Kunsthal Charlottenborg?

Forleden åbnede Charlottenborgs Forårsudstilling, og publikum strømmer atter gennem glasdørene, som de har gjort det i over 150 år. Men resten af året er salene tomme. Vidste politikerne, hvad der skulle til, da de søsatte projekt ”Kunsthal Charlottenborg” som en udstillingsrampe for international samtidskunst? Dette indlæg analyserer situationen og kigger lidt tilbage i historien.

Slottet Charlottenborg er bygget i 1672-83 i hollandsk barokstil med alt, hvad dertil hører af risalitter, kuppelsale og imposante ”italienske” trapper. Det blev opført til Frederik III’s uægte søn, Ulrik Frederik Gyldenløve, der var statholder i Norge – og i øvrigt eksmand til den i datidens øjne uregerlige og depraverede Marie Grubbe. Dengang hed slottet Gyldenløves Palæ, men da enkedronning Charlotte Amalie rykkede ind i 1700, skiftede det navn til Charlottenborg. Det er hendes mand, Christian V, der rider på hesten. Rytterstatuen, som den franske billedhugger, A.-C. Lamoureux skabte i 1688, blev placeret midt på Krinsen. Den kommer smukt i fokus i porten, når man forlader Charlottenborg ad de indre gårde. Men den vej tilbagelægger stadig færre i disse år.

Få københavnske bygninger har så megen arkitektur- og kunsthistorisk tyngde som slottet Charlottenborg. Det indgik som en vigtig del af udvidelsen af residensstaden København uden for voldene. Man anlagde også en have, som løb parallelt med Nyhavn. Lidt senere opførte man en tværgående fløj med en ypperlig kuppelsal samt en ’søndre’ og en ’nordre’ forsal. I de tre sale befinder sig en række buster og malerier af centrale, danske kunstnere, der har forbindelse til Kunstakademiet, som Frederik V stiftede i 1754, og som har hørt hjemme på Charlottenborg lige siden. Her hænger bl.a. C.W. Eckersbergs portræt af Bertel Thorvaldsen, Thorvaldsens portrætbuste af sig selv og Christen Købkes portræt af billedhuggeren H.E. Freund – og mange andre portrætter af den danske kunst- og arkitekturhistories prominente skikkelser. Arkitektskolen, som er en del af Det kgl. Danske Kunstakademie flyttede i 1996-99 flyttede ud på Holmen. Den 31. marts fejrer man hvert år Fredrik V’s fødselsdag ved den såkaldte Stiftelsesfest, der finder sted på beletagen i den store Festsal og i Kuppelsalen.

I 1777 skænkedes Christian VII haven til Københavns Universitet, der drev den som botanisk have frem til 1877, da den flyttede ud til den nuværende Botanisk Have, hvilket gav plads til opførelsen af en ny, stor bygning bag slottet: Charlottenborgs Udstillingsbygning. På det tidspunkt var der meget få udstillingssteder i København. Ville man se kunst, skulle man enten til Den kgl. Malerisamling på Christiansborg (der brændte i 1884, men samlingen blev reddet, og det blev startskuddet til Statens Museum for Kunst) eller til Kunstforeningen på Gammel Strand. Indtil 1883 have man vist de såkaldte Charlottenborgudstillinger – salonerne – på det gamle barokslot. Her førtes en konservativ udstillingslinje med forkærlighed for nationalromantisk historiemaleri og fortolkninger i to og tre dimensioner af de evige græsk-romerske myter. Også efter at udstillingerne var rykket ind i Udstillingsbygningen, var linjen konservativ, så nogle unge kunstnere med Johan Rohde, Vilhelm Hammershøi og J.F. Willumsen og andre toneangivende kunstnere i tiden, dannede Danmarks første kunstnersammenslutning, Den Frie Udstilling, i 1891 som reaktion mod, at deres værker gang på gang var blevet afvist af censuren på Charlottenborg.

