Kan man kuratere ytringsfrihed?

Hvis nordmændene surmuler over deres usynlighed på Venedig Biennalen i år, så kan vi danskere til gengæld være tilfredse med eksponeringen i kraft af vores to biennalebygninger, som ligger vis à vis indgangen til Giardini. Jeg var dog på forhånd skepsisk indstillet over for årets udstilling, som Kunstyrelsen har lagt i hænderne på den græske kurator, Katerina Gregos (f. 1967), og som har konciperet og kurateret udstillingen ’Speech Matters’, der sætter ytringsfriheden under debat: For det første er det generelt problematisk at spænde kunsten for en politisk eller ideologisk vogn, for kunst skulle gerne være symbolsk, mangetydig og overraskende – og først og fremmest fremstå som noget andet end det, vi møder i for eksempel den trykte presse, i videnskaben, i undervisningen eller i populærkulturen – da den på en og samme tid rækker ind i og står uden for det omgivende samfund. For det andet, fandt jeg det på forhånd beklageligt, at kun to af de 18 deltagende kunstnere er danskere, nemlig performancekunstneren Lilibeth Cuenca Rasmussen og FOS alias Thomas Poulsen. Oven i købet vil disse kun være til stede i en begrænset periode – sidstnævnte med sin husbåd OSLOO på øen San Servolo i lagunen frem til den 1. juli.

Førstnævnte performede – i øvrigt fremragende og radikalt – kun i åbningsdagene og vil frem til den 27. november, hvor biennalen slutter, kun være repræsenteret af et fotografi og en tekst inde i pavillonen. Dette aspekt har allerede været drøftet en del i offentligheden. Rygtet ville vide, at Superflex og Kirstine Roepstorff oprindelig også var inviteret, hvilket begge parter har bekræftet, men de valgte at trække sig, da de ikke kunne enes med kuratoren om den endelige præsentation. Der er således ingen tvivl om ’ejerskabet’ til pavillonen som samlet udsagn: Det tilfalder kuratoren, som oprindelig vandt opgaven foran fire indbydere, og det er den tredje grund til at være skeptisk, thi det er ret uheldigt, hvis kuratoren overskygger kunsten eller kunstnerne. Katerina Gregos er ellers en kender af den danske kunstscene, i og med at hun i 2006 kuraterede udstillingen ’Regarding Denmark’ i Ileana Tounta Centemporary Art Centre i Athen i forbindelse med

Katerina Gregos

det danske regentpars besøg det år. Når man betænker den fremragende kunstnerstand – også internationalt kendte, politiske kunstnere som Katya Sander, Jens Haaning, Simone Aaberg Kærn, Jacob Kolding, Danh Vo, Lars Bent Petersen med mange flere, som vores mini-nation kan mønstre, forekommer det paradoksalt, at der er så få danske kunstnere. Pavillonerne huser nationernes æstetiske kappestrid, om man bryder sig om det eller ej, og det er derfor et forfejlet signal at lade udlandet repræsentere Danmark. ’Speech Matters’ kunne jo i princippet vises i en hvilken som helst kunsthal eller på et hvilket som helst museum i hele verden. Eller i Danmark.

 

Formanden for det netop afgåede internationale billedkunstudvalg, Christine Buhl Andersen advokerer for det synspunkt, at det er på tide at problematisere begrebet national repræsentation i en globaliseret verden og samtidig sætte globale problemer under debat på en måde, der rækker ud over et snævert kunstpublikum. Herimod kan man indvende, at det netop i en international kontekst er vigtigt med unik, lokal eller national feed-back for dermed at nuancere på et globalt plan. Desuden kan en dansk kurator jo lige så vel have globalt perspektiv som en udenlandsk.

Katerina Gregos, som jeg møder i haven nogle dage inden åbningen supplerer Buhl Andersen på en måde, der ville få folk som Frederik Stjernfelt, til at fare i blækhuset: ”Ytringsfriheden er et relativt begreb, som afhænger meget af sociale, politiske og religiøse udgangspunkter. For ethvert argument for ét bestemt synspunkt, kan der ytres et modargument. Det er så godt som umuligt at komme med en kategorisk definition, fordi der er mange gråzoner og ambivalenser. Lad os forestille os en person, der erklærer, at han/hun ikke er racist, men i samme øjeblik datteren eller sønnen kommer hjem med en kæreste med en anden hudfarve, så opstår der problemer. Ytringsfrihed er tvetydig. Et tilsvarende synspunkt kunne man fremsætte om ophavsretten. Nogle folk mener, at ophavsretten er relevant, fordi den beskytter kreative menneskers frembringelser, mens andre mener, at man ikke børe kunne profitere på kreativitet, og at kunstneriske produkter burde være frit tilgængelige for alle. Argumenterne kan hele tiden vendes om.”

