Grænser

I de nylige forhandlinger om efterlønnen fremkom Dansk Folkeparti med et krav, som på forhånd syntes umuligt at håndtere i det nuværende EU, nemlig kravet om at genindføre grænsekontrollen. Dansk Folkeparti har hele tiden kæmpet mod EU og for opretholdelse af danskheden og især af Nationalstaten. Her ligger kravet om grænsekontrol jo i forlængelse af denne politik. Og der er også fra andre steder i Europa været røster oppe omkring genindførelse af grænserne. Her har det været på grund af de nye flygtningeproblemer forårsaget af de nye omvæltninger i Nordafrika, som afstedkom ønsket om at kunne begrænse disse bevægelser og få kontrol over en massiv indvandring til f.eks. Frankrig via Italien.

Nicolai Howalt: Borderline no. 6, , Grenzstrasse (2010)

Men centralt i EU er der stor modstand mod disse grænser, fordi det vil stride mod den ånd i EU, som stadig søger integration og nedbrydning af grænserne. Her vil ”fysiske” grænser være et symbol som eventuelt vil kunne føre en del af EU-processen tilbage mod større krav om selvstændighed og mod mere Nationalstat. Derfor syntes Dansk Folkepartis krav, i en liberalistisk ledet regering som et krav der kun kan lide nederlag i et EU system

Men de peger stadig mod behovet for at identificere sig med et mindre fællesskab.

Et af de store problemer ikke bare i EU, men i de fleste større lande: Indien, Kina, Rusland og tidligere også Frankrig er hvordan balancen er mellem etniske minoriteter og Nationalstat (eller her EU). Hvordan kan minoriteternes behov for egenarthed og selvbestemmelse harmoniseres med en større stats selvforståelse?

Grænserne er usynlige

I Nikolai Howalts bidrag til udstillingen Steder – Danmark under forvandling, som oprindeligt var en udstilling om landskabet og dets forvandling, har han været rundt i Danmark og fotografere grænserne der indkredser det danske territorie. For disse grænser findes stadig og er trods EU vigtige pejlemærker, når det gælder territorialkrav, som især synes vigtige for boringer efter olie og andre grundstoffer.

Nicolai Howalt: Borderline no. 44 (2010)

Mange af fotografierne viser rester af forskellige kontrolposter, skilte, der markerer, at nu kører man ind i et nyt land med visse fartgrænser. Mens andre blot er en mark Og mest interessant bliver det, når grænsen ligger et sted midt i havet, og endda oppe i skyerne. (De eneste synlige kontrolposter findes i lufthavnene)

I 1. verdenskrig døde 100.000’er i skyttegravskrige i slagene i Nordfrankrig ved Somme og Verdun. På en enkelt dag i Somme skulle der være 60.000,- døde og sårede englændere.

Grænser er vigtige, men i takt med at Vestens krigsførelsen er blevet kendetegnet ved primært at benytte luftangreb, da bliver grænsen ikke mere en fysisk, men en symbolsk grænse, som vi nemt kan overskride.

 

Subjektets grænser og det onde udefra

Selvom vi ikke helt forstår disse immaterielle grænser, så har de en betydning for os. Dette gælder både på nationalt niveau, ligesom det gælder for subjektet. Subjektet har ligesom de store verdenskrige været udsat for en stadig opblødning af forståelsen af hvor grænser for Selvet går.

Der er noget i os, som stadig søger grænserne for hvor vi går, for hvad vi må og kan. Hvornår er vi inde eller ude? Hvornår vi gør noget rigtigt og forkert, hvornår handler vi godt, hvornår ondt.

Derfor benytter Dansk Folkeparti også denne grænsestrid til at pege på, det onde som sker udenfor os, som stadig søger at slå ned på de indre grænser, hjemmerøverier og østeuropæisk kriminalitet bruges som argumenter. Eksempler på angreb der rammer hjemmet, det personlig, det som rammer subjektet. På den forstår vi, at de ydre grænser bør opretholdes for at vi kan bevare grænserne for vores selv.

Nicolai Howalt: Borderline no. 72 (2010)

 

Der har i det 20. århundrede, udover de to verdenskrige og følgende depressioner været en stadig udfoldelse af et modernitetsprojekt, som også har angrebet både de kulturelle og nationale grænser. Og som også har undersøgt og problematiseret individdet og de traditionelle grænser for subjektet.

Et utal af emancipatoriske tænkninger og ideologier har udfordret forståelsen af subjekter. Vi har ikke kontrol over vores selv, som gør ting ’ubevidst’. Vi kan uvidende leve i ’falsk bevidsthed’. Samtidig har videnskabeliggørelsen og tilfældets orden frataget os sammenhængen med det evige.

