Hvorfor skriver vi om kunst?

Da den amerikanske kunsthistoriker James Elkins, som gæstede København i 2009 (han vendte i øvrigt tilbage i år på SMK-seminaret ’The Art Work between Technology and Nature’) i forbindelse med seminaret ’Let’s Get Critical’, stillede han et interessant spørgsmål, nemlig hvorfor vi som kritikere – ham selv inklusive – skriver om kunst? Hvori består motivationen, når vi smagsdommere udi kunsten vælger at have kunstværker som objekt for skriveprocessen? En af Elkins’ amerikanske kolleger med en angivelig både kendt og skarp pen havde svaret, at han brugte kunsten som en anledning til og undskyldning for at skrive. For ham var skriveprocessen det afgørende, og en vellykket kunstkritik var fuldt på højde med det kunstværk, som den har som genstand, mente han. Men er det en fair overfor kunsten?

Hvad er kunstkritikkens metode?

Kunstkritik er en betydningstilskrivning af kunstværket, en metode, hvormed man lydhørt inddæmmer et andet, nonverbalt medie, kunstværket. Ved at nærstudere det, ved at skille dets enkeltdele ad og undersøge dem i analysen og ved at finde frem til så præcise ord som muligt, tilegner man sig værket på et dybere plan. Der ligger gerne nogle teorier til grund for metoden, men udvekslingen bør foregår som en dialektisk proces, hvorunder værket lærer fra sig. Værket bør bestandigt være overordnet i forhold til teorien. Når det fungerer, er der tale om en intensiv pendlen mellem refleksion, iagttagelse og sprogliggørelse, og hele denne ’samtale’ med værket skal i første omgang ske for at føre kunstkritikeren, i anden omgang betragteren ind i værket, så denne bliver bedre rustet til mødet med det. Kunstkritikeren befordrer således forståelsen af værket – og i sagens natur også kritikken, dvs. den velargumenterede afvisning af værket – hvis det skulle vise sig at være utilstrækkeligt, epigonagtigt, vagt konciperet, svagt udført m.v. Men først og fremmest gælder det om at afæske værkets mange betydningslag (jf. Torben Sangilds nyligt udgivne bog Objektiv sensibilitet) for undervejs at perspektivere det, dvs. ’læse’ det ind i en bredere filosofisk, samfundsmæssig, semiotisk, kunsthistorisk m.v. kontekst i fortolkningen, hvor man stiller spørgsmålet, hvad dette værk siger om at være menneske her og nu eller i en bestemt historisk kontekst?

Hvis der er tale om en kunstkritiker af en vis kaliber, vil værket uvægerligt blive skærpet i kraft af kunstkritikken, og i kraft af sprogliggørelsen vil det muligvis indskrive sig, som det jo meget sjovt hedder, i kunsthistorien – alt efter værkets kvaliteter. Her hjælper skribentens faglige viden, ulastelighed, autoritet m.v. ofte med. I den intelligente kunstkritikers håndtering potenseres værket når det ’podes’ med sprog, og i så fald må kunstkritikken vel siges at være væsentlig.

Hvad kommer først – værket eller teksten?

Den amerikanske kunstkritiker har ikke ret i, at værket og den kunstkritiske tekst er ligeværdige, for teksten bør altid underordnes værket, ligesom kunstværket altid kommer før kritikken, forstået således, at teksten ikke kunne tænkes uden værket, hvorimod værket sagtens kunne tænkes uden teksten. Det gode værk er i besiddelse af en merværdi, dvs. en betydningsmæssig fortætningsgrad, som – til forskel fra andre ting i verden – gør det i stand til at modstå generationers forskellige teoretier og skoler – og stadig vil det kunne kaste nyt og overraskende stof af sig til endnu flere analyser og fortolkninger. Værket består, mens kritikken forgår, men der er selvfølgelig eksempler på fremragende kunstkritik, der vil blive stående, og receptionshistorien udvikler sig hele tiden og parallelt med kunsthistorien, og der er selvfølgelig enestående repræsentanter i begge lejre.