I 1980 genåbnede Charlottenborg Udstillingsbygning efter en gennemgribende modernisering, og samtidig overgik den 1400 kvm store bygning til Kulturministeriet. Herefter fortsatte man med et miks af udstillinger: Forårs- og Efterårsudstillingen med de unge kunstnere, kunstnersammenslutningerne med de mere etablerede kunstnere alternerende med en række tematiske udstillinger, som en ekstern kurator eller den kunstneriske leder eller en kuraterede – de seneste, kunstneriske ledere var lyskunstneren Thorbjørn Lauststen og maleren Ole Sporring. Denne kunstnerstyrede udstillingspraksis med varme og kolde udstillinger, om man vi, genererede en vis publikumsinteresse, der udmøntede sig i et forholdsvis stort besøgstal. Også Forårs- og Efterårsudstillingerne tiltrak mange besøgende. Men vi må ikke glemme uortodokse og dagsordensættende, kuraterede udstillinger som Troels Andersens 200 års jubilæumsudstilling i 1969, ’Kvindeudstillingen’ i 1975 – og senere ’Gud og grammatik’ (1984) og ’Limelight’ (1986), som var væsentlige for min generations kunsthistoriske opdatering og identitet, og som påkaldte sig stor interesse.

Nu er vi så nået frem til vores tid: I 2005 nedsatte daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) en arbejdsgruppe – det såkaldte Ohrt-udvalg – der fik til opgave at opdatere Charlottenborg kunstfagligt. De anbefalede en række tiltag, men fastholdt, at stedet fortsat skulle drives som et kunstnernes hus. De påpegede, at det var nødvendigt med et meget stort budget, hvis man skulle omdanne det til kunsthal. Endvidere påpegede de det hensigtsmæssige i at skabe synergi med Kunstbiblioteket og Kunstakademiet, og at kunstnersammenslutningerne skulle kunne ansøge om at udstille. Imidlertid åbnede man i januar 2008 med pomp og pragt og en ny bekendtgørelse som ’Kunsthal Charlottenborg’, under ledelse af svenskeren Bo Nilsson, der undsagde konceptet med et kunstnernes hus. Nilsson var kommet hertil fra Liljevalchs Konsthall i Stockholm. Han var blevet ansat i 2006 af bestyrelsen, som dengang havde billedkunstneren Erik Steffensen som formand. Bestyrelsen var varm fortaler for, at kunsthallen skulle være ”international”, og at kunstnersammenslutningerne i den forbindelse ikke kunne indgå som en del af udstillingsprogrammet. Bortvisningen af sammenslutningerne fremkaldte forståeligt nok megen utilfredshed blandt deres medlemmer, der også besatte Charlottenborg i protest, men der var ikke noget at gøre. Charlottenborg var – og er – ikke længere kunstnernes hus.

Bo Nilsson var blevet betroet moderniseringen af Charlottenborg, også hvad angik udstillingsarkitekturen. Men der var hverken afsat midler til klima- eller tyverisikring, hvilket er alfa og omega, hvis man vil drive en international kunsthal. Man høvlede gulvene af, lavede nogle fleksible rumdelinger og malede væggene. Charlottenborg kæmper derfor fortsat med temperaturer på op til 40 grader om sommeren og kulde om vinteren. Af den grund er det helt udelukket at vise værker af en vis skrøbelighed, ligesom kunstnere som Damien Hirst, Peter Doig eller andre verdensnavne, hvis værker har opnået skyhøje priser, ikke vil kunne vises på Kunsthal Charlottenborg.

Som mange husker, blev Bo Nilsson fyret i november 2008 af Mikkelsens efterfølger, Carina Christensen (K) pga. ”en dramatisk stor overskridelse af Kunsthal Charlottenborgs budget.” Underskuddet var på 3,2 mio. kr. Hertil kom, at Nilsson uden om fredningsmyndighederne og bestyrelsen havde brugt et anseligt beløb på at indrette en ”gæstelejlighed” på Charlottenborg, som kun han selv og hans kone havde adgang til. På trods af, at den tolv mand store bestyrelse selv var gået til ministeren for at klage over direktørens mangelfulde ledelse, blev den afsat i maj 2009. Charlottenborg blev sat under administration, og kuratoren Maria Gadegaard blev konstitueret som direktør. Det lykkedes hende imod alle odds at arrangere den både billigste, bedst besøgte og visuelt mest vitaminrige udstilling i mange år: ’Til vægs’ (2009), hvor 40 kunstnere malede direkte på væggene uden honorar. 30.000 besøgende lagde vejen forbi.

