Krigskunst? Kunstliv?

Der er et spørgsmål ang. vores nuværende kulturminister, Per Stig Møller, der nager mig. Egentlig havde jeg skudt det væk som uaktuelt, men så blev han pludselig kulturminister – vores minister – med alt hvad det indebærer af projektioner fra os i kunstlivet.  For et par uger siden landede de 391.832 dokumenter fra WikiLeaks som en bombe midt i kulturhyggen og aller-senest blev jeg i en ellers fornøjelig nattetime til en fest i lørdags konfronteret med en overvejelse fra en god kollega, om at jeg måske ikke lige var den rette at pege på til en bestemt repræsentativ post i det kunstpolitiske system, når nu jeg tidligere havde været ude med kritik af den nuværende kulturminister.

Så mit spørgsmål bliver hele tiden aktualiseret. Med risiko for at blive stemplet som ’politisk korrekt’ hermed en overvejelse om en del af den kontekst som kunst i Danmark optræder i:

Tilbage i første halvdel af 00erne lavede jeg 3 portrætter af Per Stig Møller. Som billedkunstner fascinerede hans figur som udenrigsminister mig: Her havde vi en intellektuel politiker for hvem begrebet ’FN-sporet’ nærmest var et mantra. Alligevel var denne erklærede humanist udenrigsminister i en regering, der med åbne øjne brød med FN og stillede op i den ’Coalition of The Willing’ som George W Bush indledte angrebskrigen i Irak sammen med. I starten af Irak-krigen var det vel stadig muligt at tro på postulaterne om at det var for irakernes egen skyld; at de skulle befries fra både Saddam Hussein og Al-Qaeda. Verden var endnu rystet i sin grundvold af 9.11., og argumentet om at Vesten på en eller anden måde måtte tage til genmæle, også med militær kraft, var stærkt og overbevisende. Denne modsætning mellem Per Stig Møllers oplyste humanistiske image og hans deltagelse i og medansvar for den nye ’aktivistiske’ danske udenrigspolitik var fascinerende. Hvordan kunne en FN-tilhænger støtte at vi indgik i en så åbentlyst aggressiv og krigerisk koallition? I modsætning til de 2 andre hovedansvarlige for denne nye udenrigspolitiske linie, Anders Fogh Rasmussen og Pia Kærsgaard, var Per Stig Møller til at identificere sig med, jeg kunne forestille mig hans overvejelser og betænkligheder. De andre var og er mere entydige personifikationer af kynisme og magt.

Så kom Abu Ghraib-skandalen i 2004 og pludselig blev alting anderledes. Den amerikanske hærs omfattende og systematiske brug af tortur kom for en dag, og også de britiske styrker i Basra blev anklaget for at bruge tortur med døden til følge. Med et åbenbaredes Vestens egentlige svar på 9.11.: I stedet for at manifestere et humanistisk modoffensiv til Al-Queda’s terrorisme var reaktionen fra ’The Coalition of the Willing’ ligeså amoralsk og umenneskelig som modpartens; Vestens moralske overlegenhed blev med et trukket gennem sølet og vores kultur fremstod på ingen måde som anderledes eller mere retfærdig end den fundamentalisme man foregav at bekæmpe. Abu Ghraib og komplekset af relaterede torturskandaler kan ses som Vestens altafgørende moralske fallit. Her mistede Vesten enhver moralsk troværdighed i forholdet til resten af verden. De hundrede af tusinder dokumenter som WikiLeaks nu har lækket tydeliggør desværre kun hvad vi dengang var mange der formodede.

Det er der undrede mig dengang – og som nu hvor Per Stig Møller er blevet Kulturminister igen nager mig – er, hvordan han som oplyst humanistisk funderet menneske kunne deltage i disse ting? Han var udenrigsminister i en af de implicerede regeringer og Danmark arbejdede aktivt sammen med USA og Storbritannien om invasionen og besættelsen af Irak. Hvordan kunne han leve med det medansvar som han havde for disse begivenheder? WikiLeaks-dokumenterne sandsynliggør jo at regeringstoppen havde et ganske godt indblik i hvor omfattende problemet var. Hvorfor trak han sig ikke ud af sit embede? Hvorfor gjorde Abu Ghraib-skandalen ikke så stort indtryk på ham at han trak sig ud af regeringen?

