Lad os tale om maleriets indhold og kritiske potentiale

Der bliver i disse år talt meget om maleriets revitalisering, og at den er en af grundene til, at kunstpublikummet er øget. Man skulle tro, at det var en ubetinget god nyhed, men det viser sig at være en sandhed med modifikationer. Det er som om denne opblomstring lige lovlig ofte bliver koblet sammen med den større købekraft, og dermed er malernes motivation mistænkeliggjort som kommerciel – ligesom publikums, for den sags skyld. Nu hvor finanskrisen er over os, møder man ydermere det synspunkt, at den forhåbentlig vil lægge en dæmper på det merkantile skråplan, så kunstnerne igen kan fordybe sig.

Langt de fleste har heldigvis en mere nuanceret opfattelse af situationen. Men for den lidt ældre generation af malere, som jeg tilhører (og som i mange år intet solgte og alligevel blev ved – også med at fordybe sig), undrer man sig alligevel lidt over at være vidne til disse udsagn. For selvom der tydeligvis er kommet foruroligende mange penge på spil i kunstmarkedet, hvilket uvægerligt afstedkommer spekulation og tvivlsom rovdrift på ikke mindst de helt unge kunstnere, vil jeg hævde, at der – på den lange bane – eksisterer helt andre bevæggrunde for såvel udøvelsen af maleriet, som interessen for at se på malerier. Skal man byde ind med mere substantielle forklaringer, må man et spadestik dybere end disse analyser af maleriets forbindelse til økonomiske op- og nedgangskurver.

Til trods for at der er blevet talt og skrevet meget om alt det uden om maleriet (prisernes himmelflugt f.eks., som malerne ikke har den store indflydelse på), så er der nemlig ikke blevet skrevet særlig meget om maleriernes indhold, betydning og kritiske potentiale.

Der er bestemt skrevet en del katalogtekster og bøger om emnet, men specielt i dagspressen, hvor det kunne knytte an til andre fagområder, generelle samfundsanalyser, og et bredere publikum, er det underbelyst eller som sagt belyst i en noget negativ optik. Overskrifter som “tilbage til maleriet” er fx ikke usædvanlige.

Det hænger velsagtens sammen med flere ting, som jeg i det følgende vil forsøge at indkredse – med håb om diskussion og fremkomsten af andre mulige forklaringer.

Kan vi se billedet for bare maling?

Når maleren John Kørner maler en række malerier, der meget utilsløret og direkte refererer til krigen i Afghanistan, så vågner journalisterne dog op og kan få øje på et relevant indhold, alt imens mange billedkunstnere, der arbejder med knap så dagsaktuelt konfliktstof – men dog utvetydigt eksistentielle temaer – bliver henvist til avisernes skrumpende kunstreservat. Selvfølgelig meget bedre end ingenting (hvis man skulle være så heldig), men desværre afstedkommer det alt for ofte, at det primært er de formelle, kunsthistoriske eller fænomenologiske aspekter ved maleriet, der skrives om. Ikke fordi det ikke er interessant, men det efterlader et tomrum der hvor de indholdsmæssige, ikonografiske og kritiske aspekter kunne belyses.

Det store spørgsmål er selvfølgelig om det skyldes en krise i maleriet eller en krise i kritikken? Er det kritikerne der ikke kan få øje på indholdet, eller er det fordi de ikke kan overbevise deres redaktører om at det er relevant stof? Er det fordi kunstnerne selv er forbeholdne over for at (over)tydeliggøre deres indhold? At de går for langt i deres insisteren på flertydighed og et mere subtilt eller filosofisk, komplekst indhold? Eller er det måske simpelthen, fordi meddelelsesformen udgår fra og retter sig mere mod det enkelte menneske og dermed et mere subjektivt niveau, at det i højere grad befinder sig uden for den sproglige kommunikations fællesskab? Eller er det fordi den følelse og moralske impuls, der eventuelt sigtes efter, ikke er socialt sanktioneret, og dermed forbliver utydelig for beskueren, selv der hvor malerier rent faktisk illuminerer aspekter af mere traumatiserende karakter, til tider sågar med socialpolitiske konnotationer?