En ny bestyrelse reduceret til seks medlemmer med kulturattaché Michael Bjørn Nellemann (nu direktør for Nivaagaards Malerisamling) som formand, trådte sammen i juni 2009. De valgte i maj 2010 ud af 60 ansøgere britiske Mark Sladen, der kom fra ICA – Institute of Contemporary Art i London – hvor han havde fungeret som kurator. Med sig bragte han et stort, internationalt netværk og en forkærlighed for neoavantgarde og konceptkunst. Undervejs er han blevet indvalgt i Turner prisens jury. Så vidt så godt.

Mark Sladen åbnede generøst hele slottet – og publikum strømmede til for at se Kuppelsalen, Danmarks Kunstbibliotek og den illegale lejlighed. Det skete i marts 2011 som led i heldagsprogrammet ’Palace Party’ med traktorkoncert i gården og performances inde i udstillingsbygningen og andre spændende tiltag. Der skulle en udlænding til for at se slottets store potentialer som ramme om en kunstnerisk event af den art. Men siden da har der været alt for stille i kunsthallen. Hvorfor vil vi forsøge at besvare i det følgende.

Først og fremmest: Hvad nytter alle de fine, kunstfaglige kvalifikationer og et stort netværk, hvis der mangler midler til at føre dem ud i virkeligheden? Hertil kommer, at Sladens intellektuelt krævende og antipopulistiske kunstsyn appellerer til en temmelig snæver kreds. Det kan bære i en storby på 13 mio. indbyggere som London, men København er lille i sammenligning og har følgelig relativt få kunstinteresserede, der deler Sladens kunstsyn. Charlottenborg kan med dens nuværende budget kun klare sig økonomisk, hvis der udstilles gedigne blockbusters, der kan få publikum gennem tælleapparaterne: Driftsomkostningerne beløber sig nemlig til 8,8 mio. kr. årligt, men der gives til sammen kun 9,3 mio. kr. i støtte heraf 8,3 mio. af Kulturministeriet til driften, som udføres af 8,5 fuldtidsansatte. Til sammenligning modtager Malmö Konsthall i år 16 mio. DKK i støtte fra Malmö Stad. Der er 12,5 fuldtidsansatte, og der er gratis adgang for de 170.000-200.000 besøgende om året. Nogle af disse kommer dog udelukkende for at spise i kunsthallens fortrinlige restaurant. Det står klart, at Københavns Kommune svigter Kunsthal Charlottenborg. Med byens bedste beliggenhed midt i turistsmørhullet ved Nyhavn burde Københavns Kommune så ikke være med til at løfte Kunsthal Charlottenborgs økonomi sammen med staten?

Charlottenborg må selvfølgelig lige som andre kunstinstitutioner søge sponsorstøtte og fondsmidler. Men det er ikke nemt. Man ansøgte 26 fonde forud for efterårets separatudstilling med den britiske kunstner Simon Starling. Uden held. Det var ellers en oplagt og brandgod idé at vise den første separatudstilling med denne Turnerprisvindende kunstner i hans andet hjemland, Danmark. Starling arbejder originalt med sine poetiske og absurd-humoristiske eksperimenter og performances. Desværre blev der kun råd til at vise tre af hans værker, hvilket var helt utilstrækkeligt. Det betyder naturligvis dårligere anmeldelser, når udstillingerne bliver så skrabede – og dermed færre besøgende. Det er skruen uden ende. Man hører sine egne skridt smælde på parketgulvene i de højloftede sale, når der er så langt mellem værkerne, og publikum er så spredt. Skulle man da fyre nogle af medarbejderne? Det er næppe nogen løsning. Man kan ikke spare sig til store, kunstneriske oplevelser.