Jeg er udmærket klar over at en sådan handling – hvis Per Stig Møller havde trukket sig som udenrigsminister – ikke ville have ændret på Danmarks position i Irak-krigen. Hans chef og hans bagland ville aldrig have ladet moralske overvejelser få indflydelse på den førte politik. Men det burde være anderledes med Per Stig Møller: Som intellektuel humanist burde han have indset hvor altafgørende og fatalt tingene havde udviklet sig, og han burde have taget den eneste mulige konsekvens: Per Stig Møller burde have trukket sig tilbage. Det er muligt at det ville have ødelagt hans politiske karriere, men han ville unægtelig have fremstået i et lidt renere lys nu. Dengang ville det have været en stærk symbolsk handling. Det ville have været at trække den berømte linie i sandet: Tortur er ikke en acceptabel praksis og man kan ikke på nogen måde forsvare brugen af den.

Nu er Per Stig Møller så kulturminister. Stiller det så særlige krav til en persons moralske integritet? Eller er det bare et synspunkt der kan affærdiges som ’politisk korrekt’? Der er måske ikke noget at komme efter i strikt juridisk forstand men i moralsk forstand har han svigtet. Man hører så tit klager over at tidens intellektuelle og kunstnere ikke blander sig i samfundsdebatten, men her har vi faktisk en intellektuel forfatter, der sad med helt oppe på det allerhøjeste beslutnings-niveau i en af tidens helt store moralske problem-felter. Kan man ikke kræve at sådan en person reflekterer bare den mindste smule over problematikken? Ellers er det virkelig svært at tage ham alvorligt, både som ’oplyst humanist’ og som vores Kulturs Minister.

Det nager i hvert fald mig at absolut ingen i kunstens verden har problemer med det her. Ude i den realpolitiske medievirkelighed er det jo udelukkende de rene juridiske aspekter af den slags spørgsmål, der er afgørende. Her hos os i kunstens verden er vi tvunget til at diskutere tingene på et moralsk, eksistentielt plan. Torturskandalerne i Irak og Afghanistan overskrider fuldstændigt det realpolitiske og bliver til almenmenneskelige moralske spørgsmål. Derfor kan vi ikke have en kulturminister, der ikke reflekterer over sin egen rolle i disse sager.

Frans Jacobi

——Links———-

De 3 omtalte portrætter af Per Stig Møller kan ses på:

http://www.fransjacobi.net/fransjacobi/spiders_from_mars.html

http://www.fransjacobi.net/fransjacobi/PerStigMller_TRIPTYKON.html

og på

http://www.youtube.com/watch?v=LVrv1k7T1rI

De 391.832 dokumenter lækket af WikiLeaks kan findes på:

http://wikileaks.org/

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

14 kommentarer til Krigskunst? Kunstliv?

  1. Kære Frans Jacobi,

    Jeg forstår ikke dette udsagn: “Her hos os i kunstens verden er vi tvunget til at diskutere tingene på et moralsk, eksistentielt plan.”

    Eksistentielt – ja! Moralsk – nej! Jeg ønsker mig ikke kunsten spændt for et eller andet moralsæt, uanset om jeg selv ville kunne godkende dette moralsæt eller ej. Som alm. menneske sidder jeg gerne i sene nattetimer og udfolder min modstand mod Danmarks deltagelse i flere krige. Som alm. menneske har jeg en holdning, som jeg forfægter, og den stemmer meget godt overens med dem, du fremlægger her – omend jeg kunne have have lyst til at tilføje en enkelt dimension eller to.

    Som maler – derimod – gør jeg ikke rede for mine holdninger – jeg skildrer – jeg fremlægger – jeg afdækker – men jeg fortæller ikke folk, hvad der rigtigt og forkert. Dette betyder jo så omvendt, at jeg ikke tillægger kunstneriske udtryk, der påberåber sig specifik moral eller mangel på moral, nogen kraft i eksistentiel henseende. Om end dem, der er amoralske er sjovere at debattere. De moralske derimod – er det som James Joyce henregner under betegnelsen “didaktisk kunst” og den skifter som tiderne gør det, hvad enten vi taler om fascistiske udtryk eller dekorative.

    Mange filosoffer har diskuteret, hvorvidt kunst kan være ond. Det kan den jo principielt godt være, hvis vi definerer det onde ideologisk. Men ideologier skifter, som moralen gør det, som sædvanen (etikken) gør det. Hvis vi derimod definerer godt og ondt fænomenologisk, så ender vi i netop i en eksistentiel kategori: Den der beskæftiger sig med godt og ondt liv. Og her må kunsten naturligvis rette sig imod det gode liv, hvilket ikke er det samme som at plædere for, hvad godt liv så er.

