Kunstverdenens lukkethed

Kunstverdenen efterlyser åbenhed…eller gør den?

Forleden dag mødte jeg ved en hyggelig sammenkomst en mand, der, da han hørte mig fortælle om, hvad jeg laver, sagde, at han faktisk var meget interesseret i at vide noget mere om kunst, og at han egentlig længe havde haft lyst til at få noget ordentlig kunst op og hænge derhjemme, men at han simpelthen ikke anede, hvordan han skulle komme i gang. Jeg spurgte ham, om han havde været på besøg hos nogle gallerier, og han så helt forbavset ud og svarede, at han ikke kunne drømme om at gå ind på et galleri alene. Han havde en fornemmelse af, at han skulle vide noget om kunst, før han kunne tillade sig at gå på galleri. Han oplevede kunst som svært tilgængeligt og kunstverdenen som en lukket klub, hvor nogen sidder inde med ”den rette” smag og viden; en smag og en viden, som man som udenforstående vel at mærke ikke bare kunne blive indviet i.

Hans respons overraskede mig ikke. Jeg har hørt det før. Faktisk vil jeg sige, at otte ud af ti af dem, jeg møder udenfor kunstverdenen, siger noget, der til forveksling ligner det, han sagde. Det er tankevækkende og bør give anledning til selvransagelse i kunstverdenen. I hvert fald hvis den samtidig ønsker sig flere besøgende, åben debat og større almen bevågenhed. Og det gør den jo – gør den ikke?

Kunst er da udadvendt…

Men hvorfor er det så svært for kunsten at nå ud over kanten og ud til den brede befolkning på en måde, så mødet bliver kvalitativt for alle parter? Kunstverdenen er jo dog både imødekommende, øjenåbnende, udadvendt, nytænkende, spændende, berigende, befriende og givende. Den er et frisk pust i tilværelsen, hvor alt kan ske. Den spiller bold med og mod samfundet, historien og samtiden og tilbyder regelbrud og vanebrud, der beriger hverdagen og giver luft under vingerne! Det burde da ikke være svært at sælge billetter til den forestilling…

Så er det simpelthen fordi almindelige borgere, politikere og medier er for indskrænkede? Skyldes det sejlivede fordomme om kunstens utilgængelighed? Handler det om kunstens svært forståelige formsprog? Beror det på uigennemskuelige parametre for kvalitetsvurdering? Bunder det i misforståelser om kunstelitens arrogance? Eller er det bare samtidens forfladigende underholdningstendenser, der diskvalificerer kunsten? Hvad er det, der går galt?

Jeg har et bud.

Kunstverdenen er ekskluderende

Kunstverdenen er nemlig ikke kun berigende. Den er også et ekskluderende, bedrevidende, kompetitivt, elitært, vurderende, selvtilstrækkeligt og arrogant flerhovedet bæst. Det behøver man ikke at stå udenfor kunstens verden for at kunne se. Og helt ærligt: Hvem ønsker at indgå i dialog med bæster, endsige involvere sig med dem? Hvis vi i kunstverdenen virkelig ønsker åben debat og større almen interesse og bevågenhed, må vi lægge bæst-tendenserne på hylden. For selvom mange i kunstverdenen prøver at åbne op og forkorte distancen mellem kunst og offentlighed, så slår det ikke igennem i den brede offentlighed. Det opleves måske ikke som helhjertet og troværdigt. I hvert tilfælde trænger det ikke igennem til helt almindelige og måske sågar spirende kunstinteresserede mennesker som ham, jeg mødte forleden.

Så selv om gallerierne inviterer til åbent hus med fri bar og snacks fredag efter fredag; selv om kopenhagen.dk sørger for at give overblik over aktuelle kunstarrangementer; selv om kunsten.nu publicerer interessante artikler om kunst og kunstverden; selv om der skrives kunstblogs rundt omkring, der forsøger at placere kunsten i øjenhøjde; selv om Mads Øvlisen med jævne mellemrum inviterer til offentlig debat på Kunstrådets hjemmeside; selvom museerne holder arrangementer for børn, byder på varm mad i caféen og lækre ting i museumsshoppen; og selvom denne side (kunstdebatten.dk) inviterer til offentlig debat og slår fast, at det ikke er en lukket klub, men et offentligt forum – så virker det ikke helt. Kunstverdenen har svært ved at trænge igennem og tiltrække sig og fastholde almen interesse, engageret debat og større bevågenhed – svært ved at få ham fra forleden til at føle sig velkommen i stedet for ekskluderet.

Gider vi blive ved med at tale til os selv?

Jeg synes, det er ærgerligt. Og jeg er overbevist om, at det ikke skyldes, at alle de andre uden for kunstverdenen er dumme. Jeg synes, at vi, som er en del af kunstverdenen, er forpligtet til aktivt og helhjertet at lægge hovederne i blød, så vi kan få ændret opfattelsen af kunstverdenen som en lukket klub. Jeg synes, at vi i kunstverdenen går glip af så meget ved at begrænse os til et snævert publikum – et publikum der i det store hele består af os selv. Jeg synes, at kunst først og fremmest bliver interesant, når det rykker ved mig som person – ikke når andre smagsdommere siger, det er godt. Og jeg er ked af, at mange aldrig får mulighed for at få den personlige gode oplevelse med kunst, fordi de ikke kommer tæt nok på. Og så er jeg bange for, at det er en vanvittig hård nød at knække. Det svært tilgængelige ligger ligesom i kunstens DNA. Det ligger i kravet om kunstens evige fornyelse, der medfører at kunsten i sit formsprog og i sit indhold skal løbe foran i et tempo, der gør det svært at følge med, og alt for nemt at blive hægtet af. Det ligger i historien og i kunstens status som tilhørende finkulturen. Det kan hverken væltede biler på Kgs. Nytorv eller rådne grisekroppe ændre på. Og finkultur har et snævert publikum.

Men hvad siger I? Skal vi kapitulere, stikke piben ind, acceptere vores status som utilnærmelig finkultur og lære at holde af at tale til os selv og hinanden i vores lukkede klub? Eller skal vi insistere på at forsøge at bryde fordommene, rydde ud i arrogancen og den elitære distance og anerkende vores eget ansvar for at få skabt en åben klub, der er attraktiv nok til, at de mange vil søge om optagelse?

Birgitte Riis

Birgitte Riis er BA i Kunsthistorie fra Københavns Universitet 2008. Selvstændig kunstkonsulent i Birgitte Riis Art Consulting. Skriver kunstblog og artikler, holder foredrag og kurser om kunst og kunstverdenen og rådgiver virksomheder og private om kunst.

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

18 kommentarer til Kunstverdenens lukkethed

  1. Bjørn Eriksen skriver:

    Det er netop et mangehovedet bæst man giver sig i kamp med, hvis man vil man vil skabe en komplet åbenhed mellem kunstverdenens mange indforståede snævre cirkler, og et bredt publikum. Hvis nu den mand du beskriver havde ønsket sig en kæreste, i stedet for et kunstværk – hvad så!? Svaret er ret indlysende, der må gøres en indsats. Hvis man blot tænker: hun vil ikke ha’ mig, og jeg ved ikke nok om hende, jeg må hellere give op uden overhovedet at give det et forsøg!

