Det infantile museum

I slutningen af juli sidste år var jeg på kunstmuseet Trapholt. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.  Jeg havde umiddelbart lyst til at reagere ved at skrive til Kulturarvsstyrelsen eller skrive et læserbrev eller på anden måde gøre opmærksom på at grænsen for børneformidling efterhånden har taget et sådan omfang, at den intellektuelle, visuelle og følelsesmæssige oplevelse totalt er blevet overtromlet af gennemtygget formidlingspædagogik. Dette fik jeg aldrig gjort, andre projekter pressede på, indtil jeg en dag i en mindre kreds af fagfæller fortalte om mine oplevelser på Trapholt. Mit spørgsmål er om jeg er blevet overfølsom overfor den måde måde vi formidler på i dag? Som jeg ser det er formidlingen i disse år blevet mere og mere infantiliseret. Børnhave-sprog har efterhånden taget magten. Dette kan efterhånden opleves i alle medier.

Allerførst har jeg en tilståelse at gøre – jeg elsker at gå på museum, uanset hvilken kategori vi taler om.  De mange finurlige måder natur-, kultur- og kunstgenstandene bliver iscenesat på er ofte en øjenåbner. Alt bliver afprøvet – og godt for det.  Alle er interesserede i at formidle naturen, kulturen og kunsten. Og det er faktisk ikke noget nyt. Det nye er snarere, at der bliver talt ned til alle. I særlig grad er det slået igennem på nogle af provinsmuseerne. De store museer har gennem tiden fået lavet børneområder, som kan være en slags laboratorier og/eller undervisningsområder for kreativ udfoldelse. Så langt så godt. Før jeg vender tilbage til kunstmuseet Trapholt – er det nok værd at understrege nogle interessante historiske forløb.

De historiske fodtrin…

Formidling var et vigtigt emne allerede i 1800-tallet, da de offentlige museer spredte sig med lynets hast i alle europæiske hovedstæder. Dengang var formidlingen omdrejningspunktet for at få oplyst den enkelte borger. Det var ganske vist først og fremmest borgerskabet, der modtog budskaberne om kulturen og kunstens eksistentielle nødvendighed. Siden er der nærmest sket en paladsrevolution i måden at formidle på. Det andægtige anslag er forladt. Udstillingernes iscenesættelse afspejler ofte kunstnernes ophængnings ideer. Kunstnerne inspirerer altså museerne til at ’vove pelsen’, hvis museerne da ikke har inviteret disse indenfor – i erkendelse af at kunstnerne med deres visuelle blik kan bidrage væsentligt til at få skabt andre fokuspunkter end det som de faglige museumsinspektører visuelt kan byde på.

Hvor er vi på vej hen – du?

Eksperimentarier og andre oplevelses rum er kommet til, og har givet konkurrence til de ’gamle’ institutioner. Det pædagogiske islæt er blevet dominerende. Alle skal indoptage viden der passer til de forskellige stadier vi aldersmæssigt passerer på vores vej igennem livet. Så langt så godt. Men vægten på børneformidlingen er i nogle tilfælde ved at tippe fuldstændig over. Og her er jeg så tilbage til mit besøg på Trapholt i juli måned.

Af banen – er vi endt i den fuldstændige infantilisering af museet?

En vejrmæssig kedelig dag i Kolding i slutningen af juli 2010. Regnen stod ned i stride strømme og hvad var så bedre end at gå på museum – kunstmuseet Trapholt. Her kunne jeg få varmen – både den åndelige og den mere prosaiske – mad og drikke. Men allerførst skulle jeg se samlingerne og de forskellige særudstillinger. Med opladt sind gik jeg ned gennem museets lange gang og lavede afstikkere til de forskellige udstillingsrum.

Der var stor aktivitet på formidlingen af kunsten. Men som jeg bevægede mig gennem museet kunne jeg blive i tvivl om jeg var kommet til Trapholt og ikke udelukkende til en børnelegeinstitution.  Min første overraskelse fik jeg da jeg kom ind i museets store Richard Mortensen-sal. Her hang meget magtfuldt nogle af Mortensens virkelig gode malerier. Tæt ved ét af hans malerier fangede mit blik et andet maleri, der stod lænet op ad væggen, og som til forveksling lignede det som hang på væggen. Dette måtte undersøges – havde Mortensen virkelig lavet to identiske malerier og hvorfor var det ene så skødesløst placeret i salen? Da jeg kom nærmere så jeg at maleriet på gulvet ikke var af Mortensen, men en Mortensen kopi omsat til et stort baby puslespil med håndtag i de forskellig farvede brikker. Og det gik op for mig, at det måtte høre til børneformidlingen.