Anskuet fra en feministisk synsvinkel kunne en del af forklaringen måske ligefrem ligge i, at det bla. er kvinderne, der igen har kastet sig over maleriet (efter i flere år at være flygtet bort fra denne maskulint dominerende genre), og derfor blot bliver udsat for den sædvanlige diskriminering. Nu ovenikøbet med beskyldning om både at være tilbageskuende (selvom fokuset på indholdet netop rummer en kritik af de mest konservative, modernistiske og essentielle dogmer), affirmative ( “pigeværelse intimitet”, tuttenutte dekorativt – eller på anden måde “tomt”) og kommercielle (fordi det taler til et publikum) .

Men dels har de kvindelige narrative malere da haft deres 15 minutter, og dels rammer denne mangel på italesættelse sikkert mandlige malere lige så meget.

Man kunne få den tanke at man simpelthen ikke kan se billedet for bare maling?

Maleriets død…

I det hele taget knytter der sig mange mere eller mindre rigide forestillinger til mediet maleri. Det har som intet andet medie været erklæret for afgået ved døden, ialt fald som bærer af nye fortællinger eller kritisk potentiale. Og selvfølgelig må et medie, der i århundreder har været altdominerende, stå for skud, og oppe sig gevaldigt for at finde berettigelse i en verden af nye mulighedsbetingelser og ikke mindst nye medier, der på den ene side (næsten) har overtaget indholdterritoriet, men på den anden side også har aflastet maleriet for dets mest repræsentationelle og propaganderende rolle, og skabt rum for at udvide feltet såvel formelt – hvad der skrevet en del om – som indholdsmæssigt. Som der så ikke er skrevet så meget om.

Det er også klart at maleriet, på grund af dets tætte forbindelse til en meget lang tradition er lettere genkendeligt som kunst, og derfor er i større fare for at blive misbrugt af markedets efterspørgsel efter ”kunstprodukter” og alskens (romantiske) mytedannelser. Et vilkår maleren selvfølgelig må holde ud i strakt arm, og yde al den modstand, der er nødvendig, for ikke at blive kørt ud på et kommercielt sidespor.

…….overlevelse og genopstandelse

Når det er sagt, er forklaringen på at maleriet ikke bare har overvundet kriserne undervejs, men ovenikøbet oplevet en revitalisering, åbenbart den, at det hen af vejen er blevet justeret i forhold til nye kontekster. Og at der stadig findes et “behov” for det, både hos udøver og beskuer. Når jeg sætter anførelsestegn om ordet behov, er det fordi det på nogen måder er et forkert ord, der indikerer at kunsten som sådan er funktionel udi forskellige behov. Så enkelt er det selvfølgelig ikke. Men som den svenske maler Karin Mamma Andersson for nylig udtalte, så mente hun, at hendes succes skyldes, at der i øjeblikket er opstået et behov for det “håndgjorte og figurative”. En udtalelse der hurtigt kunne afvises som en plædering for det gode håndværk og det genkendelige billede, og hvad kunne være mere tilbageskuende og anakronistisk.

Men hvis vi nu vælger at tage såvel publikum som Mamma Andersson alvorligt, hvad begge parter fortjener (maleripublikummet er ikke nødvendigvis hverken spekulanter, ureflekterede eller reaktionære), som en af de bedste nulevende narrative malere, så synes jeg, at ordet ‘behov’ alligevel er ok. Det indikerer, at maleriet kan formidle nogle erfaringer, vi har behov for at udveksle, og som intet andet medie fuldt kan dække. At det kan skabe et særligt betydningsrum vi ellers ville savne. At det håndgjorte kan yde en modstand mod en afmålt og reduktiv forståelseshorisont. Kan repræsentere en form for frihed i denne generøse gestus.

