgjort nogle træk i den retning, og det samme har Camilla Rasborgs Balamage, just åbnet på Møstings hus. Det er værker der har et ekstatisk forhold til deres egen fremmedgørelse. Et svimmelt forhold til virkeligheden og det der ligger hinsides.

Skriv et svar