Hvordan går det i ægteskabet mellem Kunst og Æstetik?

Da jeg så titlen på din bog, “Den Æstetiske Relation”, tænkte jeg at det var noget af en mundfuld at ville diskutere begrebet “æstetik” i en tid, hvor det fylder meget, men også er behæftet med mange negative associationer. Det er kompliceret stof, men din interessante og systematiske gennemgang giver dog et slags overblik og forståelse for, hvordan det er “kommet så vidt”. Det æstetiske er gået fra at være et begreb der var medvirkende til at definere moderne kunst overhovedet til at være et fænomen, der har bredt sig ud over alle livets områder, og derfor ligefrem bliver noget man i kunsten lægger afstand til – for at sikre sig identitet.

Den gamle alliance mellem skønhed og sandhed er stort set forvandlet til en kobling mellem skønhed og falskhed, og man hører feks. ofte at udsagn bliver tandløst hvis det bliver “æstetiseret”. Du beskriver i bogen hvordan det modernes  gennembrud afstedkom en “dybdemodel”, en mistanke til overfladen. Og at denne værdimæssige nedgradering også gør sig gældende idag.  På hvilken måde er det evt. et problem, både for æstetikforståelsen og tilgangen til kunst generelt?

MK: Til en begyndelse: det er ekstremt kompliceret, når man som jeg vil forsøge at gentænke en hel begrebsarkitektur kritisk. Det er lidt som at skille et skib ad i rum sø, mens man selv er ombord. Derfor er det også svært at svare kort og præcist på dine fine spørgsmål.

Mistanken til overfladen, eller den værdimæssige nedskrivning af det, vore sanser umiddelbart møder, har været et vældigt problem for kunstforståelsen gennem hele det Moderne. Grundtanken om, at det egentlige er det der ligger bag det vi møder, står jo på mange måder i skærende modstrid til kunstens umiddelbare anliggende: At nå os direkte, her og nu og gennem vore sanser. Kunsten har inden for ‘dybdemodellens’ diktatur kunnet være slave af med sit ‘udtryk’ at skulle henvise til en bagvedliggende sandhed. Men kunstens virkelige ‘sandhed’ ligger jo i det, den møder os med: I udtrykket, i maleriets flade, i musikkens klang (om man absolut skal blande ‘sandhed’ ind i sagen, hvad jeg slet ikke er sikker på at man skal).

Det du kalder ‘den gamle alliance mellem skønhed og sandhed’, den blev grundlæggende allerede forsøgt aflyst med det Modernes opkomst i løbet af 1700-tallet. ‘Moderne’ vil netop sige at kunne begribe det gode, det sande og det skønne som adskilte størrelser i en sekulariseret, en verdsliggjort verden. Alligevel søges alliancen efterfølgende genindført i den dominerende æstetiske tradition fra Romantikken og frem. Og det er her, problemet ligger.

Du pointerer gennemgående at selv om begrebet kunst og æstetik i princippet er forbundet som “et ægteskab” på godt og ondt, så er det to væsensforskellige ting.

Forbindelsen er altså ikke ubrydelig, men det har store konsekvenser når forbindelsen svækkes, både for æstetikken og kunsten. Det er svært at forestille sig æstetikken uden kunsten, men hvordan den anden vej rundt; moderne kunst uden æstetik?

MK: Ja, det har du ret i. Men det er bestemt heller ikke min hensigt at tale for hverken kunst uden æstetik, eller for æstetik uden kunst, eller bare for en ‘svækkelse’ af forbindelsen. ‘Skilsmissen’ består i at forstå, at kunsten og det æstetiske er to helt forskellige fænomener. Kunsten er sig selv, den bebor et særligt område med særlige regler, hvori der (blandt andet) frembringes kunstværker. Det æstetiske, derimod, betegner en særlig type af relationalitet, som i høj grad findes i forbindelse med kunstværker – men som også kan etableres over for andre fænomener, fra design til solnedgange. Kunsten grænser op til andre slags diskursive områder. Det æstetiske grænser op til andre slags relationer. At anerkende denne forskellighed indebærer ikke at bryde forbindelsen, endsige at fratage kunstværket dets æstetiske virkning eller status. Kunsten er i almindelighed (men ikke altid) også orienteret imod at etablere æstetiske relationer. Men det betyder ikke at æstetiske relationer (kun) tilhører kunstens område. Det æstetiske udgør sit eget plan, kunsten udgør sit. Det æstetiskes plan ‘skærer’ kunstens plan i ethvert kunstværk.

