Hjælp mig! – Frygten for symbolet

”Hjælp mig, Hjælp mig” sang Cecilie Fleur fredag aften i Talent 2010. Og hun fortsatte: ”Men det er for sent nu”.

Og der stod hun i en kjole uden stof. Måske ikke provokerende. Men blot i familie med forgængere som Madonna, Lady Gaga i mainstream-poppen, der stadig forsøger at flytte vores grænser. Meget mere end den moderne kunst i dag gør.

Engang rystede Stravinskijs Le Sacre Du Printemps publikum, og den tidlige modernistiske kunst fik folk op ad stolene og skabte ravage. Herhjemme har vi også et utal af historier, der har vakt hidsigt oprør. Fra Trilles sange til blendede guldfisk.

Men langt mere interessante er Muhammedtegningerne og planlægningen af en Koran-afbrænding i en lille menighed i USA. Fordi vi her ser kunstneriske manifestationer eller provokerende happenings der ikke blot skaber lokalt oprør, men skaber internationale kriser, som præsidenter må blande sig i.

En selvmordsbombe, Helle Thornings skattesag, Ramadanmiddage alt gøres til symbolladede manifestationer som verdenssamfundet må forholde sig til. Her foregår tolkningen umiddelbart og spreder sig som en steppebrand, der ikke kan styres.

Diplomati, refleksion og diskussion virker ikke, i hvert fald ikke i første omgang, alt synes overladt til symbolets egen ytring. Og er dette ikke en drømmeverden for den modernistiske omvæltningsambition? For dadaismen og futurismen og andre ismer, som har haft til hensigt at reformere vores verdensbillede.

At sprænge grænser er ikke længere forbeholdt den moderne kunst, eller rockmusikken. Det er et af de mest gennemgående træk ved populærkulturen.

Anarkisterne i Barcelona ødelagde Gaudis mesterværk La Sagrada Famiglia, og Taleban sprængte Buddhaskulpturer i Afganistans ørken. Disse handlinger blev ikke udført for at ødelægge de smukke kunstværker. Men for at nedbryde magtens symboler, fordi symbolerne repræsenterede en undertrykkende magt.

Og når rabiate muslimer vil sprænge Westergård og JP i luften, eller udføre terrorhandlinger i vestlige lande, er det samme form for logik; man ønsker at ødelægge symbolet på den forhånende vestlige gudløse kultur.

Frygt er nydelse

Man hører hele tiden argumentet om, at hvis vi først begynder at frygte terroristerne. Så har de allerede vundet. Men er det ikke snarere sådan, at vi allerede frygter dem, og det er denne angst som de benytter. Ikke for at fremme nogen sag. Ikke for at vinde. Men simpelthen fordi det er en nydelse i sig selv at blive frygtet! At man først kommer tilsyne i kraft af en reaktion. At deres eksistens aktualiseres i kraft af vores reaktion.

Vi ved alle at det er mere farligt at køre bil end at blive udsat for terror. Alligevel er det terrordagsordenen som vi navigerer efter når der bedrives politik og selv kunst.

Når kunstnere ikke vil tegne Muhammed, så må det være af frygt for terror.

Når ytringsfriheden ikke benyttes i sin yderste konsekvens, så er det fordi vi frygter terror. Når kunstnere er venstreorienterede og humanistiske, så er det fordi de er blåøjede og frygter terror. Synes argumentet at være.

Tidligere præsident George W. Bush og Anders Fogh Rasmussens politiske dagsordner lever stadig. I hvert fald er politik præget af en global kultur, hvor der føres krig om letaflæselig symboler. Om slør, om sex, om bibler, om løgnen. Fra hver side forsøger man at afsløre de andres symboler som undertrykkende eller løgnagtige. Afsløring, demaskering er ligesom overfortolkning, og det kommer til at handle om at tillægge modstanderen andre motiver.

Hvis vi kan rive sløret eller tæppet væk under et politisk argument, så ser vi politikerens sande jeg. Magtens ansigt, som kun er ude på at lokke os almindelige mennesker ud af vores trygge verden, så vi må skrige med Talent 2010s Cecilie. Hjælp mig, hjælp mig, men er det for sent nu?

