Kunstudstillingernes tre ben

Måske vil flere af Kunstdebattens brugere undre sig over, at jeg skriver om et i manges øjne lidt bedaget fænomen, nemlig kunstnersammenslutningerne. Men de er her stadig, og de nyder fortsat publikums bevågenhed, ligesom de bestandigt undergår en fornyelsesproces med optag af yngre kunstnere. Således var der mange mennesker ved Corners åbning forleden. Rigtig mange. Og endnu flere, da Grønningen åbnede i efteråret på Docken i Nordhavn. Sammenslutningerne blev ganske vist hjemløse for nogle år siden, men de har fundet fodfæste nye steder – og er genopstået eller måske snarere revitaliseret efter deres eksilering.

De har ellers været genstand for en meget hård kritik på det seneste: Niveauet er uegalt. Årene har eroderet det ideologiske fællesgrundlag, som i sin tid førte kunstnerne sammen, væk, så de i dag mangler nødvendighed. De er for forudsigelige og popper op hvert år med søvngængeragtig regelmæssighed ligesom lille Peters fødselsdag. De er for salgsorienterede. Der er så mange udstillingsplatforme i dag, så hvad skal vi med de selvbestaltede kunstnersammenslutninger, som jo blev dannet i gamle dage for at skabe nye udstillingsfora – eller i opposition til de eksisterende, som kunstnerne fandt både konforme og konservative.

Kritikken er i mine ører ikke helt uberettiget, for der skal da ved Gud ruskes op i kunsten, hvis den bliver kedelig eller forudsigelig. Vi må fordre interessant og overraskende kunst, der udfordrer tanken og stimulerer sansningen, en kunst som spænder ben for vanetænkningen, og som blænder op for det uventede. Men jeg mener også, at denne kritik er funderet i en forventning om den samme stramme iscenesættelse, som man møder på de kuraterede udstillinger i gallerierne, museerne eller kunsthallerne, hvilket er kontraproduktivt, for kunstnersammenslutningerne er noget ganske andet end disse professionelle udstillingsfora. De er skabt i forlængelse af andelstanken, hvor kunstnerne trækker på samme hammel i en flad struktur. Desuden kommer publikum tættere på kunstens producenter. Der er mere hands on på sammenslutningernes udstillinger. De fungerer som en hybrid form mellem de mere museale udstillingsfora og atelieret. Kunstnersammenslutningerne er desuden et unikt dansk fænomen – de har intet sidestykke ude omkring i verden – og jeg vil mene, at der altid er gode kunstoplevelser at hente på sammenslutningernes udstillinger.

Men som udstilling betragtet er de i sagens natur uegale. Revl og krat optræder side om side, og værkerne savner tit plads og optræder ofte for tæt. Det fordrer derfor noget ekstra af publikum at finde frem til de gode værker og koncentrere sig om dem uden at lade sig distrahere af ’støjen’ fra de mindre gode, tætboende ’naboer’.

Det umuliges politik

Vi har brug for kunst. Salig Per Højholt skrev i tidsskriftet Mak en gang i 1969: ”Politik er det muliges kunst. Kunst er det umuliges politik. Man må have nogen til at håndtere det umulige. Ellers forfalder det og bliver muligt.” Kunsten og utopien er nært beslægtede størrelser, og vi har brug for begge dele. En gang spurgte maleren Mogens Andersen sin gode ven, der var læge, om ikke han mente, at læger var meget vigtigere end kunstnere? Hvortil lægevennen, der også var kunstsamler, svarede ”Hvis der ikke var læger, ville der selvfølgelig dø nogle flere, men hvis der ikke var kunstnere, så ville vi alle dø.” Kunsten er en eksistentiel nødvendighed, men jeg vil mene, at den kan præsenteres på mange måder.

Vi har set, hvordan sammenslutningerne blev bortvist fra Charlottenborg, og vi venter stadig på den store, internationale kunst i de højloftede, tomme sale på Danmarks bedste adresse. Den skal nok komme, det håber jeg virkelig, men ventetiden er blevet urimelig lang, og det ville have klædt dørvogterne at åbne dørene imens. Der er blevet ført en uforsonlig og ukærlig kurs imod sammenslutningerne, som man kan undre sig over.