Egentlig en sjov idé, men vildt forstyrrende, hvis det var Richard Mortensens originale malerier man gerne ville opleve. Jeg blev klar over at Trapholt ligesom de fleste museer er optaget af at gøre kunsten tilgængelig for alle aldersgrupper, med særlig vægt på børneformidlingen. Men at det skulle ende med at blive på bekostning af kunsten havde jeg svært ved at se. Nå, jeg tog det forholdsvis roligt, og tænkte at det blot var fordi der var travlt på museet, at kopivaren Richard Mortensen-babypuslespil ikke var blevet flyttet.

Ikke langt fra Mortensen-salen kom der så en afdeling for børn. Det blev højt og tydeligt signaleret. Helt fint. Det var på ungernes præmisser. Jeg gik ind i rummet som var fyldt med designstole. På væggene var der sat fortløbende plancher op og på gulvet stod der også en kasse. Da jeg begyndte at læse plancherne gik det op for mig, at det var en historiefortælling om en prut. Og at hele ideen med stolene var at ungerne blev opfordret til at sætte sig i stolene og se hvilken én af dem, der var bedst at prutte i! Ikke nok med det – på gulvet stod en kasse som ungerne blev bedt om at gætte hvad den indholdt, og dernæst åbne.  Det var et toilet!  Den pædagogiske morale går jeg ud fra var, at her var den rigtige ’stol’, hvor man kan/skal prutte!

Selv om det var lagt an på at ungerne skulle forholde sig til designstolene og sikkert derigennem få skærpet deres æstetiske formsans, var jeg faktisk måbende over det lave niveau selv til børn. Hvorfor skal det gøres plat? Ungerne har vel også lov til at blive taget seriøst. De befinder sig jo netop ikke i børnehaven, men på et museum!

Så skulle jeg op og se Franciska Clausen – glædede mig til at se hendes værker igen. Gik op ad trappen til 1. salen. Noget af det første jeg nærmest stødte ind i var en kasse på gulvet. Atter en kasse. Pladsen var trang heroppe hos Clausen, hvis værker appellerer til at man går tættere på for at få hold på hendes teknik og billedernes detaljer.  På kassen stod der ”Pilfingerkasse”. Jeg åbnede den og så forskellige genstande, der mest lignede værktøj. Ja, pointen var selvfølgelig, at der i flere af Franciska Clausens billeder ses værktøjsagtige genstande. A-HA, så imens de voksne ser på billederne, ligger ungerne altså på gulvet med hovederne nede i kassen!  Undskyld mig, hvor fladpandet skal det være?!

Det viste sig at disse ”Pilfingerkasser” var placeret de underligste steder i museet. Chancen for at børnene sammen med voksne kunne få en fælles oplevelse ved at gå og se og snakke om værkerne, og på den måde blive introduceret til kunsten – må opfattes som noget meget negativt, siden det er så magtpåliggende for dette museum, at infantilisere kunsten.

Ja, kunstmuseet Trapholt var en underlig oplevelse. Jeg ved jo at bl.a. på Statens Museum for Kunst, Louisiana, Arken og Aros og heldigvis flere er muligt at formidle på mange planer – men er der en tendens til at provinsmuseerne har sværere ved at sige fra overfor deres bestyrelser? Eller er det museumslederen der ikke har fattet at vi alle sammen gerne vil tages alvorligt – og i dette tilfælde, at kunsten i særlig grad netop appellerer til samtale om nogle væsentlige eksistentielle udsagn, som berører alle.  Det er museumslederen, der om nogen skal sætte dagsordenen for, hvordan kunsten skal formidles, og som fagperson overfor bestyrelsen vejleder denne og ikke omvendt. Det kræver selvfølgelig ’mandsmod’, men det er jo det som museumslederen får sin løn for.

Lad os få respekten for kunsten og det enkelte individ – uanset alder – på banen igen.

 

———

Vibeke Petersen, seniorforsker, mag.art. gennem mange år arbejdet på Willumsens Museum, Aros, Statens Museum for Kunst og Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design, Oslo.

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

6 kommentarer til Det infantile museum

  1. Man må nok konstatere at der er tale om et generelt fænomen. Det er svært at forestille sig at det går over lige foreløbig.