Selv om besøgstal slet ikke er det eneste parameter, når man skal vurdere kunstnerisk kvalitet, så er det alt andet lige vigtigt at trække et pænt antal besøgende til huse, når man lægger beslag på dansk kunsts smukkeste sale og bedste adresse. I 2006 udtalte den første, nye bestyrelse, at man sigtede mod et besøgstal for Kunsthal Charlottenborg på 80.000-100.000. Man mente, at besøgstallet det år, der nåede op på 55.623, var for lavt! Indeholdt i dette tal var sammenslutningernes besøgende, der løb op på 28.000 i de fire måneder, de lagde beslag på udstillingssalene. Til sammenligning var der kun 38.764 besøgende i 2010, hvor man havde budgetteret med 55.000. I 2009 var der 68.000 besøgende, hvoraf de 30.000 kom for at se ’Til vægs’. Besøgstallet for 2011 er det laveste i nyere tid: 8.000 betalende gæster og 15.000 gratister! I en af de smukkeste og bedst beliggende kunsthaller i verden. Tallet svarer til Kastrupgårdsamlingens besøgstal i 2010.

Men lige nu kan man altså se Charlottenborgs forårsudstilling, som i dag bliver til i et samarbejde mellem Charlottenborgfonden og Kunsthal Charlottenborg i en hybrid form, der inkorporerer den nu hedengangne Efterårsudstilling. Og næste gang Sladen & Co. præsenterer en ny udstilling bliver i forbindelse med ’Copenhagen Art Festival’ til efteråret. Den arrangeres sammen med Københavns øvrige fire kunsthaller: Kunsthallen Nikolai, Overgaden institut for samtidskunst, Kunstforeningen Gl. Strand og Den Frie Udstillingsbygning. Vi har altså fem offentligt støttede kunsthaller i København. Hvis De synes, det er for mange, så kig lige på Stockholm, der har mere syv.

København kommer også op på syv kunsthaller, når to nye, internationale kunsthaller for samtidskunst åbner; dels den privatejede Faurschou Art Foundation i Nordhavn, dels Kunsthal København, en helt nybygget kunsthal på 4000 kvm på Carlsberg. Der bliver snart udskrevet en arkitektkonkurrence. Her er Københavns Kommune med til at finansiere forundersøgelserne og driften. Den bliver til på initiativ af galleristen Nicolai Wallner og arkitekten Kristoffer Weiss.

Hvornår indser de danske politikere, at kultur er en knippelgod investering? Overalt i dansk kulturliv skæres der ned. Kunstakademiets Billedkunstskoler bløder i disse år. Det kgl. Teater bløder, idet Operakoret og Balletkorpset skæres drastisk ned etc. På Island, i Tyskland og i Sverige har de indset, at kultur ud over at give identitet og noget at tænke over også genererer arbejdspladser og en kolossal opmærksomhed både nationalt og internationalt. Kultur giver mening eller påpeget manglende mening i vores indretning af verden. Den kan være med til at løfte en økonomi og kan gøre folk bevidste – og stolte. Hvis Kunsthal Charlottenborg skal gøre en forskel, må man satse realistisk. Akademirådet skrev i deres årsberetning i 2009: ”for stedets fremtidige succes og profil som et seriøst, alsidigt og spændende udstillingssted er det af central betydning, at der afsættes tilstrækkelige midler til at gennemføre udstillinger af høj kvalitet særligt i tider, hvor det er vanskeligt at skaffe sponsorater. Med den nuværende fastholdelse af finanslovsbevillingen til stedet, er rådet stærkt i tvivl, om dette er tilfældet.”

Hvis ikke driftsmidlerne øges, fx i form af et samarbejde mellem Staten og Københavns Kommune, har Kunsthal Charlottenborg ikke en chance som international kunsthal. Så må man anbefale, at den atter tilgår kunstnerne og genhuser sammenslutningerne. Hvis de da overhovedet vil mere?

