Formidling uden befamling

Overformidling

Vi kender det allesammen: Man står på et kunstmuseum og føler sig åndeligt voldtaget af en formidlingstekst, der hænger på væggen.

Museumsteksten fortæller noget i retning af, at værket tvinger beskueren til at reflektere over kunstens status i tiden efter postmodernismen; eller at beskueren er medskaber af betydningen, så derfor er værket enormt demokratisk. Og du synes ikke helt det stemmer med den udstillede kunst.

Eller museumsteksten fortæller dig, hvad du (den såkaldte “beskuer”) oplever. At du bliver forvirret og udfordret i din enfoldige opfattelse af, hvad kunst/maleri/keramik/fornuft/menneske/natur/køn er for noget. Eller at du decideret føler dette eller hint i konfrontationen med værket.

Eller museumsteksten foretager en (over-)fortolkning af værket, der virker søgt og anmassende.

Det er den ene faldgrube, museumsformidlingen kan falde i. Lad os kalde den overformidling.

Underformidling

Den anden faldgrube er den modsatte. Det er den, hvor man ikke aner, hvad der foregår.

Det er for eksempel den, hvor der tydeligvis er en kunstner, der har lavet et værk, som har nogle særlige materialer eller en særlig tilblivelseshistorie, som er betydningsdannende på et basalt niveau, men som ikke lægges frem. Eller der mangler simpelthen oplysninger om hvem, hvad, hvornår og hvilke materialer.

Et eksempel på dette fænomen, som vi passende kan kalde underformidling, kunne man fx finde på Afgangsudstillingen i Nikolaj, 2011. Her var der en kunstner, hvis værk handlede om andelsforeninger og demokrati på en finurlig, analytisk facon. Nede på gulvet var en masse helt forskellige planker sat sammen til et hævet gulv. Det var tydeligt at det var en del af værket, men ikke hvordan. En koncis note om, at gulvbrædderne var taget fra et lagerrum i kunstnerens andelsforening og afspejlede forskellige tiders gulve i ejendommen ville have beriget erfaringen af værket, uden at overformidle den.

Tommelfingerregler

Overformidlingen er generelt mere udbredt end underformidlingen, men de er begge frustrerende for publikum, der bare gerne vil have serveret betingelserne for at erfare værkerne, men ikke have selve erfaringen tygget igennem på forhånd.

Når jeg kritiserer udstillingssteders formidling (eller rettere: den del af formidlingen som finder sted i udstillingsrummet på skrift), hænder det at de stakkels museumsinspektører sukker og giver udtryk for at det er svært at finde ud af, hvad og hvor meget der skal forklares.

Lad mig derfor give nogle tommelfingerregler:

At gøre og ikke gøre – tommelfingerregler
Præmisserne for at forstå værket skal lægges frem. Der skal ikke skjules noget som er betydningsbærende (med mindre det er en bevidst strategi fra kunstnerens side). Hvis der er en historie bag tilblivelsen eller materialet eller konceptet eller indholdet eller stedet, så læg den frem. Gerne nøgternt.

Men lad være med at forudgribe erfaringen, for den skulle man jo meget gerne selv kunne få.
Lad være med at fortælle hvad ‘beskueren’ oplever.
Lad være med at fortælle hvor meget eller lidt ‘beskueren’ engagerer sig.
Lad være med at forudsætte at ‘beskueren’ er naiv og bliver udfordret på de mest banale fordomme
Lad omvendt være med at forudsætte at ‘beskueren’ er en akademiker, der straks i mødet med værket går i gang med at reflektere over begreber fra nyere fransk filosofi.

Man bør altså i udgangspunktet holde sig på værkets banehalvdel.

Gå efter værket, ikke efter ‘beskueren’, for I kender hende alligevel ikke, og hendes reaktion kan være meget anderledes end I forestiller jer. Desuden har folk forskellige forudsætninger og tilgår derfor værkerne forskelligt.

Men hvad så med værker der (som det paradoksalt nok hedder) “inddrager beskueren”, altså for eksempel interaktive og sociale værker?
Jo, der kan man beskrive nogle potentialer i stedet for at begynde på deterministiske eller behaviouristiske fejlslutninger. Altså “man kan” eller “der er mulighed for”, men ikke “beskueren gør/tænker X”. Sociale værker tilbyder handlingsmuligheder og påvirker social adfærd, men der er en tendens til (også fra kunstnernes side) at overdrive denne påvirkning, at gøre værkerne superdemokratiske og mellemfolkelige, uden at der er belæg for det.

Ofte bør man også bekæmpe fristelsen til at præsentere en fortolkning af værket. Det kan dog nogle gange (især med ældre værker) være på sin plads at præsentere noget fortolkende, men så præsentér det som mulige tolkninger, netop gerne flere, og gerne med afsender på. Man kan så excellere i fortolkninger og detaljer i kataloget og andre steder, hvor de særligt interesserede opsøger netop dette.