Kunstkritiker eller skønlitterær forfatter?

Det er klart, at kunstkritikeren ud over sin viden om og interesse i kunst også skal have en vilje til sprog – en lyst til at lege med det og udvælge ord – og have evnen til at sætte dem sammen til tekster, der lever og inviterer læseren indenfor. Ligegyldigt, om man skriver bøger om kunst eller fx korte dagbladsanmeldelser, skal kunstkritikeren derfor gerne være i besiddelse af et oplevelses- og indlevelsesgen samt drives af et stort kommunikationsbehov. Men kunsten skal selvfølgelig hele tiden være i fokus. Hvis kunstkritikeren kun bruger kunsten som anledning til at skrive, bør han/hun tage det næste skridt og springe ud enten som fiktionsforfatter eller som journalist og fx skrive om samfundet. Eller også gøre som Ole Sarvig, Peter Laugesen og Poul Vad (sidstnævnte var mag.art. i kunsthistorie), der på den ene side har beriget litteraturen med nogle vidunderlige forfatterskaber, og på den anden side har beriget os med deres veloplagte, skarpe og præcise, kunstkritiske tekster. Men de har altid holdt skæg for sig og snot for sig.

Det, der adskiller kunstneren fra andet godtfolk – herunder kunstkritikeren – er, at han/hun gør værket, dvs udøver en kunstnerisk praksis, der rummer en omverdensfortolkning formuleret i et kunstneriske medie – det være sig fotokunst, installationer, kunstvideoer, malerier, skulpturer m.v. Kritikeren derimod står parat i den anden ende som modtager.

Elkins oplysning om sin kollega fik salen til at bryde ud i latter, for stort set samtlige tilstedeværende kunstkritikere nærer heldigvis forestillingen om, at deres ord er værktøjer i kunstens tjeneste. Nogle af disse ord er selvfølgelig mere velovervejede og tungtvejende end andre, men det er en anden diskussion. Men at nogle kunstkritikere bliver høje af at se sig selv i spalterne og fører sig frem på kunstens bekostning, er en kendt sag i vores i stigende grad medierede virkelighed, hvor der eksponeres mere end reflekteres, og hvor narcissismen ofte skygger for fagligheden.

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

23 kommentarer til Hvorfor skriver vi om kunst?

  1. LB: “først og fremmest gælder det om at afæske værkets mange betydningslag […] for undervejs at perspektivere det, dvs. ’læse’ det ind i en bredere filosofisk, samfundsmæssig, semiotisk, kunsthistorisk m.v. kontekst i fortolkningen, hvor man stiller spørgsmålet, hvad dette værk siger om at være menneske her og nu eller i en bestemt historisk kontekst?”

    Antagelsen at kunstværker nødvendigvis skal sige noget om “at være menneske” synes at have et vist narcissistisk grundlag, om end ved sin almengjorthed let tilsløret. Hvorfor lige netop dette spørgsmål (ud over at det lader til at være ret populært at høre om sig selv)? Vilkårligheden – ser man bort fra det nævnte narcissistiske motiv – i denne insisteren på ét enkelt spørgsmål kan i sig selv dårligt siges at være andet end et overgreb mod en genstand der med lige så god eller ringe ret kunne afkræves svar på alle mulige andre spørgsmål. Men hvad er der nødvendigvis i vejen med overgreb?

    LB: “Den amerikanske kunstkritiker har ikke ret i, at værket og den kunstkritiske tekst er ligeværdige, for teksten bør altid underordnes værket, ligesom kunstværket altid kommer før kritikken, forstået således, at teksten ikke kunne tænkes uden værket, hvorimod værket sagtens kunne tænkes uden teksten.”