DJØF-icering

Raidet imod kunstnersammenslutningerne skal – vil jeg mene – ses i et bredere perspektiv: Professionaliseringen har ramt hele samfundet på godt og ondt. Den har resulteret i, at Lærerhøjskolen er blevet omdannet til Danmarks Pædagogiske Universitet; at de kommende bibliotekarer læser Biblioteks- og informationsvidenskab; at man bliver bachelor i pædagogik, når man læser til pædagog; og at en sygehjælper nu er blevet en social- og sundhedsassistent. Danmark er blevet overtaget af kontrollanter og bogholdernørder, vi er blevet DJØF-iceret og overvåges som aldrig før, selv om vi har haft en liberal regering i ti år.

Kunsten er blevet underlagt en tilsvarende professionalisering eller et embedsmandsvælde. Nu skal alle udstillinger helst kurateres af ikke-kunstnere. Men kritikerne glemmer, at mange kunstnere har et metarefleksionsniveau i forhold til kunsten, og det gælder om at trække på de dygtigste inden for begge felter, så vi får nogle væsentlige udstillinger. Sandheden er – i hvert fald for denne signatur – at den bedste beskrivelse af kunst levereres af kunstnerne selv. Det bliver man vidne til, hvis man læser Akademiraadets motiveringer i forbindelse med medaljeuddelingen ved den årlige Stiftelsesfest. Det fås ikke bedre. For kunstnerne kender som ingen andre værdien af kollegernes frembringelser og spotter straks såvel den genuine, kunstneriske indsats som dens modsætning. Denne evne har de udviklet igennem et langt liv med kunst. Kunstnerne opererer med nogle kunstfaglige værdier, som ikke er funderet i markedsmekanismernes kvanitative parametre.

I øvrigt er langt hovedparten af kunstnersammenslutningernes medlemmer jo uddannet på kunstakademierne og dermed i bogstaveligste forstand akademikere i lighed med magistrene. At kunstnerne heller ikke skulle være gode til at arrangere udstillinger, modsiges af de mange kunstnerdrevne udstillingssteder, hvoraf jeg her vil nævne det eksemplariske ’Skulpturiet’, eller skulpturi.dk, der ligger i en baggård i St. Kongensgade 3, lige ved Kgs. Nytorv, og som ledes af en gruppe billedhuggere eller skulptører, om man vil. Her er der tale om en stramt styret udstillingspraksis, der åbner op for nogle uforudsigelige sansninger og oplevelser med en udogmatisk blanding af generationer og medier. Styringsgruppen har en omfattende viden og et stort netværk og ved lige præcis, hvad der rører sig, for de er selv midt i kunsten. Her er kunstnerne kuratorer.

Men dermed ikke være sagt, at kunsthistoriske kuratorer er noget skidt. Hvor var vi henne uden visionære kuratorer, som kan bringe kunst sammen på nye måder og spotte tendenser og vigtige temaer i tiden? Her tænker jeg på fx svenskerne Pontus Hultén, Lars Nittve og Daniel Birnbaum, schweiziske Harald Szeemann, italienske Achille Bonito Oliva eller for den sags skyld vores egen Lene Burkard, der har lavet en lang række øjenåbnende udstillinger på kunsthallen Brandts?

Måske skulle sammenslutningerne forsøge sig med et eksperiment? Det gjorde Kunstnersammenslutningen Jylland for nogle år siden – og med stort held, synes jeg: Kunstnersammenslutningerne kunne måske undertiden alliere sig med en begavet kurator, som gav dem et modspil. Det ville nok indebære, at det blev luget ud i rækkerne, men resultatet ville måske blive strammere og klarere.

