Kuratering – diktat eller oplæg

Statens kunstråds internationale billedkunstudvalg har udvalgt kuratoren Katerina Gregos til at kuratere udstillingen på den Danske Pavillon på Venedig Biennalen 2011. Hun er blevet valgt, i en udskrevet konkurrence, blandt 5 andre kuratorkandidater udfra et oplæg om ytringsfrihed, som skal være det tema udstillingen bygges op efter. Konflikten om Muhammedtegningerne er anledningen til at tage netop dette emne op, men det lader ikke til Kurt Vestergård skal gøre sig nogle forhåbninger om at komme til at repræsentere Danmark. Ifølge Katerina Gregos skal der  i stedet sættes fokus på de indskrænkninger i ytringsfriheden som terrorpakken medfører, samt den øgede overvågning, de langt mere kontrollerede offentlige rum og dermed den gradvise forskansning af vores individuelle frihedsrettigheder.

Det syntes jeg lyder meget bombastisk. I et stort interview i Politiken den 9/6-10 bliver det mere nuanceret. Her proklameres at der ikke kommer et eneste entydigt værk med på udstillingen. For hun interesserer sig ikke for den slags kunst, som skærer meningen ud i pap og skefodrer beskueren med den. I stedet syntes hun netop , at kunstens evne til være tvetydig og paradoksal er dens helt store styrke. Så der er lagt et større perspektiv på spørgsmålet om ytringsfrihed. Det handler om de helt grundlæggende spørgsmål som: Hvor begynder din frihed, hvor begynder min?. Og: Hvem definerer hvad frihed er?

Men også her er det præmissen, at ytringsfriheden som vi har arvet fra oplysningstiden er truet. Så der er trods alle forbehold tale om et meget styrende og detaljeret oplæg fra kuratoren. Ikke kun skal de udvalgte kunstnere arbejde indenfor rammerne af et meget bestemt emne, ytringsfrihed, men der følger tilsyneladende en facitliste med, så kunstneren ved i hvilken retning dennes fortolkning skal pege. Hovedbudskabet ligger fast, og man ønsker at have nogle kunstnere til at illustrere det allerede kendte.

Diktat-kuratering

Det er selvfølgelig lovligt polemisk sat op, men sagen giver anledning til at rejse nogle kritiske spørgsmål; Er det kuratorens rolle, at diktere det kunstneriske emne? (Og i dette særlige tilfælde også en del af indholdet.)

Situationen må jo være den for Katerina Gregos, når hun skal udpege de kunstnere, der skal deltage på Biennalen, at hun ikke spørger, hvilke kunstnere der for tiden laver den mest væsentlige kunst, men hvilke kunstnere der laver den mest væsentlige kunst om ytringsfrihed.

Umiddelbart kan jeg ikke komme i tanke om nogen kunstner herhjemme, der i direkte forstand har ytringsfriheden som væsentligt omdrejningspunkt for sin kunstneriske produktion (men det kan selvfølgelig sagtens skyldes min egen uoplysthed på området.) Men jeg fornærmer forhåbentlig ingen ved at sige, at det ikke er et emne der ligefrem har domineret kunstscenen. I forhold til f.eks problematikken om indvandring, rascisme, mødet med den anden etc.

Min pointe er at emnevalget vanskelligt kan fortolkes som udtryk for, at hun så at sige bare tager situationen på kunstscenen til efterretning. Tværtimod går hun selv ind som direkte medskaber af de kommende kunstværker, i den forstand at emnevalg må siges at være en vigtig del af den kunstneriske proces. Måske skyldes den hidtige sparsomme opmærksomhed på kunstscenen omkring emnet ytringsfrihed, at så få kunstnere er blevet konfronteret med forbud personligt, og den bedste kunst bygger nu engang oftest på en eller anden grad af direkte erfaring. Men på kunstscenen kan man tillade sig alt, netop fordi den ikke har nogen politisk betydning.