    Kunsten plæderer for det gode liv ved samvittighedsfuldt og ærligt at fremlægge og beskrive i sine udtryk, det der sker! Det, den ser!

    Dit egentlige emne, hvorvidt det er problematisk, at Per Stig Møller nu er kulturminister og om han burde været gået af som udenrigsminister i protest mod torturen i forbindelse med afhøring af irakiske fanger, kan jeg faktisk ikke se relevansen i – i forhold til kunstdebatten. Muligvis burde han være gået af, muligvis bliver han en dårlig kulturminister. Det første gjorde han ikke, det andet ved vi ikke noget om endnu. Men i forhold til den udenrigsminister, vi har for tiden, kan man jo gribe sig selv i at længes efter fortiden og i forhold til den kulturminister, han afløser kan det vel kun blive bedre – eller hvad?

    Måske må vi bare affinde os med, at ånden flyver temmelig lavt i Danmark for tiden – uanset – og at den enkelt kunstner derfor har desto større forpligtigelse til at skildre, det hun afdækker om eksistenstensen samvittighedsfuldt og ærligt.

    • frans jacobi skriver:

      Kære Karin Lykke
      Du har ret i at netop den sætning – “Her hos os i kunstens verden er vi tvunget til at diskutere tingene på et moralsk, eksistentielt plan” – er lige lovlig bastant. det jeg egentlig mente var, at hvor man ude i medierne udelukkende diskutere de her spørgsmål ud fra nogle meget detaljere juridsike spørgsmål, der ofte virker som afledningmanøvrer, der har vi i kunstens verden ikke den juridiske indsigt til den slags, men vi KAN og må godt diskutere tingene ud fra moralske og eksistentielle standarter. jeg skulle nok ikke ha brugt ordet ‘tvunget’, det lyder som vi er tvunget til at diskutere de ting. jeg forsøger ikke på nogen måde at påtvinge alle kunstnere at de skal beskæftige sig med politiske eller moralske spørgsmål. det er helt fint med mig hvis man bare trænger til at gå ned på atelieret og male løs af ren lystfølelse.

      For nu lige at koble tilbage til Anettes indlæg omkring ‘kritisk potientiale'; der mener jeg at man er nød til at gøre op med dogmet om at kunst ikke ‘skal gøre rede for holdninger’. hvis kunst skal have et kritisk potientiale må kunstneren jo ihvertfald tillade sig at have en holdning. at den holdning så kan være indlejret i værker på tusinde mere eller mindre elegante måder er så en ny og endnu længere snak.

      endelig synes jeg man omkring ‘ondskab’ må sondre kraftigt mellem billeder af ondskab og ondskab som handling. kunst er jo billede. tortur er rå virkelighed.

  2. Bjørn Poulsen skriver:

    Ja, heller ikke jeg er tilhænger af Irakkrigen, og du skriver sådan set ikke noget, jeg er dybt uenig i. Jeg har længe set Irakkrigen som et forsøg på fra USA at genkolonialisere strategisk vigtige dele af verden. Et projekt der udsprang af en hybris over Sovjetmagtens fald og så det, at USA havde opnået en så massiv teknologisk overlegenhed, at de tilsyneladende kunne føre krig uden tab. Et projekt der nu er endt i fiasko, bl.a. på grund af sådan en lille dum lavteknologisk ting som vejsidebomber, der ikke kan spores med metaldetektor.

    Man kunne også godt reflektere mere over hvad der har motiveret selv en borgerlig regering til at gå med i sådant et projekt, men det er jo ikke ligefrem et jomfrueligt emne, og nu er det her jo en kunstblog, så jeg vil nøjes med at fokusere på Per Stig Møller-problematikken.

    Det spørgsmål du rejser, er om du som kunstner kan have noget at gøre med en kulturminister, der har blod på fingrene, er involveret i en ulovlig krig, tortur, løgne etc.
    Spørgsmålet er sådan set ikke kun relevant for kunstnere, men for enhver borger, der træder i statens tjeneste. Det er et moralsk og politisk spørgsmål, som er det samme uanset om man er kunstner eller almindelig borger.

    Det er jo en væsentlig diskussion, men det er ikke en kunstnerisk diskussion, men en politisk/moralsk diskussion, og det er jo heller ikke ligefrem tavshed, der har omgærdet dette emne.