    Og så er der alle fordommene.

    Troen på at de fine gallerier med de dyreste værker har den bedste kunst! Den tendens som i øvrigt er blevet så udbredt i vores ret så kulturfattige samfund: pengene styrer!

    Eller alle de prædikater som bliver påklistret kunsten udefra, af folk som ikke selv er udøvende kunstnere: kunsten SKAL! Kunsten skal hvad? Kunst skal PROVOKERE??? Kunst skal OVERRASKE??? Kunst skal være NYSKABENDE???
    Det er rigtigt at kunsten gør disse ting, men ikke på kommando, og ikke hele tiden og altid. Var renæssancens portrætter af det bedre borgerskab provokerende, overraskende og nyskabende?
    Men hvis almindelige mennesker hele tiden, gennem medierne, får at vide at kunsten skal provokere osv. skaber det en betragtelig distance til den kunst i vores egen tid, som ikke opfylder disse kriterier, men er skabt på helt andre præmisser. I øvrigt er det med provokationen i kunsten en særdeles subjektiv størrelse. Lige nu er det måske rådne grisekroppe osv. Men det skulle ikke undre mig, om det at skildre det “normale” helt “almindelige” menneske i kunsten, en skønne dag bliver den største provokation overhovedet.

    Problemet er nok også tildels, at vi gerne vil have kunsten, men ikke kunstnerne. Kunstnerne er simpelthen for besværlige at have med at gøre. De laver underlige ting, og opfører sig mærkeligt. De er menneskesky, og højarrogante. Så længe de lever er det i hvert fald ikke noget plus. Sjovt nok er kunsthistorien spækket med anekdoter om kunstneres særheder, så meget at det nogle gange overskygger indlevelsen i værket.

    Men men men. Jeg savner lidt dialogen mellem kunstner og publikum. At kunstnere rent faktisk har lyst til at fortælle om deres værker. At det netop ikke er den plathed som man oplever i Kunstrazzia: John Kørner/Tal R./Katrine Ærtebjerg: Hvor meget får du for sådan et billede? Kan jeg male en Katrine Ærtebjerg? Hvad blev der af det gode spørgsmål: Hvad handler dit værk om? Indrømmet, det kommer så også af og til, men helt klart ude på sidelinjen, efter at der er savlet over prisen på billedet og kunstnerens berømmelse.
    Desværre er denne type udsendelse ret symptomatisk for vores tid, og på niveau med X-Faktor. Og igen: det skaber distance til værket, der er ingenting at forstå, vi skal bare måbe!

    Jeg er heller ikke helt sikker på, at de mange ikke allerede har meldt sig ind i “klubben”, som du skriver. Når jeg går på museumsbesøg, er der stort set altid sort af mennesker! Jeg vil vove den påstand at der er langt flere mennesker i Danmark som interesserer sig for kunst og kultur, end der er mennesker som interesserer sig for sport? Men det er ikke det billede man får fra medierne – her er sporten i højsædet. Medmindre man registrerer at den håndboldkamp i fjernsynet man er ved at falde i søvn til, kun overværes af 30-40 fans i hallen! Alligevel skal man trækkes igennem hjernedøde interviews efter kampen. “Hvordan føltes det at vinde?” – Fedt, fed følelse! Osv. Tænk hvis medierne dukkede op til diverse ferniseringer, og stillede gode relevante spørgsmål til kunstnere og gallerister, museumsfolk og publikum!!! Tænk hvis de i det hele taget dækkede nyhedsstoffet i kunstverdenen, på linie med nyhedsstoffet i sportsverdenen! Det ville da være noget som ville være med til at fjerne det elitære, gøre kunstnerne mere synlige og menneskelige.

    To konstuktive forslag til de progressive:
    1. Skab en kunstfestival på linie med en filmfestival! Saml alle de store legater og priser i én stor pulje, og uddel dem én gang om året, under stor mediebevågenhed! Det vil også skabe opmærksomhed og øge tilgangen af medlemmer i “klubben”…
    2. Saml de tre kunstfaglige organisationer under en hat, og få et langt stærkere talerør, og langt stærkere solidaritet mellem kunstnere.
    Jeg arbejder gerne selv med på disse ting, såsnart jeg har fået oprettet Billedkunstnernes egen Fond, som skal give billedkunstnerne bedre økonomiske vilkår, og også skabe mindre afstand mellem kunst og beskuer.

  2. Kenneth Krabat skriver:

    Der er producenter og så er der sælgere. Kan kunstnerne og køberne ikke stole på sælgerne, og ja, der vil altid være sælgere som sælger efter “går den, så går den”, så har både kunstnerne og vi andre et problem. Hvad skal kunst koste? Tja, hvad skal din bil koste? 750.000 er i orden? Hvad er en god bil? Hvad er et godt billede? Hvad synes du selv?

    “Hvad synes du selv” er problemet. Bilen kan man læse anmeldelser om, den er masseproduceret, der opstår snart et gennemsnit af problembeskrivelser. Men kunsten…? Især unika – der bliver det et spørgsmål om andre kan verificere værdien, og ikke om hvad man selv mener. Og, endnu værre: Handler det om blæreværdien, snarere at sidde godt, være uforstyrret under kørslen, mærke en levende, kontrollerbar bil omkring sig = er det et dyrt billede snarere end et billede man kan lide…?

    Kunst bør hverken formidles eller sælges af journalister. Problemet er, at folk forveksler kunstudsendelser på TV med udsendelser OM kunst – journalister har sjældent beføjelser eller evner, for den sags skyld, til at lave andet end journalistisk forholden sig til meningerne om kunst!!! Det er ikke dér kunsten ses. Eller kunstnerne, for den sags skyld.

  3. Kaspar Bonnén skriver:

    Som Bjørn Eriksen skriver, mener jeg også at man selv bør gøre en indsats. Så svært er det da ikke nu om dage at gå på museum, og derfra er det da ikke meget sværere at købe kunst end at købe et sæt høretelefoner på nettet. Men dyrere for det meste.

    Hvis man virkelig skal sigte mod hvor man gerne vil møde dem, som hver gang er forurettede over at der bruges offentlige penge på kunst. Det vil sige hvis man hver gang skulle lave noget så enhver ville kunne sige: “Dejligt, at mine skattepenge gik til noget kunst”, ja så skal kriterierne jo også laves lidt om for hvad vi synes kunst er.
    Kunstnere er efter min mening ikke særlig elitære, de fleste må klare sig igennem kedelige a-kassemøder og bliver regnet for nul og niks af systemet.

    Men jeg kan da også komme på et galleri, hvor jeg ikke føler mig tilpas, eller ikke har lyst til at være fordi jeg føler mig set på som kunde. Men sådan kan jeg også have det i mange tøjbutikker. Derfor tænker jeg ikke at de er elitære bag skranken.

