Den subjektive rest/ interview med Jacob Lund

Jacob Lund trækker især på to forskellige kunstnere, Christian Boltanski og Samuel Beckett når han i bogen ‘Den subjektive rest’ argumenterer for at subjektiviteten  overlever som en signifikant rest trods en bevægelse mod desubjektivitet. I interviewet uddybes aspekter af analysearbejdet og afslutningsvis giver JL et bud på hvor grænsen mellem politisk og ikke politisk kunst går.

AHF: I din bog ‘Den subjektive rest’ går du i kritisk dialog med den subjektivitetsdiskussion der navnlig efter anden verdenskrig har raset inden for både litteratur, billedkunst og filosofi, og som ind imellem har afstedkommet radikale erklæringer om subjektivitetens død og genopstandelse næsten udelukkende forstået som en sproglig konstruktion.

Du rehabiliterer begrebet i den aktuelle forstand at subjektiviteten måske snarere udgør et link mellem den ‘nøgne (singulære) væren’, den levende krop – og repræsentationen og sproget, og gør opmærksom på at den overlever som en signifikant rest.

I den forbindelse refererer du bla. til Giorgio Agamben som mener at det gælder om at “bevare og opholde sig i den dobbeltbevægelse af subjektivering og desubjektivering, dette ingenmandsland mellem identitet og ikke-identitet, idet dette sted, som er vanskeligt at indkredse og fastholde, er stedet for modstanden mod biomagten”.

Ordet ‘biomagt’ refererer bla. til nazisternes udryddelseslejre, men Agamben sigter også til det kritisk potentiale og grundlag for en etik, der generelt kan ligge i at holde feltet mellem subjektivitet og desubjektivitet åbent. Har det også været en overordnet bevæggrund for dig eller hvorfor synes du ‘den subjektive rest’ er vigtig at pege på?

JL: Det er 10 år siden, jeg skrev manuskriptet til Den subjektive rest, og jeg må jo tilstå, at den overordnede bevæggrund dengang var temmelig storladen, inspireret af især Maurice Blanchots forestilling om “det neutrale”, Émile Benvenistes udsigelsesteori, Samuel Becketts usædvanligt aktive omgang med sproget, dette at der hele tiden gøres opmærksom på dets eksistens og virkemåde i hans værk, og af de spørgsmål, jeg mente at forstå, Martin Heidegger stillede til forholdet mellem menneske og sprog. Det handlede i udgangspunktet for mig simpelthen om at blive klogere på sprogets betydning for konstitueringen af menneskelig subjektivitet, ikke bare kunstnerisk, men i det hele taget – hvilket naturligvis er et alt for stort spørgsmål til en ph.d.-afhandling, som bogen i sin oprindelige form var.

Den kritiske dialog, du nævner, var også motiveret af min akademiske uddannelse i 1990’erne under stor fascination af fransk poststrukturalisme, deleuzianske kroppe uden organer, effacement, bestræbelsen på at blive imperceptibel osv., men denne insisteren på det subjektløse, skriften osv. virkede også kontraintuitiv. For mig var Agambens potentialitetstænkning og hans læsning af Benveniste og Heidegger en måde at teoretisere denne intuition, en vej ud af sprog- og skrifttænkningen, ud i det gestiske, det sprogerfarende, dette dehors-texte, som ifølge Jacques Derrida ikke findes. Det er i denne sammenhæng også især i forlængelse af Agamben, det i forbindelse med subjektkonstituering bliver muligt at argumentere for en udvidet forståelse af sprog, hvor dette ikke blot handler om verbalsproget, men mere generelt også inkluderer billeder og andre udtryks- eller repræsentationsmidler. For Agamben er menneskets måde at have sprog på det, der gør, at der overhovedet findes politik. I Carsten Juhls netop udgivne danske oversættelse af Homo Sacer I lyder en af de mest centrale sætninger i Agambens tænkning således: ”Politik findes, fordi mennesket er den levende, som i sproget adskiller og modstiller sit eget nøgne liv over for sig selv, og samtidig opretholder sit forhold til det ved en indoptagende udelukkelse.” Sproget muliggør så at sige vores kommen til os selv, men denne kommen til os selv udelukker os som os selv. Det er det, vi erfarer i den sprogaktualiserende subjektiverings-/desubjektiveringsbevægelse.