Dette indlæg blev bragt i Berlingske Tidende i en kortere version tirsdag den 28.2.2012

 

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

8 kommentarer til Kunsthal Charlottenborg?

  1. christian schmidt-rasmussen skriver:

    Hvis jeg skal pege på noget ved indlægget som jeg er enig i, er det at Charlottenborg er underfinansieret. Det gamle Charlottenborg var ikke kunstnernes hus, det var en række sammenslutningers hus. Det var ikke specielt logisk at lige disse sammenslutninger skulle have hævd på udstillingsperioder. I det hele taget var det ikke specielt logisk at sammenslutningerne skulle have udstillingstid på offentlige udstillingssteder. Sammenslutningerne er at sammenligne med privat galleridrift. Deres formål er ikke almennyttigt, men er rettet mod at varetage medlemmernes interesser som kunstnere. På den måde er de ikke væsensforskellige fra gallerierne. Sammenslutningerne er sæde for en udbredt mistro overfor kommerciel galleridrift og overfor Kuratoren, som vist nok er det store farlige dyr. Det er helt åbenlyst at sammenslutningerne i den klassiske forstand er en temmelig træt organisationsform, der mest er i verden for at forsvare velerhvervede rettigheder. Hvilket i kunstverden vil sige mod alle andres krav på del i deres territorium, heri blandt yngre kunstnere, der vær så god skulle stille op i køen til medlemskab, eller andre orgasinationsformer. De gamle brokker sig mens at yngre kunstnere organiserer sig i opdaterede former af sammenslutningen. Her kan IMO være et eksempel, eller den udbredte brug af andre former for selvorganisering i mere eller mindre permanente udstillingssteder og grupper. Det er mig en gåde hvorfor de gamle sammenslutninger bliver fremhævet gang på gang når det er tydeligt at der er mange alternativer, og når de i øvrigt klarer sig fint på det private marked.

  2. David Hilmer Rex skriver:

    Kunsthal Charlottenborg er underfinansieret, ja, men det hænger sammen med, at det har fejlfortolket hvad en international kunsthal i 2012 bør være. En international kunsthal er blevet en kliché og et visuelt regime, der i dens iver over at ville være ‘international’, ofte fejer al lokal viden af pladen. En international kunsthal, må nødvendigvis have et sundt og intelligent forhold til den lokale vidensøkologi den indgår i. Forudsætningen for det er et fuldstændigt radikalt engagement i de ideer, mennesker og eksisterende institutioner der allerede er at finde i hvad der så i det her tilfælde er København og omegn. International kontra lokal, er en falsk opdeling, der gør os blinde for det faktum at en egentlig international kunsthal, forudsætter et ligeså ambitiøst engagement i en lokal kontekst. Det kunne kunstnersammenslutningerne for såvidt godt have stået for, men det gjorde de ikke – at tilbyde dem huset, er ikke løsningen i mine øjne. Der skal noget langt mere syntetisk og specifikt til.

    Det økonomiske aspekt af sagen, hænger uløseligt sammen med Kunsthal Charlottenborg’s engagement i dens lokale kontekst. Økonomi handler også om, hvorvidt eller ej nogle har lyst til at betale for at du også har råd til at betale husleje næste dag. Enhver kunsthal i dag, må nødvendigvis også på det punkt fuldstændigt gentænke hvordan vi opfatter økonomi som det den netop er: fuldstændig allestedsnærværende. Opgaven er fortælle, hvordan den er det, og dét hele tiden. Økonomi er et materiale på ligefod med alle andre materialer, og man kan modellere med det og ændrer det på minutiøs vis, med stor udslagskraft. Det handler basalt set om, at forankre ens økonomiske modalitet, i den billedkunstneriske tænkning og diversitet man gerne vil fremskrive og arbejde med. Eller på helt fladt dansk: fortæl folk hvad ting koster samtidig med at i fortæller hvad de er og hvad de gør. Og sig så til dem, at de skal betale og at deres bidrag betyder noget. Altså: arbejd imod en transparent og mere direkte økonomisk tænkning der er forankret i specificitet og ikke generiske klichéramte modeller og idealer.