Sådan er det ikke overalt i samfundet, tænk f.eks på den ballade det havde afstedkommet, hvis Katerina Gregos emnevalg ikke havde omhandlet Biennalen, men DRs kommende production af TV-serier.

Kontrol og mislykkede stater

Selvom jeg vil fokusere på de kunstpolitiske aspekter, vil jeg nu lige skyde en kort politisk kommentar ind. De sidste 25 års internationale politik har bevidnet en lang række statslige diktatures fald, især i østblokken og Latinamerika. I stedet er magten blevet fragmenteret og en lang række såkaldte “failed states” er opstået eller centralmagten har mistet kontrol over store dele af sit territorium. En udvikling som også har ramt vesten, omend i mildere form, især i de gamle velfærdsstater.

Den såkaldte øgede kontrol er således ikke udtryk for et Big Brother-samfund er på vej, men snarere kompensatoriske handlinger for at bremse eller camouflere, at staten har mistet terræn. Det betyder ikke, at ytringsfriheden ikke kan blive truet, for mafiabosser kan ikke lide kritik, men det samlede billede er mere komplekst og langtfra entydigt.

Århusiansk økoæstetik

Et andet aktuelt eksempel på at kuratoren styrer kunsten ud fra emnevalg er  Århus Kunstbygnings Open Call for udstillinger i 2011, hvor rammerne er et manifest af Rasheed Araeen, “Mod en Økoæstetik”. Her er der ubestrideligt tale om et af de vigtigste politiske emner i dag –  hvis ikke det vigtigste politiske emne i dag. Men det er jo heller ikke ligefrem et ubeskrevet felt. Rasheed Araeens hysteriske og moraliserende manifest gør mig ihvertfald ikke klogere på emnet eller inspirerer mig til at lave kunst over det. Men ikke desto mindre er det styrende for hvilken kunst, der får ytringsmulighed i Kunstbygningen 2011.

I begge tilfælde ser vi en situation, hvor et for kunsten eksternt emne, bliver det primære kriterie, institutionen vælger ud fra. Det peger på et problem med det udvidede kunstbegreb. Når kunstnerne agerer som ulandsarbejdere, miljøforkæmpere, socialarbejdere, arkitekter osv. sker der ikke kun det, at kunsten ekspanderer ind i disse nye felter, men også at de diskurser der behersker disse felter, slår tilbage ind i kunsten og bliver normative i selektionen af, hvad der bliver taget alvorligt og hvad der ikke gør.

Kuratering, magt og politisk kunst

Jeg mener selvfølgelig ikke, at man ikke kan lave politisk kunst, for så truer den politiske dagsorden den kunstneriske frihed. Ethvert emne – også politiske – man brænder for, kan være udgangspunkt for kunstnerisk skaben. Hvad der er pointen, er at i det kunstneriske felt må det være det kunstneriske, der tæller. Man må bekæmpe ethvert tilløb til, at kunsten bliver reduceret til et middel for sit emne, at der opstår en intern hierakisering i værket mellem indhold og form. I sidste ende er det ikke intentionen, der tæller, men værket .

Det kan selvfølgelig, i det konkrete tilfælde, være umuligt at holde tingene adskilte, hvornår begynder det politiske og hvornår begynder det kunstneriske. I det vellykkede værk er felterne netop smeltet sammen, hvorfor man får oplevelsen af en nødvendighed i forhold til, at det kun kunne være lavet på netop denne måde. Det politiske indhold kan ikke skilles fra sin form og transporteres over i en anden form.

Jeg mener selvfølgelig heller ikke , at man ikke kan lave kuraterede udstillinger. Kunstnere har altid sluttet sig sammen om at lave udstillinger omkring fælles værdier, og at professionelle kuratorer idag bliver koplet på denne proces er ikke i sig selv problematisk og kan måske endda være nødvendigt, hvis man ønsker at slå igennem i såvel institutionen som den bredere offentlighed. Så hvad jeg kritiserer er ikke kuratorfænomenet som sådan, men at enkelte personer bruger deres magtposition til at fremme bestemte ideologiske dagsordner, som kunsten så må rette ind efter.