    Jeg har også ofte en utilpashed ved at komme på sygehuse, jeg bliver træt. Eller juleshopping gør mig helt stresset og jeg går ofte ned med flaget, hvis jeg ikke lige kommer ordentligt i gang. Men lad gå, måske kan det være at hvis vi begynder med at ændre kunstsystemet, så bliver Strøget også til et helt andet sted!

  4. Bjørn Poulsen skriver:

    Birgitte Riis spørger i sit indslag om kunsten vil blive ved med at være en elitær klub . Måske skulle man hellere spørge om det er rigtigt det forholder sig sådan, og hvis det er tilfældet, hvorfor det sig så forholder sig sådan?

    “Its the economy, stupid”, svarede Clintons spindoktor , da han blev spurgt om, hvad der var den altoverskyggende faktor som vælgerne stemte efter.
    Måske er der også økonomiske faktorer bag den samfundsmæssige position kunsten befinder sig i.

    Billedkunstens økonomi er en unika-økonomi. Det vil sige, at kunstnerne og gallerierne hovedsageligt lever af at sælge enkeltværker. Deri adskiller billedkunsten sig fra den meste anden produktion i samfundet, der er masseproduceret. Også det meste af kulturproduktionen er masseproduceret , som film , musik og bøger.
    Det betyder at de vilkår man opererer med i forhold til publikum er vidt forskellige.

    Billedkunsten er ikke afhængig af et massepublikum. Hvis f.eks en maler afholder en udstilling, og der bare er en enkelt kunstsamler der syntes om malerierne og køber dem, så er udstillingen en succes, og det kan i princippet være fuldkommen ligegyldigt, hvad de øvrige 99,99 % procent af udstillingsgæsterne syntes om udstillingen.
    Omvendt forholder det sig med f.eks en filmproducent, der er afhængig af billetsalg, dvd-salg evt. salg til fjernsynet. I dagens Danmark og andre vesteuropæiske lande gives der offentlig støtte til filmproduktion, så i dag er en filmproducent ikke kun afhængig af massepublikum. Men hvis en film ikke bliver en publikumssucces, så lider branchens distributionsled (især biografer) tab.

    Så billedkunstens unika-økonomi betyder at den i modsætning til andre kunstarter er immun over for manglende bred popularitet. Det betyder ikke, at den nødvendigvis bliver elitær, men det muliggør det.

    Derudover har billedkunsten altid fungeret som forbrugskulturens modbillede. Forbrugskulturen fordrer af sine produkter, at de først og fremmest skal være umiddelbart tilgængelige for enhver. Tilegnelsen af dem skal være lystbaseret og modstandsfri.

    Bl.a. som en kritik af denne overfladiskhed, har kunsten skabt billeder, som rummede de modsatte egenskaber, som var vanskelige at forstå (hvis de da ikke var komplet hermetiske), som gjorde ondt og var ubehagelige at opleve, som pegede på det negative osv.

    Den eneste måde kunsten kan tilnærme sig populærkulturen er gennem kritik og ironisk distance.

    Tidligere var der i samfundet ikke det samme krav om, at kunsten skulle appellere bredt. Den var en del af den borgerlige dannelseskultur, som i modsætning til forbrugskulturen ikke opererede med, at kunsten skulle kunne opleves umiddelbart, tværtimod krævede tilegnelsen af den forkundskaber, dannelse. Og det var ikke noget man i det mere klasseorienterede samfund forventede alle kom i besiddelse af.

    Når man i dag kræver det af kunsten, ser jeg det som udtryk for nogle totalitære tendenser i forbrugskulturen. Alt skal partout underordne sig dens norm.
    Men det er også klart at kunsten ligger som den selv har redt. Med de øgede offentlige bevillinger til kunst, samt det fænomen at hver eneste provinsby med respekt for sig selv i dag har opført sit eget kunstmuseum, er der blandt de almindelige betalende borgere kommet et krav om at få valuta for pengene. Især museerne og kunsthallerne har et problem med at få besøgende nok til udstillinger med samtidskunst, hvad der jo ikke er så underligt, da den ofte er skabt fuldstændig uden tanke på et større publikum.

    I dette skisma kiler formidlingen sig ind, og selvom den utvivlsomt har gjort meget positivt for at åbne kunsten for et større publikum, så er det en kompensation for “the real thing.”

    Derfor ser man også, at de mange nye kunstmuseer langsomt men sikkert glider over mod at blive til brede kulturmuseer, med alt fra motorcykler og vinsmagning til koncerter og forfatterarrangementer.

    Til slut vil jeg tilføje (som også Bjørn Eriksen er inde på), at der jo er masser af samtidskunst, som sagtens kan trække et stort publikum. Ikke mindst meget maleri har en bred appel. Men også meget installationskunst som f.eks Olafur Eliason har dette potentiale.

    Det er vanskeligt at opstille klare regler for, hvilke egenskaber der er nødvendige , men et vigtigt træk er åbenbart, at værkerne skal rumme et stærkt visuelt element.
    Ikke fordi jeg selv kunne drømme om at lægge mig efter det, jeg har det fint med at være i opposition til mainstream.

  5. Birgitte Riis skriver:

    Jeg er enig: det virker som om, kunstmuseerne er den aktør i kunstkredsløbet, der har størst succes med at tiltrække en bred ikke-kunstfaglig men kunstinteresseret offentlighed. Måske skyldes det museernes caféer, boghandlere, forfatteraftener, koncerter o.lign. Måske skyldes det den gratis entre. Måske skyldes det en lang tradition. Jeg er ret overbevist om, at det også skyldes, at det at gå på museum er ufarligt. Man kan gå rundt i sit eget tempo og se kunst uden at blive konfronteret af nogen. Man forventes ikke at kunne, vide eller mene noget om kunst, blot fordi man går på museum. Det er anderledes at gå på galleri. Derfor er jeg er ikke enig i, at det at gå på museum betyder, at “det derfra ikke er meget sværere at købe kunst end at købe et sæt høretelefoner på nettet”, som Kasper skriver. Desværre. For det burde ikke være svært. Det er vel heller ikke svært. Ikke desto mindre opfattes det af mange som svært. Hvorfor er det sådan? Er det et problem? Skal vi forsøge at gøre noget ved det, eller er det et vilkår i kunstens verden, at den opfattes svært tilgængelig – herunder også at galleribesøg kan virke svære at komme i gang med? Kan gallerierne lære noget af museernes bogcafeer og forfatteraftener?

    At billedkunstens unikaøkonomi betyder, at den er immun over for manglende bred popularitet er klart nok… og måske en vigtig pointe i denne debat. Kunsten har en særlig status i forhold til masseproducerede varer. Kan det være en årsag til at kunstverdenen af nogen opfattes som arrogant? Er den form for immunitet ikke nært beslægtet med ligegyldighed og arrogance? Men det at billedkunsten ikke behøver bred popularitet behøver vel ikke at betyde, at den er ligeglad med at få et bredt publikum – eller hvad?