Samtidig har vi også muligheden for ikke at aktualisere sproget, at opholde os i en potentialitet – som når Glenn Gould udsætter at slå næste tone an. Biomagt drejer sig om at adskille nøgent liv fra politisk kvalificeret liv (dvs. intersubjektiv sproglig kommunikation) og om at administrere identificérbare subjekter. Det nævnte ingenmandsland er der, hvor dette umuliggøres, fordi subjektet bliver slippery, ikke er sammenfaldende med sig selv, ikke aktualiserer sig fuldstændigt, og således ikke lader sig indfange. Heri ligger også implicit en mulighed for politisk agens, og denne ville måske være en større bevæggrund for mig i dag for at plædere for en subjektiv rest. Ikke mindst i relation til digital kultur, sociale medier og de måder, hvorpå vi tager del i (og/eller produceres af) disse.

AHF: Agamben skriver om potentialitet som en grundfigur i erkendelsesparadigmet og som en dynamisk modsætning til aktualitet. Han ser det som en kvalitet i kunsten at det aktualiserede værk stadig har potentialiteten i sig, kontingensen, det ‘grundløse’ realitetsprincip, der peger på at det også kunne have set anderledes ud. Mens han samtidigt er kritisk over for den kunst der bliver ‘hængende’ i en æstetisk, uforpligtende og ‘formløs’ potentialitet.

Susan Sontag er ikke så eksplicit omkring de mulige etiske konsekvenser, hun holder sig i alt fald i følgende uddrag primært til de ontologiske, perceptuelle aspekter når hun skriver at der ‘i oplevelsen af den største kunst er man altid bevidst om noget ved kunsten, der ikke kan siges, bevidstheden om modsætningen mellem udtryk og nærværet af det uudsigelige. Stilistiske påfund er også en afværgeteknik. De mest potente elementer i et kunstværk er ofte dets tavshed’.

Hvordan vurderer du at det korresponderer med ideen om den subjektive rest?

JL: Ude af kontekst virker Susan Sontags beskrivelse inspirerende, omend også bestemt af sin egen historiske kontekst og de forudgående eksistentialistiske år samt en i opposition til hermeneutikkens indholdsinteresse meget udtalt opmærksomhed på det formelle. Jeg kommer også uvægerligt til at tænke på en ung Samuel Becketts dagbogsoptegnelser fra Tyskland i 1936, hvor han om sit forsøg på at tilegne sig det tyske sprog skriver: “How absurd, the struggle to learn to be silent in another language! I am altogether absurd & inconsequential. The struggle to be master of another silence! Like a deaf man investing his substance in Schallplatten, or a blind man with a Leica.” Han forsøger at aftvinge det tyske sprog en tysk tavshed, at lære at være tavs på tysk, sådan som han da måske mente at have opnået at kunne frembringe eller artikulere tavshed på engelsk og fransk. Herved peger han også på det forhold, at tavsheden ikke findes i og som sig selv, men at den netop må artikuleres, hvilket vil sige, at vi kun kan ankomme til den gennem det, Sontag kalder stilistiske påfund og udtryk.

I Becketts egen poetik og forsøg på at nå et neutralt, tavst ingenting hinsides de forskelsindstiftende ord og repræsentationer drejer det sig således også om en proces mod de udtryksmidler, som overhovedet er det, der afstedkommer en forestilling om det, der måtte ligge hinsides disse: “The expression that there is nothing to express, nothing with which to express, nothing from which to express, no power to express, no desire to express, together with the obligation to express.” (Three Dialogues fra 1949). Det, jeg sætter spørgsmålstegn ved, er Becketts selvpåberåbte kreative inkompetence og impotens, “no power to express”, og den “fejlens æstetik”, han bekender sig til, idet jeg forsøger at argumentere for, at værket gennem en stadigt bedre fejlen netop vidner om den udsigende subjektivitet, der fejler, og om en kompetence og potentialitet i forhold til det sprog, hvori der fejles.