Forskelliggørelsen afbryder ikke forbindelsen mellem kunsten og det æstetiske – den skærper snarere forbindelsen netop ved at bygge på en forskel og ikke på en indforstået (men uklar) identitet. Samtidig giver adskillelsen mulighed for at kunne opfatte kunstværker også ikke-æstetisk, fx som ‘rent’ kognitive, politiske eller pædagogiske udsagn.

Kan kunsten både have et æstetisk niveau og et kritisk indhold, eller er de uforenelige? Som du beskriver det, så betyder ægteskabet ml. kunst og æstetik en bestemt form for autonomi, der i bredeste forstand har skabt et frirum med en mulighed for refleksion – men som til gengæld koster i politisk gennemslagskraft. Det lyder umiddelbart som en modsætning, eller er der tale om, at det kritiske potentiale kan folde sig ud på et mere generelt eksistentielt niveau?

MK: Autonomien er, tror jeg, knyttet til kunsten selv, til dens egen status – ikke specielt til ægteskabet med det æstetiske. At kunstens ”frirum” har omkostninger i forhold til eksempelvis dens politiske effekter har vel været en nogenlunde kendt sag op gennem det Moderne – og ofte til stor frustration for kunstnere med stærkt politiske dagsordner (jf. bare de historiske avantgarder). Men i stedet for frustrationen over at få sine budskaber afvist som ”blot kunst” kunne kunsten måske værdsætte det privilegium, det er at have sit eget frie udtryksrum? Det har politikerne eksempelvis ikke…

Jeg har selv forsøgt at gøre opmærksom på maleriets kritiske potentiale, og dets evne til at udtrykke sig emotionelt om, hvordan det føles at være menneske i den moderne verden. Men er man allerede alvorligt stækket i sin gennemslagskraft fordi man vælger maleriet. Dets forbindelse til æstetikken er ret tæt, sammenlignet med feks. meget såkaldt politisk kunst, der henter legitimation i feks. sociologien?

MK: Maleriet som kunstart indebærer for mig at se ikke på nogen måde en stækkelse af kunstens kritiske potentiale – men igen: af dens kritiske potentiale som kunst.

Det gamle dictum om at ”al politisk kunst er dårlig, og al god kunst er politisk”, gælder stadigvæk. Spænder man det politiske foran kunstværket, gør man værket ‘transitivt’, dvs. formålsbestemt, til et middel. God kunst har omvendt kun ‘sig selv’ som formål, dvs. sit eget møde med sin beskuer. Gennem dette møde rummer den gode kunst til gengæld i sig selv et løfte om og en henvisning til et fællesskab, som i en grundlæggende forstand er ‘politisk’.

Det ‘politiske’ ligger altså i selve henvisningen til fællesskabet, ikke i værkernes eventuelle konkrete politiske budskab. I god kunst er det politiske ikke spændt foran værket, det er en konsekvens af værket som kunstværk. Og netop maleriet har i den forbindelse det privilegium at det udelukkende ‘betyder’ med sin egen flade. Denne betydning bliver virkeliggjort i det unikke møde med tilskuerens sanser.

Du karakteriserer det æstetiske som et fænomen der orienterer sig  mod at der bliver fældet en smagsdom. Men efterlyser også undersøgelser af selve denne værdidannelsesproces og det æstetiske niveau, som en “objektiv” betydningsmulighed og relation mellem tilskuer og kunst.  Vel at mærke forstået som én relation blandt flere mulige, (feks. et kritisk, politisk niveau ). Man bør altså holde tingene ud i strakt arm før der bliver fældet en smagsdom.

Overordnet læser jeg det som et ønske omgennemsigtighed, analytisk klarhed og højnelse af argumentationsniveauet helt generelt. Men er det feks. realistisk at forestille sig denne næsten videnskabelige metode implementeret i dagbladskritikken?

MK: Transparens, analytisk klarhed og højt argumentationsniveau er først og fremmest mine krav til videnskaben. Kunstvidenskaben har jo ”dobbelt statsborgerskab”. Den er indbygger i både kunstens land (sammen med kunstnere, kritikere, formidlere og alle institutionerne) og i videnskabens land (sammen de andre videnskaber med deres sandheds- og dokumentationskrav). Det er i sig selv en vanskelig position, som ofte har stillet kunstvidenskaben i udfordrende dilemmaer.