    Siger du imidlertid, at kunstnere også har en moralsk forpligtigelse til i deres kunst at forholde sig til dette emne (eller lignende emer), så er det pludselig en kunstnerisk diskussion. Men det siger du så ikke, eller gør du?

    • frans jacobi skriver:

      Da jeg oprindelig tog per stig møller-figuren op og brugte ham som motiv for nogle værker var det fordi han imodsætning til de fleste andre politikere blev præsenteret som – og præsenterede sig selv som – en intellektuel humanist og forfatter. på den måde var det en spændende figur figur fordi den på en måde kunne være identifikationsfigur for både mig selv og også for andre mere eller mindre intellektuelle kunstnere. en repræsentant. og hvordan opførte han sig så derude i virkelighedens mareridtsagtige hændelser? hvordan ville man selv have opført sig?

      jeg har absolut ingen forestillinger om at vi som kunstnere udgør et mere moralsk forpligtet folkefærd en resten af samfundet. og vi er det ihvertfald på ingen måde. men vi kan jo heller ikke bare stille os udenfor og lade være med at diskutere hvad der sker. det er jo også vores krig.

      jeg har så valgt at gøre per stig møller til min symbolske repræsentant i krigen – ikke fordi jeg nogensinde ville stemme på ham, men fordi han som figur tilsyneladende repræsenter nogle af de samme holdninger til verden som man selv baserer sig på. derfor synes jeg også hans svigt er interessant. det er jo vores allesammens svigt. vi rodede os ind i noget rigtigt snavs dernede i irak, og vi formåede ikke at trække os ud af det, selvom det jo allerede ret tidligt var tydeligt at det foregik. vi havde jo ikke behøvet at vente 6-7 år på wikileaks for at vide det. den tekst jeg bruger i min performance blev udsendt af Reuters Bureau allerede i 2004, og jeg fandt den i Politiken. Den beskriver hvordan de britiske styrker i Basra torturede en tilfældig irakisk mand til døde.

      det jeg plæderer for er ikke at alle kunstnere har en forpligtelse til at forholde sig til den slags. men snarere at at man som kunstner godt KAN og godt MÅ diskutere den slags emner. om man synes det er vigtigt eller ej det er vel op til ens egne behov.

  3. Kaspar Bonnén skriver:

    Imodsætning til K.L. Waldhausen (og Bjørn Poulsen) bliver jeg meget mere stimuleret af Frans Jacobis indlæg end af samtlige andre indlæg på nærværende site.
    Kunstdebat handler ikke om kunst eller om debat, ligesom kunst ikke handler om kunst, men om alt det andet.

    Jo det kan være relevant at diskutere mediet (maleriet f.eks.), som det sker i artikler fra Anette Harboe Flensburgs eller senest fra Torgny Wilckes hånd, og jeg synes ikke det er uinteressant. Men jeg har det lidt ligesom når man taler om spin i politik. Det er formmæssige synspunkter. Var ministerens svar serveret retorisk godt? Sad farven på den rigtige måde? Ministre falder ikke på om de mener noget rigtigt eller vigtigt, men på om de har ’håndteret’ en sag på en forkert måde.

    I Jacobis indlæg bliver vejen fra storpolitiske dilemmaer til kunstnerens egne spørgsmål om ansvarlighed angivet.

    Om man kunne skrive digte efter 2. verdenskrig, blev i efterkrigstiden et relevant spørgsmål. Hvordan søge noget smukt, når man havde indset at mennesket kunne optræde så ondt? Og drevet af rationelle grunde?

    Og herfra er der ikke langt til Jacobis spørgsmål. Kan vi have en kulturminister, der som alt tyder på har været, om ikke medvirkende, så medvidende til danske styrkers overgivelse af fanger til tortur. Hvor langt ville Per Stig Møller kunne gå og samtidig blive i sit embede? Hvor langt er der fra hans løsagtige omgang med moral til en vagt i en tysk kz-lejr, der blot gør sin pligt?

    Og derfra, hvor langt er der fra Stig Møllers anløbne moral til vores egen moral, til min moral, når jeg ikke har sagt fra på anden måde en gennem en stemme på et parti, der ikke støtter op om krigen?

    Og som Jacobi antyder, så er det absurd at mange råber hurra over at vi har fået en intellektuel kulturminister, (med mindre de selvfølgelig deler Stig Møllers manglende anfægtelser).