    Og for at træde et skridt tilbage: Mark Sladen’s engagement, skal være ligeså højt og ligeså tydeligt at se på lageret, i kælderen, på hjemmesiden, i pressematerialet, i cafeen(dens tilstedeværelse og integration i stedet er i mine øjne lidt en katastrofe – dét ‘samarbejde’ er inerverende allestedsnærværende og direkte destruktivt mest tydeligt set i hvordan det organiserer entreen), i udstillingslokalerne, og derfra og til at strategisk styre hvordan institutionen ræsonnere i sin lokale kontekst og sin brede såkaldt internationale kontekst. Alting skal gentænkes fra bunden og op af og betinges af faglige diskussioner.

    Jeg interviewede fornyligt Søren Andreasen om hans erfaring med at undervise ved Det Jyske Kunstakademi, og fik derigennem af vide, at Jaime Stapleton havde ytret at han fandt det uhensigtsmæssigt at ansvaret for dels at tegne den faglige profil og dels at stå med ansvaret for hele det administrative, økonomiske og politiske arbejde, var samlet i en og samme person. Som Søren siger i interviewet, og som jeg er enig i, er den analyse gældende for stortset samtlige danske kunstinstitutioner. Sådan en tænkning, kunne man med fordel have taget med da man tegnede Kunsthal Charlottenborgs nye profil. At krydre blandingen med en flok meget specifikt økonomisk engagerede personer, på bestyrelsesplan til at state med vel og mærke, er blot endnu et eksempel på et generisk format, der burde være blevet udviklet som et specifikt svar på den kontekst det virker i. Det kunne være sindssygt interessant at se hvad der skete hvis man tog den økonomiske abstraktion ligeså seriøst som alle mulige andre æstestiske problemstillinger i en sådan sammenhæng, men det forudsætter en ekstrem åbenhed og ikke mindst eksperimentering også fra den side af.

  3. christian schmidt-rasmussen skriver:

    Forestillingen om det internationale er selvfølgelig et fatamorgana som ikke refererer til noget eksisterende på andet end en meget overfladisk måde. Jeg retter i min kommentar bare lyset mod hvad nu åbenbart er blevet ”de gode gamle dage”. Det var de ikke, så enhver forestilling om hvad der end skulle være galt med Charlottenborg indebærer ikke en tilbagevenden.
    Selvfølgelig bør enhver institution være lokalt forankret, ellers er den eksistens ligegyldig. Men som programmet har set ud ind til videre har Mark Sladen faktisk været meget bevidst om den del af sagen. Hvis jeg må skal fremføre nogen kritik af stedet, er det at researchprogrammet optaget så meget fysisk plads som det gør, det fremstår halvtomt og inaktivt.
    Rent fysisk var jeg dårligt i stand til at se Simon Starlings udstilling på grund af dårlig lyd og elendige siddeforhold, men det er en kritik jeg kan rette mod alle institutioner der viser tidsbaseret kunst med lyd.
    Diskussionen må være om stedet skal lukkes eller refinansieres, ikke, som mange har lagt op til, om Mark Sladen er kompetent eller ej. En tilbagevenden til ”de gode gamle dage” må være en lidt af en mareridtsvision.

  4. Bjørn Poulsen skriver:

    Det er symptomatisk for den behandling sammmenslutningerne har været udsat for, at CSR hellere vil have Charlottenborg lukker end at de gode gamle dage vender tilbage.
    Et scenario man ikke kan udelukke, hvis den nuværende situation forsætter.

    Hvis Grønningen f.eks havde haft sin sædvanlige periode på Charlottenborg ville det have betydet at Simon Starlings udstilling ville have varet 3,5 måned istedet for 4,5 måned. Næppe det store tab for hverken Charlottenborg eller Simon Starling

    Dermed ikke sagt, at jeg nødvendigvis ønsker alt tilbage som det var i “de gode gamle dage”, for også dengang var der mange ting på Charlottenborg, der kunne fungere bedre. Men jeg kan simpelt hen ikke se, at det at Grønningen havde en måned om året eller til nød hver andet år skulle blokere for noget som helst.