Hertil kan man indvende, at ytringsfriheden jo netop sikrer, at man kan lufte slige divergerende synspunkter i offentligheden, og at denne ifølge FNs menneskeretskonvention er en universel ret.. Katerina Gregos: ”Ja, men anvendelsen af ytringsfriheden er relativ, for enhver talehandling er underlagt et ansvar. Hver gang jeg åbner munden, har det, jeg siger, en effekt, og efter min opfattelse, skal vi forvalte vores dyrebare ytringsfrihed med omtanke – og altså ikke nødvendigvis sige hvad som helst nårsomhelst.”

Man er tilbøjelig til at give grækeren ret: Carsten Niebuhr ville næppe være vendt levende hjem fra den store ekspedition til de arabiske lande i 1700-tallet, hvis ikke han havde opført sig ’civiliseret’, dvs. nøje havde iagttaget og efterlevet de skikke og regler, som man har i de lande, han besøgte. Derigennem fik han jo også øje på alt det, der adskilte sig fra hans egen, europæiske baggrund og blev i samme bevægelse klogere på den. Alle de øvrige medlemmer af ekspeditionen døde som bekendt af forskellige grunde undervejs.

Jan Svankmajer: The Garden

Gregos har valgt værker af kunstnere, som i forvejen beskæftiger sig med ytringsfrihed, fordi hun ikke ønskede at påvirke med sin egen opfattelse af begrebet. Desuden ville hun gerne betone et globalt perspektiv, fordi ytringsfriheden forvaltes så forskelligt rundt om på kloden – fx Kina og Iran – hvor der udøves politisk censur, siger hun, og begge disse lande er repræsenteret.

Skønt udstillingen hverken opnåede hædrende omtale eller nogen gylden løve i lørdags, fandt jeg den personligt både interessant og rigtig godt installeret i Tilman Wendtlands arkitektoniskeframe, ligesom der var professionelt højt til loftet – så højt, at et enkelt værk, nemlig den tjekkiske kunstner Jan Svankmajers (f. 1934) videofilm i s/h ’The Garden’ fra 1968, skiller sig ud som et af havens allerbedste værker. Den er mangetydig, underfundig og besidder en egen, surreel patos: En mand ankommer sammen med en tilsyneladende gammel bekendt til dennes hus ude på landet. Rundt om huset er der et levende hegn, idet et stort antal mennesker danner en kreds om huset og holder hinanden i hånden. Manden virker uhyggelig i sin venlighed over for sin gæst: Selv om han dyrker kaniner og går op i fredeligt havearbejde, viser han sig at være ondskaben selv, og han lader til

Zhang Dali: Second History

slut sin lidt naive gæst blive en del af det levende hegn. Det er ren Kafka, og filmen handler oplagt om det gamle østregime. Den er mesterligt fortalt med sans for detaljer og mange, dramatiske close-ups.

Et andet spændende værk er den kinesiske kunstner Zhang Dali (f. 1963), som viser oprindelige fotos af formand Maos gøren og laden og konfronterer disse dokumenterede takes med de retoucherede historieforfalskninger, som cirkulerede under kulturrevolutionen som heltebilleder af despoten.

Det var endvidere en berigende og radikalt udfordrende performance, som Lilibeth Cuenca Rasmussen leverede på taget af den famøse pavillon, som den tyske kunstner Thomas Kilpper, havde bygget som en Christianiaagtig undergrundspavillon, der voksede som en parasti på officielle pavillon. Dette sted er biennalens ’Speakers Corner’, hvor publikum kan benytte hans kæmpe megafon og give udtryk for deres synspunkter. Den blev taget i brug flere gange i åbningsdagene. Lilibeth Cuenca Rasmussen leverede heroppefra sin performance ’Afghan Dog’ med dans og sang og undertiden indsvøbt i en kæmpemæssig, chadorlignende, sort paryk. I sin performance tager Lilibeth flere identiteter og køn på sig undervejs. Det handler om identitet og undertrykkele i Afghanistan, set fra fire forskellige undertrykte persongruppers synsvinkel. Begge køn blev bragt i spil, også en såkaldt bacha bazi, en ung mand, der

Lilibeth Cuenca Rasmussen: 'Afghan Dog'

danser for mænd ved fester, og som også optræder som mandlig prostitueret. Teksterne er slået op inde i pavillonen, og det var en god idé at have læst dem inden hendes performance.