    Hvis kunstkritikeren ikke har ret i at “værket og den kunstkritiske tekst er ligeværdige”, hvoraf kommer så nødvendigheden af det efterfølgende “bør”? Og hvem er det der skal bestemme det? Hvad angår værk og tekst/kritik, er der forud for værket en betydelig mængde tekst og kritik, etc., uden hvilken der ikke var så megen anledning til at opfatte værket som kunstværk. At værkets forrang er andet end en vilkårlighed er ikke umiddelbart til at se. Men bag denne vilkårligheds tilsyneladende ydmyghed ligger tydeligvis forestillingen om en ikke helt så ydmyg arbejdsdeling (“kunstneren […] gør værket[, k]ritikeren derimod står parat i den anden ende som modtager”), den umælende kunstner, udlægningen af hvis værker påhviler den særligt sensible kritiker. Er der ved en sådan vigtiggørelse af ens egen funktion nødvendigvis en mindre narcissistisk lystgevinst end ved anvendelsen af værkerne som anledning til at skrive hvad som helst?

  2. Lisbeth Bonde skriver:

    Thomas Kyhn Rovsing Hjørnet skriver bl.a. “Hvad angår værk og tekst/kritik, er der forud for værket en betydelig mængde tekst og kritik, etc., uden hvilken der ikke var så megen anledning til at opfatte værket som kunstværk. At værkets forrang er andet end en vilkårlighed er ikke umiddelbart til at se.” Dermed undergraver han uden eksempler min pointe om, at værket går forud for kritikken. Men der findes da gudskelov flere eksempler på kunstkritisk virksomhed, der er (eller var) på omgangshøjde med, eller som vidensmæssigt er kunstværkerne overlegne. Kunstkritik, der evner at sammenføje, eksponere og beskrive tendenser i tidens flow af billedkunstneriske ytringer, og uden hvilken det ville have været umulige at spotte dem. En sådan kunstkritik skriver naturligvis med på kunsthistorien, og der pågår i det hele taget en evig gensidig påvirkning og udveksling mellem de skabende kunstnere og kunsthistorikerne/kritikerne. Går vi tilbage i tiden til fx Dennis Diderot, der jo var et vigtigt led i, hvad man kan kalde oplysningstidens kulturkamp, og som i sin analyse/kritik af de parisiske Saloner i tiden 1759-81 udvikler en særlig kunstkritisk metode, der deler sig i lige dele videnskabelig observation/beskrivelse og frie, digteriske associationer, ja så har vi netop et sådant glimrende eksempel. Diderot gav kunsten mæle på en ganske ny måde og forsynede kunstpublikummet med et langt mere forstandigt syn på den udstillede kunst. En sådan kunstkritik ville jeg altid hilse velkommen. Hvad jeg i mit indlæg imidlertid imødegår kritisk, er kunstkritikerens ‘vigtiggørelse’ og højtideliggørelse af sin egen person som andet og mere end et kritisk, seende vidne til kunsthistoriens vilde rørelser. Jeg mener med andre ord, at kunstkritikeren er læserens/kunstpublikummets generaliserede øjne, og at han/hun skal have fokus på kunsten og ikke bruge den som slet skjult anledning til at eksponere sig selv som skribent endsige bruge kunsten som anledning til et forfatterskab, der i virkeligheden fordrer en romanforfatter eller lyriker. Med andre ord: Skabskunstnere bør hurtigst muligt springe ind i skabet igen og finde sig en mere passende klædedragt.

    Når jeg taler om, at analysen fører frem til en tolkning af, hvad værket siger om det at være menneske før eller nu, så er det måske en indsnævring af kunstens erkendelsesmuligheder, for alt kan indskrives i kunsten – kosmologien, historien (jfr. Kiefer), naturen m.m.m. Intet er kunsten fremmed, og jeg skulle være den sidste til at spænde kunsten for narcissismens vogn. Men alt ses jo i sagens natur i en menneskelig optik, og til syvende og sidst står vi tilbage med en menneskelig erkendelse af nogle grundvilkår eller nogle specifikke rørelser i tiden, filtreret gennem kunstneren, der dog også er et menneske. Om dette regner jeg med, at vi er enige? Det var det, jeg mente.

  3. Hvad jeg havde til hensigt at referere til med den forudgående tekst/kritik var kunsthistorie og kunstkritik i almenhed, hvortil det enkelte værk fx også kan ses som en art kommentar, i hvilket tilfælde værket heller ikke kommer først.