Michel Foucault taler et sted om, hvordan det skrivende – og her kunne vi måske forstå det skrivende i en udvidet forstand som det udtrykkende – subjekts individuelle træk udviskes i skriften/udtryksmidlet, og at hendes spor reduceres til singulariteten af hendes fravær. Becketts tavshed og fravær er hans singulære måde at være tavs og fraværende på – det er, som Wolfgang Iser præcist har formuleret det, en subjektivitet, der fremkommer gennem dens ophævelse af sine egne manifestationer (Subjektivität als Selbstaufhebung ihrer Manifestationen)

AHF: Ud over at behandle forskellige teoretikeres holdning til spørgsmålet (bla. Barthes, Foucault, Derrrida) trækker du i din analyse også på to kunstnere, nemlig allerede nævnte Samuel Beckett og Christian Boltanski som på hver deres meget forskellige måde peger på desubjektiviteten, tabet af subjektiviteten – og muligheden for en subjektiv rest.

Boltanskis værker er billedstærke forsøg på, i en vis afstand (var ikke selv direkte involveret) at etablere et vidnesbyrd om den desubjektivering/dehumanisering som holocaust dybest set var et udtryk for. Menneskers transformationen fra subjekter til objekter. Reduktionen til det nøgne næsten ikke-menneskelig liv, berøvet værdighed, det meningsfulde sprog, tankevirksomhed – og endelig; den sidste rest af liv.

Samuel Beckett indskriver i sine tekster en instans som forsøger at unddrage sig en stabil subjektiv position der uden videre lader sig repræsentere i sproget – og øver på den måde en vis modstand mod repræsentationen(s determinerende tyranni). Hans tekster er ofte en udfordring at læse, de imploderer til tider næsten i gådefuldhed, labyrintiske vildveje og lag på lag på lag af stemmer. Vi bevæger os ofte i intimsfæren, helt inde i tankernes maskinhus og det er på mange måder selve sprogets forhold til den indre verden, der sættes til diskussion. Med andre ord antager den kritiske brod her en mere indirekte og måske også langsom udtryksform

For mig er det interessant at du peger på netop de to så forholdvis forskellige kunstnere, fordi du dermed på en gang får sagt at kunst, der udtrykker sig om erfaringen af et manglende sammenfald mellem repræsentationen og niveauer og tilstande som ikke kan sprogliggøres, har fat i en eksistentiel vigtig pointe – og samtidigt at det kan have mange forskellige former og ikke er et spørgsmål om medie; at et ‘meningsløst’, retorisk mumlende værk i princippet og på den lange bane kan være lige så omkalfatrende som det værk der eksplicit bider skeer med en verdenstragedie.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, at der kan ligge nogle generelle tendenser i de forskellige ‘scener’ man agerer i, som spiller en rolle i forhold til den status og betydning den subjektive rest har. Og om desubjektiviteten er forbundet med en ‘tabserfaring’.

Inden for billedkunsten skyder der f.eks. mange kunstnerkollektiver op og praksiser hvor den politiske agenda er så dominerende at al potentialitetserfaring synes uddrevet til fordel for en næsten total aktualiseringsbestræbelse. (Se feks. Frans Jacobi der adspurgt om førnævnte Susan Sontag citat skriver; “Her synes jeg hun forfalder til en helt udlevet macho-besyngelse af noget uklart og ja, uudsigeligt. En slags værk-mysticisme som absolut ikke fører os nogen vegne.” http://kunstdebatten.dk/susan-sontag-spoergsmaalene-frans-jacobi/)

Mens man på forfatterscenen, til trods for at der også her spores stor interesse for samfundspolitiske spørgsmål, så vidt jeg kan se, ikke på samme måde forsøger at ‘mistænkeliggøre’ den subjektive rest, (med en tendens til at se det ‘subjektive kunstner perspektiv’ som en iscenesat illussion der spiller med på den ‘neokapitalistiske og regressive’ mytedannelse), men tværtimod (og selvfølgelig mere eller mindre) henviser til, anerkender og værner om ‘det tavse niveau’ i sproget, stemmen der ikke restløst er sprog.