Det nye menneske

Og mærker vi ikke idag det samme skisma personligt, som Dansk Folkeparti dyrker nationalt? Et individ, der føler sig udfordret, angrebet og som skiftevis vil forsvare sig mod udefrakommende stress, krav, og skiftevis vil søge sig selv i et globalt samfund. Hvor vi kan besøge de mest fjerntliggende lande, søge de inderste drifter, vi ønsker dette grænseløse selv?

Det har skabt et nyt menneske, hvor tekniske og sociale løsninger stadig forsøger at udvide vores kapacitet. Vi skal være 5% mere effektive for hvert år. Vi skal have familie og samtidig udleve vores seksualitet, og kreative kompetencer.

Samtidig øges antallet af stressede, deprimerede og allergikere. (Ja er allergien ikke en sygdom, hvor vi reagerer på harmløse udefrakommende organismer, som var de et egentligt angreb på vores helbred, at selv immunsystemet snydes i sit forsøg på at opretholde en streng grænsekontrol?).

Vi lever i en grænseløs verden, hvor internettet befrier kommunikationen, flyvemaskiner eliminerer afstande, hvor varer skal have maksimal fri bevægelighed og hvor vi er i denne maksimale tilgængelighed til al information.

Men samtidig har vi brug for afgrænsninger på forskelligt niveau. Hvordan kan vi have en fodboldkamp uden grænser f.eks.

Hvordan kan vi overhovedet forstå os selv og evt. befri os selv uden at kende grænserne for vores selv?

Og er det ikke på samme måde med de nationale grænser, vi vil genkendes som særlige subjekter, både i forhold til en sproglig samhørighed, til en nationalistisk identitetsfølelse som folk. Som tilhørende til et sted.

Hvis vi ikke hører hjemme føler vi os nemmere forladt. Måske er disse grænser med til at opretholde følelsen af at vi har et Selv, at vi har noget vi kan være.

Samtidig er det brudene med dette faste Selv som udvider os, forandrer os og lærer os noget nyt om hvem vi er.

Grænserne er både fysiske, immaterielle og symbolske størrelser, som vi er i konstant dialog med.

Det er disse brudflader der får os til at udforske identiteten.

Nicolai Howalts serie Borderline kan ses her.

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

3 kommentarer til Grænser

  1. Bjørn Poulsen skriver:

    Måske er behovet for grænser konstant. Det betyder, at når de nedbrydes på ét niveau, f.eks det nationale, så øges de til gengæld på lokalt niveau, som vi har set herhjemme i de senere år, hvor de forskellige klasser og etniske grupperinger i stigende grad isolerer sig i hver deres ghetto.

    Enhver der har besøgt USA kender fænomenet, når man pludselig opdager, at man på sin vandretur gennem byen har passeret en usynlig grænse og nu befinder sig i et helt andet etnisk kvarter end man gjorde et par gader derfra.

    Den skarpe afgrænsning udadtil kompenseres så til gengæld indadtil. F.eks er der således langt mere åbenhed internt i de amerikanske villabyer end i de tilsvarende danske. Amerikanerne bruger ikke hække eller hegn, der markerer det private territoriums afgrænsning i forhold til naboer eller offentlige arealer, parcellerne glider umærkeligt over i hinanden. Og det mest benyttede udendørsrum verandaen eller terassen vender ud mod den offentlige vej og ikke som herhjemme , hvor disse rum typisk er afskærmet af flere lag barrieer , først hækken og derefter selve huset , der om muligt bruges til en ekstra skærm.

    Eksponeringen i en homogen kultur øger muligheden for at blive udsat for social kontrol. Derfor har storbyen med dens uensartede mylder altid tiltrukket personer, der ønskede at leve efter alternative værdier. Men heller ikke her er der tale om et rum uden grænser, de er blot flyttet fra at være geografiske til at være sociale. Storbyens subkulturer er skarpt afgrænsede fra hinanden.

    Grænser er markeringer af betydningsforskelle. Af enhver art. En verden uden grænser ville være en verden uden forskelle.

    I dag er den helt store nedbryder af grænser den globale kapitalisme , som i sin fremstormen borteroderer alverdens kulturelle forskelle. Omend verden kun syntes at have købt den ene halvdel af det frie marked, den del der handler om fri bevægelighed for varer, mens den del der handler om fri bevægelighed for arbejdskraft stadigvæk ikke er implementeret i samme grad. Denne asymmetri skaber enorme problemer og har også vist sig umulig at opretholde.

    Kunsten er om nogen den institution i samfundet, der har været frontløber i globaliseringen. Det betyder også at nationale kulturelle egenarter i dag kun optræder som noget man henviser til, ofte ironisk eller kritisk, men ikke som noget man er indlejret i.