Ud over landets grænser

Indvendingerne imod sammenslutningerne er også et resultat af internationaliseringen eller globaliseringen, om man vil. Det er selvfølgelig fantastisk, at et lille land som Danmark i dag har så mange internationalt berømmede kunstnere, der profilerer os udadtil. Landsbyen er for længst vokset sammen med resten af verden i kraft af de virtuelle og elektroniske medier, og billedkunsten er den fremmeste kunstart at møde omverdenen med, da billeder jo taler et internationalt sprog. Men hvor mange flere gode, danske kunstnere kunne ikke blive hjulpet ud over landets grænser? Hvor er hjælpen til dem, når man nu er i gang med at ventilere det indeklemte danske kunstmiljø? En strøm af kunstnere fra udlandet lægger vejen forbi os, og nogle af dem – ikke altid de bedste – besætter embeder på Kunstakademiet.

De privatejede gallerier tager sig i høj grad af de udenlandske kunstnere. I Galleri Faurschou kan man således i skrivende stund se en udstilling med den kinesiske installationskunstner Ai Wei Wei, og forleden åbnede den britiske gallerist David Risley en gruppeudstilling i sit Bredgade-galleri med kunstnere fra USA, Færøerne, Storbritannien og Tyskland.

Men allerede for 50 år siden udstillede Corner fx i Den forbudte By i Beijing, og i dag har mange af medlemmerne et intensivt samarbejde med den kinesiske kunstscene, ligesom man også har et kinesisk medlem. De store kunstnersammenslutninger er sprællevende, internationalt orienterende udstillingsplatforme, hvis kit er kunstneriske venskaber på tværs af medier. Her får både tradition og nytænkning husly.

Meget kunne gøres bedre, og det er en uting, hvis nogle medlemmer bruger sammenslutningerne som en sovepude – men der er mere godt end skidt at sige om dem, sammenslutningerne, vil jeg mene. Og så lige en ting her til sidst: Jeg finder det yderst rimeligt, at de udstillende kunstnere, som er det nederste led i kunstens fødekæde – og dermed dem, som alle vi andre inden for den store institution, der går under betegnelsen kunst, lever af – får fordelen af salget af deres værker og derved unddrager sig de værste følger af kapitaliseringen af kunsten, som vi er vidner til i disse år.

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

11 kommentarer til Kunstudstillingernes tre ben

  1. Torgny Wilcke skriver:

    Mange gode udsagn og korrekt at Kunstnersammenslutninger har vigtige bud på udstillinger og faktisk er ganske mange gode kunstneres eneste udstillingsplatform og endnu flere kunstneres eneste sted de bliver set af mere end 50-100 personer.
    Men også fint at de store sammenslutninger har fundet andre udstillingssteder og metoder frem som har fjernet en stor del af den møg irriterende rutine i deres årlige fest. Og det bekræfter også at det var ok at stoppe sammenslutningernes forudbestilte pladser på de bedste steder. Det var ok sammenslutningerne skulle søge om deres udstillingsplads på linje med andre og at de som andre skulle gøre en ekstra anstrengelse for at få ja.
    Men et problem i mine øjne er der er blevet meget færre pladser og tilsyneladende økonomi til kunstner initierede udstillinger, især til udgifter til inviterede udlændinge. Hvor mange større originale kunstner initierede udstillingsprojekter har vi set de sidste 3-5 år? meget få og meget færre end tidligere! Forklaringerne er sikkert mange, for det er ikke kun støtteordninger der bestemmer det. Men man kan ikke undgå at opleve at bureaukratiet til at ansøge om støtte er vokset kolossalt, skemaer skemaer skemaer og alle forskelligt opbyggede til de forskellige instanser så der skal rigtig meget tid til at fylde ind og ud og betalt tid dertil har kunstnere i hvert fald ikke og slet ikke i et 8-16 job.
    Bureaukratiseringen i ansøgningsjunglen favoriserer ansøgere i fast job, fast løn, og tid til at få alt med, finde alle cv’er frem og lave lækre vedhæftede billedfiler som nok ser fedt og overbevisende ud, men ikke nødvendigvis er mest originalt eller interessant. Det bør være det gode projekt, forståeligt beskrevet som kommer ud og støttes og ikke det perfekte computer nusseri (tidligere hed det papirnusseri).
    Kravene til procedurer skal forenkles yderligere så ansøgere uden sekretær o.lign. opmuntres og ikke frastødes så de igen gider, orker, gør, udvikler…………….