Lyder det lige lovlig romantisk? Sikkert, men maling på lærred modellen er ofte kun et sidste led i en konceptuel, metodisk og refleksiv proces med stor bevidsthed om både kunsthistoriske, og sociale vilkår. At disse egenskaber og bevidsthed er til stede, gør ikke nødvendigvis værket interessant. Maleriet har ikke i sig selv en ontologisk særstatus, men er tværtimod blot et medie blandt andre. Kvaliteten fordrer et interessant ”projekt”. Men der er omvendt heller ikke belæg for at fradømme maleriet dets evne til at udtrykke sig om verdens tilstand.

Hvis man foretrækker en indholdsmæssig eksakthed (et klart budskab), er maleriet selvfølgelig ikke særlig velegnet. Til gengæld orkestrerer maleriet en syndflod af visuelle informationer på en gang, appellerer til flere registre, semantiske såvel som kropslige, der betydningsmæssigt holder billedet i en mere ”flydende” og kompleks tilstand. Malerier er ‘evocative’, som man ville sige på engelsk med et godt udtryk for noget, der taler til følelsen såvel som intellektet, og fremkalder en stemning af suggestiv og til tider ligefrem rystende karakter. Det er sikkert derfor, at det taler til ”det moderne” selvstændigt tænkende, antiautoritære og sansende menneske.

Den disponible beskuer

Men det kræver selvfølgelig af beskueren, at vedkommende stiller sig disponibel og sensitiv overfor denne form for henvendelse. Og af formidlerne, at de i højere grad vover pelsen og investerer al den viden, følelse og erfaring de nu måtte rumme.

Hvis man i højere grad pegede på og diskuterede maleriets kritiske potentiale og generelle indholdsmæssige relevans, ville det desuden bidrage til en både refleksiv og visuel skærpelse af maleriet som projekt, og bidrage til en mere solid og kvalitativ fundering i forhold til diverse strømninger. Kunstneriske såvel som økonomiske.

Kritiske, velskrevede og velargumenterende tekster ville fænge og engagere læseren en del mere end de meget indforståede og lidt berøringsangste æstetiske domme, der er mere reglen end undtagelsen. Og her taler jeg ikke om den idiosynkratiske (pseudo-)kritik som feks. Michael Jeppesen repræsenterer. Han har jo en vis indsigt og det mandsmod jeg efterlyser, men bliver primært et eksempel på at subjektiviteten bliver ubehagelig og uetisk uden holdbar argumentation.

Lad mig slutte med et citat fra Torben Sangilds bog Objektiv sensibilitet:

”Kunsten er kritisk når den rammer en øm eller død nerve i kulturen, når den tilbyder andre sansninger end vanens, når den rammer mellem, ved siden af eller uden for vores identiske kategorier. At bestemme og udfolde kritikkens specifikke gehalt og vurdere dens relevans kræver næranalyser af værkerne” (s. 208).

Ja tak, mere af det. Og for nu at kaste offerrollen af mig og spille lidt kæphøj:  For samfundets skyld!

Anette Harboe Flensburg

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

8 kommentarer til Lad os tale om maleriets indhold og kritiske potentiale

  1. Torben Sangild skriver:

    Jeg er naturligvis enig med dig i at det er uhyre vigtigt at fokusere på maleriernes indhold og kritiske potentiale. Og det synes jeg egentlig også sker i højere grad end du iagttager.

    Men du har ret i at man ind imellem finder stærkt formalistiske tilgange. Et eksempel fra 2009, som jeg synes var slående var pressemeddelelsen til Tom Christoffersens udstilling ‘Parallel Lines’.

    Grunden til dette tror jeg skal findes i den enorme indflydelse det abstrakte maleri og teorierne omkring det havde i midten af forrige århundrede. Maleriet blev knyttet til fladen og til formelle træk (ikke mindst hos notoriske Clement Greenberg) og samtidig til en subjektivisme. Manglen på motiv blev hurtigt til manglen på indhold, og i opgøret med dette kunstsyn er noget hængt ved. Der klæber et formalistisk vedhæng til maleriet, mere end til fx fotografiet eller performancekunsten. Det burde vi være på vej ud af, og det synes jeg også, jeg ser. Det var værre i 90’erne.