    Se i øvrigt: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/413627:Kultur–Kunstvaerker-skal-kunne-maerkes

  2. Peter Jensen skriver:

    Absolut enig med ovenstående skribent, ledelsen på Trapholt har et stort problem, og der skal nok nye folk til, før Trapholt igen bliver et respektabelt museum.

  3. Torben Sangild skriver:

    Museumsdirektør på Trapholt Karen Grøn har sendt os følgende kommentar som et svar til Vibeke Petersens indlæg:

    ——————————————————————————————–

    Det responsive museum (Karen Grøn):

    At udvikle kunstformidling som både er respektfuld overfor værk og overfor publikum er en meget vanskelig og utrolig spændende opgave. Det kræver i udgangspunktet en stor indsigt i selve kunsten og dens kontekst, men også viden om læringsteori, publikumsstudier, kommunikation, evalueringsmetoder og oplevelsesteori.

    Trapholt har ud fra dette brede perspektiv gennem en årrække arbejdet med flere forskellige udviklingsprojekter og tiltag, som systematisk er blevet evalueret og bearbejdet.

    Et af de gennemgående tiltag er Trapholts ”Pilfingerzoner”. En Pilfingerzone er en diskret hvid kasse, der står tæt ved et kunstværk. Kunstværket er til enhver tid det centrale udgangspunkt og omdrejningspunkt for formidlingen. En Pilfingerzone indeholder en meget enkel ”opgave” og en grundig introducerende tekst om værket. At der er tale om formidling tæt ved de originale værker er noget gæsterne lægger meget vægt på. De er glade for, at de kan få fælles oplevelser igennem hele museet, og at det eksperimenterende ikke er hensat til et aflukke for børn. Pointen ved Pilfingerzonerne er, at de er baseret på valg.

    • Man kan vælge at udføre den meget enkle opgave med pointer, der refererer til værket uden at læse nogen tekst.
    • Man kan vælge at læse en teksten uden at lave opgaven.
    • Man kan vælge at gøre begge dele.
    • Man kan også vælge at gå forbi kassen.
    Hvad man gør afhænger af den oplevelsesstil, man er i humør til under besøget. Heldigvis vælger de fleste gæster uden problemer til og fra. Overraskende mange voksne gæster har fingre i kasserne, hvilket har medført, at Trapholt i større udstillinger arbejder med at inddrage gennemarbejdede og veldesignede integrerede formidlingstiltag, som tilgodeser den målgruppe, som har en eksperimenterende og undersøgende oplevelsesstil som præference. Målet er, at gæster selv kan vælge til og fra. Tilbagemeldingerne på denne strategi er meget positive, og målinger viser, at gæsterne bliver længe i udstillingen og sætter pris på formidlingen.
    Valget af formidlingsgreb tilpasses hver enkelt udstilling og hvilke værker der indgår i den. Eksempelvis valgte Trapholt i museets Cathrine Raben Davidsen udstilling i efteråret at lave en tyst udstilling og lade værkerne tale for sig selv. Det passede bedst i denne sammenhæng.

    Den digitale pilfingerzone
    Trapholt har netop lanceret et stort interaktivt formidlingsbord i museets Richard Mortensen-sal, hvor gæster blandt andet kan se filmklip, lære kunsthistorie, høre musik komponeret til værkerne, prøve interaktive opgaver – alt omhandlende Richard Mortensen og hans maleriske univers.

    Bordet er tænkt som et socialt ”spisebord”, som man samles om, og fordyber sig i efter lyst. Der er 10 værker, som hver har ca. 7-8 forskellige formidlingsemner. Gæsterne klikker sig ind på det maleri, de ønsker at vide noget om, og vælger derefter hvilken type viden og oplevelse, de har lyst til at fordybe sig i. Bordet er en stor succes og har ændret Trapholts gæsters adfærd fra at suse igennem salen og brokke sig over, at de ikke forstår Richard Mortensen, til at der ofte står en begejstret gruppe gæster som sammen deler oplevelser og viden om Richard Mortensen.
    • Ønsker de lege og opgaver kan de få det.
    • Ønsker de arkiv-klip kan de få det.
    • Ønsker de kunsthistorisk viden og perspektivering kan de få det.
    • Ønsker de film klip med Richard Mortensen kan de få det
    Etc.
    Gæsterne vælger selv deres niveau.
    Bagrunden for dette interaktive formidlingsbord er den viden, som Trapholt har tilegnet sig gennem de sidste par år ved at eksperimentere, observere og evaluere, hvad der virker, og hvad der ikke virker.