    LB: “Hvad jeg i mit indlæg imidlertid imødegår kritisk, er kunstkritikerens ‘vigtiggørelse’ og højtideliggørelse af sin egen person som andet og mere end et kritisk, seende vidne til kunsthistoriens vilde rørelser.”

    Her forbeholdes stadig plads til “kunstkritikerens ‘vigtiggørelse’ og højtideliggørelse af sin egen person som” “seende vidne til kunsthistoriens vilde rørelser”, hvilket, som det var min pointe, ikke nødvendigvis er uden narcisistisk motivation. Så fremt det altså er narcisisme der – her underforstået som noget negativt – er på tale. Og fortsættelsen, “Jeg mener med andre ord, at kunstkritikeren er læserens/kunstpublikummets generaliserede øjne”, drager ikke ligefrem denne vigtiggørelse i tvivl.

    Under alle omstændigheder er det svært at se hvorfor denne arbejdsdeling, produktion/formidling, “bør” opretholdes med sådan strenghed. Andet måske end for at holde de åbenlyst idiosynkratiske elementer på producenternes side, så den formidlende diskurs’ saglighed (et ord der dog ikke har optrådt her) og lignende egenskaber ikke drages i tvivl, hvilket blot ville forvirre det sagesløse publikum.

  4. Bjørn Eriksen skriver:

    Jeg synes nu LB’s tekst er rimelig klar vedrørende betydningsforholdet mellem værk og tekst/kritik, men vil dog give TKR ret i at det er en lidt vanskelig påstand at værket kommer før teksten!? Det giver vel kun mening når en specifik tekst knytter sig til et specifikt værk!? Ellers ser det for mig ud som om grænserne er mere flydende, og at tekster og værker på mange måder påvirker og befrugter hinanden. Det omvendte er vel også tilfældet, at tekster og værker indbyrdes fungerer som belastende vedhæng!?
    Nu taler jeg ikke om den holdningsløse og ligegyldige kunstkritik, som forsigtig foreslår at “farverne vel nok er dejlige, og at ophængningen fungerer fint” (det er ganske vist belastende i sig selv), men mere det at kunstteori, kunstkritik og kunsthistorien forklaret, til tider bliver en slags kunstens splintrede troldspejl, og kun er i stand til at vise og forklare visse dele af kunstens strømninger, men står uforstående overfor andre dele af den. Eller set fra den anden side sker det, at kunstnerne ikke tåler den velmente kritik, men bliver hamrende fornærmede i stedet for at gå i positiv dialog. Helt galt gik det måske, og alligevel ikke, da de mere rabiate modernister forkastede hele kunsthistorien, fordi de så den som en belastning. Omvendt har for eksempel grafittien, haft store problemer med at blive anerkendt som selvstændig kunstform, og har paradoksalt nok først opnået anerkendelsen, da den blev udført på det “fine lærred”, kom ind på de “fine gallerier” og derved fjernede sig selv fra den autentiske kontekst! Og det er da et troldspejl der vil noget!!!

    Ellers kan jeg kun være meget enig i, at værket ikke skal være “vand på forfatterens mølle”…

  5. Men hvad er det egentlige problem? Er det udelukkende et spørgsmålet om hvorvidt teksten opfylder den funktion den genremæssigt er tildelt (som anmeldelse, kritik, etc.) i det medium den nu måtte optræde i? Og hvem er det der sigtes til – det er vel ikke bare denne Elkins’ kollega, som man blot kender til på anden hånd, der kan give anledning til en kritik som denne?

    LBs indledende spørgsmål om det er “fair overfor kunsten” giver det indtryk at der er tale om en problematik af moralsk karakter, og at de pågældende narcisistisk motiverede anmeldere og kritikere, for så vidt de forekommer, bedriver en umoralsk skribentvirksomhed på “kunstens” bekostning. Hvilket så alt sammen kan agere argument nok i sig selv. Men hvad er “fair overfor kunsten”? Og hvorfor skal man overhovedet være det?