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

3 kommentarer til Hjælp mig! – Frygten for symbolet

  1. Jeg er bange for at Kaspers vidtfavnende “situationsrapport” er lige lovlig rigtig, hvilket jo er forstemmende. Og konsekvensen for billedkunstnere er bla. at vi ikke har en chance for at konkurrere med de store symbolbilleder der er i omløb. Forsøger vi, bliver det nemt til det rene kitch. Det er måske det vi i virkeligheden er angste for?

    Hvis der er en angst, der til tider griber mig som kunstner, er det på sin vis mere ukonkret, og men pga. de vilkår Kasper beskriver, langt fra ubegrundet. Det handler mere om meningstab – og tabet af etikken på et helt alment plan. At den ophobning af informationer og betydninger, der er karakteristisk for vores tid, gør at selve meningen, holdningen drunker.

    At alle vores anstrengelser for at præcisere et felt, et udsagn, i det store billede bliver helt ligegyldigt. At den etik der ligger i alle aspekter af de valg man træffer – om det så bare er en gul frem for en blå, et enkelt ord frem for et andet, at det er det ikke længere tæller. At alle disse små elaboreringer pludselig ikke længere betyder noget.

  2. frans jacobi skriver:

    Tak for Kaspers skarpe betragtninger. Problemet er jo ikke mere et meningstab som vi oplevede det i det postmoderne regime. Nu er der snarere tale om overophedet mening, der muterer og knopskyder helt ukontrollabelt. I sådan et felt af alt for meget mening, tager symbolikken og følelserne over. Venstrefløjen virker netop ‘gammeldags’ fordi den stadig insisterer på rationelle argumenter, mens højrefløjen helt uhæmmet spiller løs på følelsesorglet. Om kunst har nogen funktion i dette nye symbol-felt er måske ikke så væsentligt – det væsentlige er vel at begivenhederne og magten skabes med kunstneriske strategier: Situationisme og skuespilsamfund revitaliseret i mediernes kolde lys.

  3. Bjørn Poulsen skriver:

    Tak for en tankevækkende tekst.

    Den mest spektakulære ødelæggelse af magtsymboler i nyere tid må være 9-11
    Da jeg så tårnene , symboler på amerikansk magt og økonomisk dominas, styrte i grus oplevede jeg som så mange andre, det er uvirkeligt. Det uvirkelige lå ikke så meget i det overraskende , tværtimod, jeg havde set det hele før, i Hollywood katastrofefilm, og deri lå det uvirkelige, at det var næsten umuligt at få sig overbevidst om, at det denne gang ikke var fiktion.

    I dommedagsfilmen 2012 bliver jorden ødelagt af øget solaktivitet, der udløser gigantiske jordskælv, vulkanudbrud og flodbølger. Men selvom næsten hele menneskeheden bliver udsletttet, ser vi næsten ingen dø. Istedet ser vi alle symbolerne blive udslettet. Et hangarskib bliver grebet af en kæmpebølge og knuser det hvide hus, Peterskirken styrter sammmen over de bedende på Peterspladesen osv. Til sidst åbenbares det, at apokalypsen rummer en dybere mening, at den er en form for renselse, de overlevende kan indtage en nærmest jomfruelig verden. Og en verden , hvor fællesskabet er genopstået, symboliseret ved at den splittede kernefamilie genforenes af kastastrofen, og nu hvor hele den moderne civilisation er forsvundet ,forstrøstningsfuldt kan se fremtiden i møde.
    Og der er talløse lignende film, og hele undergang -genopstandelses myten har selvfølgelig også dybe rødder i vores kultur.

    Så vi ikke kun frygter terroren, Og terroristene længes ikke kun efter død og ødelæggelse.
    Hollywood og terroristerne er åbenbart fælles om at længes efter fælleskab og forløsning , en venden tilbage til en arkaisk tid , hvor tingene var enklere. Fri fra det moderne.

Skriv et svar