Med medierne rykker verden tættere på, og hver dag sker der tusinde katastrofer, der hver især forekommer vigtigere end noget kunstværk. Men at verden rykker tættere på, betyder også at verden skrumper, og hvis kunsten fuldstændigt skal underordne sig det politiske, så begynder her for alvor at blive klaustrofobisk.

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

6 kommentarer til Kuratering – diktat eller oplæg

  1. Torben Sangild skriver:

    Umiddelbart har jeg det stik modsat dig: Jeg kan ikke få kurateringer strammme nok. Jeg synes ofte problemet er det modsatte: At halvdelen af værkerne på temaudstillinger ikke har meget med temaet at gøre, men er taget med fordi det var hvad kunstneren lige havde gang i.

    Det hænger formentlig sammen med at museer/kunsthaller/gallerier lægger mere vægt på kunstnernes CV end på noget andet. Artfacts hitliste og fornemmelser af hvem der er cool lige nu er vigtigere end at skabe en sammenhængende udstilling af relevante værker.

    Hvis man skal tage Anettes indlæg på ordet, så er der behov for et øget fokus på indholdet i kunsten. Det kunne man måske overføre på kuraterede temaudstillinger: Gå efter værker der behandler et emne frem for efter de store navne.

    Men hvis vi går væk fra den generelle problematik og kigger på dine eksempler, så giver jeg dig fuldstændig ret. Her er problemet ikke en hård kuratering, men at kuratoren på forhånd har en konklusion, en fasttømret mening om hvad der skal siges om emnet.

    Jeg synes det er fint at lægge politiske emner ned over en udstilling med hård hånd. Men det er noget andet end at definere hvad der skal menes, altså hvad svaret er. Heldigvis er kunstværkerne som regel mere tvetydige end kurator-statements.

  2. At udstillinger er tematiske synes jeg ikke er et problem – i sig selv. Problemet ligger mere i, som Torben Sangild skriver, hvis man aner en meget bestemt politisk hensigt lige lovlig tydelig. Og det skriver Bjørn Poulsen vel egentlig også, men er mere generelt irriteret over kuratorernes tendens til at ville bestemme indholdet? Eller er det de nævnte temaer i særdeleshed?

    Som billedkunstner ser jeg ikke nødvendigvis noget problem i at f.eks. kunsthistorikere indtager rollen som kurator, og beslutter et tema. Men hvis det skal blive en interessant udstilling, kræver det selvfølgelig at kuratoren er god til at formulere et tema, så det har flere “billedmæssige” muligheder i sig. Og som jeg jo efterlyser kan finde på at pege på kunstnere, der ikke ligger lige til højrebenet, men kunstnere for hvem temaet kan være en udfordring – en mere eksagt kontekst end f.eks. galleriets hvide kube – og som til gengæld kan forlene udstillingen med mere uforudsigelighed, større bredde og andre evt. personlige perspektiver på stoffet.

    Som Ferdinand Krag spurgte ind til i forbindelse med min artikel om maleriets kritiske potentiale, er det svært på forhånd at sige om et tema er mere relevant og væsentligt end andre, fordi det kommer an på, hvordan man behandler emnet. Temaet ytringsfrihed er selvfølgelig på et journalistisk niveau både relevant og væsentligt. Alligevel er det måske værd at diskutere om temaet ytringsfrihed sådan uden videre er velegnet i en billedkunstnerisk diskurs; på en gang for bredt og for smalt, for tørt og for politisk ”saftigt” belastet. Og sikkert ikke noget danske billedkunstnere har ret mange personlige erfaringer med (ikke at man derfor er afskåret fra at have en mening om, eller en ubændig trang til at udtrykke sig omkring det). Men jeg håber da i al fald at kuratoren finder på en anden “større” eller mere poetisk titel, så der ikke går ren featureuge i den.