    Det viser hvor langt der er blevet mellem vores forestilling om moral og realpolitik.

    I dette gab studerer vi ikke hvad vi siger, men hvordan vi siger det.

  4. Torben Sangild skriver:

    Der melder sig en interessant diskussion her med nogle interessante spørgsmål.

    1. Er det kunstens pligt eller blot dens mulighed at forholde sig direkte politisk i forhold til fx Irak-krigen?

    2. Er det mere påtrængende når kulturministeren selv har været involveret i denne krig som en af de ansvarlige aktører?

    3. Er kunstneren mere forpligtet på at forholde sig til krig og tortur end andre borgere? (Poulsen)

    4. Hvis svaret til et eller flere af de ovennævnte spørgsmål er ja, er det så at spænde kunsten for en moraliserende vogn, og dermed et angreb på dens autonomi? (Waldhausen)

    Det er interessante spørgsmål fordi svarene ikke er indlysende.

    På den ene side bør (dele af) kunsten engagere sig i vigtige emner som dette – Danmarks meddelagtighed i tortur. På den anden side bør det netop være de kunstnere som er i stand til at gøre det på en præcis måde med den praksis de bevæger sig i.

    Man kan selvsagt ikke forlange at alle mulige kunstnere skal lave kunst om dette emne, hvor vigtigt det end er. Det vil være overkill og ramme upræcist. Og ja, faren for det didaktiske lurer. Lad dem som er i stand til at skabe udtryk, der netop ikke er redundante med den politiske debat i medierne, skabe disse værker.

    På den anden side er det ikke nødvendigvis et problem for autonomien at lave politisk kunst: Så længe det netop ikke er en forskrift udefra, men et råstof for visse kunstnere, er autonomien bevaret. Autonomien ryger netop fløjten, hvis man dikterer, at kunsten kun må forholde sig til eksistentielle spørgsmål og ikke mere konkrete emner.

  5. Ja for søren da! Dette indlæg er vældig stimulerende og lukker også op for nogle andre dimensioner i kunstdebatten og det skal du have tak for Jacobi!

    Man får jo lyst til at skrive mere og udveksle flere synspunkter ved at læse disse indlæg. Dog vil jeg lige påpege, at medmindre vores indlæg er kunst, så er det altså os som almindelige mennesker, der diskuterer moralske og politiske problemstillinger. Nogen af os evner at tilføre den realpolitiske debat nuancer eller ligefrem nye synsmåder igennem vores værker og der er jeg enig med Sangild – det skal da gøres.

    Det forstår jeg, at du har gjort Jacobi – med Per Stig. Per Stig er jo en rollemodel (på godt og ondt) og derfor kan han blive et kraftigt symbol for en kunstnerisk praksis uden at det nødvendigvis behøver at blive ideologisk kunst af den grund. I forhold til Danmarks engagement i forskellige krige, har jeg selv arbejdet med at skildre knap så kraftfulde symboler. Jeg har arbejdet med soldatermotivet, kvinderollen, med tabet, med moderen, søsteren og bag disse billeder ligger naturligvis en humansitisk politisk stillingtagen. (Jeg kunne udfra en anden stillingtagen have skildret hæder, ære, sammenhold, fede våben osv.) Vigtigt er det blot for mig at adskille værket og mig. Værket skildrer og kan (hvis det er godt) igennem sin sammensætning af de forskellige elementer fremkalde og påpege, hvad det er for et samfund, vi lever i og har skabt. I forhold til krig kan vi igen og igen skildre, hvad krig er – beskidt, dødeligt, bestialsk – ja, der er torturofre – ja, der er kvinder og mænd og børn der bliver skudt og dræbt eller overlever som lemlæstede. Krig ødelægger landet, markerne, høsten, fordriver mennesker og dyr, spreder sygdom og moralsk og legemligt forfald. Fortæl det igen og igen og igen. I vores værker. Bare fortæl det. Det er slet ikke nødvendigt, at moralisere over det. Fortæl det med de virkemidler, den enkelte udtrykker sig igennem.

    Om vi så vil leve i dette samfund og forsat skabe ud fra den herskende moral, se det er også et spændende spørgsmål – det er bare ikke sikkert at jeg som kunstner er særlig god til at diskutere det – lige som en dygtig politiker ikke nødvendigvis er en god maler.