    Det gode grin er en god indgangsvinkel
    Blandt mange gode formidlingsformer kan et godt grin til tider åbne op for nye diskussioner. Sidste sommer viste Trapholt projektet ”Rumpetten og de syv små stole – kunsten at finde en stol at prutte i”. I Trapholts møbelmuseum vises museets originale stoleklassikere, som en klassisk opstilling af stole på podier. Rumpetudstillingen er derimod en rejseudstilling, hvor Trapholt har skaffet dubletter til museets stolesamling, således at gæster kan sidde i stolene.

    Formidlingen har flere niveauer, og gæsterne kan selv vælge hvilken type information, de ønsker at få. ”Rumpetten og de syv små stole” handler grundlæggende om, at forskellige materialer giver forskellige slags design pga. materialernes forskellige egenskaber. Ved hver stol er der en grundig introduktion til stolens designer, materialevalg og produktionsmetode – viden og informationer som Trapholts gæster efterspørger.

    På et andet niveau er der en illustreret fortælling, hvor en Rumpet med rim og remser prøver stolene af og pga. materialerne opnår forskelligt udfald. Det er skævt og humoristik, og giver sig ikke ud for at være andet end det er. Lige som ved Pilfingerzonerne kan gæsterne selv vælge om de vil nøjes med det ene eller det andet:
    • Information og pjattede rim er tilvalg efter eget valg.
    • Hvis man er tilstrækkelig nysgerrig kan man følge historien og afsluttende åbne en lukket kasse, og se hvad Rumpetten holder mest af – hvilket er et toilet.
    • Hvis man ikke er nysgerrig, kan man undlade at åbne kassen.
    Det er helt frit for enhver gæst om man er med på spøgen eller ej. Der har været stor aktivitet i salen, hvor gæster har moret sig sammen. Der er en massiv efterspørgsel på Rumpet-historiens rim og illustrationer som bog i Trapholts butik, samt efterspørgsel fra andre museer og udstillingssteder, som ønsker at låne udstillingen.

    Findes der kun én recept på den gode museumsoplevelse?

    Museer har mange formål på en og samme tid. På den ene side har vi en specifik faglighed som vi forsker i og formidler. Dette sælges nemt til vores kernepublikum, som er interesserede i vores kernekompetence fra starten, og derfor blot ønsker en præsentation og en enkelt tekst – hvilket bestemt er en vigtig og væsentlig formidlingsform.

    Det er helt korrekt opfattet af Vibeke Petersen, at Trapholt ud over vores vigtige kernepublkum også gerne vil tilgodese et bredere publikum og imødekomme alternative behov for at være sociale sammen, få noget at diskutere sammen, noget at undersøge selv etc. selvom gæsten ikke kender genstandsfeltet på forhånd.

    Vi gør det i dybeste respekt for både værkerne og publikum og bestræber os på at gøre det tydeligt, at man som gæst både kan vælge og fravælge tiltagene.

    Det er ærgerligt, hvis en gæst i stedet for at vælge til for sig selv, vælger at fokusere på alt det, som man ikke kan lide, og som andre i øvrigt har glæde af.

    Hvis vi som museer skal kunne nå og rumme et bredere publikum end vi når i dag, er det vigtigt at der er plads til, at der er flere slags formidling tæt ved værkerne. Det nytter ikke kun at følge én enkelt recept for den gode museumsoplevelse.

  4. Som det fremgår af Karen Grøns indlæg, udgøres kerneproblemet af de gudskelov fåtallige individer, der som Vibeke Petersen lider af utilstrækkelig nysgerrighed og manglende evne til at vælge til og fra.

    Hvad angår det rige udbud af formidlingsformer.

    • Ønsker de lege og opgaver kan de få det.
    • Ønsker de arkiv-klip kan de få det.
    • Ønsker de kunsthistorisk viden og perspektivering kan de få det.
    • Ønsker de film klip med Richard Mortensen kan de få det
    Etc.

    Vil det sige, at der ikke er noget Richard Mortensen-computerspil? Eller er det inkluderet i “etc.”?