  2. Bjørn Poulsen skriver:

    Jeg  syntes du kommer meget godt rundt om problematikken, så jeg vil bare tilføje en kommentar til spørgsmålet om gentagelse-fornyelse 

    Det herskende paradigme i vores kultur fortæller, at fornyelse er godt , gentagelse dårligt. Det har været avantgardens brændstof, og når der ikke var nogen der fattede, hvad der foregik, så kunne man altid henvise til, at det bare skyldtes, at kunstværket var så langt forud for sin tid, at det var selvfølgeligt, indlysende at ingen fattede noget som helst, det ville faktisk være lidt mistænktsomt hvis for mange gjorde det, måske kunstværket så ikke var så langt forud alligevel.

    Men rundt omkring i samfundet ( ikke kunstverdenen) virker som om en vis tvivl har meldt sig om det nu forholder sig sådan , at fornyelse altid er godt og gentagelse dårligt. F.eks, i folkeskolen har den frie pædagogik øget klassemodsætningerne, folkeskolen er ikke længere en institution, der løfter eleverne ud af deres klassetilhørsforhold, men tværtimod forstærker den dem.

    Noget tyder på at usexede ting som gentagelse og kopiering er fundamentale instrumenter i vores tilegnelse af verden.

    Galleriverden har ihvertfald taget det til sig. I årevis har de med få års mellemrum i de samme lokaler udstillet de samme kunstnere igen og igen. Og det er en adfærd, som har været herskende uanset om gallerierne var topinternationale eller små lokale forretninger. Og det uden nogen har løftet et øjenbryn over det.

    Men sammenslutningerne er til gengæld blevet voldsomt angrebet for at praktisere den samme udstillingspolitik som gallerierne. De 4- 5 gamle sammenslutninger, der stadigvæk står op, repræsenterer et bredt udsnit af dansk kunst. Aldersgennemsnittet er højere på på de fleste gruppeudstillinger, om kvaliteten er det skal jeg lade andre om at dømme, men vælger man at dømme dem helt ude skal man da til at skrive en del af den nyere danske kunsthistorie om.
    Taget værk for værk er de næppe værre end så mange andre gruppeudstillinger, men
    ikke desto mindre har de befundet sig i strid modvind, dårlige anmeldelser, eksilering osv.
    På trods heraf har de formået, at fastholde et stort publikum. Sjovt nok er der aldrig nogen der har spurgt hvorfor.

    Jeg tror, at deres sejlivethed handler om, at de gennem gentagelse har fået opbygget en relation til et stort publikum. Og en relation, som vel at mærke bygger på publikums egne førstehånds erfaringer med kunsten , modsat den skriftlige eller mundtlige formidling, som jo kan være fin nok, men som også skaber et filter, hvorigennem kunsten erfares.

    Til slut vil jeg understrege, at når jeg forsvarer et vist niveau af gentagelse, så handler det om udstillingsformen, ikke kunsten som sådan. Den må ikke stivne i en bestemt form. ( selv de bedste kunstsneres værk rummer et moment af af gentagelse, men det er en større diskussion, jeg vil gemme til en anden gang.).

  3. Kaspar Bonnén skriver:

    Helt grundlæggende har det været tiltrængt at bryde med den store dominans, som kunstnersammenslutningerne havde i dansk kunstliv. De var indspiste, viste (stort set) den samme kunst år efter år. Selvfølgelig var der fine kunstnere og god kunst. Men der manglede simpelthen visioner og udstillingekperimenter. Kunst er ikke bare kunst for kunstens eller kunstnernes skyld. Den har også en andel i samfundet og samfundsdebatten. Gentagelse er fint. Men det var altså bare en ny form for Salonkunst, som disse sammenslutninger i deres udgangspunkt var et opgør imod.
    Det er fint alle de systemer som er bygget op omkring kunsten. Men i billedkunsten virker den ofte som om man træder ind i et særligt område, en særlig loge med sære regler som andre ikke forstår. Og kunstsammenslutningerne var et af disse store loge områder, der dominerede de største udstillingssteder i København. På Charlottenborg og Den Frie.