    Det er måske værd at nævne, at mindre konventionelle kunstformer også mødes med fordomme. Hvis man laver noget konceptuelt eller benytter meget ukonventionelle materialer, mister omgivelserne også fokuset på indholdet, og fokuserer i stedet på spørgsmålet ‘Er det kunst?’ eller antager, at dette også er kunstnerens spørgsmål. Man kan være sikker på, at hvis et kunstværk formår at trænge ud over kunstverdenen med en provokation, så ringer der en journalist og spørger ‘Er det her kunst’ – i stedet for at spørge “Er det forsvarligt at sælge våbenaktier som kunstværker?” eller “Hvad prøver kunstneren at pege på med dette værk? ”

    Nå, det kunne være emnet for et andet indlæg, pointen er blot, at det ikke kun er maleriet, der behandles overfladisk af medierne.

    Hvad angår kunstmarkedet, så er det jo sandt at malerier sælger bedre end noget andet, og når man påpeger dette, så behøver det ikke være en afvisning af, at maleriet har andet at byde på end sin markedsværdi, men en realistisk påpegning af, at det nok ikke er helt tilfældigt, at maleriet fik endnu et boom i det forgangne årti.

  2. A. H. Flensborg ser i sit indlæg en række fordele ved at ”man i højere grad pegede på og diskuterede maleriets kritiske potentiale og generelle indholdsmæssige relevans”. Når A. H. Flensborg skriver således, så må det være fordi hun mener at maleriet aktuelt besidder et kritisk potentiale og en generel indholdsmæssig relevans? Nu kan der jo være meget delte meninger om, hvad et kritisk potentiale egentlig er og hvornår et givet værk har et sådant. Ligeledes kan der være delte meninger om, hvad der er af generel indholdsmæssig relevans. Kan A. H. Flensborg derfor ikke give et eller to konkrete og aktuelle eksempler på værker der besidder et kritisk potentiale og en generel indholdsmæssig relevans? Jeg kunne godt tænke mig at få mere specifikt at vide, hvad Flensborg tænker på i forhold til maleriets kritiske potentiale og indholdsmæssige relevans? Hvad er kritisk potentiale? Hvad er indholdsmæssig relevans? Og er det disse to ’kvaliteter’ der udmærker et malerisk projekt?

  3. Ud over den almindelige frustration over at læse dagbladsanmeldelser, var det en
    bestemt artikel, der satte gang i min artikelskrivning. Den handlede om den Dominikanske forfatter Junot Diaz, der har skrevet to meget roste romaner. Det tog ham lang tid (15 år), hvorfor han indimellem har ernæret sig som underviser på et business universitet i USA. Et universitet, der heldigvis har indset det fornuftige i også at undervise i litteratur, for, som han udtalte i et interview, så er man her klar over at kritisk tænkning er baseret i det narrative.
    Umiddelbart tror jeg at disse kurser må fremstå som små oaser i et undervisningsprogram, der ellers peger mod tilegnelsen af økonomiske teorier. Jeg forestiller mig timerne som et sted, hvor den mentale rummelighed og sensibilitet bliver øget sådan helt generelt. At det er heri at kimen til den kritiske tænkning ligger, og at det er den balance, man forsøger at finde, når man inviterer de studerende til at opholde sig i meget komplekse betydningsrum, der kalder på andre facetter af bevidstheden for at forstå en tekst. For hvad vil det egentlig overhovedet sige at forstå noget?

    Hvad der slog mig ved artiklen var selvfølgelig denne respekt for det narrative, denne indrømmelse af dets kritiske potentiale.

    Nu er litteratur noget andet end billedkunst. Selv det narrative maleri er feks. ikke kommunikativt i samme forstand. Men igen; Fordi maleriet ikke illustrerer en handling, kan det godt handle om noget, og fordi noget ikke er sprog i sig selv, er det jo ikke nødvendigvis mindre interessant at tale om. Og italesættelse er vigtig. Det kan man se for feks. hele Leipzigskolens udvikling og succes.