Forbehold

En tommelfingerregel er en regel med undtagelser, et udgangspunkt, alt andet lige. Nogle gange kan der fx være en grund til ikke at lægge noget som helst frem om værket, men bevare et mysterium.

Jeg ønsker ikke at ensrette museumsformidlingen. Tværtimod, jeg synes at museerne og kunsthallerne bare skal skeje ud og prøve alle mulige mærkelige formidlingsformer af. Denne opsang angår karakteren af den traditionelle formidling udstillingsrummet.

Altså

Det afgørende er, at værker udgør betydningsdannelser, æstetiske udtryk og erfaringspotentialer. (Nogle gange som sagt også adfærdspåvirkninger, men påvirkninger er ikke deterministiske).

Museumsformidlingen bør udpege det som er vigtigt at vide, men som ikke er åbenlyst. Om den gør det i tekst, video, audio eller IT er sådan set lige meget. Men publikum ønsker ikke at blive omklamret. Det skal være muligt at danne sig en egen erfaring.

Torben Sangild

P.S. Og lad så være med at kalde folk for “beskuere”. En beskuer er en der kigger på. Men behovet for at kalde os “beskuere” stiger paradoksalt nok med graden af medinddragelse. Jo mindre man bare skal kigge på, des mere omtales man som beskuer.

Vi sanser med alle sanser og vi tænker og føler for at erfare værket. Et museum er ikke en kukkasse.

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

6 kommentarer til Formidling uden befamling

  1. Anne-Sofie Stampe skriver:

    Hvor er jeg enig. Men jeg synes at problemet med underformidling er mindst ligeså stort som overformidling – hvis da ikke større. Jeg møder i hvert fald gang på gang kunstudstillinger, hvor jeg føler at museet har glemt at der faktisk højst sandsynligt kommer interesserede gæster.
    Selv med en kunsthistorisk baggrund møder jeg gang på gang udstillinger og/eller kunstværker, som jeg lynhurtigt giver op på, fordi jeg ikke får nogen form for hjælp til at afkode. Så bliver jeg passiv og utålmodig, og det er både synd for kunsten og for mig. God formidling skaber en dialog mellem kunstbrugeren og værket – åben nok til at hver person kan følge sit spor og præcist nok til, at man ikke er ladt helt i stikken.

  2. lisbeth B. skriver:

    Hvor har I ret i at kritisere museumsformidlingen, som til tider kan være mangelfuld. Det er en ædel kunst hverken at overdosere eller underdosere endsige styre og dominere kunstoplevelsen. Lad mig her give et eksempel: På den store Kirkeby-udstilling i 2008-9 (i anledning af kunstnerens 70-års fødselsdag)var der anbragt en række monitorer i de store udstillingssale med videoer af kunstneren i samtale med museets direktør. Deres tale lagde sig forstyrrende ind over oplevelen af kunstværkerne på en måde, så man simpelt hen ikke kunne tænke selvstændigt. Ikke nok med det: I kataloget lå dvd’en med filmen, ligesom man kunne se den i et selvstændigt rum på en stor skærm ved udstillingens udløb. Disse sidste to ‘visningsmuligheder’ er mere end tilstrækkelige, således at forstå at publikum selv kan opsøge denne mulighed, hvis de gerne vil vide mere. Men det lader til, at man har lært at dosere mere lempeligt i Humlebæk, for den netop åbnede udstilling med lettisk-amerikanske Vija Cemlins (stærkt anbefalelsesværdig, i øvrigt) i udstillingsrækken ‘Louisiana on Paper’ har en lillebitte skærm i et sidegemak, hvor interesserede selv kan gå hen og høre kunstneren fortælle instruktivt om hendes værk. I øvrigt havde SMK en rigtig fin formidling af de ikke altid lige nemt tilgængelige værker på udstillingen ‘Reality Check’ – også i 2008. Her kunne man tage høretelefoner på og høre kunstnerne fortælle omværkerne i en samtale med museumsfolkene. Det var en diskret, men grundig og inspirerende kunstformidling – og helt frivillig.

  3. Torben Sangild skriver:

    Jeg er helt enig i at Kirkeby-udstillingen var overformidlet. Det var dem så magtpåliggende at påvise at Kirkebys malerier ikke er formalistiske, at man slet ikke kunne se billederne for bare oplysninger om postuleret indhold, der blev kastet ud i rummet med lyden fra monitorerne.

  4. Vel sagt.

    Det eneste men kunne være, at man, når man keder sig på kunstudmuseet, ikke ville have den fornøjelse, det trods alt er, at beklage sig over de idiotiske vægtekster.

  5. Asger Hunov skriver:

    Jeg er meget enig i problematikken med under og overformidling. Især Kirkeby udstillingen, hvor Louisianas direktør nærmest “gennemtyggede” malerierne for os, gav ikke megen plads til selvstændige tanker. Her kunne museet måske have tilbudt gæsterne hørepropper frem for audioguides.