    Jeg synes sgu ofte kunstnere er blevet ret dårlige til at arrangere udstillinger, der tør gå i clinch med et emneområde, nogle vigtige tanker i tiden. Og Lisbeth Bonde eksempel skulpturiet, som har lavet mange gode udstillinger er netop symptomatisk på dette. Kunstnerne der driver udstillingsstedet mener åbenbart at det vigtige er at undersøgelsen af skulpturen er det vigtige, altså formen og ikke indholdet.

    • lisbeth B. skriver:

      Kære Kaspar,

      Selvfølgelig er der problemer med kunstnersammenslutningernes kunstfaglige niveau, der er meget uegalt og ofte forudsigeligt, som du skriver (og som jeg også anfægter i mit indlæg). Jeg anfægter blot den automatkritik, der udløses, hver gang talen falder på kunstnersammenslutningerne og påpeger, at vi ikke skal stemme forventningerne på samme måde over for dem, som når vi går på en museumsudstilling, der forhåbentlig er forskningsmæssigt baseret, eller hvis vi ser en udstilling i en kunsthal eller et galleri, der forhåbentlig er skarpt vinklet, tematisk, mediemæssigt m.v. fokuseret. Sammenslutningerne er en hybrid udstillingsform, der lægger sig mellem atelieret og kunsthallen, mener jeg som sagt. Du kan have ret i, at en undersøgelse af skulpturen som udvidet kategori, er hvad Skulpturi.dk først og fremmest koncentrerer sig om, men hvad er der galt i det, når udstillingerne (synes jeg) gennemgående er vældig interessante og fornyende, både mht. værker (der selvfølgelig er det centrale), men også mht. de sammenstød/dialogmuligheder, der opstår værkerne imellem? Og så blander udstillingsgruppen på herlig udogmatisk vis generationerne. Befriende, at de frasiger sig den altdominerende ungdomskulten på kunstscenen og arbejder på langs af kunsthistorien.

  4. Anders Bonnesen skriver:

    Kære Kaspar, Lisbeth, Bjørn m.fl.

    Bjørn gjorde mig opmærksom på, at Skulpturiet optrådte i diskussionen her på siden, i forventning om, at jeg jo så måtte sige et eller andet i forsvar for det sted, jeg har været med til at stifte og er med til at drive. Og det vil jeg så forsøge.
    Det vanskelige ved dét er selvfølgelig, at det egentlig er noget andet, der diskuteres:
    Lisbeth benytter Skulpturiet som forsvar for Corner – og Kaspar for så vidt det modsatte. Jeg tror godt, jeg kan driste mig til at tale på hele Skulpturiets vegne, når jeg siger, at diskussionen om kunstnersammenslutningerne på ingen måde har været blandet ind i bevæggrundene for at starte stedet.

    Det, jeg måske kunne indvende noget om, er Kaspar skelnen ml. form og indhold, men jeg kan desværre ikke rigtigt kende forskel på form og indhold.

    Hvis jeg forstår det ret, er det indhold, der efterlyses … et eller andet, der kommer alm. samfundsborgere ved. Men hvad forhindrer et genre-udstillingssted i at vise værker med et indhold (& en form for den sags skyld), der kommer almindelige mennesker ved? Som jeg ser det (og her taler jeg nok kun på egne vegne, fordi Skulpturiet er en plenummaskine, og der vil sikkert være lige så mange bud, som der er folk involveret) er ’skulptur’ en kunstgenre, der har fokus på, at indhold og form er rodet så meget sammen, at indhold ikke er så stabil en størrelse, som vi måske kunne tænke os. Dermed er en ’skulptør’ vel en type kunstner, som ikke bedriver en eller anden samfundsanalyse, som derefter blot skal præsenteres så flot og så forståeligt som muligt, men en, der arbejder med form og indhold – samtidigt. At betydninger er ustabile kunne da godt interessere alm. mennesker …
    Det eneste problem med den skulpturdefinition er måske, at den omfatter hvad som helst, inkl. maleri. Omvendt har jeg selv koketteret med, at stedet nok ville være nødt til at lukke, hvis vi fandt frem til en egentlig skulpturdefinition.