    Når jeg ligefrem benytter ordet kritisk potentiale, er det selvfølgelig lidt polemisk, i forhold til tendensen til at rubricere maleriet som særligt bagudskuende, grænsende til det reaktionære. Ordet vækker måske for mange politiske associationer, og det er egentlig ikke hensigten, jeg sigter mere til ordet i den forstand, det bliver brugt, som beskrevet i indledningen. Som en mulighed for at gå ind i et refleksivt rum, hvor tingene udvider sig frem for at munde ud i pragmatiske teoriedannelser.

    Ferdinand Ahm Krag spørger om jeg synes det er et særligt kvalitetskrav, at værker har et kritisk potentiale. Og hertil må jeg svare; Ikke nødvendigvis – og da slet ikke hvis det er lige som en hammer, der rammer hovedet når man ser på det.
    Men lige som man kan anlægge feks.( kunst)historiske, indeksikale, formelle, eller fænomenologiske synsvinkler på et maleri i en analyse og kvalitetsbedømmelse i det hele taget – kan man altså også spørge til tingene ud fra den vinkel der hedder besidder værket kritisk potentiale? Bliver der rykket ved vores forestillingsevner? Hvilke spørgsmål rejses der? Hvad såes der tvivl om? Hvordan relaterer det sig til verdens tilstand idag? Og hvordan lykkedes den ambition (hvis den er der)? Hæver det sig feks. over de mest banale illustrative planer, som jo – indrømmet – er en af genrens mest iøjnefaldende faldgrubber. Hvorfor ikke? eller i bekræftende fald; hvordan gøres det?
    Det er simpelthen ærgerligt at der ikke bliver spurgt mere til det niveau, fordi kritik – som sagt – er vigtig for skærpelsen på alle niveauer.
    Det gælder for så vidt også mere formelt orienteret maleri, der set i den optik, ofte er meget mere “omverdensrelateret” og potentielt indholdstungt end den meget snævre vurdering røber. Også selvom det selv har tilstræbt denne “tømning”, at der har været gode kunsthistoriske grunde til det, og at det stadig klæber til bedømmelsen af maleriet sådan helt generelt – som Torben Sangild rigtigt påpeger i kommentaren.

    F. A K. spørger også efter eksempler, og med kniven på struben lad mig nævne en lille håndfuld, der både mestrer den lille og den lidt større historie. På flere planer. Beklager at de alle er udenlandske, men i forhold til min tese om manglende lokal kritik er det nok ikke helt tilfældigt;
    Luc Tuymanns, der i sine lidt spøgelsesagtige billeder bla. beskæftiger sig med Belgiens rolle som Kolonimagt i Congo. Men hans undseelige maleri “Hut”, som forestiller en slags papkasseagtig helt lukket hytte i mørkt rum virker på mange måder endnu mere stærkt foruroligende i al sin enkelhed. Og mystisk på en endeløs måde, som bliver det ved at generere andre billeder, flere spørgsmål. Også af mere politisk art – selvom det ikke er det første der springer i øjnene.
    Det mest præsente eksempel er den amerikanske billedkunstner Walton Ford jeg lige har set i Wien. I en Albrecht Dürer tradition fremstiller han svimlende tableauer med dyr, i groteske situationer, formationer. Som regel med udgangspunkt i en tekst – feks. uddrag af rejseberetninger, en roman, en politikers udtalelser etc. Sammenstillingen er overrumlende, men meget sigende om vores behandling ikke bare af dyr, men hinanden og hele vores omgivende miljø. Billederne kan sagtens opleves uden tekster, selv på hovedet er de forrygende. Teksterne tilføjer nogle interessante aspekter, og er selvfølgelig med til at forstærke udtrykket, men det er i høj grad hans meget minutiøse fremstilling af dyrene (blanding af akvarel og blyant), der forlener billederne med en betydningsmæssig fortætning – og forstørrelse. Som en investering der giver en fornemmelse af moralsk troværdighed. Det er selvfølgelig en helt umulig formulering, men jeg kan ikke komme væk fra, at der ligger en eller anden tragedie i historien, jeg som beskuer bliver sjældent bevæget af, og der spiller denne insistende blyantsstreg hen over papir altså en rolle….
    Det er svært at kvalificere bestemte temaer til at være særligt relevante, eller irrelevante. Aktuelle eller ikkeaktuelle. Det meste er jo i princippet interessant, hvis der bliver udtrykt noget interessant om det – på en interessant måde.