 

Også den amerikanske fotokunstner Tary Simon (f. 1975), er interessant derved, at hun fremhæver en række højst forskelligartede måder at undertrykke ytringsfriheden eller fortie sandheden. Bl.a. viser hun et iscenesat foto af den 14-årige, irakiske pige, som blev massevoldtaget af amerikanske tropper i 2006 og bagefter brændt, ligesom et foto af en muslimsk pige, der netop har fået indopereret en ny mødom af frygt for at blive udgrænset af familien og hendes kommende mand. Det er den moderne frigjorte kvinde, der må leve på en livsløgn for at indordne sig i det traditionelle, muslimske ægteskab.

Taryn Simon: Zahra Farah

Stelios Faitakis: Imposition Symphony (uddrag)

Men lad os være uhildede og ærlige: Alt i alt har Katerina Gregos begået en både begavet og mangefacetteret gruppeudstilling, der på intelligent vis får vendt og drejet den indirekte og direkte undertrykkelse af ytringsfriheden rundt om i verden. Men værkerne taler i vel mange retninger og udstillingen egner sig ikke til en biennalesammenhæng. Bedre er det, når en kunstner i et magtfuldt greb fremkommer med et visuelt udsagn, som det sker i de franske, britiske, østrigske og tyske pavilloner i år. I det hele taget må man på denne plads give Bjørn Poulsen ret i, at kuratoren har været endog meget ind over værkerne – så meget, at hele to danske kunstnere måtte trække sig.

Denne tekst er en revideret version af en artikel bragt i Weekendavisen 10/6.

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Kan man kuratere ytringsfrihed?

  1. christian schmidt-rasmussen skriver:

    Set fra Danmark er der ingen tvivl om at den danske pavillion er et udsagn fra den danske stat. Det kan godt være at hele affæren er iværksat af et armslængdeorgan (skønt ord), men tilbage står ”Den danske Pavillion”. Kuratoren er ikke dansk og kunstnerne er ikke danske, derfor må det være udsagnet der er dansk. Et udsagn fra den danske stat i og med at det er dele af statsapparatet der driver pavillionen. Jeg er dansk statsborger derfor taler pavillionen på mine vegne, det kan nok så meget armslængde ikke lave om på.
    Det danske samfund har haft store problemer med sine forestillinger om hvad ytringsfrihed er, og på forunderlig vis (vi kender alle historien) er det også blevet et problem for det danske statsapparat. Det er derfor meget oplagt at læse den danske pavillion som statens forsøg på selvlegitimering.
    Staten har en karakter så den ikke umiddelbar er kritiserbar i og med at den ikke har noget centrum. Her er det meget tydeligt i og med at ikke er klart hvem man skal henvende sig til hvis man ønsker at gå i dialog med det udsagn pavillionen er. Som jeg ser det er ikke kuratoren man kan henvende sig til, da vedkommende er en slags freelance embedsperson. En slags talsperson. Afsenderforholdet er meget uklart og det måske det der burde diskuteres.
    I hvilket omfang kan en person insisterer på at være afgrænset fra det apparat der inviterer og betaler vedkommende til at tale på apparatets vegne?

  2. Bjørn Poulsen skriver:

    En tjekkisk vinkel

    Jeg er fuldstændig enig med Christian Schmidt Rasmussen i at Den Danske Pavillion i Venedig primært er den danske stats udsagn. Det afspejler sig også i valget af ytringsfriheden som pavillionens overordnede tema, for det er i al sin abstrakte substansløshed på alle måder et statsligt emne.

    Ytringsfriheden er netop den type emne, som vi alle kan blive enige om er vigtig, ligesom vi alle kan blive enige om, at Co2 opvarmingen af atmosfæren er vigtig, rascismeproblematikken er vigtig, globaliseringen er vigtig.
    Derfor er de også allerede på alle måder blevet endevendt i medierne og videre ud i samfundslivet, fra alle spektre af det politiske landskab er disse spørgsmål blevet beskrevet, analyseret, diskuteret, selv ikke den mest stålsatte politiske ignorant kan have undgået at forholde sig til disse spørgsmål.

