Ordet 'maleri' som værktøj

Af Torgny Wilcke

Ordene ‘maleri’ og ‘skulptur’ er velkendte og klassiske termer, som i mange tilfælde synes veldefinerede og dækkende for meget kunst. Mange malerier er indiskutabelt maleri, mange skulpturer er indiskutabelt skulptur, som det f.eks. oftest er tilfældet for et malet lærred hængende på væg eller en bronze/sten statue stående med eller uden sokkel. Og så er det sjældent særlig interessant at diskutere, hvorvidt det er maleri hhv. skulptur.

Og dog, i visse tilfælde kan selv et i klassisk forstand indiskutabelt maleri, bestående af maling på lærred ophængt på væg, i den grad være installeret i rummet at projektet går langt ud over den konventionelle ramme/værkkant. Installeringen i rummet kan være så stor en del af værket at vi i den grad vil miste data, betydning og oplevelse hvis man kun ser ‘maleri på væg’. Et tilsyneladende veldefineret maleri kan altså være så meget mere, at det også, og på trods, bliver interessant at se på og overveje de maleriske, skulpturelle og fysiske indhold.

I andre tilfælde, som ikke åbenlyst er maleri, kan brugen af termen maleri, og diskussionen af om et værk og ”noget” kan ses som maleri, være nøglen til at opleve betydende sider af værket eller hvad det er man i virkeligheden står overfor. Den diskussion kan naturligvis som med så meget andet gå efter en konklusion, dvs. ‘maleri’ eller ‘skulptur’ eller noget helt andet, f.eks. en ‘dims’.

Den firkantede definitive aflukkende konklusion, ”det er maleri” er måske slet ikke noget ønskværdigt at stræbe efter. Hvis man i det hele taget når frem til en konklusion f.eks. ”det er ikke maleri” kan det have begrænset værdi og når man frem til ”det er maleri” kan det være en banalitet, en almindelighed, og man opnår næppe anden glæde end glæden ved at opnå resultater og konklusioner, at kategorisere, sætte punktum og lukke og slukke. Kort sagt: Man er endt som simpel bogholder i kunstens hus.

Det vigtige bliver ikke at finde en absolut definition på, hvad maleri eller skulptur er. For som udviklingen har været i mange år er sådanne definitioner alt for entydige, smalle, faktisk ofte umulige (og hvis mulige, så mere forsnævrende end produktive) og konklusioner som ”dette er maleri” er i de spændende tilfælde tilsvarende nærmest uinteressante og uproduktive for at opleve og åbne flere af nutidskunstens projekter.

At tænke med ‘maleri’ og ‘skulptur’

Jeg oplever ofte folk sige at det er forældet snak, at tale om maleri versus skulptur – men der er jeg helt og aldeles uenig. At smide maleri/skulptur-snakken ud er for simpelt og definitivt, fordi jeg vil bruge vores opnåede erfaringer og redskaber til at opleve, til at se og opdage nyt og gammelt.

Jeg forsvarer ikke gamle kategorier og grænser som i virkeligheden er sjovest når de udfordres. Men jeg indrømmer, at jeg kan lide ordet ‘maleri’ – det er godt til at tænke, det er godt til at overveje hvad man står overfor, det er godt til at diskutere hvad der er i et projekt/værk – er der maleri i det? Og hvad betyder så det, at der er maleri i et projekt/værk?

Jeg vil bruge ordet ‘maleri’ til at se, opleve, komme ind i og forstå noget i et projekt, i et værk. Dvs. ordet ‘maleri’ bliver mit værktøj til at forstå og diskutere, et værktøj til at se på værket og opdage kvaliteter, metoder, indhold i værket. Og i modsætning til det helt oplagte maleri giver det mening at bruge tid på at stille sig spørgsmål, som er dette maleri eller måske bedre er der et malerisk indhold eller en malerisk tilgang til værket eller hvad er det man står overfor hvis man betragter det som et maleri.

James Turrell mellem maleri og skulptur

James Turrell: "The Inner Way" (2001)

Tag f.eks. James Turrells lysprojektioner, som handler meget om rum, men også er en farvet, plan flade på væg og som sådan kan ses som særdeles malerisk. Men den farvede flade er oftest relateret til flere vægge og således ude i tre dimensioner (både når den lyser op på en enkelt væg og når den lyser op i et hjørne, dvs. på flere vægge).

I sådanne kunstprojekter er det produktivt at se på værket som maleri og diskutere hvad det er, med brug af termen ‘maleri’.