    • Bjørn Eriksen skriver:

      Som jeg forstår det, går kritikken på dem som hæver teksten over værket, eller sidestiller det med værket. Det er jo svært at skrive om et værk som ikke eksisterer, fordi det endnu ikke er skabt. Men man kunne jo forestille sig sciencefiction-kritikere som garderer sig, og begynder at skrive om alle mulige tænkelige værker, som de regner med at kunstnerne skaber engang! Og så kunne man jo forestille sig at nogle kunstnere lod sig inspirere af teksten, og engang ude i fremtiden rent faktisk skabte værkerne som beskrevet, he he!

      Den kritik jeg selv har lært mest af, har været den som ikke var fair. En kritik som faktisk hudflettede værket, en kritik jeg dybest set ikke var enig i. Men det var det som fik mig op af stolen, det som fik mig til at tænke over værket igen. Der blev sat en proces i gang som bevidstliggjorde mig omkring værket. For at tilbagevise kritikken, blev jeg nødt til at finde saglige argumenter frem som sandsynliggjorde mit ærinde i værket. Saglig kritik er altid rensende og bevidstgørende, og den må gerne være hård og “unfair” tror jeg. Jeg foretrækker dog en kritik på værkets præmisser, altså at man først har sat sig ind i værket, skilt det ad og sat det sammen igen, som LB så udmærket skriver. Dernæst kan man tillade sig at være dybt uenig med kunstneren…

  6. BE: “Som jeg forstår det, går kritikken på dem som hæver teksten over værket, eller sidestiller det med værket.”

    Men hvem er de? Den kritik som her fremføres giver indtryk af at der foreligger et reelt og ikke bare et hypotetisk problem – ?

    Og er det nødvendigvis et problem hvis teksten sidestilles med værket? Der er fx intet der hindrer at der skrives udmærkede tekster om ubetydelige værker.

    • Bjørn Eriksen skriver:

      1. Nu synes jeg måske nok at det er ved at være ude i en afkrog. Jeg tror at man selv skal opleve de folk som skriver for at få opmærksomhed på bekostning af værket, men jeg kan garantere dig for at de findes!

      2. Der kan sagtens skrives udmærkede tekster om ubetydelige værker, naturligvis. I den forstand kan du jo have ret i at teksten står over værket, jeg mener blot at vi så er ude i en fordrejning af LB’s oprindelige tanke.
      Det afføder også straks et nyt problem: Er teksten i virkeligheden en forførelse af læseren til at tro at værket en ubetydeligt?

      • Forførelsesspørgsmålet må være alment og vil altså ikke kun gælde fremstillinger af værker som ubetydelige. Desuden må det vel omfatte både selvhævdende og ikke-selvhævdende kritikere.

        LBs kritik synes i hovedsagen at rette sig mod to ting: 1) narcisistisk motivation hos kritikeren og 2) manglende opfyldelse af hvad der antages at være kritik-genrens funktion, altså en art forbrugeroplysning, hvor kritikeren forestilles som formidlende mellemled mellem kunst og publikum og dermed pålagt at udtrykke sig på en for dette antageligt almene publikum forståelig måde. (Muligvis er der en tendens til sammenblanding af de to kritikpunkter, sådan at kritikere der ikke opfylder den antagne funktion uden videre betragtes som narcisistiske/selvhævdende.)

        Hertil følgende retoriske spørgsmål:

        1) Er forbrugeroplysning nødvendigvis kritikkens eneste tænkelige funktion?
        2) Skal kritik nødvendigvis stå i publikums tjeneste, eller i nogen som helst tjeneste?
        3) Skal den nødvendigvis henvende sig til et bestemt publikum (andet end hvad en eventuel redaktionel instans kan stille krav om?)
        4) Rummer den uundværlige rolle kritikeren her tildeles – som formidler mellem kunst og publikum – ikke sit eget narcisistiske lystudbytte, og er dette så radikalt forskelligt fra den angiveligt narcisistiske kritikers? (Hvad er overhovedet problemet med narcisisme?)
        5) Er publikum nødvendigvis så intellektuelt ubemidlet at det har behov for en sådan særlig formidlende instans som der her lægges op til?