    Mvh.
    Anders

  5. Kaspar Bonnén skriver:

    Jeg synes ikke at Lisbeth Bonde forholder sig til at Kunstnersammenslutningerne sammen med de censurerede udstillinger optog majoriteten af udstillingsperioderne på Charlottenborg og Den Frie. Det var det som var problemet.
    Hvorfor var det netop disse kunstnere som skulle udstille år efter år på de to største udstillingsplatforme i København? De var alt for dominerende og mente de havde vundet hævd på de nævnte platforme. Og jeg synes det har været velgørende at de har måtte revurdere sig selv og at de i denne proces måske har revitaliseret sig selv.
    Men det tror jeg nu ikke de har, vi får som Lisbeth Bonde siger et blik ind i værkstedet. Men hvorfor det lige er disse kunstnere som udstiller sammen er en stadig gåde. Handler det om andet end at manifestere sig selv som en æstetisk magtfraktion, når der intet fælles er på spil.
    Historisk var sammenslutningerne et forsøg på at vise det som ellers ikke kunne vises. Nu er det blevet til som Bjørn Poulsen siger: at de gennem gentagelse har fået opbygget en relation til et stort publikum. (Ja, der er større udskiftning på Magasins varehylder).
    Udstillingsformen fratager de enkelte værker deres udsagn og gør det hele til en stor grød af kunst.

    De udstillinger jeg har set på Skulpturiet har været fine (har lige tjekket på http://www.skulpturi.dk og ærgret mig over de udstillinger jeg ikke har fået set) og jeg har respekt for det arbejde som laves der, man fornemmer helt klart at der her er et felt der udforskes med mange interessante værker. Når jeg alligevel gerne vil være polemisk omkring udgangspunktet for stedet, så er det, at det på samme måde som sammenslutningerne i en dansk kontekst lukker sig lidt omkring et særligt kunstnerisk ’formelt’ fællesskab. Så langt vil du, Anders Bonnesen, vel give mig ret mht form/ indholds diskussionen, det er ihvertfald det navnet peger på. Ellers kunne man jo have valgt navnet ’Meningseriet’ eller ’ContentSpace’?

  6. Bjørn Poulsen skriver:

    Inspireret af den aktuelle forfatterfejde overvejer jeg at love Kasper tørre tæsk, så vores blog kan få lidt gratis reklame, men jeg kan på nogen måder godt følge Kaspers synspunkter, så jeg kan ikke rigtig svinge mig op til det.

    I dag har mange mange kunstnere valgt at stå udenfor sammenslutningerne. Derfor er de ikke længere repræsentative for hele kunstlivet og derfor har de ikke krav på særlige rettigheder. Jeg ønsker mig ikke tiden tilbage  med automatisk tildeling af udstillingsperioder, hvad jeg opponerer imod er den automatiske afvisning.
    For også sammenslutningerne er en ret så uegal gruppe, og det klart, at flere af grupperne på Charlottenborg var i en forfatning, hvor det vanskeligt at forsvare deres faste udstillingsret.

    Men min egen gruppe, Grønningen, var også dengang i en rivende udvikling med mange nye gode kunstnere som medlemmer og gæster. Selvom jeg har forsvaret gentagelsen som princip, så gælder det faktisk ikke for Grønningen, som må være den gruppe, der har undergået den største forvandling. Så når vi røg ud, var det ikke en kunstnerisk, men en ideologisk beslutning.

    På Charlottenborg har de vel indtil nu dybest set bare forlænget udstillingsperioderne på de udstillinger, huset også tidligere selv kuraterede.

    Når man forsvarer sammenslutninger og gentagelsen kan det lyde som mangel på kunstneriske ambitioner. Sådan ser jeg det ikke. Tværtimod ser jeg sammenslutningsformen som yderst krævende, fordi værket netop ikke bliver båret igennem af et eller andet overordnet koncept. Når udstillingsformen ikke er ekstraordinær, kræver det noget ekstraordinært af værket. Det står helt nøgent, men også fri for en alt for bombastisk fortolkningsramme.

    Når man er ung, går på akademiet eller er en del af andre fællesskaber, skaber man ofte nogle grupperinger, hvor man er fælles om nogle kunstneriske værdier og ud fra det skaber man udstillinger og lignende. Efterhånden som man bliver ældre finder man i højere grad sin “personlige stil” og typisk opløses den slags fællesskaber så efterhånden.