Men det er også produktivt at se på det fra den anden side som ‘skulptur’, som måske vil åbne op for andre tanker i projektionen.

Bernard Frize mellem skulptur og film

Et andet eksempel er Bernard Frizes værk Insulaire på Brandts i 2007 – et forløb af farver tæt på hinanden, der er trancedannende, som hypnosedrejende skiver på gamle grammofoner. Er det kun pga. farveforløbene bølgende frem og tilbage? Altså det som sker på lærredet eller er det også helheden som har et filmisk forløb over sig?

Som gammeldags film, med enkeltbillederne på strimlen, der ændrer sig og resulterer i bevægelse på lærredet, kan søjlerne i rummet på Brandts fungere som mellemrummene i den gamle filmstrimmel og være med til at sende tankerne mod film.

Søjlerne gør at man er nødt til at flytte sig for at se Insulaire. Dele af hesteskoophængningen dækkes hele tiden, og det er som en skulptur med for- og bagsider. Hesteskoophængningen resulterer i en fysik som skulptur, hvor man er nødt til at gå omkring for rent faktisk at se alt. Det kan ikke ses i et totalt felt, som man ellers er vant til med lærredsmaleri på væg.

Man oplever det som et hele, men man kan ikke se det hele på en gang. Dog i modsætning til den klassiske masseskulptur er det ens egen krop som har for og bagside og som spærrer for det hele overblik – det er ikke værkets (skulpturens) sider der spærrer for at overse det i et blik.

Og der står vi så og bruger ordene ‘maleri’ og ikke mindst ‘skulptur’ for at se et i klassisk forstand indiskutabelt maleri – malet lærred på væg. Konklusionen maleri/skulptur/dims etc. er inderligt unødvendig, men at se og opleve ”Insulaire” med gode, kendte ord såsom ‘maleri’ og ‘skulptur’ som værktøjer – det er spændende og opløftende og meget meget mere.

Diskussioner som ”det sidste maleri”, ”maleri efter maleri” m.m. er vel overstået, men ordet maleri er absolut stadig brugbart. Det samme gælder ordet ‘skulptur’. Bernard Frize, Ellen Hyllemose, Mads Gamdrup, Katharina Grosse, Wolfgang Tillman, John Armleder  og Ib Braase er eksempler, hvor jeg ser et malerisk indhold og muligheder for en god diskussion om maleri.

Torgny Wilcke er kunstner og kurator. Se mere her.

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

3 kommentarer til Ordet 'maleri' som værktøj

  1. Det ser ud som om vi alle – mere eller mindre – søger efter nye meningsfulde optiker og modeller for hvordan vi skal se og læse kunsten, og Torgny Wilckes bud lyder på mange måder kvalificeret, jeg kan godt forestille mig, at det kan have en vis effekt. Men for nu at indtage rollen som djævlens advokat, kunne jeg tænke mig at spørge om du, Torgny, ikke er bange for at blive hængende i nogle forståelseshorisonter og paradigmer, som de omtalte kunstobjekter netop er et forsøg på at konstruere sig ud af, frigøre sig fra?

    Dit indlæg vidner om en opmærksomhed på paradokset, og at du opfatter begreberne i udvidet forstand, men at anvende lige præcis begrebet maleri som betegnelsen for et værktøj, hvormed man til tider bedre kan forstå kunsten (ikke mindst det der ikke er maleri), opfatter jeg alligevel som udtryk for et ønske om at se tingene inden for et forholdsvist autonomt kunstsystem, som jo sætter nogle grænser, på godt og ondt. Hvorimod hvis man feks. bruger betegnelsen ”billede”, åbner der sig et større associationsrum, der dels er mere direkte omverdensrelateret, og dels bedre kan forståes i flere dimensioner. Det er muligvis bare et spørgsmål om ord, og maleri kan jo feks. ses som afledt af billede, men alligevel……

  2. Bjørn Poulsen skriver:

    For mig starter mit forhold til kunst med billedet; det kommer før kategorierne maleri-skulptur. Jeg bliver egentlig mest opmærksom på kategorierne negativt, når maleriet eller skulpturen bliver erklæret for død. (Eller mindre bombastisk bare ikke bliver taget alvorligt fordi de befinder sig inden for de gamle etablerede genre.)

    Meget forenklet kører kritikken på, at maleriet og skulpturen ikke kan overskride sine konventionelle begrænsninger, sin værkautonomi, og derfor er uhjælpeligt er dømt til at blive vurderet som primært et reaktionært, æstetisk og kommercielt produkt, uanset hvilke kvaliteter det iøvrigt måtte indeholde. Dvs. at værkerne er determineret af deres økonomiske og institutionelle kontekst.