    Jo, der må gøres en indsats, hvis man er interesseret i at træde ind i kunstverdenen som ny kunstinteresseret (ligesom i alle andre nye verdener), men vi i kunstverdenen kunne måske gøre noget for at byde folk velkomne på en mere overbevisende måde. Jeg mener ikke at gøre kunsten lettere, så den tangerer populærkulturen, men at gøre verden omkring kunsten mere åben og tilgængelig.

    Kan vi blive bedre til at gøre opmærksomme på kunsten og kunstverdenen… på hvad det er, kunsten kan og vil… på hvorfor kunst er vigtigt. Måske skal vi ikke kopiere filmfestivallerne, som Bjørn Eriksen skriver, selvom det ærligtalt er et dejligt forfriskende forslag. Mon ikke det er for overfladisk og populært til kunsten? Eller hva´?

  6. christian schmidt-rasmussen skriver:

    Jeg tror ikke at jeg kan svare klarere end følgende: vi laver den kunst vi laver.

    Vi laver ikke den kunst vi laver i et tomrum, men vi laver den heller ikke i et samspil med publikum.

    Jeg har lige set Paul Thek og Edvard Hopper på Whitney museum of art. Mens der var plads nok til at svinge en meget langhalet kat på Paul Thek udstillingen var der ikke plads til folk med meget lange næser på Edvard Hopper (og hans samtidige) udstillingen. Edvard Hoppers kedelige kulørte pastoraler peger på en forestilling om det ordentlige og ryddelige Amerika i en nær fortid. Det er som om at malerierne er melankolske fordi de husker en fremtid som vil se tilbage på dem som et ideal. Kortsagt: malerierne har en indbygget nostalgi, de sørger over sæders forfald på forhånd. Røvkedelig bedsteborgerlig kunst. Kitsch. Kæmpesucces.

    Paul Thek er vild, ond og mærkelig og død af Aids og er ikke en publikumsdarling. Formidlingsteksterne formår på ingen måde at trænge ind i værkerne. Værkerne står og flimrer uordentligt, der er næsten kun associationen og fascinationen der kan sætte dem i gang. Fremmedgørelse er ikke et problem men en motor.

    Whitney har gjort hvad de skulle. Paul Thek er nok bare for mærkelig og aggressiv til et massepublikum. Og det er ikke et problem eller nogens fejl. Hvis der endelig er et problem på Whitney for tiden er det at de viser den der klamt leflende Edvard Hopper (og hans samtidige) udstilling. (Eller også kunne de have gjort som de har gjort på Metropolitan hvor de i formidlingsteksterne decideret disser Renoirs (i øvrigt muntert pornografiske) alderdomsarbejder.)

    Vi laver den kunst vi laver og vi gør bedst i at tage selv gravalvorligt. Det er nok den måde vi møder publikum bedst på. Jeg læste i Freize at den kunstoplevelse som Joakim Koester først hæftede sig var Joaquim Pedro de Andrades Macunaima. Måske er det fordi jeg er jævnaldrende med Joakim, men jeg kan sige præcist det samme. Og det er ikke så tilfældigt. Meget mærkelig og vild film på den eneste tv-kanal, det er noget man huske som knægt. Det er til at blive helt kommunistisk af. Formidling handler ikke om strategi, taktik, formuleringer. Det handler om at turde tage sig selv alvorligt og skide hul i løftede øjenbryn og fætteren fra landet der ikke fatter en brik. Det er ikke elitært eller indadvendt. Det er Edvard Hopper der er elitær. Det er ham som magtens elite flokkes om og klapper i deres hænder over.

  7. Matthias Borello skriver:

    Jeg vil meget gerne supplere denne debat med et par forhåbentlig relevante betragtninger.

    Først og fremmest vil jeg mene, at det er en fortærsket betragtning vi præsenteres for af Birgitte Riis. Kunsten har altid været eksklusiv, eller placeret på kanten til det omkringliggende samfunds normer, konsensi, mode, politik og kommunikation. Og det er der måske en særlig grund til, som også spores i BR’s indspark, for ellers ville den ikke have sin position til at udtrykke sig fra.

    Jeg synes man bør dvæle ved disse to passager hos BR:
    1) “Den spiller bold med og mod samfundet, historien og samtiden og tilbyder regelbrud og vanebrud, der beriger hverdagen og giver luft under vingerne!” (POSITIVT)

    2) “Den er også et ekskluderende, bedrevidende, kompetitivt, elitært, vurderende, selvtilstrækkeligt og arrogant flerhovedet bæst.” (NEGATIVT)

    Man bør overveje, om der ikke ligger nogle begreber i mellemlandet, der ikke er helt så sort hvide? For de ovennævnte kendetegn er i høj grad afhængige af hinanden.

    Derefter vil jeg vove at påstå, at kunsten, og dens formidlere, institutioner og faglige kontekst er ekstremt bevidst om den udfordring, der ligger i at nå det nutidige publikum. Og BR’s diagnose, vil jeg mene, er ti år for sen for at sige det diplomatisk. Kunstscenen har om noget været præget af demokratisering, 1:1 kommunikationsstrategier og formidlingsiver. Og det i så høj en grad, at det er blevet legitimt igen at agere elitært. Christian Schmidt-Rasmussen vil jeg ikke skyde noget som helst i skoene, men bare pointere, at den holdning og afstandstagen han giver udtryk for, er helt logisk efter 00’ernes demokratisering og oplevelsesøkonomiske cirkus.

    OG jeg tror det er vigtigt for kunstens fortsatte relevans, at kunstnere ikke går på kompromis, ikke tænker publikum før kunst, ikke forklarer men udtrykker, ikke tøver men handler. MEN det betyder selvfølgelig ikke at man ikke kan udnytte denne demokratisering som kunstner til at gøre nogle helt andre dybe, reflekterende og grænseoverskridende ting og udfordre et nyt publikums- og institutionsbegreb konstruktivt.
    For institutionerne HAR tænkt uhyre kreativt, og til tider så kreativt, at de synes helt at være holdt op med at tro på kunstens egen kommunikative evne og ser sig nødsaget til at arrangere papirhat-foldnings-fest-koncert (‘nu med mulighed for at lave dit eget kunstværk’), eller vise Bob Dylan for at få folket inden for døren.

    De eneste aktører, der ikke har fulgt med, er massemedierne. Billedkunsten er stadig for kompleks til at slå igennem på kulturredaktørens bord, og den billedkunstneriske formidlingspraksis hos medierne er præget af gamle tider og berøringsforvirring. Få indslag i dagspressen giver et reelt indtryk af at man møder billedkunsten i anerkendende øjenhøjde og vilje til dybere refleksion.

    Udfordringen er at overskride barrieren kvalitativt og ikke bare kvantitativt. Ikke tage kunsten som gidsel, men som unikt redskab med nogle særlige (eksklusive?) kvaliteter.

    Min stille konklusion er vel ud fra dette, at man skal forlade gravene (de er alligevel så gamle og bevægelsesindskrænkende) og anerkende kunsten for hvad den er, og så give den optimale muligheder for at bevise sit særlige værd (det gælder iøvrigt især for Kunstrådet, Per A.!).