    Men det betyder så ikke, at det ikke kan give mening at udstille sammen i et mere åbent forum. Sammenslutningsformen er bestemt ikke fejlfri, men den opfylder denne vigtige funktion og en det er en funktion, der IKKE er blevet overtaget af de efterfølgende udstillingsinitiativer.

    Det skulle da lige være gallerierne og kunstmesserne. F.eks deltager du lige nu selv på en fin lille gruppeudstilling hos Galleri Wilson med galleriets kunstnere. Stort set de samme kunstnere i de samme lokaler som sidste år uden et stramt koncept for udstillingen. Det lyder næsten som en sammenslutning

  7. Torben Sangild skriver:

    Jeg er ret enig med Kaspar i denne debat: Anstødsstenen i forhold til kunstnersammenslutningerne var ikke deres eksistens, men deres automatiske og indiskutable plads på Charlottenborg. Ved at smide dem ud kunne man viske tavlen ren.

    Men det betyder så ikke, at man ikke kunne invitere nogle af dem ind igen. Man kan undre sig over at fx Grønningen ikke kunne have fået en udstilling i den periode, hvor Charlottenborg har stået tomt. Så vidt jeg kan forstå, koster det ikke noget at lave en sådan udstilling.

    Men svaret er måske, at der er kommet ondt blod mellem Charlottenborg og sammenslutningerne, og at dette ville brede sig til forholdet mellem sammenslutningerne indbyrdes, hvis kun én af dem blev inviteret. Det ligner derfor desværre en alt-eller-intet-situation, hvor Charlottenborg ikke foreløbig åbner dørene for Grønningen.

  8. Torgny Wilcke skriver:

    Kære alle kommentarer
    Det er fint som alle kommentarer afspejler hver enkelts (inkl. mig selv) behov, interesser, opponenter fx med ordene DJØFisering, papirnusseri, indhold osv.
    I mine øjne er den interessante substans at der radikalt er afgivet kunstnerbestemmelse for store udstillingsarealer og dermed penge, ikke mindst i København. Og heri indgår sammenslutningerne og ikke mindst Forårs- og Efterårsudstillingen, som først blev halveret til et hverken eller absurd mediestunt en gang om året på Charlottenborg og det seneste resultat af kvartificeringen d. 3/3 bliver spændende at se (mærkeligt hvor lidt diskussion der har været herom).
    Skulpturi er et super godt sted hvor man oplever at ordet “skulptur” som genre (Anders’ ord)
    ikke behøver at være stærkt begrænsende, men går ud over og i rigelig mål giver plads til indhold. Jeg anser det nu ikke som Anders som “form og indhold er er rodet sammen” men som Anders også beskriver at Skulptur er et udgangspunkt for at lave projekter og henviser til at formen er af betydning, hvad man så lige får kaldt den i aktuelle sammenhæng, og ikke kun en ligegyldig bærer af et indhold/hensigt/beskrivelse….. Kaspers “ContentSpace” lyder i mine selektive ører langt mere begrænsende og som en del af en masse ret overudstillet kunst, kurateret af ikke kunstnere de seneste år.
    Bjørn har en god pointe at det kan være befriende med et “åbent Forum” (som fx det sås i Koh-i-Noors udstilling på Den Frie), som ikke er smattet ind i eller solgt eller presset ind i eller tænkt i en større eller mindre sammenfattende ide og her havde sammenslutningerne efterhånden en slags kvalitet som var væsentlig. Så intet behov for blackliste sammenslutningerne, men til at tænke ind i nyt er ok.
    Men sammenslutningerne kan vel som andre foreslå en udstilling også til Charlottenborg?
    Men hvorfor man i så voldsom grad skulle afgive så meget til ikke kunstnere er uforståeligt og der er sgu stor forskel på en udstilling lavet af galleri(er), ikke kunstner, kunstner og kunstnere – tilgang, begrundelse, tænkning og netværk dertil er fundamental forskellig.