    Mon det er politisk kunst, at arbejde således som jeg beskriver her? Eller spiller sproget os her et puds? Jeg mener nemlig at dette netop er eksistentiel kunst.

    • Lisbeth Bonde skriver:

      Ja, sikke en interessant, politisk debat, som Frans har åbnet op for her på sitet, der ellers har været mere orienteret imod det æstetiske – bortset fra Torbens indledende indlæg om den politiske kunst. Og det er vel også hensigten med det?

      Per Stig Møller er personligt særdeles utilfreds med sin degradering til politisk leder af det økonomisk inferiøre Kulturministerium. Se fx lørdagens indlæg i Information af Carsten Jensen, der bl.a. skriver:

      “Da Per Stig Møller i foråret blev frataget udenrigsministerposten for i stedet at blive kulturminister, ringede pressen rundt til kunsterne for at høre, hvad de syntes. De var alle sammen glade. Her var en mand, der beviseligt havde læst en bog. Der var ingen, der tænkte på, hvordan Per Stig Møller havde det. Formodentlig var det den værste dag i hele hans karriere. Fra en mand med stor magt blev han ifølge hans egne ord over en kop kaffe for mange år siden reduceret til en mand med meget lidt magt, ja, nærmest ingen magt.”

      Det har altså langt fra været hans eget ønske at skifte ministerium, men reglerne er jo sådan, at partiformanden for det næststørste støtteparti i en koalitionsregering altid besætter udenrigsministerposten – så hvis blå blok afløses af rød efter valget, vil vi se Villy Søvndal som udenrigsminister. Personligt har jeg intet imod, at Per Stig Møller som den eneste intellektuelle, læsende politiker i regeringen, nu har sat sig på det lille, for os så vigtige (også værdipolitisk!) ministerium. Den eneste kulturminister, der har en chance for at kigge kunstnerne over skulderen og forstå lidt af, hvad der foregår i den nuværene regering er denne dr. phil, der som parentes bemærket er langt mere orienteret om og interesseret i litteratur end i billedkunst. Husker I hans bommert kort efter tiltrædelsen om Piero Manzonis ‘Merde d’artista’?

      Vi må ikke glemme, at han som søn af den konservative partileder Poul Møller er ærkekonservativ, og at de konservative siden anden verdensrig har været orienteret mod såvel USA som England. Senest har de med bind for øjnene og leflende for Bush og dennes aggressive, imperialistiske fremfærd i Irak, støttet deres allierede, men langt de fleste Irak-krigs-tilhængere har i dag trukket i land nu og har fortrudt “engagementet” i erkendelse af dels de manglende beviser for Saddams masseødelæggelsesvåben, dels af det futile i en krig, der føres langt så væk, og som nok aldrig kan vindes – Vietnam ihukommende. Den samme opgivende holdning synes at kunne spores mht. den af FN støttede invasion i Afghanistan (invasion er dog en eufemisme for den krig mod talebanerne, som egentlig føres). Her er jeg i øvrigt mere i tvivl, for jeg har det usædvanligt dårligt med det undertrykkende middelaldersamfund, som ikke mindst fejer kvinderne hen i køkkenkrogen, og som ville blive en realitet, hvis ikke de allierede styrker – med de indrømmet urimelige og umistelige tabe til følge på begge sider af fronten – kæmpede deres kamp.

      Men hører denne diskussion hjemme her på sitet? Har den politiske debat ikke så mange fora og platforme, mens den kunsteriske/kunstpolitiske har så få? Jeg håber, at vi snart vender tilbage til kunsten og foreslår, at vi får en debat om fx kunststøtten eller kunstmuseerne i fremtiden – fx i relation til Arkens seminar på fredag “Experiencing the Art Museum” og Lars Bang Larsens seneste hæfte “Spredt Væren” samt Kaspar Bonnéns forrygende ‘Meta Collection Center’ i Kunsthallen Brandts. For museerne er jo også i den grad politiske spillere i oplevelsesøkonomiens æra.
      Kh
      Lisbeth

  6. Det var da forrygende som der kom gang i debatten. Godt gået Frans, og tak for tankevækkende indlæg. Dine synspunkter angående krigen er svære at være uenige i, og du kan have ret i at der ikke er nogen grund til at hilse Per Stig Møller særlig velkommen som kulturminister, hans politiske indsats er rimeligt belastet.

    Spørgsmålet er mere hvad man som billedkunstner stiller op med den bevidsthed og den holdning.