    På Den Frie har det fungeret udemærket med et miks af sammenslutninger og kuraterede udstillinger.

    Det er i øvrigt en myte, at sammenslutningerne sad på hele Charlottenborg . Sammenslutningerne sad på ca. 4 måneder af året, derudover var der efterårsudstilling, forårsudstilling og diverese kuraterede udstillinger. Og angående særbehandling, så hører det med til historien, at sammenslutningerne betalte husleje, og at kunstnerne  ikke modtog aflønning fra staten. Og lad mig med det samme understrege, at jeg har ikke noget problem med at Grønningen skal søge og bedømmes som enhver anden ansøger.

    CSR hovedargument mod sammenslutningerne er, at de er en privat interesseorganisation for de deltagende kunstnere på linie med et galleri, og derfor ikke har nogen ret til at udstille i en offentlig udstillingsbygning. 

    Det er rigtigt at Grønningen i en vis forstand er en privat interesseorganisation, men den er også meget andet. Grønningen er idag, og har i mange år organiseret den største visning af seriøs dansk samtidkunst, (kunstmessen i Forum og Herning undtaget.)  Heri har den en væsentlig del af sin berettigelse, for det er vigtigt for kunstlivet herhjemme, at den type udstillinger afholdes. Og ingen andre tager denne opgave på sig, hvad der iøvrigt undrer mig dybt. 

    De udstillinger der idag afholdes i Københavns kunsthaller og gallerier appellerer hovedsageligt til de professionelle aktører: samlere, kuratorer, kunstnere osv. Og det er selvfølgelig helt nødvendigt at sådanne udstillinger finder sted. Men jeg tror også, det er farligt for kunsten, hvis den udelukkende opererer i et selvbekræftende miljø, hvor den aldrig møder det fremmed blik. Der er en tendens til, at kunstverdenen isolerer sig mere og mere i sekter, der kun kommunikerer sparsomt på tværs af grænserne. Derfor er det er vigtigt, at der afholdes udstillinger som rækker ud over miljøet, så kunsten møder og kommer i en dialog med noget uden for sig selv. Det handler dels om et publikum og dels om andre kunstnere, med andre holdninger end ens egne.

    Den bedste mulighed for at skabe en sådan situation er store gruppeudstillinger. Som f.eks Grønningen. Det bringer simpelt hen frisk ilt ind i systemet.

    I Danmark er der en historisk tradition for, at sammenslutningerne har haft en vigtig rolle i at skabe den slags udstillinger. Og så længe, der ikke er andre der byder ind vil de forsat have en berettigelse. 
    Den yngre generation af kunstnere, der deltager på sammen slutningerne udstiller typisk også andre steder, mens mange af de ældre kunstnere for længst er hægtet af gallerier og kuraterede udstillinger. Samtidigt med det har de stadig et publikum – men Hvor er det lige, at de så kan se deres kunst? 

    Sammenslutningerne har en lang tradition bag sig, og har måske haft svært ved at reformere sig helt up to date og finde den rette identitet – men hvem har ikke det?
    Man kunne ialtfald forestille sig en mere konstruktiv og respektfuld dialog om den fornyelse, end blot at lade en hel kunstnergeneration løbe ud med badevandet.

  5. christian schmidt-rasmussen skriver:

    Sorry, men jeg har set kunst i København hele mit liv og har set virkelig meget af det. Ikke én af de udstillinger jeg husker for det gode har været en sammenslutningsudstilling. Ikke dermed sagt at der ikke er gode kunstnere i sammenslutningerne og heller ikke at disse ikke viser gode værker på sammenslutningsudstillingerne. Men der er tale om punktnedslag. Sammenslutningerne er mere en magtkoncentration i dansk kunstliv, end en vital kunstnerisk faktor. Jeg vil fastholde at de er interesseorganisationer rettet mod deres medlemmer. Det er fuldstændig fløjtende ligegyldigt om de betaler husleje eller ej i denne sammenhæng. Men hvis de er i stand til det, er det bare om at finde egnede lokaler. På samme måde som stat og kommune ikke har en forpligtigelse overfor gallerier, kommercielle eller nonkommercielle, har de heller ikke forpligtigelse overfor sammenslutningerne. At henvise til traditionen i denne sammenhæng, svarer fuldstændig til det moderne modstykke, det internationale. Både traditionen og det internationale og fuldstændig hule størrelser der udelukkende dækker over magtkoncentrationer.
    Jeg mener ikke at Charlottenborg hellere bør lukke end at sammenslutningerne kommer tilbage, men at det vil være et uhyrligt knæfald for reaktionære kræfter. Det ville være langt mere oplagt at invitere f.eks. Helen Nyborg, Christina Wilson eller Birgitte Kirkhoff som er gået ned med ambitiøse gallerier, eller nogle af de uhyre mange kunstnerdrevne steder og organisationer. Jeg kan slet ikke se hvor det kunstneriske argument er for de gamle sammenslutningers særstatus.
    Men helt ærlig, hvad med at give Mark Sladen en chance og nogle flere penge, i stedet for det her udsigtløse hakkeri?

  6. Bjørn Poulsen skriver:

    Min pointe i forbindelse med situationen på Charlottenborg er sådan set bare, at både den nuværende og tidligere direktørs program på Charlottenborg havde så kunstigt lange udstillingsperioder, at der rigeligt var plads til minst 2-3 ekstra udstillinger. Som alle interesserede, Imo, Grønningen eller andre interesserede kunne byde ind på i åben og fair konkurrence. Og Grønningen er sådan set ikke mere en privat interesseorganisation end enhvert andet kunstnerstyret udstillingsinitiativ, den er bare ældre.

  7. christian schmidt-rasmussen skriver:

    Hele ideen om et kunstnernes hus betalt af stat og kommune er på mange måder problematisk. Der er ingen fortilfælde der skulle antyde at det ikke ville blive en bureaukratisk og nepotistisk sump. Som billedkunstnere har vi ingen troværdige organisationer til at repræsentere os. For at en organisation skal kunne repræsentere troværdigt skal den have midler til øve pres, og de midler skal ikke være tildelt af dem som man forhandler med, sådan som det er tilfældet med de organisationer der findes. Så kort sagt hvem i alverden skulle være kompetente til troværdigt at udpege? Jeg har svært ved at få øje på den basis der er nødvendig for at kunne snakke om et kunstnernes hus i offentligt regi. Hvis vi skal snakke om et kunstnernes hus, må initiativet komme fra kunstnerne selv, gerne fra f. eks. BKF for så ville magtforholdene være til at forhandle, f.eks. gennem stemmesedler. Jeg er meget træt af temmelig uigennemskuelige og selvsupplerende magtkoncentrationer dansk kunst. Og her skal vi ikke glemme at her var sammenslutningerne en urokkelig hjørnesten til for nylig.

    I det hele taget er dansk kunst præget af latterlige og feudale strukturer. Kunstnersamfundet er et fuldstændigt grinagtigt eksempel på dette. Det er en organisation uden aktiviteter, som bliver forvaltet og suppleret af en anden organisation, akademirådet som reelt set er en statslig instans. Adgangskravene til kunstnersamfundet, som giver stemme- og opstillingsret til akademirådet, er alt andet end transparente. F.eks. fik jeg selv et brev om at jeg blevet meldt ind uden at have ansøgt, og da jeg efterfølgende ville prøve at afklare hvad der var sket, kunne ingen oplyse mig. Akademirådet og Kunstnersamfundet er reelt selvsupplerende feudale entiteter der burde afskaffes. De er kulturministeriets dikkende lammehale, de har ingen troværdighed.

    Jeg vil meget gerne være fri for et kunstneres hus i offentligt regi, jeg vil meget gerne se et kunstnernes hus i selvorganiseret regi.

    Jeg ville meget gerne se en organisering af kunstnere som var troværdigt fri af staten.

Skriv et svar