Videnskabeligt set ved vi alt for lidt om æstetiske relationers virkemåde og udfoldelse, og det skyldes bl.a. ‘ægteskabets’ konsekvente, men uklare sammenblanding af eksempelvis deskriptiv og normativ tilgang til både kunsten og det æstetiske.

Jeg tror du har ret i din skepsis over for om den professionelle kritik fx i dagbladene skal eller kan være videnskabelig. Den må selvfølgelig rigtig gerne være informeret og vidende. Men kritikken har jo til opgave at fælde en kvalificeret smagsdom (i streng forstand). Det glemmer den alt for tit, når den placerer sig et sted midt mellem uforpligtende essayistik og letfodet videnskabelighed. Den rigtig gode og virksomme kritik er primært forpligtet over for kunsten, over for kunstens møde med sit publikum. Og dér skal dommen altid med, blandt andet for at skærpe og udfordre publikums (også) æstetiske omgang med kunsten.

Uden dom ingen æstetisk betydning. Uden æstetisk betydning i sidste instans ingen kunst. Man kan godt have forskellig identitet og alligevel være livsnødvendigt forbundne.

Det får mig til at tænke på den udbredte opfattelse/misforståelse, at den æstetiske smagsdom er subjektiv og derfor umulig at diskutere. For som du skriver et sted i bogen (med henvisning til Kants teori), så er den æstetiske domskarakter netop det der “på en bestemt måde forbinder det enkelte subjekt med forestillingen om et fælleskab, med det sociale”. En passage mellem et jeg og et vi. Det var vel også det du var inde på før mht. det ‘politiske potentiale’?

Ja, præcis. Smagsdommen er subjektiv og objektiv: den er i alle tilfælde vores egen, men den fremsættes som-om der fandtes en fælles sans, en fælles norm for hvad der er æstetisk kvalitet. Dermed skaber den en passage, og denne passage forbinder os med tanken om et fællesskab – og er derigennem med til at forbinde os med det sociale. En sådan forbundethed med fællesskabet, den er i dybeste forstand ‘politisk’ (hvis politik da handler om vores visioner for fællesskabet). Det politiske eller kritiske er altså her et resultat af vores æstetiske relation. Det tilhører naturligvis i en vis forstand værket. Men det tilhører ikke værket ved at have konfigureret det som værk. Det tilhører værket gennem den måde hvorpå værket konfigurer relationen. Forskellen herimellem kan synes lille, men er ikke desto mindre afgørende.

———————————————————-

Morten Kyndrup er professor i Æstetik og kultur, Aarhus Universitet og er medlem af Ny Carlsberg Fondet. Bogen der danner baggrund for interviewet er Den æstetiske relation. Sanseoplevelsen mellem kunst, videnskab og filosofi (Gyldendal, 2008)
Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til Hvordan går det i ægteskabet mellem Kunst og Æstetik?

  1. Bjørn Poulsen skriver:

    Til Morten Kyndrup: Efter at have læst (det meste af) din bog, og dine svar på Anettes spørgsmål er der noget der undrer mig.

    Som jeg forstår dig, er smagsdommen knyttet til den æstetiske relation. Det er gennem den vi knytter forbindelsen fra den subjektive oplevelse til objektet og videre til et forestillet fællesskab. Som du siger ” uden dom ingen æstetisk betydning”. Men kan man også sige uden dom ingen kunstnerisk betydning?

    Kunst og æstetik krydser hinanden, men er ikke det samme. Især ikke lige for tiden, hvor megen kunst definerer sig som i opposition til æstetikken eller simpelt hen negligerer den. Så kan man smagsdømme kunst ud fra æstetiske kriterier, selvom der primært er lagt vægt på andre former for betydninger, f.eks. politiske? Hvordan “smagsdømmer” man f.eks et værk der arbejder indenfor det man kalder den ‘sociale plastik’? Eller må man skille niveauerne ad så man spørger ind til tingene med forskellige “autoriteter” i ryggen? Eller er smagsdommen ikke kun knyttet til det æstetiske, men til kunsten som sådan ?

    • Morten Kyndrup skriver:

      Morten Kyndrups svar til Bjørn Poulsen: tak for dine spørgsmål og for din interesse for mit forsøg på at genbeskrive begreber og forskelle.