    At være indlejret i en kultur er det samme i dag som at være offer, primitiv, udrydningstruet.

    Den internationale samtidskunst bliver mere og mere homogen. Stadigvæk kan man måske se nationale forskelle . F.eks er den teknisk perfekte, hårdtpumpede, superkommunikative og, forekommer det mig, temmeligt endimensionelle form for kunst man ofte ser fra Kina, sjælden herhjemme. Medmindre man har fået international succes og her råd til at få assistenter til at lave det.

    Til gengæld har jeg aldrig set et kinesisk kunstværk i den typiske åh-så følsomme danske antiværk tradition, hvor lægter og kriple-kraple tegninger er faste ingredienser.
    Men visse lokale særegenheder kan ikke ændre ved den samlede tendens, der går mod større og større homogenitet, og dermed færre og færre grænser.
    Omvendt er der sket det, at hvor de traditionelle kulturelle grænser er blevet nedbrudt, så er der indenfor kunstsystemet opstået nye subkulturer, som er meget adskilte fra hinanden.

    En anden grænse der er blevet nedbrudt i moderniteten er grænsen mellem kunst og ikke kunst. Tilbage i urtiden har en af de første symbolske grænser man har skabt sikkert været grænsen mellem det hellige og profane. Modernismen har nedbrudt alle disse hierarkier. Dermed er forestillingen om at kunsten skulle udgøre et særligt priviligeret felt blevet sat under pres. Kunsten må søge sin legitimitet uden for sig selv, i at den er god for økonomien, det sociale eller, hvad der nu er tale om.
    Men igen kompenseres der, for er kunstbegrebet blevet nedbrudt, udvidet, flydt sammen med det omgivende samfunds værdier, så er denne opblødte grænse blevet erstattet af kunstinstitutionens ekspansion, der jo på en helt gammeldags geografisk vis sætter grænser op mellem, hvad der er kunst og ikke kunst. Hvad der er indenfor er kunst, hvad der udenfor er det ikke.

    Så måske er der et fundamentalt behov for at sætte grænser, noget tyder i hvert fald på at så snart nogen forsvinder, så bliver de erstattet af nogen andre.

  2. Helle Bolther skriver:

    Hvad er der egentlig galt med grænser? Da jeg var barn kørte vi sommetider over grænsen, som det hed dengang, for at handle billigere i Tyskland end vi kunne i Danmark. Turen til grænsen og hjem igen blev til en oplevelse. Vi kom fra et land over i et andet. Sproget skiftede, husene og butikkerne skiftede udseende og navn, maden vi spiste var anderledes og vi var i et andet land, med en anden kultur og andre skikke. Vi var gæster, vi var på træk. Og det var jo netop dette aspekt ved grænsekrydsningen der var det spændende.

    Jeg har svært ved at se hvorfor grænsesætning er noget negativt. Et land bliver da ikke mere åbent eller lukket af, at man skal vise et pas. Passet er et ydre tegn, en pant for at komme ind i et land. Det kan da godt være, at selve symbolikken med de åbne grænser skaber en illusion omkring det store åbne Europa. Men er det netop ikke kun en illusion, der er med til at vi lukker øjnene for de negative ting, som f.eks en meget lettere adgang til at bringe våben fra et land til et andet. Eller hurtigere transport af narko landene imellem.

    Er vi ikke bare i gang med at skabe en større og ny grænsesætning , der går ved europas kyster? Således at Europa i sig selv bliver en stor grænsebom, der afspærrer og kræver svar af den udefra kommende. Er du stueren i Europa? Hvad kan du gi Europa. og hvad vil du overhovedet her?

  3. Ja faktisk er det som om at alting handler om grænser i disse år. Netop fordi så meget flyder. Jeg kommer uværligt til at tænke på Zygmunt Baumans bog “Flydende modernitet”, der meget enkelt og billedrigt beskriver det moderne menneskes vilkår. Vores søgen efter identitet og grænser i en verden hvor alting flyder og skrider. Hermed et sigende citat:

    “Vores søgen efter identitet er en uophørlig kamp for at bremse eller sinke denne strøm, at få væskerne til at størkne, at give det formløse form. Vi kæmper for at benægte eller idet mindste skjule den frygtindgydende flod, der løber lige under formens tynde overflade, og vender blikket bort fra ting eller tildragelser, det ikke kan gennemtrænge eller kapere. Identiteter kan dog ikke sinke strømmen, endsige bremse den, og minder derfor mest af alt om de pletvise skorper, der nu og da dannes oven på vulkansk lava, og som smelter og opløses igen, før de kan nå at køle af og stivne. (…) Identiteter fremstår kun som solide og faste, når de ses glimtvis udefra. Anskues de inde fra det enkelte menneskes biografiske erfaring, synes de til gengæld at være skrøbelige og sårbare og uden ophør at blive revet fra hinanden af forskydende kræfter, der blotlægger deres “fluiditet”, og af tværstrømme, der truer med at knuse og bortskylle enhver form, de måtte have antaget.”