  7. Det er selvfølgelig godt at få en anmeldelse som går i dybden med flere af kunstværkets aspekter på en måde, der bevidner at tingene er blevet set (grundigt). Men jeg har egentlig ingen problemer med at kritikken også i et eller andet omfang nærmest slipper motivet, og at der ligger andre motiver bag noget af det skrevne – hvis bare det der står, er interessant. Hvis de temaer der evt. tages op, diskuteres og endevendes med engagement og nysgerrighed. Hvis der fra anmelderens side også tydeligvis er noget på spil.

    Fra starten er det alligevel to meget forskellige medier, værket og den sproglige udlægning, og det er altid interessant hvordan de to felter mødes. Spørgsmålet er bare om det nødvendigvis er mest interessant, der hvor sproget forsøger at være loyalt dækkende for det billedlige, eller der, hvor man fornemmer at værket inspirerer til sprog, afstedkommer verbale udsagn.

    Læseren vil som regel kunne vurdere, om der er substans i tingene. Om motivationen er trang til opklarende analyse eller en ubændig trang til konfrontation og intriger, eller bare en lidt anstrengende omgang selvpromovering.

    Som før nævnt mangler jeg faktisk tit både en faglig og en personlige investering, ofte må man slæbe sig igennem anmeldelser, der beskriver og beskriver, namedropper og fylder op med kunsthistoriske annekdoter, kommer med “gode råd” til kunstneren, og alfaderligt, perfidt eller konfliktsky – endelig fælder en dom. Og her titter den personlige præference selvfølgelig frem, men ofte på så tynd en baggrund, at man sidder tilbage med fornemmelsen; hvad kommer det egentlig os ved, hvad vedkommende synes om dette eller hint.

  8. Lisbeth Bonde skriver:

    Ikke overraskende prioriterer Anette som repræsentant for ‘produktionssiden’ både “den faglige og den personlige investering” fra kunstkritikeren, men hun ser ikke noget problem i, at kritikeren undertiden filosoferer, ræsonnerer eller responderer på værket og i den forbindelse digrederer for at hente inspiration i fx andre kunstarter , kunsthistoriske eller måske teoretiske skrifter. Deri er jeg helt enig: Analysen skærpes og intensiveres ofte, når man således udvider associationsområderne, det da en klar gevinst. En af vore bedste kunst- og arkitekturkritikere, nemlig Carsten Thau, er en mester i disse vidtløftige og associationsbefordrende digressioner, og han får altid bundet en elegant sløjfe og kommer hjem igen efter sine mange associationsrejser. Ofte vil inddragelsen af fx litterære citater, der ‘sender’ på samme tematiske frekvenser som det billedkunstneriske værk, der er i fokus, udfolde nye aspekter af det især kloge værk. Det er vel også dem, vi taler om her. Tynde værker med lidt substand og dybde, giver vi f… i. Fx har min egen ringe person selv netop inddraget et citat fra en Franz Kafka-novelle i en billedanalyse til et katalog, fordi dens stemning af drama og uhygge korrelerede med værkets. Kafka kan vist de færreste skribenter slå, derfor er det bare om at give ham ordet.

    Mit indlæg forleden handlede nu om problemet, når nogle kritikere blot bruger værkerne som afsæt og anledning til at få lov at skrive – det er en slags kunstkannibalisme – værket sluges af det store, skrivende ego – og det er da et problem, hvis man som læser af den kritiske tekst og som beskuer af værket lades i stikken på denne måde. At man sidder tilbage med følelsen af, at man har mødt kritikeren, men ikke værket.

  9. Til Lisbeth ( især mht. sidste replik); Helt enig!

  10. Bjørn Poulsen skriver:

    Lisbeth Bonde skriver at værket er nonverbalt. Og det er selvfølgelig rigtigt i de fleste tilfælde, bortset fra alle konceptkunstværkerne, der ofte er spækket med tekst.
    Men også i de værker, der er tektstløse, er der sjældent tale om ubeskrevne fænomener, da kunstnerne og deres værker ofte er blevet beskrevet, analyseret, vurderet, prissat osv.