  8. Birgitte Riis skriver:

    Jeg kan forstå på Matthias Borello, at han
    1. gerne ser, at vi forlader gravene (idet de er gamle og bevægelsesindskrænkende) og i stedet anerkender kunsten for, hvad den er, så den kan få optimale muligheder for at bevise sin særlige værdi.

    Og at jeg
    2. har begået den bummert, at bringe en fortærsket betragtning, der er 10 år forældet (for at sige det diplomatisk) herind på kunstdebatten.

    De to betragtninger har jeg et par kommentarer til.

    1. Lad mig først slå fast, at jeg er helt enig med MB i, at vi skal anerkende kunsten for det, den er. Jeg har ikke på noget tidspunkt argumenteret for, at kunsten skal gå på kompromis, ændre sig og fjerne sig fra sit særlige værd for at behage et bredt publikum, der ellers ikke forstår den. Jeg er ikke ude på at udvande kunsten og slå plat på den. Kunsten skal være, som den er: udfordrende, banebrydende, vidunderlig, skæv, smuk, skræmmende, opløftende, sær, øjenåbnende, provokerende, kompliceret og nytænkende. Den skal ikke gøres kønsløs og ligegyldig, fordi den skal være lettilgængelig og behagelig for det brede publikum.

    Jeg er også enig med MB i, at vi skal give kunsten ”optimale muligheder for at bevise sit særlige værd.” Men jeg er selvsagt uenig med MB i, at vi skal ”forlade gravene”, hvis det han mener er, at vi ikke længere skal tale om, hvordan vi kan forbedre, ændre eller udvikle kunstverdenens formidling af kunsten. Kun sådan, mener jeg nemlig, at vi kan give kunsten de optimale muligheder for at få den anerkendelse og opmærksomhed, den fortjener netop på grund af sit særlige værd.

    2. At jeg med mit indlæg lægger op til debat om kunstverdenens formidling af kunsten, er
    ikke det samme som, at jeg ikke anerkender alle de tiltag, der findes, og den bevidsthed der ligger bag dem. I indlægget lister jeg netop en række af tiltag op fra forskellige aktører i kunstverdenen, der alle er både gode og velgennemtænkte. Jeg tillader mig blot at stille spørgsmålstegn ved, hvordan det kan være, at det ikke virker efter hensigten. Om der er andet, vi kan gøre? Om der er andet, vi bør gøre, eller om vi skal læne os tilbage og mene, at vi gør alt rigeligt, og så må den brede offentlighed til at komme ud af
    starthullerne selv, hvis de vil noget med kunsten.

    Summa summarum er det stadig en udfordring at formidle kunsten, så den når ud til et bredere publikum end de indviede. Det er det på trods af de mange tiltag. Så jeg er naturligvis ikke enig i, at jeg frembringer en fortærsket betragtning og forældet diagnose. Det ville det først være, hvis problemet for længst var løst.

    Jeg synes heller ikke, det var forældet, da Statens Kunstråd i oktober inviterede til
    debat om kunstens rolle i samfundet. Debatten dér handlede om kunststøtten, hvilket naturligvis er noget ganske andet end det, jeg berører i mit indlæg. Ikke desto mindre bunder behovet for kunststøttedebatten grundlæggende i samme problematik, som jeg fremfører, nemlig at kunstverdenen har et formidlingsproblem, der gør det svært for kunsten at få de optimale betingelser.

    Jeg synes heller ikke, Kunstrådets fire indsatsområder er forældede. De handler i det store hele også om fortsat fokus på kunstverdenens formidling og om, hvordan vi får en forståelse af kunsten ud til en bredere målgruppe og dermed får skabt de bedste betingelser for kunsten. I min optik er det mest lovende af de fire indsatsområder, det der hedder: Børn, unge & kunst. Hvis det lykkes at få vækket en naturlig interesse, forståelse, åbenhed og nysgerrighed allerede fra barnsben, kan man håbe at mit indlæg om en generationstid er forældet (hvis ellers det får lov at bestå i det nye kunstråd).

    Så måske har MB ret så langt, at kunstverdenen er i fuld gang med at gøre alt det rigtige, og at der nu skal ro og tid til. Måske.

  9. Erling Steen skriver:

    Jeg synes, det er et glimrende og ganske væsentligt oplæg, Birgitte Riis kommer med, og jeg går ud fra, at det er dansk kunst, hun har i tankerne, for selvom det i pricippet ikke er så meget anderledes andre steder i verden, så er dansk kunst usædvanligt ekskluderende og undertrykkende over for både landets kunstnere og deres publikum.

    Den offentlige kunststøtte og Carlsberg banden (herefter kaldet “kunststøtten”) har stort set bombet os tilbage til Guldalderen, en tid hvor man ikke kunne være kunstner i Danmark, hvis ikke man var medlem af Akademiet. Var man ikke medlem af Akademiet, købte kongen (læs: “Kunststøtten”) ikke, og hvis kongen ikke købte, købte borgerskabet (læs: de store pengepunge ) heller ikke, og hvis ingen købte, var man ikke kunstner. Jeg ved, at de fleste kunstnere kan bekræfte, at hvis man ikke sælger eller på anden måde får penge for sin kunst, så kniber det med at vinde anerkendelse som kunstner, også, eller rettere sagt især i dag.

    De økonomiske vilkår er lidt mildere i dagens Danmark, tildels på grund af “Akademiet”, som i dag er en mere udefinerlig størrelse, mere lig en skulderklappende vennekreds (de ældre klapper de yngre), hvilket svækker det, og tildels på grund af de mindre gallerier, kunstforeningerne og de mindre pengepunge, men som i Guldalderen er det “kunststøtten”, der ensidigt afgør, hvilke kunstværker der skal på museum og på større udstillinger og som kunstpublikummet fortrinsvis skal belemres med. Danmark har så at sige, siden oprettelsen af Statens Kunstfond, i al ubemærkethed udviklet en officiel Statskunst. (man ender dog ikke i Kz lejr eller Gullag for at lave forkert kunst).

    Det er kommet så langt ud, at kunstnere på “kunststøtten” opfatter sig selv som mere seriøse og de andre, der modtager private penge, som kommercielle. Engang hed “de kommercielle” “Frie Kunstnere”, netop som en reaktion på Akademisk kunst og Statskunst.

    Fordi “kunststøtten” indtager en så magtfuld position, og eftersom det er en meget snæver kreds af mennesker, der ud fra et arbitrært skøn, under dække af begreber som “faglighed” og “kvalitet”, afgør, hvem der skal have del i godterne, er det afgørende at “vare sin mund” som det hedder på godt gammelt dansk, lægge sig efter hvad man i Danmark tror er den internationale hovedstrøm, at tillægge sig de rigtige meninger, især politisk, og de rigtige venner. Derfor er der ingen kunstdebat i Danmark, og derfor er danske kunstmuseer gennem de sidste 25-30 år ensidigt blevet fyldt til randen med kunst af mere eller mindre prøjsisk afstamning, så man må tro man lever i Nord-Nord Schleswig.