    Motivationen for at sprænge kategorierne i sin tid har vel også været, at man ville ud over disse spændetrøjer? Når maleriet pludselig bredte sig ud over alle vægge eller at skulpturen var et snit i et kondemneret hus var der alvorligt sat spørgsmålstegn ved kunstens værkkarakter og varestatus.

    Udviklingen i kunstinstitutionen har imidlertid demonstreret, at den har vist sig fuld kapabel til at indoptage ethvert brud på de konventionelle rammer. Det betyder, at det grænsesprængende kunstværk i dag opererer under andre vilkår. Overskridelsen har ikke det sprængfarlige potentiale, som den havde tidligere. Kunstværker, hvis fokus ligger meget ensidigt på overskridelsen, som f.eks Hornslet, tenderer derfor mod at blive formalisme.

    Ligeledes kan man idag heller ikke sige, at et maleri der går udover blændrammen af den grund er mere radikalt end et maleri der holder sig inden for rammen.

    Nu vil jeg egentlig ikke holde dig op på at du argumenterer for en sådant naturalistisk kopling mellem det bogstavelige og det overførte, men det skinner alligevel igennem, at du oplever et særligt potentiale i overskridelsen. Er det en personlig veneration eller ligger der også noget mere ideologisk?

  3. Torgny Wilcke skriver:

    Anette, tak for at tale om billede. Jeg er også glad for ordet billede, som kan forstås på mange måder, fx. helt frit som hvad der nu sker for én når man står overfor noget, fx igangsætte nye og gamle ideer og associationer oma..
    Med ordet maleri som værktøj til at se, tænker jeg nok mere på at se og opleve en mere eller mindre konkret kvalitet i et værk, fx. hvad det består af, materialerne, hvordan det synes at være blevet til og mere uspecifikt hvad er fornemmelsen i værket, har det en maleri kvalitet/fornemmelse/tilgang etc.
    Så meningen var ikke at kategorisere eller at sætte noget ind i et system, tvært imod. Men det er sandt at jeg godt kan lide at se ud fra og tale ud fra noget vi langt hen ad vejen ved hvad er (selvom vi ikke altid og heller ikke skal kunne definere det hver eneste gang).

    Bjørn, tak for dine kommentarer som er helt perfekte på flere måder.
    Det er super du nævner Gordon Matta Clark, en af mine favoritter og som på bedste måde kan illustrere min pointe. Når han skærer gennem et hus og deler det i to, kan det netop ses som en stor masse han arbejder med og for nogen en helt klart skulpturel ting og for andre en performance m.m. På den anden side hvis man går ind til hans værk fra min indgang, dvs. maleri, kan det ses som et værk, direkte udført som et maleri – og hvis jeg er lidt plat kan jeg sige at hans vinkelsliber eller gravko er hans pensel og haven/byrummet/husets omgivelser er hans lærred. Med den tilægang er det så tæt på et oplagt maleri for mig, hvor maleriet er fact/fysisk/håndgribeligt mere end det klassiske billede af et hus malet på lærred, hvor en maler har leget med tanken om at dele et hus i skiver som et æg med en æggedeler.
    Kommer man ind af en anden dør til Matta Clark fx. med udgangspunkt i skulptur, ser du andre ting i formen og måske mere skulpturelle billeder på et hus behandlet som en “nips”.
    Det har nok altid været sådan at vi hver især kommer ind ad den dør som interesserer os mest og nogle gange er vi så forhippede på vores egne projekter at vi ikke får set andre og måske lige så vigtige muligheder i et værk. I mit indlæg prøver jeg at beskrive at alle naturligvis kan komme ind ad den ene eller den anden dør, hvis man gør en indsats. Jeg nævner så maleri og skulptur som to mulige døre ud af flere.

    Du nævner Hornsleth, som jeg er helt enig med dig i, at han med banalt og ligetil indhold puttet i påståede nye rammer, egentlig ender med ret konventionelle værker. Men jeg er ikke sikker på at hans intentioner har større overvejelser omkring formen, rammen etc.
    Mit indlæg handler ikke så meget om, hvorvidt det er spændende at sprænge rammen eller om det er maleri eller ej, skulptur eller ej. Selvom det selvfølgelig skinner igennem at jeg elsker ordet maleri, er det ikke mit ærinde i dette indlæg at diskutere fysisk maleri eller et udvidet maleri overfor lærredsmaleriet.

Skriv et svar