    Også den lokalitet de udstiller på er heller ikke jomfrueligt land: Museerne, kunsthallerne gallerierne osv. er med til at lægge betydning til værket. Dels i kraft af deres placering i hierarkiet, dels i kraft af de holdninger, vi måtte forbinde med stedet.

    Derudover er de konkrete værker på udstillingen ofte fortolket direkte på udstillingerne på ophængte plancher eller indirekte i kataloger. (Nogle gange virker det som om at værk og tekst indgår i en symbiotisk forening, hvor værket er hermetisk og gådefuldt og teksten er det åbnende og fortolkende).

    Man er forudindtaget på forskellig vis alt efter om man går på Louisiana eller KE. Man kan sige det er uretfærdigt over for debutanterne på KE, hvis vi møder deres værker med lave forventninger, men det er omvendt også uretfærdigt, hvis vi dømmer dem efter samme alen som værkerne på Louisiana.

    Så selvom jeg syntes det er meget heroisk, at der stræbes efter at se værket rent, så er min egen oplevelse, at det er umådeligt vanskeligt. Da jeg var ung gjorde jeg det til en sport når jeg var på kunstmuseum at undgå at se på navneskiltene i et idealistisk forsøg på at opleve værkerne rent. Jeg må indrømme, at det er et projekt jeg for længst har opgivet. Jeg er uhjælpeligt sovset ind i den fortolkning og vurdering, der omgiver kunstværkerne.

    Jeg er godt klar over, at du selvfølgelig er bevidst om at værket indgår i en kontekst osv. Og min kommentar er også umulig, da den jo grænser op til spørgsmålet om, hvad det er vi overhovedet ser, når vi ser på et kunstværk.

    Men måske du alligevel kan skrive lidt om, hvordan du forholder dig til det allerede skrevne i det det du skriver.

    P.S. Det er meget sjældent, at kunstanmeldere udtrykker tvivl om det de ser. Hvorfor egentlig? Er I aldrig i tvivl ?

  11. Kaspar Bonnén skriver:

    For mig ville det langt mere interessant, hvis der var mange gerne væsensforskellige stemmer, end at finde ‘den rigtige form’ for kunstkritik’. Der er ikke på forhånd en given model, som er bedst.

  12. Lisbeth Bonde skriver:

    Til Bjørn Poulsen: Naturligvis kommer vi i kunstkritikken ofte i tvivl om, hvad det er for et fremmedlegeme i form af et kunstobjekt, vi står overfor. Det er jo det fede ved at skulle forholde sig til kunsten, der har så mange fremtrædelsesformer, udtryk, syntakser med videre i vor tid, at man i første omgang “gispende genkender det, man aldrig har set” (som Højholt skriver) eller “øjner et værk, som træder ud af et anelsesfelt” (Cronhammar). Gulvet gynger under én, og intet er længere, som det var før, når det undertiden sker, at et værk transcenderer alle tidligere kendte ‘skikkelser’. Sådanne oplevelser er FANTASTISKE, intet mindre, og det holder en svævende og undrende. Til Kaspar Bonnén kan jeg da kun bemærke: Der er legio metoder at møde værket med som skribent/kritiker. Den lydhøre kritiker vælger metode alt efter værkets karakter. Men under alle omstændigheder – også når det drejer sig om verbal billedkunst som Lawrence Weiner, Svend-Allan Sørensen (se hans jægerkunst i Nikolaj pt.), Poul Pedersen eller andre kunstnere, der bruger sproget direkte i værkerne i form af ordbilleder, der udsiger absurditeter som ‘Bird is a Word’ (SAS) eller Weiners smukke sentens ved Arkens nye indgangsparti: “The weight / of the light / from above / brought to bear on the froth of the waves / on the sea” – så må man forholde sig til værket ved hjælp af sprog.

