Hvorfor kunst og kultur er som pandabjørne og fnatmider

Jeg elsker kunst og mener ikke der er for mange kunstinstitutioner i dagens Danmark. Min holdning ville være den samme, hvis jeg var kulturpolitiker. Men hvis jeg var statsminister, ville jeg mene der var for mange og for mange ringe kulturinstitutioner – lige så vel som jeg ville mene der var for mange sportshaller og motorveje.

Når staten vælger at bygge, opbygges samtidig en forventning om løbende vedligeholdelse og kvalificeret drift. Når staten vælger at udvide tilbud om velfærd til borgerne, herunder kulturinstitutionerne, så sker det enten ud fra et allerede eksisterende behov, eller ud fra et ønske om at borgerne har mulighed for og burde udvikle et behov, for eksempel et behov for at opleve mere visuel samtidskunst.

Desværre er der en tendens til at staten i for høj grad har fokus på rammerne. Herved opstår åbenlys risiko for at miste føling med de mennesker, der skal fylde rammerne med indhold.

Måske er det et uløseligt paradoks. Kultur skabes i høj grad af individer. Men staten har (og bør have?) vanskeligt ved at have tiltro til individer. Derfor opbygger staten alskens institutioner, men det er ikke institutionerne, der skaber kulturen, det er de mennesker, der formår at agere indenfor – og ofte gerne på tværs af – institutionerne.

Institutionerne er ene og alene til for at skærpe det, som allerede er.

Indre nødvendighed
De gode, de virkelig gode initiativer fra kulturlivet, er vokset frem af en indre nødvendighed. Kunst bliver gerne til på trods. Kultur kan bestilles. Kunst kan ikke bestilles, men kunstkan blive til på invitation fra en privat organisation eller en offentlig institution. Der er en hårfin grænse. Her er det værd at hæfte sig ved forskellen på kunst og kultur.

Kunst er for kulturen, hvad grundforskningen er for anvendt forskning. Under kultur hører oplevelsesøkonomi, dvs. den kultur, der opleves og forbruges, som eksempelvis computerspil, biograffilm, tv-drama, mode, mad, medier, design, kunsthåndværk, stand-up comedy, samt store dele af musiklivet, men også den halv- og helanarkistiske street art og tilsvarende kulturelle ytringer i offentligt rum.

Der er plads til alle nævnte kulturformer, og der er brug for dem allesammen i kulturens økosystem. Der er desværre bare en smittende og giftig tilbøjelighed til at institutioner i højere grad vender sig mod den del af kulturen, der er letfordøjelig og kan karakteriseres som oplevelsesøkonomi, hvis produkter og resultater kan måles og vejes.

Det er beklageligt, at vi som borgere skuffes af de institutioner, som vi burde forvente kunne varetage kunsten.

Som når vi ser københavnske billedkunstudstillinger med Bob Dylan og David Lynch på to væsentlige institutioner for billedkunst. Dét ville du aldrig se på Louisiana, der dyrker kunsten fremfor den oplevelsesorienterede almenkultur.

Rimelig anerkendelse
Hvor kunsten behøver støtte, behøver kulturen i mindre grad støtte (tilgengæld er kulturen påvirkelig af gode rammevilkår for distribution og markedsføring).

Kunststøtten bør blot ikke betragtes som penge, der er blevet til overs i statens husholdningsbudget og derfor bruges til noget spas, som almisser eller en venlig håndsrækning til utilpassede bohemetyper.

Kunststøtte er – eller burde være – en rimelig anerkendelse for en rimelig værditilførelse fra professionelle og inderlige enkeltindivider.

Her bør knyttes et par kommentarer til forskellen på det danske og det britiske støttesystem. Erfaringer fra Storbritannien viser at et kulturliv, som er delvist afhængig af ikke-statslige sponsorer, er et følsomt kulturliv underlagt modeluner.

Følsomt, fordi en ikke-statslig sponsor ikke har samme forpligtelse og langsigtede interesser, som det kan forventes af en statslig sponsor. Systemet er desuden underlagt modeluner og prioriteringer, der ikke står mål med kulturens værdi og behov. En zoologisk have har for eksempel lettere ved at finde en sponsor til de nuttede pandabjørne end til et forskningsprojekt om fnatmider.

Mennesker fremfor mursten
Kunst bliver som sagt til af en indre nødvendighed, nogle gange i trods og meget ofte uden støttekroner. Hvad de professionelle udøvere af kunst behøver – og hertil bør regnes vækstlaget af dem, der har potentiale for at blive professionel – hvad disse mennesker behøver, er ro. Gerne i form af arbejdslegater. Udfordringerne og motivationen kan staten ikke give dem. Det skal de kunne give sig selv. Når kunsten er moden, skal den nok nå sit publikum og gøre en forskel.

Kunst skal kunne trække gulvtæppet væk under dig, det kan være behageligt berusende og det kan være skræmmende tænksomt, men det skal røre dig.

Kultur er ofte ren eskapisme. Kulturen fylder desværre mere end kunsten i dagens Danmark.

“Du bør tage kunst alvorligt. Det fortjener den. Og du bliver glad for det.” Dét vil jeg gerne sige til politikere, administratore og forretningsliv. Men ligesåvel til de af mine venner, der søber rundt i kultur som ren underholdning og eskapisme fremfor at unde sig selv en rigtig kunstoplevelse.

Til kunstnerne – ikke kulturproducenterne, for de skal såmen nok klare sig – til kunstnerne vil jeg sige, at de burde opretholde passende selvtillid til deres virke.

Det ved jeg der er mange, der gør. Heldigvis.

———–

Line Rosenvinge, kunsthistoriker, forretningsudvikler og stifter af www.tendertask.com

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Hvorfor kunst og kultur er som pandabjørne og fnatmider

  1. Bjørn Eriksen skriver:

    Tak for den fine artikel, jeg læste den med glæde.

    Dejligt at du skiller kultur fra kunst.

    Desværre blive kunsten ofte kuet, og presset ind i rammer som enten er for snævre eller for livløse. Kunstnerne hjælper da også nogle gange selv til, og skaber “kunst til rummet”. Der er der i sig selv ikke noget ondt i, men værket kan ikke eksistere uden for kontekst. For eks. kniber det lidt med at overføre “Street Art” til lærredet. Protesten mister sin betydning lidt, når den bliver købt af de selvsamme mennesker som den før var en protest imod.

    Man kunne spørge sig selv om, hvorfor kunst nogle gange har den evne at trække gultæppet væk under én, som du skriver? Kunne det tænkes at kunstneren som skabte værket, selv fik trukket gulvtæppet væk under sig i skabelsesprocessen!?

    Noget kunst bliver man glad af at se på, anden kunst bliver man trist af at se på, men det er kunst i begge tilfælde. Andre værker har lidt af det hele i sig. De rigtig gode værker skifter stemning for hver gang man ser på dem.

    God kunst er aldrig ren underholdning!

  2. Line Rosenvinge skriver:

    Kulturen fylder beklageligvis mere end kunsten. Vil det mon ændres?

Skriv et svar