  3. lisbeth bonde skriver:

    ”I sidste ende er det ikke intentionen, der tæller, men værket,” skriver Bjørn Poulsen i sit indlæg (fra den 13. august) imod en (for) stram kuratorisk styring af kunsten, og det kan man (jeg) kun give ham ret i: Værket må have forrang i forhold til de kuratoriske selektionsprincipper/tematikker, og det bør altid få det sidste ord, ligesom kuratoren bør bøje sig for kunsten og ikke omvendt. En måde at sikre sig dette på, er at koncipere udstillingstitler/tematikker ud fra allerede bestående værker. Altså at benytte sig af en induktiv metode i stedet for en deduktiv. Således undgår man ’bestillingsarbejder’, der gradbøjes efter temaer, og som poder værkerne med udefra kommende ’genmateriale’: Kuratoren bør være så velorienteret, at han/hun evner at udvælge værker i tiden, der reflekterer nogle aktuelle tendenser i kunsten/i samfundet/i videnskaben mv.

    Alle mindeværdige, kuratoriske udstillinger rummer en sådan refleksion: ’Zeitgeist’ i Berlin (1982) under ledelse af Christos Joachimedes og Norman Rosenthal i Martin Gropius Bau for at nævne et eksempel på en udstilling, der gav genklang i samtidskunsten i resten af Europa (jfr. den udmærkede udstilling ’De vilde 80’eren’, der åbner i dag i ARKEN). Eller for den sags skyld den vigtige gruppeudstilling, som Lars Nittve (dengang museumsinspektør) konciperede i 1988 i Moderna Museet: ’Implosion – a Postmodern Perspective’, for ikke at glemme den altid foretagsomme, men også visionære bannerfører for YBA, Damien Hirst’s famøse udstilling ’Freeze’, der fandt sted i London Dockland, også i 1988. Disse udstillinger fik vidtrækkende betydning for de næste generationer af kunstnere – og for kritikken og æstetikfilosofien i samtiden.

    Men hvor mange elendigt kuraterede, teoretisk prætentiøse og larmende tomme udstillinger har man (jeg) ikke været vidne til i tidens løb, som også Torben Sangild bemærker i sin replik til Bjørn Poulsen? Hvor mange udstillinger er ikke slet og ret blevet til som et udstyrsstykke, der skulle tilfredsstille nogle bevilligende myndigheders eller private pengekasses interesser eller forestillinger om, hvad der lige nu er hipt eller interessant? Så hellere de kunstnerstyrede udstillinger. Thi kunstnerne ved som regel (nogle gange går venskaber dog desværre forud for kvalitetshensyn), hvem der er de kapable kunstnere i deres midte.

    En intelligent måde at kuratere på ses efter min mening realiseret i ægteparret Asbæks Mallorcinske kunsthal, hvor udstillingerne er lagt i hænderne på skiftevis den amerikanske kurator og kritiker Barry Schwabsky, og den Berlinbaserede kurator Friederike Nymphius. Det tyske forlag Hatje Cantz’ engelsksprogede Contemporary European Art Guide (2009) giver CCA, Centro Cultural Andratx følgende karakteristik af kunsthallen, der økonomisk kører på pumperne: ”Udstillingerne her har fokus på samtidskunstværker med skarp kant, og centret er et af de mest udfordrende i hele Spanien. Stedet rummer også Art Foundation Mallorca, som organiserer udstillinger såvel som et artist residency program på internationalt niveau. I kunsthallen har man kunnet se udstillinger med bl.a. Cosima von Bonin, Markus Oehlen og Jittish Kallatt,” hedder det. CCA er altså ifølge den ansete guide ved at skrive sig op blandt regionens betydningsfulde træfpunkter for billedkunst, der udforsker virkeligheden – og kunsten – i nye retninger. Men trods 8 år på bagen, en høj kunstnerisk cigarføring og nogle splendide rammer synes stedet endnu at være lidt af en offentlig hemmelighed. Jeg gæstede stedet sidste år og så en fremragende udstilling ’Black Holes’, der tog afsæt i nogle tendenser i 1980’enes kunst, om end den også havde nye værker med for at perspektivere problemstillinger, relateret til den postmoderne æra. Det var altså en tilbageskuende udstilling, der mønstrede nogle tendenser, som var vendt tilbage i det nye årtusind efter krisen. Af forskellige praktiske grunde og misforståelser, blev min anmeldelse dog aldrig bragt i Weekendavisen, hvor jeg leverer det meste af mit stof. Interesserede, der har tid og lyst, kan læse med her:

    Sorte huller

    En kompleks, men smuk udstilling i sort/hvid blænder op for en tur tilbage til 1980’ernes kunst

    Af LISBETH BONDE

    Der lefles ikke for publikum i Patricia Asbæks mallorcinske kunsthal. Sort hul er en krævende udstilling, som både tematisk og medie/udtryksmæssigt fordrer en del kunsthistorisk viden eller vilje til viden af publikum, men selv om den henhører under kategorien ’kolde’ udstillinger, er den rig og spændende, hvis man giver sig i lag med at afkode værkerne. Udstillingen er kurateret af tyske Friederike Nymphius, der har været vidt omkring med sine indlån, og værkerne afviger fra megen anden samtidskunst, som man (jeg) har set, ved at være nørdede og dyrke den yderste perfektion.

    Lad os først dvæle lidt ved titlen, der henviser til dette mystiske himmelfænomen, som Albert Einstein forudsagde i 1915, og som siden 1970’erne har kunnet bekræftes via observationer. Et sort hul, der også kaldes for en gravitationsbrønd i universet, er så tæt, at hverken lys eller radiobølger kan udgå fra det, men da alt stof i nærheden af et sort hul spiralerer ind i det med en hastighed, der nærmer sig lysets, afgiver det varme, som kan observeres som røntgenstråling. Der er mange sorte huller i universet, fx har man observeret et stort sort hul i Mælkevejens centrum. Den franske filosof, sociologen Jean Baudrillard (1929-2007) anvendte dette begreb fra astrofysikken som metafor for den eskalerende medievirkelighed i det postmoderne samfund. Masserne er som sorte huller, mente han. De ’fodres’ med mediernes endeløse informationer og underholdningsprogrammer, men de svarer kun igen med tavshed. En solidarisk tavshed, hvor de unddrager sig oplysning. Det postmoderne menneske lever i en medieskabt pseudovirkelighed, et såkaldt simulacrum, mente Baudrillard.

    Udstillingens værker forholder sig direkte eller indirekte til titlen. Mest iøjnefaldende er Neil Campbells’ (CAN) to kæmpehuller, ’Boom Boom’, som han har malet direkte på hver sin væg i hjørnet. De suger blikket til sig med deres sorthed midt i den knivskarpe, hvide kube og kan minde om kæmpemæssige mikrofoner eller højttalere – eller om store huller, der leder ud til et mørke udenfor. Og så er der Ugo Rondinones (CH) selviscenesatte, manipulerede fotografier, der afsøger grænselandet mellem kønnene. På disse performative fotos veksler den androgyne figur mellem at være en mager, kvindelig model, hentet ud af modebladenes glittede univers, og en mandlig, marginaliseret stakkel, som man kunne forestille sig på en psykiatrisk anstalt. På et af disse fotos (også kendt fra Louisianas faste samling) ses ’han’ med to hvide pletter omkring øjnene, fremkommet ved for kraftig solbadning. De to cirkelrunde solbriller, der beskyttede ham, hænger nu som to sorte huller eller øjenhuler, der intet ser. Det er et tragikomisk værk, der viser, hvor vaklende og skrøbelig subjektets identitet er forankret i kønnets sorte hul.