    Naturligvis vender publikum, medier og andet godtfolk sig instinktivt imod et så despotisk, nok-i-sig-selv manipulerende miljø.

    Jeg foreslår ikke nødvendigvis “kunststøtten” fjernet, den skal bare spredes så meget, at pengene ikke samles på nogle få despoters hænder, og Carlsberg burde nok opløse Ny Carlsberg fondet, som er dybt forældet, og hånde pengene ud i en meget bredere vifte.

    Desværre er det ikke den vej, det går. Den meget omfattende oprindelige plan for Kunstrådet, som var skræmmende totalitær i sin tankegang, blev i sin tid kraftigt reduceret men jeg tror ikke det betyder, at ambitionerne om at udvide kontrollen med hvad der bliver frembragt af kunst i Danmark er skrottet, tværtimod, den nedarvede “Dur Ikke” mentalitet trives bedre end nogensinde, og lysten til at føre sig frem som kunstpave har det rigtig godt, og kunstnernes lyst til at sikre sig en betrygget tilværelse for offentlige midler fejler heller ikke noget, så vi skal nok komme til at se yderligere undertrykkende tiltag til skade for den frie kunst.

    “Kunststøtten” har også afstedkommet en voldsom politisering af det danske kunstmiljø; man kan ikke åbne BKF bladet uden at blive belært om Irak krigen; man kan ikke deltage i forsamlinger af danske kunstnere eller indgå i dialog med samme uden at blive belært om, hvilke partier vi stemmer på (lad nu være med at tro du ved hvor jeg står politisk for det ved du ikke), også siderne her oser af politisk rettænkning, og det skorter så sandelig ikke på for mennesker i almindelighed nedgørende floskler som “massekultur” “Xfactor” “forbrugskultur”, der ovenikøbet udpeges som totalitær populærkultur, oplevelsesøkonomisk cirkus etc etc, og kunstnernes traditionelle yndlingsoffer sporten går heller ikke ram forbi. Vi får også at vide, at kunst ikke må være “lystbetonet og modstandsfri”, hvilket vist betyder “let tilgængelig”, Hold da helt pause, jeg føler mig inviteret til Babettes gæstebud; kan vi få vandgrøden tilbage på bordet. Selvfølgelig må og skal kunst være lystbetonet, og det må hellere end gerne være let tilgængeligt såvel som svært tilgængeligt såvel som hvad som helst, det er ikke den slags dybest set moralske kriterier der tæller.

    En stadig voksende gruppe af af danske kunstnere vender ryggen til systemet, og det har aldrig været nemmere at slå sig ned i et andet land eller sende sine værker ud af landet eller skabe kontakter på internettet og deltage i langt mere inklusive miljøer som fx “A painting a day” bevægelsen på internettet eller den forholdsvis nye biennale i Firenze (“Dur Ikke” ikke sandt, men det er nok fremtiden), der har inklusivitet som program erklæring og tydeligvis vil være og vil blive et seriøst alternativ til statskunst-arrangementerne i Venedig og Kassel. Måske ender det med, at vi engang i fremtiden skal ud og købe kunst op rundt omkring i verden, lissom russerne, for statskunst har aldrig præsteret væsentlig kunst.

    Det er ikke altsammen “kunststøttens” skyld, der er som sagt en nedarvet mentalitet, som vi allesammen lider under, men “kunststøtten” forvandler almindelig kunstnerisk uenighed, som kan være ganske underholdende og ofte meget kreativ, til et ondsindet kunst fjendsk og misantropisk helvede.

    Med venlig hilsen
    Erling Steen

  10. christian schmidt-rasmussen skriver:

    Jeg ved ikke rigtig. Det kan som kunstner godt skære i hjertet at folk ikke forstår hvad man laver. Men det er godt nok længe siden at jeg personligt har haft lyst til at indgå i den reducerende bevægelse som formidling temmelig tit er. Den værditilskrivning som formidling er, er en bevægelse mod en konsensus som temmelig tit ikke ligger som en oplagt mulighed i de værker som den omfatter. Et andet problem ved formidlingen som den ser ud nu, er at den har standartkarakter. Der er ikke nogen nye spændende former for formidling der har set dagens lys. Der er planket noget reklamesprog og noget reklamebegejstring som virker så hul at jeg græmmes. Det smitter af på kunstneres måde at tænke på. Formidlings- og pressemeddelsessprog er en integreret del af vores måde at gå til kunsten på. Vi skal tænke den væk, for at tænke selv.

    BR vil gerne have kunsten bredere ud, og vil gerne have fimsen væk. Kunsten ud til folket. Problemet er at det der ”bredere ud” eller ”folket” eller hvad man nu kalde det ikke findes. Vi snakker om en ultraheterogen masse, som netop bliver homogeniseret gennem massebegivenheder, som f.eks. kunst. Jeg har gennem mine 47 år oplevet at der bliver stadig mindre plads til det udefinerede, til hvad man kunne kalde individualitet, særhed, what ever.
    Og nu er det ikke ligefrem massebegivenheder vi mangler i disse år. Og heller ikke indenfor kunst.

    Mit synspunkt er ikke elitært. Det er massebegivenheden der tjener eliten.

    Og som en morsom kuriøsitet: på Metropolitan disser formidlingsteksten Renoirs alderdomsarbejder, ved at kalde dem kulørt og videre i den dur. Se det er seriøs formidling…..

    • Lisbeth Bonde skriver:

      Apropos kunstverdenens påståede lukkethed, så er kunstmuseerne – der står for en ikke uvæsentlig del af kunstformidlingen – i al fald ikke lukkede – eller ønsker ikke at være det. I museumsverdenen diskuteres det for tiden, hvorvidt kunstmuseerne skal fungere som katedraler, videnscentre eller tivolier? De er i disse år under hårdt pres. Dels er der stigende intern konkurrence, fordi der er flere af den end nogensinde før. Hertil kommer, at mange af dem blev udvidet før krisen. Der stilles derfor øgede krav til udstillingernes kvalitet – og diversitet. Hvordan kan kunstmuseerne få det allerede eksisterende kunstpublikum i tale med interessante og tankevækkende udstillinger og samtidig forhindre, at man går hinanden i bedene? Dels skal der udtænkes alternative overlevelsesstrategier i en tid med stadig flere pålagte besparelser fra politisk hold. Kunstmuseerne er samtidig interesseret i at nå ikke-brugerne i det nye, multikulturelle samfund, der jo er præget af store forskelle, hvad angår de kulturelle, sociale og religiøse udgangspunkter. Her skal de benytte nogle såkaldte reach-out- strategier og møde folk, dér hvor de bor eller arbejder: Der skal i det hele taget tænkes i helt nye baner, hvis man vil lokke de grupper, der normalt ikke frekventerer kunstmuseerne, indenfor. Et af midlerne er gratis entré, hvilket jo er en oplagt idé, især i Danmark, hvor vi har et skattetryk af monstrøse dimensioner. Men det er ikke gjort med det. I event- eller mediesamfundet, som leverer underholdning til borgerne i døgndrift, kræver det først og fremmest nogle væsentlige, velgennemtænkte – og vel iscenesatte – kunstudstillinger, som både giver folk en oplevelse og rigeligt stof til eftertanke. For der er ingen tvivl om, at folk gerne vil kunsten. Mere end nogensinde er kunsten blevet et unyttigt gode, som vi hverken kan eller vil undvære. Men museerne skal blive bedre til at sætte publikum i centrum for kunstoplevelsen og møde dem dér, hvor de er, samtidig med at de gerne skulle overskride folks erfaringsunivers og give dem et sublimt kick.