  13. Kære Lisbeth
    Nu har jeg gået og funderet over dine kloge indlæg og I andres også. Jeg har så fuld respekt for overskriften: “Hvorfor skriver vi om kunst” og dit bud, som jeg forstår som svaret fra dit perspektiv. Jeg holder meget af god kunstkritik og jo altså især af god kunst. Der er imidlertid forskellige motivationer for mig til at beskæftige mig med det ene henholdsvis det andet. Jeg er meget betænkelig ved at nogen, skal påtage sig den store pædagogiske opgave, at åbne værkerne for mig. Samtidig er jeg jo godt klar over, at det absolut i mange tilfælde hjælper, at man ved lidt og ikke bare møder værket med sit eget sanseapparat og sin egen erfaringshorisont. Jeg har dog på det sidste mødt kunstkritik, der ikke højner mit bevidsthedsniveau, men tværtimod i forhold til værket forfladiger det og tørrer det ud. Så med min hånd på hjertet: Jeg læser med stor fornøjelse kunstkritiske anmeldelser, når anmelderen tør tage det personlige udgangpunkt: Kan jeg lide eller ikke lide dette værk og hvorfor. Og når vedkommende i denne refleksion så udfolder sin faglige viden så godt han/hun kan, så bliver jeg respektfuld. Allerbedst bliver det for mig, når den pågældende kritiker også har sit eget sprog, sine egne vendinger, sit eget signum – så bliver det et værk, der forholder sig til værket – og netop ikke “kunstkannibalisme”. (Al kunst laves på kunst, så hvorfor ikke kunstkritik?) Selvfølgelig findes der Kejserens Nye Klæder indenfor anmeldelser og kunstkritik – det gør der da – og kan vi undgå at blive forført og voldført? Næppe. Men en objektiv kunstkritik er jeg altså meget betænkelig ved, fordi den kan postulere i sin objektivitet, at levere sandheden om værket. Sandheden må vi lade naturvidenskaben eller religionerne om. Vi andre befinder os nok bedst i tusmørket, hvor vi ikke bliver blændet af lyset. Bedste hilsner

  14. Jeppe Lentz skriver:

    Først og fremmest: tak for en interessant debat. Der er virkelig mange bolde i luften, og jeg har ikke intentioner om at kommentere direkte på de i forvejen ytrede synspunkter. Jeg kaster nok snarere en ny bold ind i spillet: Er kunstkritikkens primære udfordring ikke den, at den befinder sig i en position, hvor den i højere grad skal formidle samtidskunsten, end at udøve kritik over den? Simpelthen fordi samtidskunsten ellers ikke har en formidlende kanal.

  15. Jeppe Lentz skriver:

    Jeg tror at vi på et eller andet plan er enige, men det er muligvis ikke tilfældet. Min pointe er, at rigtig meget af det der burde være kritik, måske i højere og højere grad kommer til at fungere som formidling? Et interessant spørgsmål i forlængelse heraf er (i tråd med TKR): Hvad betyder det for forståelsen og modtagelsen af kunsten, at den hard-core kunstkritik i større eller mindre omfang udebliver?

    • Torben Sangild skriver:

      Altså du mente “skal” i betydningen “er blevet pålagt at fungere som” i stedet for i betydningen “bør”?

      Jeg er ikke enig i at der ikke er egentlig kunstkritik. Man kunne ønske sig mere og skarpere kunstkritik, men at den skulle være næsten ikke-eksisterende kan jeg ikke se. I hvert fald må du så forklare præcis hvad det er, der mangler.

      Kunstdebatten er i øvrigt et forsøg på at fremme én side af den, nemlig den mere generelt debatskabende.

  16. Jeppe Lentz skriver:

    TS. Godt set mht. min ikke helt tilstrækkelige formulering – du peger ret præcist på det jeg havde i sinde at sige.
    Og jeg advokerer slet ikke for kritikkens ikke-eksistens, måske blot for dens forholdsvis trange kår i for eksempel dagbladene. Men mangel på kvantitet behøver heldigvis ikke at medføre mangel på kvalitet.
    På falderebet: tak for at have skabt muligheden for at følge med i – og sekundært kommentere på – en frugtbar debat.

Skriv et svar