    På udstillingen er repræsenteret allehånde medier og materialer, herunder en humoristisk installation af Tom Burr (US) ’Next Whisky Bar’ med en hentydning til The Doors’ berømte nummer ’Alabama Song’. Baren er om nogey et sort hul, man spiralerer ind i, en af kulturens mere alvorlige gravitationsbrønde. Her står tomme whiskyflasker og glas og balancerer på en folde-ud-bar, der trinvis indtager rummet bagud som en slags himmelstige. Tauba Auerbach (US) advokerer for stilheden i sin gouache, hvor hun leger med farvede bogstaver, som danner de to ord ud af de samme bogstaver: ’Listen og Silent’, ligesom den danske kunstnergruppe Superflex, der er kendt for at stille deres kunst i det godes tjeneste, har skabt en gravure med bogstaverne ’Free Beer’. Det er en reklame og opfordring til at drikke den specielle demokratiske øl, hvis opskrift de ikke har copyright på, og hvor der indgår guarana bær, som de fattige amazona-bønder dyrker – og tjener på i takt med øllens udbredelse. Matt Saunders (US) viser os i sit raffinerede maleri – tusch og olie på mylar – døden som det endelige mørke eller sorte hul i sit smukke, men uhyggelige værk ’Prison’, hvor vi ser en sort fanges ansigt. De lukkede øjne indikerer, at døden måske allerede er indtruffet. Motivet synes at forsvinde i en sky eller at træde ud af et anelsesfelt. Værket er et af mange af udstillingens eksempler på, at maleriet som kategori sagtens kan fungere uden for sin udskældte position som salonkunst og træde i karakter som kritisk og politisk kunst. Titlen giver associationer til den elektriske stol, så værket kan også ’læses’ som et partsindlæg imod dødsstraf. Evan Gruzis’ (US) tuschtegninger er ligeledes en teknisk tour de force: Det er en række pasticher på typiske, hedonistiske 1980’er plakater, der indkredser en postmoderne stemning af lige dele lurende katastrofe og yuppie-luksus. Hans illusion forleder betragteren til at tro, at der er tale om tryk eller fotos, men de er håndgjorte. Også Kitty Kraus’ (D) ’Flag’, et fotomanipuleret flag i s/h blafrer i vinden. Ubestemmeligt uden nogle konkrete nationale referencer. Igen anelsesfuldt, mangelaget og tredobbelt eksponeret, hvorved det næsten synes at forsvinde. Det er en fin billedkommentar til hele tanken om national identitet, som Kraus her sår tvivl om med billedet som et magtfuldt redskab. Så er der Dennis Rudoplphs (D) katastrofiske byvision. En kæmpemæssig, uhyre detaljerig ætsning af New York, der er ved at blive oversvømmet af en flodbølge, som snart blitzer ind over Manhattan. Det er et uhyggeligt perspektiv, hvor den amerikanske havørn er ved at dratte ned fra en skyskraber i forgrunden og flere af højhusene er begyndt at knække over.

    Udstillingstemaet er skarpt konciperet og giver ordet til nogle begavede kunstnere, der udtrykker sig i et mangelaget, metaforisk sprog, der dog ikke mangler politisk eller kritisk punch. Flere værker burde blive omtalt her, men pladsen tillader det ikke. Udstillingen viser, at et godt værk er en hel verden, og ’læser’ man betydningen af det enkelte værk med ind i det næste, opstår der en samlet fortælling om angst og usikkerhed i en verden, der lige nu befinder sig i en febertilstand, som vi ikke har kendt siden 1980’erne, et dystopisk årti, hvor håbet om en bedre verden syntes slukket. Sådan ser det desværre ud i dag igen, hvis man tager værkerne på ordet.