      Ja, en æstetisk relation (og dermed æstetisk betydning overhovedet) rummer altid en værdisættelse, en vurdering, den særlige smagsdom. Dommen udsiges ”om” objektet, men den gælder i virkeligheden hele relationen, dvs. ”objektet-som-det-fremtræder-for mig, her og nu, som-sig-selv-for-mig”. Den æstetiske relation er derfor ”intransitiv”, den gælder fremfor alt sig selv, den ”transporterer” ikke noget, den har ikke noget formål uden for sig selv. Det er ikke er det samme som at sige at den så ikke kan få konsekvenser eller betydning. Det er blot ikke dens berettigelse eller mening på forhånd.

      Et kunstværks betydning er på samme måde grundlæggende knyttet til værket selv. Kunstens ”autonomi” (i det Moderne) fritager kunstværket fra den forpligtelse til at have et formål uden for sig selv, som alt andet i vores verden grundlæggende har: at være ”formålsrationel”. Kunsten ligner således den æstetiske relation ved som den at være ”intransitiv”.

      Der er altså en særlig ligedannethed mellem den æstetiske relations beskaffenhed og kunstværkets vilkår i betydningsdannelsen netop hvad angår denne intransitivitet, denne væren-sit-eget-formål. Dette sammenfald er selvfølgelig ikke tilfældigt: det hænger sammen med at netop kunsten i det Moderne har været (og fortfarende er) det primære laboratorium for udviklingen af æstetisk relationalitet. At forholde os æstetisk til kunstværker er vores umiddelbare naturlige tilgang til kunsten. Det er derfor helt korrekt at anse den æstetiske dom for tæt knyttet til kunsten som sådan, og til det vi normalt forstår ved ”kunstnerisk betydning”.

      Men der findes også andre måder at forholde sig til kunst på, måder som ikke indbefatter nogen smagsdom. For eksempel kan et kunstværk opfattes som erfaringsformidlende, som middel til læring eller til dokumentation af bestemte forhold, fra historiske begivenheder til teknisk genialitet. Omvendt indgår vi æstetiske relationer med andet end kunst, eksempelvis med naturscenerier eller med diverse artefakter fra mode til brugsdesign.

      Så den del af spørgsmålet: ja, man kan godt forholde sig æstetisk, dvs. smagsdomsafsigende til eksempelvis ”social plastik” eller i det hele taget til eksplicit politisk kunst. At værkerne har en tydelig hensigt bringer dem ikke automatisk i karambolage med selve mekanismen i min æstetiske dom.
      En alt for tydelig hensigt kan derimod bringe et kunstværk i karambolage med kunsten – og dens krav om frihed fra formålsrationalitet. Hvis et værk alt for tydeligt vil have mig til at mene noget (politisk eller andet), kommer det let til at virke som om det var til for netop sit budskabs skyld. Er et budskab på den måde spændt ”foran” værket, bliver værket vanskeligt at opleve som noget, der rummer sig selv, og som er sluttet i sig selv. Og dermed altså svært overhovedet at opleve som kunst.

      Hvis nu min æstetiske tilgang konkret både indbefattede smagsdomsafsigelsen selv og en forventning om at ”dette er kunst”, ja så vil en oplevelse af at noget er ved at falde ud af kunsten naturligvis kunne påvirke også smagsdommens udfald. Så får vi igen sammenfaldet: dette er dårlig kunst, fordi det ikke gælder sig selv – og derfor ikke mig.

      Men overhovedet at bedømme den ”politiske” kunst æstetisk er altså ikke alene muligt – det er også nødvendigt. Kunstens puls er og skal være en anden end politikkens. God kunst kan naturligvis have politiske effekter. Men (”gode”) politiske hensigter omsat til kunst giver ikke nødvendigvis god kunst. Kriterierne herfor er forankret i kunsten, ikke i politikken (endsige i eksempelvis etikken, men det er en anden historie).

      Morten Kyndrup

  2. Poul Erik Christensen skriver:

    Til Morten Kyndrup

    Det har været interessant at læse Anettes interview med dig og Bjørns opfølgende spørgsmål.
    Jeg følte mig tryg og i godt selskab under læsningen. Den fornemmelse man kan få under en kvalificeret repetition og en uddybning af velkendt materiale.
    Men så midt i dit svar til Bjørn dukker nedenstående sekvens op.