    Mht. til de danske malere, vil jeg vove den påstand at samtlige gode narrative malere (som synes opstået lidt på trods) ville blive endnu skarpere, mere omhyggelige, hvis de i højere grad blev inviteret til indholdsorienterede samtidskunstudstillinger – og ikke blev henvist til særlige terrritorier – og hvis betydningspotentialet i deres værker blev diskuteret mere seriøst, mere konkret, mere kritisk. Som Torben Sangild skriver så gælder det jo al kunst, hvilket han desværre har ret i. Men indholdsaspektet er nu særligt underbelyst for maleriet.
    Og det er ikke fordi jeg mener at alle malere nu skal til at forholde sig til krigen i Afghanistan, eller finanskrisen. Det løber mig koldt ned af ryggen ved tanken. Men fordi malerier kan sige noget andet om hvad det vil sige at være menneske i den moderne virkelighed. Og fordi det – ligesom god litteratur – kan øge sensibiliteten og vores evne til empatisk og kritisk tænkning.

    • Bjørn Eriksen skriver:

      Netop Afghanistan og finanskrisen er symptomer på mennesket åndelige tilstand, og som sådan ikke noget særlig interessant malerisk emne, medmindre man også ved noget om årsagerne til problemerne. Picassos “Guernica” er vel stadig mestereksemplet på indsigt i menneskets natur, eller mangel på samme, og synliggør på en gang menneskets afmagt, og det håb som ligger i afmagten. Hvis et maleri som beskriver en nutidig aktuel situation, ikke besidder en malerisk situation eller “drama”, kan det vel være lidt ligemeget. Eller sagt på en anden måde: Når den aktuelle situation ikke længere har nyhedens interesse, og maleriet står alene tilbage, vil det så ikke blot være et tomt udsagn, uden disse indre kvaliteter!?

      At tage udgangspunkt i sin egen afmagt, og det håb som rent faktisk ligger i erkendelsen af egen afmagt, kræver en form for mod som er en sjælden vare i dag. Dels fordi man sandsynligvis kommer til at skabe værker som netop bliver subtile, og svært tilgængelige for de fleste mennesker. Der er ikke noget direkte aflæseligt og aktuelt, i et beskedent værk som blot omhandler mennesket natur. Det paradoksale er, at man netop med et sådant værk, kan fortælle en masse om hvorfor der er krig i Afghanistan, og hvorfor der er finanskrise. Det kræver dog en ganske følsom reflektion på billedets budskab, for at se og forstå sammenhængen.

  4. Kaspar Bonnén skriver:

    Jeg har som maler samme fornemmelse som Anette Harboe Flensborg beskriver i sin artikel. Det er som om der findes en kunst som er finere end maleriet, når det angår dets kritiske potentiale, der er en kunst som går bedre hos kuratorer og som er mere ”kritisk” her mere ”indhold”, som stiller flere ”sprøgsmål”. Det er jo kunst af Superflex, Ingar og Dragset, osv.

    Samtidig kan jeg ikke sige at jeg misunder de kunstnere som ikke laver maleri. Både museer og privatperson køber mere maleri. Så malere er både økonomisk og indholdsmæssigt priviligeret, hvis man kan tale om museal repræsentation, som en form for indholdsmæssig tilkendegivelse. Der har da også været særnumre i Passepartout om maleri, men jeg kan heller ikke huske en anmeldelse avisartikel, som virkelig går i kødet på et maleri (her har Sangild selvfølgelig et par modeksempler, men gem dem nu lige et øjeblik).