  4. Kaspar Bonnén skriver:

    Bjørn Poulsen “I det vellykkede værk er felterne netop smeltet sammen, hvorfor man får oplevelsen af en nødvendighed i forhold til, at det kun kunne være lavet på netop denne måde. Det politiske indhold kan ikke skilles fra sin form og transporteres over i en anden form.”
    Jeg kan godt forstå denne idé, men man må vel sige at kunstværket i dag fremstår enten som et politisk isoleret objekt, der kun fungerer på sine egne præmisser indenfor kunstinstitutionen, eller som et politisk kunstværk, der forsøger at kommunikere til verden.
    Kuratering er vel ofte et forsøg på at mediere mellem de to yderpunkter. At aktualisere værker som ellers fremkommer igennem en anden form for logik.
    Kunstnere er sjældent godt til den form for kuratering. Eller til at tale til en bredere offentlighed. Eller mit svar er: Kunstnere må selv komme med en kuratering der kommunikerer med verden og ikke kun til dem selv.

  5. Torgny Wilcke skriver:

    I den nyligt overståede Copenhagen Contemporary Art Weekend var der lagt et større forløb om kuratering og karakteristisk var oplægsholdere alle kunsthistorikere eller det der lignede. Jeg ved ikke om fraværet af kunstnere i kurator oplægene var et bevidst valg eller bare et for håndenværende princip og udtryk for hvem der sad og planlagde, som så meget andet.
    Det kan ses som udtryk for at faggrupperne, selvom man gerne vil påstå noget andet, oftest i praksis er konformt og åbentlyst opdelt.

    Reelt samarbejde mellem faggrupper og syn på hvordan ting kan gøres er oftest frugtbare, især hvis det sker med åbne arme og lyst til at bruge hinanden og det sker da også af og til.
    Hyppigt oplever jeg faggruppe mixet som en skin manøvrer, som flimrer igennem i resultatet, dvs. udstilllingen/projektet.

    Hvor ofte har det ikke skinnet igennem en kunstner initieret udstilling at ønsket helt enkelt var at udstille – og så blev der klistret en anden faggruppe på, for at opfinde et “større” formål med udstilllingen eller projektet – nogen gange med held, men af og til åbentlyst påstået/ligegyldig camouflage/undskyldning for en helt legitim lyst til at vise det man som kunstner laver.

    Fra den anden side (og det er ikke fjenden!) ses udstillinger sat op af Kunsthistorikere med et mere eller mindre firkantet tema eller idé som udgangspunkt og så kan vi fyre næsten den samme sætning af igen:
    Hvor ofte har det ikke skinnet igennem en kunsthistoriker initieret udstilling at ønsket enkelt var at sætte noget op – og så var der klistret en anden faggruppe på, kunstnere, arkitekter m.m. Det kan ende i et let gennemskueligt resultat, som var givet før man begyndte “eksperimentet”, et projekt uden åbne arme eller lyst til at se hvad der sker når udøverne får bare lidt frie hænder. Det kan ikke undre når projektet/udstillingen/resultatet er tørt, pædagogisk uden overraskelser – alt passer for godt sammen – det opleves som et skrivebordsprojekt.

    Min oplevelse er at kunstnere oftere kuraterer på kunstnere med åbenhed for hvad der må ske – det kan blive noget rod, men det kan også blive sprudlende, hvor afvigelserne får helheden til at stå frem og på trods hænge sammen.

    Kunsthistorikere synes fra min side ikke sjældent at kuratere på værker, om det er angst for at miste grebet, kontrol eller miste sit budskab skal jeg ikke sige. Tørt og forudsigeligt kan det i hvertfald blive.
    I mine øjne er det vigtige i kuratering at have et projekt og idé, der er værd at følge, have klarhed over hvad ideen går ud på, formulere det og så udføre det med åbenhed for, hvad der sker uden angst for at få det til at leve og spudle eller af og til gå helt i vasken.

    Skinmanøvrer er sjældent nødvendige, selvom det heller ikke kan udelukkes at være brugbart af og til – tjah – vi må bruge det som skal bruges, hverken mere eller mindre, for at nå frem til noget.

  6. Pingback: Kan man kuratere ytringsfrihed? | Kunstdebatten

Skriv et svar