    ”Men der findes også andre måder at forholde sig til kunst på, måder som ikke indbefatter nogen smagsdom. For eksempel kan et kunstværk opfattes som erfaringsformidlende, som middel til læring eller til dokumentation af bestemte forhold, fra historiske begivenheder til teknisk genialitet. Omvendt indgår vi æstetiske relationer med andet end kunst, eksempelvis med naturscenerier eller med diverse artefakter fra mode til brugsdesign.”

    Nu er jeg pludselig udsat for et dobbelt benspænd.

    Ang æstetik:
    Betyder det at ”erfaringsformidlende, som middel til læring eller til dokumentation af bestemte forhold, fra historiske begivenheder til teknisk genialitet” ikke er æstetiske kvaliteter som kan være med til at kvalificere et kunstværk?

    Så er jeg i tvivl om hvad du mener med æstetik som en ”intransitiv” størrelse.
    Er det en indskrænkning af æstetikken, som fortrinsvis tjener ”videnskabelige” formål ved at gøre begrebet entydigt og håndterligt?

    Jeg forstår ikke hvordan smagsdommen fik den centrale placering i æstetikken.
    Problemet er at jeg instinktivt bliver uinteresseret i æstetik på de vilkår. Og nu var æstetikken og jeg lige så gode ”venner”!

    Ang kunst:
    Min undren går som ovenfor på behovet for afgrænsning.

    ”Omvendt indgår vi æstetiske relationer med andet end kunst, eksempelvis med naturscenerier eller med diverse artefakter fra mode til brugsdesign.”

    Hvad er det der gør dig så sikker på at en solnedgang ikke er kunst? Vi bor i et gammelt kulturlandskab, til overflod fyldt med æstetiske frembringelser. Solnedgangen er i mange situationer ikke mere ”natur” for os, end et billede på væggen eller en naturfilm i fjernsynet.

    Hvis der står en skulptur midt i sceneriet, gør det en forskel? Eller hvad nu hvis solnedgangens farve er manipuleret med kemikalier!!
    Og hvad med artefakter som biler, udgør de ikke væsentlige bidrag til udviklingen af et nutidigt formsprog, og i den ret er de vel også kunst?

    Min interesse for kunst er stærkt dalende på de vilkår!

    Jeg fandt det meget afklarende med din sondring mellem æstetik og kunst, og de dertil knyttede forskelle. Men det faldt lidt anderledes ud end jeg havde forestillet mig.
    Mvh Poul Erik

    • Morten Kyndrup skriver:

      Kære Poul Erik Christensen,

      Tak for din kommentar (som jeg pga bortrejse svarer lidt forsinket på). Jeg tror nu nok jeg kan berolige dig mht afgrænsningerne. Sagen er, at der ikke er tale om enten/eller-forhold. Dvs. ikke om territoriale afgrænsninger (som grænsen mellem Danmark og Tyskland: da vil man altid være enten dér eller dér). Der er tale om relationalitetstyper, som ikke udelukker hverandre. Når vi indgår en æstetisk relation med fx et kunstværk, da gælder relationen hele værket. Og i denne æstetiske relation vil altså også indgå erfaringsformidling, information og andre kognitive kvaliteter. Hvad jeg skriver er, at man tillige kan “vælge” ikke at indgå en æstetisk relation (dvs. en som indbefatter en smagsdom) med eksempelvis et kunstværk. Jeg kan fx studere Balzacs romaner som kildestudier til det franske samfunds udseende i første halvdel af 18700-tallet. Men det betyder bestemt ikke, at denne “viden” da er fraværende i en æstetisk relation til en givet Balzac-roman.

      Til den anden del af dit spørgsmål: Jeg mener ikke man kan sige at en solnedgang (altså en rigtig én, ikke billedet af én…) er kunst. Men vi opfatter den (når vi ser den “æstetisk”) traditionelt som om den var “henvendt” til os, dvs. som en slags artefakt, det har du ret i. Det samme gælder det andet eksempel, du nævner, design (biler mv.) og vores formede omverden i det hele taget. Når vi vælger at forholde os æstetisk til den, opfatter vi den dermed som “henvendt” til os. Deri kommer vores opfattelse af den ganske rigtigt til at ligne vores opfattelse af kunstværker. Men det gør ikke i sig selv disse artefakter til det samme som kunstværker. Det er netop pointen i adskillelsen: ikke alt hvad vi kan (vælge at) opfatte æstetisk, er kunst. Og vi behøver omvendt ikke nødvendigvis til enhver tid at opfatte kunst æstetisk.

      Venlige hilsner
      Morten Kyndrup

Skriv et svar