  5. christian schmidt-rasmussen skriver:

    Hvad Vibeke Petersen (VB) fortæller om sin oplevelse på Trapholt er selvfølgelig rystende. Dummere bliver det vist ikke. Jeg er temmelig loren ved formidling i det hele taget når den bevæger sig ud over det faktuelle. For mig lyder det som om at formidlingen på Trapholt har overskredet en grænse ved at være et mål i sig selv. Formidlingen er forvandlet til den centrale oplevelse, ikke det der formidles om. Hvis man ikke forstår Richard Mortensen er det fordi at der er opbygget en forventning om at der er noget at forstå. Jeg ved ikke hvem der har begået den fejl at opbygge den forventning, men det kan ikke være et museums forpligtigelse at bygge videre på den fejltagelse. Hvis publikum bliver frustrerede i mødet med kunsten er det fint. Hvorfor skal Richard Mortensen absolut være en positiv opbyggelig oplevelse?
    Formidling har den effekt at man skaber et publikum som erstatning for den selvstændige borger der efter bedste evne møder kunsten. Borgeren bliver under tiden vred på kunsten fordi den er dum eller utilnærmelig, publikummeren forventer en positiv oplevelse for entreen. Der er fanden til forskel mellem de to figurer.

    Da jeg var knægt blev jeg slæbt med på samtlige københavnske museer når vejret var dårligt i weekenderne. De var nemlig gratis og mine forældre var ikke formuende. Jeg var åbenbart disponeret for billeder så jeg var godt underholdt. Senere kom der lidt penge i kassen så der blev råd til ture til Louisiana. Jeg husker en tur til Stockholm hvor jeg som 12årig så Wilhelm Tell af Dali, det med den lange røvballe på en gaffelgren. Det gjorde et uudsletteligt indtryk. I gymnasiet tog vi der op og hoppede over hegnet, røg nogle fede og rendte rundt og grinede ad kunsten. Hvis jeg på noget tidspunkt havde opfattet kunst som en pligt eller noget opdragende havde det med garanti fået min barnefuckfinger. Men som hændte var der i min opfattelses verden ingen forskel mellem kunst, fjernsyn eller tegneserier. Om jeg som teenager tilbragte en søndag eftermiddag med at læse andblade eller smutte på statens museum for kunst med lillebror var lidt hip som hap. Det var først da jeg selv begyndte at få kunstneriske ambitioner at formidling sneg sig ind på mig i form af især kunstnerbiografien. Jeg oplevede meget hurtigt at formidlingen ikke havde meget med kunsten at gøre, men at den var en selvstændig form. Derfor nøjedes jeg i mange år for det meste med at se på billederne.

    Jeg vil ikke gå så langt som til i de fleste tilfælde at kalde formidling for parasitær virksomhed. Men når den bliver en oplevelse i sig selv, når den udspringer af ”læringsteori, publikumsstudier, kommunikation, evalueringsmetoder og oplevelsesteori” er formidlingen blevet så meget en profession i sig selv at den anser sig selv for vigtigere end det den formidler. I rigtig mange tilfælde fastlåser den kunst i et infantilt kreativistisk univers ved at foreslå at den som sådan kan forstås og at den positivt opbyggelig.

  6. Bjørn Poulsen skriver:

    Kære Vibeke Petersen

    Udover den infantilisering du så rammende beskriver, kan man også opleve andre former for anmassende formidling, der forstyrrer kunstoplevelsen.

    Således var jeg idag på Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst for at se Træsnit, Fra Durer til Tal R. Jeg har ofte elsket at begrave mig i netop Kobberstiksamlingens udstillinger, rum efter rum fyldt med tegninger, stik osv af enhver art.

    Men denne gang blev fordybelsen voldsomt forstyrret af 2 fjernsyn, hvor Tal R. fortalte om sit arbejde med Træsnittet. Fjernsynene var stillet op midt i udstillingen, og lydstyrken var venlig overfor hørehæmmede, så der var ikke noget sted i udstillingen, hvor man ikke kunne hører Tal fortælle. Ikke fordi jeg har noget imod at hører på Tal, men det dur bare ikke , hvis jeg skal leve mig ind i et gammelt tryk af Durer, eller Tal selv for den sags skyld.

    Også Loisiana excellerer i at anbringe fjernsyn midt i udstillingerne , senest på Walton Ford udstilling. Og det gør det ikke bedre, at den film der kører er en 5 minutter lang forestilling, der kører i loop, så hvis man ikke er meget hurtig, så kommer man til at hører den samme sætning igen og igen.

    Jeg har det fint med kunstnerportræt film på udstillinger, ser dem nogen gange selv.
    Men skæg for sig og snot for sig. Ellers devaluerer kunstmuseet de kunstværker, de er sat til at værne om.

Skriv et svar