      Alverdens dyre kommunikationsstrategier hverken kan eller må erstatte det væsentlige, nemlig publikums møde med kunstværkerne, og kunstmuseerne bør aldrig fungere som en erstatning for fx en fejlslagen socialpolitik, lige så lidt som udstillingerne skal ligne kronikker, der forfægter forskellige politiske holdninger og kritiserer andre – jo, de må gerne være kritiske, politiske, antisystemiske m.v. men ikke entydige. De skal ikke drage konklusionen for folk eller levere løsningerne direkte. De skal lægge ting frem – og lade folk tænke selv. Skæg for sig og snot for sig. Kunstmuseet – og kunsten – adskiller sig fra alt det andet i samfundet, samtidig med at det i allerhøjest grad afspejler det, samfundet. Men i museet indtræder man i et symbolsk rum, og det kræver ro og fred at fordybe sig i kunsten. Dette og mere til står at læse i en rapport, som kunstmuseet Arken snart udgiver. Rapporten dokumenterer bl.a., at besøgstallet til museerne i almindelighed er eksploderet siden 1984, men at kunstmuseernes besøgstal følger befolkningstilvæksten nøje, dog med en lille nedgang i 2009, hvor der var 2,7 besøgende, hvilket svarer til et fald på 4 %. Men disse tal siger hverken noget om kvaliteten af kunstoplevelsen eller om udstillingernes rækkevidde – og undertiden lange levetid ud over udstillingsperioden i kraft af udstillingskatalogerne, hjemmesidernes grundige informationer m.v. der har vidtrækkende betydning for kulturlivet i almindelighed og for kunstoffentligheden i særdeleshed. Der er 54 kunstmuseer i Danmark, heraf er de 41 statsstøttede. Flere kunstmuseer forsker i disse år i, hvordan man kan formidle vores kunstneriske arv, så den aktiverer borgerne og gør dem klogere på deres liv, på historien og på samfundet. Kunsten lægger snubletråde ud for vanetænkningen og er et must for et samfund, som hele tiden fornyr sig.

      Forleden arrangerede Arken seminaret ’Experiencing the Art Museum’. Her opridsede danske og udenlandske forskere deres visioner for kunstmuseerne i fremtiden. Der var vred enighed om, at kunstmuseet ikke skal give køb på dets identitet som kulturinstitution. Men alle mente dog, at et museumsbesøg også er en social begivenhed, eller sagt med rapportens ord ”museerne besidder et stort potentiale som rum for kollektiv tilegnelse af æstetiske oplevelser og viden.” Nogle af oplægsholderne mente, at vejen frem er at nedbryde murene mellem de forskellige fagdiscipliner til fordel for total-udstillinger med kunst, design og etnografika. Hvorfor ikke lade et stykke Afrika indvadere Scherfig-udstillingen på Arken? spurgte en antroplog. Derved kunne man opnå nogle fantastiske udstillingsformater – og tilsvarende museumsoplevelser. Alle var dog enige om, at forskningen i kunsten, og i hvordan den bedst formidles, bør være en uløselig del af det museologiske virke.

      Dagen på Arken afsluttedes med åbningen af Olafur Eliassons 90 m lange tågetunnel ’Din blinde passager’, hvor publikum kastes ud i intetheden og famler sig frem. Et fint billede på fremtidens usikkerhedsmomenter – også museernes. Dette interessante værk, der i allerhøjste grad er publikumsinvolverende, har referencer både til naturen omkring os og til en hel del kunst fra tidligere – ikke mindst det berømte maleri ’Vandreren over tågehavet’, som den tyske romantiske maler, Caspar David Friedrich malede i 1818 og til J.M.W. Turners mange landskaber, indhyllet i tåge etc. Men først og fremmest placerer det os i en uvant situation – som al god kunst – og tvinger os til at tænke anderledes. Sagt med museumsdirektør Christian Gethers ord: ”Eliasson betragter ikke museet som adskilt fra verden, men som et koncentrat af verden – et rum, der stilles til rådighed for overvejelser om menneskelige relationer.”

      Denne kommentar er også (i næsten identisk form) trykt i Weekendavisen i går.

  11. christian schmidt-rasmussen skriver:

    Hvis jeg skal pege på en meget konkret ting i forhold til publikum, er det først og fremmest tilgængelighed i af gratis entre. Det bør være på samme måde som bibliotekerne. Som Lisbeth Bonde påpege betaler vi nok i skat i Danmark til det burde være en selvfølgelighed. Hvor meget udgør billetindtægterne i øvrigt af mussernes samlede indtægt?
    Med mig selv som eksempel kan jeg sige at det gør en temmelig stor forskel. Som barn og ung gik jeg jævnligt på hvad der var af museer med mine forældre, men især alene eller sammen med min lillebror og kammeraterne. Vi havde samme forhold til museerne som til bibliotekerne, de var en selvfølgelighed, de var der for os og man kunne være der uden at nogen blandede sig, uden pædagoger. Den vane tog jeg med mig op i voksenårene, men det fik en brat afslutning da der lige pludselig blev indført entre, og det for mig i en situation hvor jeg stort set ingen penge tjente lige efter akademiet i København. Efter at i hele mit liv indtil da at have haft uhindret adgang til museerne var jeg, i hvertfald i en periode, i praksis afskåret fra dem. Det har jeg ikke tilgivet endnu.
    Det der efterfølgende sket var at museerne forvandles til begivenhedsmaskiner for at lokke publikum tilbage der er i stand til at betale den alt for høje entre der er de fleste steder.

    Og med hensyn til den sociale apartheid der finder sted i forhold til det kongelige teater med hensyn til prisniveauet, kan jeg kun sige at det er skammeligt at jeg betaler skat til det.

  12. Erling Steen skriver:

    Jeg tror på at kunstmuseerne ikke ønsker at være lukkede og at museums folk vrider hjernevindingerne af led som Lisbeth Bonde beskriver det; man må bare undre sig over at der ikke kan vrides mere ud af de hoveder end de traditionelle arrogante spekulationer på andres vegne både publikums og kunstnernes.