    Men det er ikke altid sådan, at disse store politiske spørgsmål, som er vigtige på et nationalt eller globalt niveau, også opleves som vigtige på et mere personligt niveau. Ofte kan der ligefrem være en konflikt mellem, hvad man som enkelt individ oplever som vigtigt i sit liv, men som samtidig syntes så betydningsløst i den store sammenhæng, og modsat de store begivenheder i medierne, som burde ryste os, og som også gør det, men som samtidig opleves for abstrakte til at spille nogen reel rolle i vores liv. Udover den den frygt, dårlige samvittighed og fremmedgørelse de afføder.

    Derfor tror jeg heller ikke disse store politiske spørgsmål nødvendigvis er kunstnerisk produktive. Medmindre at de spiller en meget direkte rolle i ens liv.

    Måske er det derfor at Jan Svankmajers film i den Danske Pavillion virker så stærkt, at der ligger en reel erfaring bag dette værk. Denne tjekkiske film blev lavet under det kommunistiske diktatur i 60erne, så hans omgang med ytringsfriheden, eller rettere manglen på samme, har involveret hele hans eksistens, det har også været en kropslig erfaring.

    Milan Kundera har i sin i sin essaybog “Tæppet” om romanens historie en interessant vinkel på dette emne. I et kapitel er emnet larm. Et ellers overset emne som bliver taget op til behandling af en idag overset tjekkisk forfatter, Jaromirf John. En pensioneret embedsmand i 1930ernes Tjekkoslavakiet søger et fredeligt otium, men bliver forstyrret af larmen fra bilerne og motorcyklerens eksplositionsmotorer. Denne plage gør ham søvnløs, og kommer dermed til fuldstændig til at dominere hans liv.

    Bogen handler alså om, hvordan et tilsyneladende inferiørt problem , larmen fra biler og motorcykler i 30erens Prag, ( med dagens målestok må der have været idyllisk stille) kan vokse til et monstrøst problem for den enkelte. Larm fra eksplosionsmotorer er ikke et problem mange ville have givet høj placering i et givet hierarki over vigtige problemer i datidens Tjekkoslovakiet. Med Kunderas ord:” Derimod er friheden, uafhængigheden, demokratiet, eller set fra den modsatte vinkel, kapitalismen, udnyttelsen, uligheden, ja og atter ja, alvorlige begreber som kan gøre en skæbne meningsfuld og en ulykke ædel.”

    Hvad vi på et personligt plan oplever som vigtigt , og hvad der på et kollektivt , samfundsmæssigt niveau defineres som vigtigt er ikke nødvendigvis det samme. Kunsten er netop et felt, hvor dette skisma kan artikuleres.

    Hvad ikke mange andre end Jaromirf John kunne se (og høre) i 30ernes Prag, larm viste sig faktisk at være et langt vigtigere fænomen end de lokale stridigheder på det politiske niveau. Larm ændrede vores kultur.
    Kundera igen: “I kraft af sin allestedsnærværelse og sin vedvaren har den til sidst indgydt mennesket behovet for larm og dermed et helt andet forhold til naturen, til hvilen, til glæden, til skønheden, til musikken (som er blevet et ubrudt lydtæppe og har mistet sin karakter af kunst) og til sproget ( der ikke længere som før i tiden indtager den privilegerede plads i lydenes verden). I eksistensens historie var det en så dyb, så varig forandring, at ingen krig, ingen revolution har haft en lignende virkning.”

    For at slutte i det tjekkiske. I den tjekkiske pavillion har Dominik Lang skabt en meget gribende installation , hvor han genudstiller sin afdøde fars skulpturer. De er skabt i en modernistisk tradition, men bliver i Langs installation omdefineret, sådan at de i højere grad kommer til at omhandle hans forhold til sin far. Skulpturerne bliver udsat for en ret så radikal behandling, klemt inde mellem vægge eller splejset ind i andre objekter som et gammelt træbord, langt fra den måde, de oprindeligt har været tænkt fremvist, men alligevel virker det ikke på nogen måde som et overgreb, snarere utroligt nænsomt.
    Installationen handler om forholdet til faderen, om forholdet til fortiden, her repræsenteret gennem modernismen, om glemsel, om forsoning, om døden.

    En lille personlig historie, som folder sig ud og bliver meget omfattende.

    Og helt ud over, hvad en statslig horisont rummer.

Skriv et svar