    Så enten ønsker vi malere både den økonomiske og den intellektuelle erkendelse. Eller vi må prøve at forstå, hvad det er for en viden, hvilket indhold som Harboe Flensborg og jeg med savner.

    Hvis man ser på det politiske stof, så er der jo analyser og kommentarer og debat.. Og det er jo helt klart i denne kategori at kunstnere som Superflex, Kenneth Balfelt, Hornsleth, og måske andre som Lise Harlev eller Katya Sander henvender sig i. At kunst er en form for samtidsdebat, analyse, ihvertfald benytter den samme kommunikationsformer og strategier som der findes her. Og da dette er den mest udbredte journalistiske skoling og det forum, som findes i aviserne, så er det jo ikke mærkeligt at det er den slags kunst som får mest spalteplads.

    Så er der kendisstoffet. Som også får større og større betydning. Her kommer de internationalt anerkendte kunstnere som Olafur Eliasson, Tal R, og andre som får instant fame.

    Kunst kommer oftest på i kultursiderne. Her informeres læseren om udstillinger, koncerter m.m. og man får en kvalitativ bedømmelse. Det vil sige fungerer værket infor sin form og kontekst. Her ridses både temaer og indhold op og foretages en vurdering på relativ kort plads.

    I bogstof findes der af og til generelle og specifikke debatter, eller ligefrem fejder, som tager både aktuelle og andre forhold op. Disse debatter er så godt som fraværende i kunstdebatten, men der er tiltag som kunsten.nu og f.eks. nærværende. blog. Der findes også blogs i litteraturen, hvor flere forfattere og anmeldere også gør det i blogs, men nærværende forum er et forsøg på at kvalificere en debat, som det bliver spændende at følge.

    Men det som så ifølge Flensborg mangler er så indholdsdiskussionen. Hvilket jeg også tidligere har stået som talsmand for på kunsten.nu i forbindelse med et interview.
    Men man må nok vente længe, ligesom andre psykologiske, sociologiske, filosofiske debatter sjældent får plads i medierne som andet end rapportering, så tilfredsstiller de næppe de respektive faggrupper.

    Har kunsten en sådan priviligeret stilling til mediernes plads?
    Har kunsten en betydning som er så vigtig at den skal prioriteres fremfor andre faggruppers diskussioner?
    Ja det synes vi kunstnere. At der her er en form for symbolsk manifestation, som er af kulturel betydning.
    I wonder.

    Men jeg savner også den indsigtsfulde skribent der både favner det kunstneriske, det filosofiske, det kulturelle, det almindelige etc. En der kan læse og opleve den kultur vi er i og finde nye perspektiver.

  5. Bjørn Poulsen skriver:

    At kritikere ofte aflæser maleriet som primært et æstetisk objekt, og sjældent forholder sig seriøst til den indholdmæssige dimension er jeg enig med dig i (ikke overaskende).

    Hvad der imidlertid er væsentligt nok er det forhold, at denne reception af maleriet ikke begrænser sig til kritikerstanden, men også omfatter det almindelige publikum og vel i høj grad også kunstinstitutionen som sådan.

    Dette skyldes ikke kun, at der findes langt slagkraftigere medier til at formidle indhold, men også at vores kultur er blevet døv over for mere subtilt indhold af f.eks filosofisk-poetisk art.

  6. lisbeth bonde skriver:

    Som det fremgår af Anselm Kiefers udstilling – interview med kunstneren i dag i Weekendavisen ved undertegnede – så fremgår det jo med al ønskelig tydelighed, at hans maleri i lige så høj grad som andre kategorier kan lades med tunge betydninger og skarp kritik. Det er alt sammen kun et spørgsmål om at lukke virkeligheden ind i billedet og kombineret det med et radikalt formsprog.

  7. Torben Sangild skriver:

    Anette, du må ligesom mig glæde dig over den kommende udstilling på Louisiana, der tager fat i Picassos kritiske potentiale og ser hans malerier som politiske kommentarer (omend det ind imellem bliver lidt søgt ud fra kataloget at dømme).

Skriv et svar