    I Palæstina har en stor håndfuld skuespillere valgt at boykotte et nyopført teater i et besat område (og her kunne vi måske lære noget). Det er sikkert mere umiddelbart politisk effektfuldt end at spille ”kritisk” teater. Men står heldigvis ikke i modsætning til hinanden.

    Du nævner mit indlæg om maleriets kritiske potentiale i en af kommentarene, og det er muligt at jeg ikke læser dig korrekt Frans (det er faktisk ikke særlig klart), men det ser ud som om du gør mig til talsmand for, at kunst ikke skal gøre rede for holdninger, og det har jeg lissom aldrig plæderet for. Tværtimod. Selvfølgelig skal kunst gøre rede for en holdning, men det er muligt vi er uenige om hvad en holdning er? Er holdning noget der kun kan tænkes i forhold til en dagsaktuel politiks situation feks.? For mig kan den daglige indignation over forskellige sociale og politiske spørgsmål godt være en slags motor for mit arbejde, men i mit kunstneriske projekt tænker jeg på holdning som en etik – og en æstetik – i bredere forstand. Også tidsmæssigt.

    Mit indlæg om maleriets kritiske potentiale handlede selvfølgelig om maleriet som medie, men primært om ”billedblindhed” og om hvordan vi italesætter tingene. Og det mener jeg ikke er ”spin”, eller isolerede formproblemstillinger, som Kaspar antyder i sin kommentar, jeg mener der kan være tale om en form for ideologisk manipulation og hierarkisering. Apropos det politiske, så betyder det faktisk ikke så lidt.

  7. Peer Bentzen skriver:

    5 minutter efter at have læst ovenstående debat, så jeg i TV-Avisen på DR1 flg. interview med John Dyrby Paulsen fra Socialdemokraterne. Anledningen for interviewet var, at en opinionsundersøgelse, DR har fået foretaget, viser, at en temmelig stor del af befolkningen synes, det er okay med tortur.
    Den gæve politiker siger jo næsten det hele: At det vigtigste er at få krigen til at glide – og glide ned. Ikke ét ord om at undgå den. Derfor er det altafgørende med konventioner på området:
    Interview med John Dyrby Paulsen
    (Klippet er fra dagens TV-Avis, dvs fra d. 27/11, 2010 kl. 18:30)
    Det er måske i sig selv ikke særlig kunstnerrelevant, bortset fra at man her med al ønskelig tydelighed ser, hvad der sker, når man bevæger sig ud af den politiske tangent, og hensynene her vejer tungere end alt andet.

  8. frans jacobi skriver:

    Tak for alle kommentarerne. jeg tror jeg vil replicere på 3 måder:

    1. Det er vigtigt at skelne mellem måden man som kunstner argumenter, dels gennem sine værker, dels gennem et debatoplæg som vi jo bedriver her på siden. I værkerne gælder andre spilleregler end i et debatindlæg. Værkerne skal jo OGSÅ fungere som kunst. Det skal et debatindlæg jo ikke. Det skal til gengæld fungere som sproglig argumentation. Den her skelnen mellem hvem der taler – kunstneren eller privatpersonen/borgeren – som optræder flere steder i kommentarerne, har jeg lidt svært ved at forholde mig til. Vi er jo både borgere og kunstnere, og særligt billedkunstneren er jo gennem tiden i høj grad blevet opfattet som en særligt subjektiv person. en særligt privat persona, der paradoksalt nok samtdig er extra offentlig. Jeg mener at der i vores rolle som billedkunstnere ligger en mulig leg med disse identitetsstørrelser, måske endda endnu mere nu hvor netop kunstner-identiteten er til diskussion. Derfor synes jeg at vi kan tillade os meget, rigtig meget, når det kommer til at tiltage os ‘en stemmer’ – en position at tale fra.

    2: Før i tiden snakkede man jo meget om form og indhold. Et kunstværk kunne diskuteres ud fra forholdet mellem værkets form og værkets indhold. Det var måske en noget skematisk analyse-model, men den havde dog den fordel at også et værks indhold kunne diskuteres. I dag synes megen kunst-debat tilfreds med at diskutere form. Måske ikke kun hvad man i traditionel forstand forstår ved form – men også den institutionelle kritik er jo et langt stykke hen af vejen en slags form-diskussion.
    For mig at se er udvidelsespotientialet og dermed vel også det kritiske potentiale i formen, også som udvidet struktur, mere eller mindre udlevet med 60ernes og 70ernes radikale form-eksperimenter. Herefter er det først og fremmest indholdet der er afgørende for et kunstværks betydning. nu er jeg godt klar over at de to ting overhovedet ikke kan adskilles på den måde – indhold og betydning opstår jo netop i formen. Alligevel må form i dag mere betragtes som et repertoire end som et mål i sig selv. Derfor giver diskussionen om hvad der er kunstner-relevant ikke specielt meget mening for mig. Hvis et værk kan danne en relevant betydning – politisk, filosofisk, whatever – så er det relevant for mig.