  9. Pontus Kjerrman skriver:

    Præcis I den periode hvor de borgelig politiker også har kæmpet for at afskaffe demokrati på universiteterne og de højere uddannelser under Kulturministeriet, så har vi som Torgny Wilcke skriver ”afgivet kunstnerbestemmelse for store udstillingsarealer”. De borgelige politiker har kunnet udnytte billedkunstnerernes indre splid til at få indført topstyring på Charlottenborg.
    .
    Det er selvfølgelig fint at have en faglig debat, men det er vigtigt at vi i kunstnerstanden finder ud af hvornår det er godt at strides fagligt indbyrdes og hvornår vi skal holde sammen udadtil.

    Det er egentlig også derfor jeg er ked af at man skal blive ved med at høre at sammenslutningerne, i sin tid, ikke skulle søge om deres udstillingsplads på linje med andre. Det er simpelten ikke korrekt.
    Sammeslutningerne skulle altid søge på lige fod med de andre og de optog ikke majoriteten af året !

    Jeg sad selv i Charlottenborgs bestyrelse fra 1998 -2000 , langt før jeg selv blev medlem af en sammenslutning , og behandlede kunstnersammenslutningernes ansøgninger på lige fod med andre, sådan var det også før den periode og efter frem til 2005 når der blev ansat en kunstfaglig direktør. Man skal også huske at når kunstnersammenslutningerne og forårsudstillingen lejede sig ind I bygningen var det i fireugersperioder så hvis der årligt var tre sammenslutningsudstillinger så fyldte de tre måneder altså ikke majoriteten af året.
    Jeg var også med til at behandle andre kunstnerinitierede udstillingsforslag i den periode, hvoraf mange blev realiserede. Der var helt enkelt mere plads til kunstner initierede udstillinger dengang.

    Så når Torben Sangild skriver at det nok kun er fordi der er ondt blod mellem Charlottenborg og sammenslutningerne så er det desværre heller ikke rigtigt, den bestyrelse som til største del Kulturministeriet selv har tilsat har udnævnt en kunstfaglig leder, som ikke har nogen interesse af sammenslutninger eller andre forme for kunstnerinitierede udstillinger. Tidligere havde man på Charlottenborg en arbejdende bestyrelse som tog stilling til de udstillinger som skulle vises og som både selv producerede udstillinger i huset og lejede bygningen ud til grupperinger som fik dækket sine udgifter ved hjælp af fonde eller en kombination af salg og fonde.

    Desværre har det også smittet af på den Frie hvor man udover at sige nej til de fleste sammenslutninger også ved at forlænge udlejningsperioderne og på forskellige vis vanskeliggøre mulighederne at sælge på udstillingerne, gjort det stort set umuligt for sammenslutningerne. Dette er jo særligt mærkeligt da Kulturministeriets redningsplan gik på at der skulle være større muligheder for kunstnerinitierede udstillinger.
    Der har da aldrig været så få kunstnerinitierede udstillinger som nu.

    Selv om Skulpturi.dk ikke umiddelbart minder om Corner, så er det jo Lisbeths pointe at de selv så forskellige de end er, udspringer af det samme ønske om at billedkunstere selv vil have indflydelse på den måde deres værker bliver vist.

    Det allere vigtigste må da være kunstnes indhold, det virker besynderligt at man skal fokusere så meget på i hvilken form de bliver vist.
    Hvis vi skal have den debat så skal den da handle om hvordan vi kan bruge de forskellige udstillingsforme/kunstudstillingernes tre ben for billedkunstnererne og Billedkunstens bedste og ikke kun en debat som medvirker til at sprede ondt blod og splid i kunstnerstanden.

  10. artpusher skriver:

    Kære alle.

    Kort og godt !

    Syntes det er ganske befriende, at Kunstnersammenslutningerne endeligt har mistet deres særstatus. Så kan de arbejde på lige vilkår med alle os andre :-)

    Hvis vi så efterfølgende kan tage fat på nepotismen i Dansk kunst, få fyret Per Stig og Arnoldi ved næste valg – så kunne det være, at flere danske kunstnere faktisk valgte at bo og arbejde i Danmark :-)

    God arbejdslyst fra en lykkelig ” udenlandskunstner “.

Skriv et svar