    Hvad der tidligere blev anset for at være stabile strukturer og orienteringspunkter – mønstre, koder og leveregler – er sat til forhandling. Eller det vil sige ialtfald dem som samfundet, det offentlige, ikke blot tilbyder men også pålægger det enkelte individ. Normer omkring køn og klasse feks. som tidligere fremstod som “naturaliseret”, uomgængelige.

    Ikke fordi der ikke bliver tilbudt nye leveregler fra alle mulige forskellige instanser (og religioner) men der er så mange muligheder, der kolliderer og modsiger hinanden at de alle har mistet en stor portion af deres bydende og tvingende tiltrækningskraft på mange mennesker. Og selv dem der bekender sig til særlige bindende sæt af leveregler og normer, har svært ved at falde til ro i denne identitet fordi det typisk kolliderer med naboen såvel med store dele af resten af verden.

    Vi er stort set alle mønsterbrydere. Hvilket vi kæmper meget for at opnå og derfor på den ene side set er stolte over, men på den anden side skaber det en evig fornemmelse af uro, en evig længsel efter at ankomme til et nyt hjem – uden at vi rigtig at opnår det. Antony Giddens kalder det for en tilstand af (permanent) “udlejring”, fordi at det er blevet sværere og sværere helt at “indlejre” sig til trods for at der findes et væld af nicher man tilsyneladende kan indlejre sig i. Men de er enten ikke særligt gæstfrie, eller også er deres fundament for skrøbeligt eller uigennemskueligt til at det kan repræsentere et felt af holdbare leveregler og anskuelsesformer man kan føle sig hjemme i. Så selvom de kan fremstå som det forjættede land er mange klasser, lande, religioner, politiske værdisæt etc. reelt ofte mere ekskluderende end inkluderende. Mere intolerant i forhold til afvigelser og risiko for sprængning af grænser for hvad der er indenfor og hvad der er udenfor, end åbne over for muligheden for at udvide grænserne. Vi lever kort sagt i en individualiseret og privatiseret version af det moderne, hvor det i høj grad er op til den enkelte at formulere normer, og mening. Og hvor det også i høj grad er den enkelte der må tage konsekvenserne af disse valg. Og uanset om det nu er godt eller dårligt – denne udvikling er selvfølgelig behæftet med både tab og nye gevinster i form af nye muligheder – så er det under alle omstændigheder langt mere anstrengende, opmærksomhedskrævende og usikkerhedsgenererende. Hvilket man tydeligt kan aflæse i de mange måder der kompenseres,

    Som både Kaspar og Bjørn skriver er det som om, at hver gang der nedbrydes en grænse så opstår der (behovet for) en ny. For nogen mere end hos andre.
    Der er forskellige tærskler for hvor meget man påtager sig dette flydende moderne vilkår og hvor meget man med vold og magt stritter imod. Bevægelsen ser ud til ofte at gå fra horisontal (social, immaterial ) til vertikal (geografisk, fysisk) – eller omvendt.
    Spørgsmålet er om vi entydigt kan sige at nogen grænser er bedre end andre. Er horisontale feks. bedre end vertikale?

    Nicolai Howalts interessante billeder, er en afbildning af en geografisk (vertikal) grænse. Eller en påpegning af umuligheden af det. Som jeg ser dem.

    I virkeligheden er der rigtig meget kunst, der handler om netop denne problemstilling – eller er skabt i stærk bevidsthed om dette flydende vilkår, og kan, hvis man bliver i Baumans billedsprog, betragtes som “pletvise skorper, dannet på en strøm af lava”.
    Hvad enten det primært spejler tendensen til den vertikale “formløshed” og opblødning af grænserne i forhold til alt andet (tænk bare på bølgen af “autenticitet”). Eller at der netop insisteres på form, en fortætning, hvor visse grænser er nødvendige. Eller som oftest: en særegen cocktail af begge dele.

    Nu vi taler om kunstens rolle, så er det for mig at se lige præcis denne erfaring – alting flyder – vi har brug for at udveksle omkring. Fordi det er et vilkår der ikke altid er lige nemt at leve med. Men som samtidigt genererer interessante brudflader og nye identiteter. Og kunsten er det felt der suverænt bedst billedliggører og konkretiserer denne erfaring. Og igen, igen; Noget mere subtilt, elegant og intelligent end andet. Hvilket ikke har noget med hverken medie eller “indramning” at gøre.

Skriv et svar