    3: Nu snakkes der jo så meget om værdi-politik, og kulturministeriet og kulturministeren selv er vel en af de tydeligste forvaltere af landets værdipolitik – eller burde i hvert fald være det. Hvis vi som kunstnere ikke kan blande os i værdipolitikken fordi ‘det er en politisk debat’, som Lisbeth Bonde skriver, så har vi da på forhånd afskrevet os et samfundskritisk potentiale. Diskussionen af vores krigsindsats og medviden/medansvar for reel totur er jo i højeste grad en værdipolitisk debat. Hvis ikke vi deltager i den, reducerer vi os jo til passive medvidende – præcis som vores kulturminister. som kunstnere og som borgere.

    • Bjørn Poulsen skriver:

      Jeg bliver altid skeptisk, når kunsthistorien bliver beskrevet for deterministisk, som du gør i dit andet svar, hvor du siger at de radikale formeksperimenter  i 60erne udtømte formen som kunstnerisk mulighed og kritisk potentiale.  Bag det synspunkt ligger en lineær evolutionistisk kunstopfattelse, hvor kunsten ligesom videnskaben gør fremskridt, bevæger sig vertikalt fra erkendelse til erkendelse og at man kan nå til en endegyldig konklusion og udtømning af kunstnerisk område.

      Det er klart, at visse spidspositioner som f.eks monokromt maleri for en tid kan forekomme udtømte, men det betyder ikke, at enhver form for abstrakt maleri dermed også er udtømt, medmindre man køber  et bestemt narrativ omkring udviklingen fra det abstrakte maleri gennem sine forskellige stadier til monokromt maleri, som en historie om udvikling gennem forenkling , hvor man til sidst når frem til maleriet essens. 

      Det var måske gyldigt for 60erne og 70erne, men jeg kan sagtens forestille mig, at man i dag kan gå til det abstrakte maleri med andre motivationer end dem der gjaldt i fortiden, hvorfor en sådan praksis heller ikke nødvendigvis vil blive en gentagelse af tidligere positioner.
        
      Du skriver at kunsten i dag bliver beskrevet ud fra en formel tilgang. Det kan jeg overhovedet ikke genkende. Tværtimod er det i dag åbenbart helt nødvendigt at opbygge et eller andet indholdsmæssigt narrativ omkring sine værker for at blive taget alvorligt af institutionen.

      Det kunne man f.eks se på Louisianas udstilling med Per Kirkeby, hvor han i en samtale med Poul ErikTøjner om værkerne lagde nogle meget specifikke fortolkninger ned over billederne. Både Roger Van der Weydens Kritusnedtagelse og polarforskeren Nansens rejse med skibet Fram var på en eller anden måde tilstede i malerierne. Dermed sker der en betydningsmæssig overbelastning af nogle ellers tilsyneladende abstrakte billeder. Og det er for mig at se bare et eksempel på en generel tendens i kunstverden.

      Dermed kan det abstrakte maleri, der vedkender sig at være abstrakt, få en ny værdi, som en frizone fra den ellers omsiggribende betydningsomklamring. Selv oplever jeg malere som Frank Nitzsche eller Bernard Friezze på den måde (uden jeg dermed skal tage dem til indtægt for mine synspunkter).

      —-

  9. frans jacobi skriver:

    På mange måder har Bjørn P. jo fuldstændig ret – alligevel efterlader det sidste indlæg mig lidt frustreret: I en meningsmåling fra Epinion, 27.11. konstateres det at 40% af danskerne går ind for brug af tortur, sålænge det har et relevant formål (som Peer Bentzen henviser til højere oppe i kommentarerne her). Jeg synes faktisk ikke at det er ‘en frizone fra den ellers omsiggribende betydningsomklamring’ vi har brug nu.

  10. Pingback: Den æstetiske dimension – Marcuse genfundet til kunstdebatten | Kunstdebatten

Skriv et svar