    Et andet problem er placeringen af skilte. Udstillingsarkitekter har ofte den opfattelse at oplevelsen af værkerne ikke må forstyrres af forklarende tekster i synsfeltet. Derfor placerer de skiltene ca. 15 cm over gulvet. Det er måske fint nok hvis målgruppen er gravhunde og babyer, men for os andre er det ret bøvlet, at skulle lægge sig på knæ for at læse skiltene.
    Mange har sikkert prøvet at sætte sig på hug eller bukke sig ned for at kunne læse et skilt lige over gulvpanelet i skriftpunkt str. 12, for blot at konstatere at maleriet består af oliemaling på lærred og at værket hedder “Uden titel”.

    Rundetårn havde sidste år en udstilling med unge kunstnere, hvor det var helt galt. Jeg kunne ikke læse skiltene og kunne derfor ikke lade være med at tænke over hvad ældre mennesker mon gør. Ud over besværet med gåturen op i tårnet, skulle de også bukke sig dybt for at læse små skilte med tynd og sirlig skrift.

    Til Carsten Niebuhr udstillingen i Den Sorte Diamant i foråret havde udstillerne fået specialfremstillet store lysende glasskilte med forklarende tekst. Flere af skiltene var placeret fladt på gulvet i ca. 30 – 40 cm højde. Skiltene havde en størrelse, så hvis man regner med en normal læseafstand på en armslængde, lidt under en meter, så ville læsningen kræve at man fysisk bevægede sig ind over glasset. Det var der ingen der gjorde.

    På SMK´s nyåbnede Toulouse Lautrec udstilling er teksten ikke helt så lille, men den er desværre også placeret i gulvhøjde og tilføjer stort set kun titel og årstal til maleriet. Afhængig af hvem man er, kan man jo overveje, om det er oplysninger, som man ønsker at bøje ryggen for at få.

    Ønsker man at vise billederne uden at forstyrre synsfeltet, kunne det løses ved at nummerere værkerne og tilbyde gæsterne et A4 ark med tekst. Ellers kan man jo prøve med klar tekst og læsbar skiltning.

    Asger Hunov
    _______________________________
    Webredaktør og digital kulturformidler

  6. Bjørn Poulsen skriver:

    Når man hænger en fortolkende tekst op ved siden af kunstværket, har man tilføjet et nyt element til dette kunstværk. Man kan diskutere om værket bliver bedre eller dårligere af denne tilføjelse, men det er uomtvisteligt ikke længere det samme.
    Værket består nu af 2 elementer, det “oprindelige kunstværk” og så teksten, der supplerer hinanden.

    Her skal det dog understreges, at jeg ikke tænker på de mere biografiske opslag om kunstnerens liv, der hænges ved indgangen til mange museumsudstillinger eller om rent faktuelle skilte, der oplyser om årstal, materialer etc. Hvad jeg tænker op er de indholdsfortolkende tekster, som hænger ved siden af kunstværkerne, og som dermed griber ind i selve essensen af kunstoplevelsen.

    Når teksten ikke er skrevet af en kunsteneren selv, men af en kurator eller lignende er der tale om et kollektivt værk.
    Nogle gange kan det antage form af en symbiose, hvor kunstværket er formen og teksten indholdet. Et eksempel på en udstilling, der nærmede sig en sådan situation var den internationale udstilling på Gammel Holtegård i 2010 “ Fall Out”. Her var hvert kunstværk forsynet med en længere udlægning af, hvad det var kunstværket forsøgte at sige. Jeg ville ihverfald aldrig selv været nået frem til de fortolkninger, som teksterne udlagde, bare ved at studere kunstværkerne. Dermed ikke være sagt, at kunstværkerne ikke i sig selv rummede dette potentiale, men det optrådte indfoldet, hermetisk, det var teksten der gjorde det eksplicit, tilgængeligt. Dermed ændredes kunstværkerne fra at være hemmeligsfulde og afvisende værker, hvad man må formode har været et kunstnerisk valg, til noget langt mere spiseligt.

    Denne form for formidling skaber nogle skizofrene hybridværker, hvor den ene del nærmest virker som en undskyldning for den anden del. Værkets utilgængelighed anskues som problem, som teksten skal kompensere for.

    Man kan indvende, at kunsten i forvejen er spundet ind i tekst, katalogtekster, pressemeddelelser, etc. Så hvad er forskellen ? Den er vel mest demografisk, at teksten flytter fra udenomsværkerne, og direkte ind i udstillingssalen, hvor den deler rum med værket. Men denne forskydning er bestemt ikke ligegyldig, teksten bevæger sig fra formidlingsrummet til at blive medaktør.

    De fleste kunstværker har en sproglig dimension, titlen, knyttet til sig, så selve fænomenet er velkendt. Hvis nogen kunstner oplever det er nødvendigt at udbygge dette sproglige appendiks til en længere tekst, så hvorfor ikke?
    Men det er et kunstnerisk spørgsmål, ikke et formidlingspørgsmål.

Skriv et svar