    Kunsten hører vi, skal være interessant og tankevækkende den skal overskride erfarings universet og være snubletråd for vanetænkning etc etc men det er jo ikke krav til museerne, det er først og fremmest krav der stilles til kunstnerne og så har publikum bare at rette ind og finde sig i at kunsthoderne mener sig kvalificeret til at bestemme hvad de skal se høre og snuble over.
    På hvilket grundlag er de kvalificeret til det? Danske museums folk kender kun til to kriterier; en overfladisk sammenligning med den internationale hovedstrøm. (So ein ding…) og “Dur ikke”. Man kan så åbenbart ikke frigøre sig fra “bønderne skal opdrages” tanke baner ( aha endnu et kriterie, det blir helt intullektuelt). Hvor ville det dog være befriende hvis museerne ville gøre op med egen vanetænkning i stedet for at lægge snubletråde ud for andre og i stedet for alt det hjernevrideri lukkede gluggerne op og kikkede kunst og sørgede for, som de er ansat til, at den kunst der bliver frembragt her i landet er rigeligt og bredt repræsenteret både i permanente samlinger og på særudstillinger. Jeg garanterer ikke for at det vil sikre besøgstallet i al fremtid, men der vil blive rigtig meget at komme efter og at se på i stedet for det meget snævre kulturpolitisk korrekte udbud vi alle for indeværende udsultes med.

    Bortset fra at danske kunstnere er ret sløve på internettet så vil, det internatonalt set, blive et problem i fremtiden at 99% af de kunstværker der er tilgængelige på nettet, og som folk vil kende fra nettet, ikke vil være tilgængelige i original form fordi de enten befinder sig i private samlinger eller er gået i graven med kunstneren. Det synes jeg man skulle tænke over på museerne istedet for at spekulere på hvordan man kan manipulere “folk”, som man dybest set foragter, gennem svingdøren.

    C H R skriver: “Det kan godt skære i hjertet at folk ikke forstår hvad man laver” Måske misforstår jeg; men det lyder enten som den sædvanlige afvisning af kritik af dansk kunst eller som en selvforklaring fordi man ikke orker at gi sig i kast med overmagten. Hvis det bare drejer sig om forståelse så gå på internettet der er et ret så stort internationalt publikum derude og man finder sku hurtigt ud af om der overhovedet er noget at forstå.

    • Lisbeth Bonde skriver:

      Lige en lille kommentar til Christian: Hvis du logger dig ind på Det kgl. Teaters hjemmeside, vil det fremgå, at man til alle forestillinger kan købe billetter ned til mellem 100 og 75 kr – ikke stort mere end en biografbillet. Men så sidder man selvfølgelig også ret dårligt! Ellers må man indrømme, at det først og fremmest er borgerskabet beskåret at få en god placering til 875,- kr. til fx en aften i Operaen. Og det er rigtignok for meget, skattetrykket taget i betragtning, for der ER fattigdom i Danmark. Der er mange mennesker, som aldrig kommer i teatret, dels fordi det er dem fremmed, dels fordi priserne afskrækker dem. Ligegyldigt hvad den siddende regering siger, så ER der folk, som lever et tvunget og begrænset liv på skyggesiden forårsaget af manglende økonomiske muligheder og uddannelse, og det er en ond spiral, for hvor skal man hente energien og selvtilliden fra, når man føler sig dumpet i et hul, og der ikke er nogen i omgangskredsen, der kan vise én andre udveje? Men dette henhører under socialpolitikken, selv om den jo sammen med uddannelsespolitiken er tæt sammenvævet med kulturpolitikken. De burde tænkes mere sammen.

      Men i øvrigt synes jeg, i modsætning til Erling Steen, at der er flere væsentlige udstillinger i dag end tidligere: Se fx Ai Weiweis sanseligt smukke, men stærkt (Kina) kritiske udstilling – i et ganske vist privatejet galleri (Faurschou) – eller for den sags skyld den væsentlige Kiefer-udstilling på Louisiana, der er et stykke sørgearbejde over Tysklands nazistiske fortid. Eller hvad med de prisvindende kunstnere (Sophia Kalkau, FOS og Martin Erik Andersen) i Den Frie Udstillingsbygning? Fremragende. Eller Kaspar Bonnéns totalinstalation på Brandts og Lemmerz’ ditto på ARoS, Leif Kath på Brundlund Slot i Åbenrå – eller (endnu ikke set, men ser frem til det) udstillingen med Eva Sten Christensen i Vejen Kunstmuseum eller den spændende udstilling i Esbjerg Kunstmuseum, der fejrer museets første 100 år, men som stort set ingen københavnere får at se pga. museets afsides beliggenhed. Der er mere guf end længe, men rigtig nok burde museumsfolkene – som også Erling Steen bemærker – i højere grad, end det er tilfældet i dag udvise mere innovation og nysgerrighed. Det ville være godt for den stærkt ekspanderende kunstnerstand og for den kritiske kunstoffentlighed, hvis de var (endnu) bedre orienteret. Men er der ikke grænser for, hvor meget kunst et lille land som Danmark kan absorbere? For 15 år siden, da jeg var kunstkritiker ved Information, kunne jeg tage min cykel rundt i København og nå at se alle udstillingerne i løbet af én dag. Dette er helt urealistisk i dag. Det er selvfølgelig en af de lykkelige bekymringer, og hvis vi sammenligner med idrættens verden, er det klart, at et stort vækstlag er af afgørende for de helt store præstationer. Men skal vi ikke passe på, at kunsten – med Lars Bang Larsen – bliver normen, og at kunsten skal trække det økonomiske og kreative læs – og at vi ikke dør af kunstforstoppelse?

  13. Erling Steen skriver:

    Undskyld Christian det skulle naturligvis være CSR skriver…..

  14. Pingback: Den unikke vare |

  15. Hej Birgitte og øvrige debatører

    Tak for et spændende indlæg og for de mange gode og relevante svar fra debattørerne.

    Jeg har dog et lidt andet spørgsmål, som måske på en eller anden pudsig måde kommer til at ligge sig op ad debatten :-)
    Jeg har ledt efter om man kan oprette en profil her, men det sker måske ved at jeg simpelthen bare skriver mit første indlæg nu…? Kan man så også derefter skrive artikler/blogindlæg her…?

    Jeg har i den forbindelse også ledt efter kontaktinfo her på siden, men der er tilsyneladende ingen…?

    Et andet spørgsmål: Hvordan kan det være at et debatforum om kunst ikke har nogle visuelle eksempler på den kunst der tales/skrives om? Billeder, videoer, fotografier af installationer osv.? Det kommer til at virke som et debatforum udelukkende om litterær /den skrevne kunst, men det er jo ikke tilfældet.

    Mon der er nogen der kommer til at se denne besked på et så gammelt indlæg…?

    Mvh Søren

    • Torben Sangild skriver:

      Hvilken browser benytter du?

      Der skulle meget gerne være en menu ude til højre, hvor du kan få svar på, hvordan sitet fungerer (indlæggene er redigerede, men kommentarer er åbne og man kan registrere sig som bruger).

      Du skulle også meget gerne kunne se billeder ved de indlæg, der har billeder, hvilket ikke er dem alle, men dem hvor det er relevant.

      Situationen er lige nu at Kunstdebatten.dk har ligget som et inaktivt arkiv i et par år, men at det nu genoplives i en ny form, nemlig med en interview-stafet sat i værk af Anette Harboe Flensburg. Mere om det snarligst.

Skriv et svar