I bogen argumenterer du for at den subjektive rest simpelthen ikke lader sig tilintetgøre. Men der må trods alt være forskel på hvordan og i hvilken forfatning den overlever?

JL: Der er flere ting i det, du spørger om. Den subjektive rest, jeg argumenterer for, er ikke noget essentielt eller forudgivet, noget uforanderligt og er derfor heller ikke et subjekt i gængs forstand, men snarere relateret til det, Agamben kalder en livs-form (forma-di-vita), hvilket også betyder, at den er afhængig af de scener, som du kalder det, man deltager eller agerer i. Den fremkommer og udfolder sig i noget, i en væren, der er “uden for” den selv. I forhold til Sontag og spørgsmålet om stil, er det i øvrigt interessant, at Agamben i det seneste (og sidste) Homo Sacer-bind i engelsk oversættelse skriver, at den livs-form, hvori ovenfor omtalte nøgne liv, zoé, og det politisk kvalificerede liv, bios, ikke lader sig adskille, svarer til en stilens ontologi: “What we call form-of-life corresponds to this ontology of style; it names the mode in which a singularity bears witness to itself in being and being expresses itself in the singular body.” http://www.e-flux.com/journal/toward-an-ontology-of-style/. Stil er, som også blandt andre somaæstetikeren Richard Shusterman har gjort opmærksom på, knyttet til kroppen. Den opstår ud af den singulære krops forbindelse med det generiske (sprog, væren).

Du spørger også, om desubjektiveringen er forbundet med en tabserfaring. Det kan den være både i en negativ og en positiv forstand. Da jeg begyndte at læse Blanchot, slog det mig, at han bruger næsten de samme ord til at beskrive Robert Antelmes desubjektivering i de nazistiske lejre – en frygtelig transformation, dette ikke længere at være til stede i førsteperson – som til at beskrive Franz Kafkas og andre forfatteres litterære erfaring som en overgang fra første- til tredjeperson, hvor forfatteren opdager litteraturens frodighed ved at afstå fra at sige jeg og lade en neutral stemme tage over, ved at lade sproget selv komme til orde. Den biopolitiske desubjektivering er naturligvis en ren destruktion af det menneskelige og af mennesket som zoon logon echon, det levende væsen, der har sprog, men desubjektivering i den anden forstand er også en erfaring af, hvad det vil sige, at vi har sprog. Her er tabet også en åbning mod verden og det sociale. Din og min erfaring af det fælles sprog, de fælles kommunikationsmedier, er en unik og singulær erfaring af den fælleshed, denne kommunisme, som var der før og vil være der efter os, og som er det, der muliggør, vi kan erfare os selv som noget andet, uigentageligt.

Jeg synes, jeg genkender din beskrivelse af “en næsten total aktualiserings-bestræbelse” inden for både “billedkunst” og “litteratur”, men ser også en interesse eller omsorg for det, der ikke lader sig aktualisere i udsagn, på tværs af kunstarterne – det bliver i det hele taget efterhånden mindre og mindre meningsfuldt at bevare de traditionelle kunstartsbetegnelser – hvorfor jeg foretrækker at se på kunst generelt.

Den strukturalistiske subjektkritik, vi kender fra Althusser, Lacan, Foucault, Barthes, Deleuze, Derrida m.fl., har behov for en opdatering. Kritikken af “det borgerlige subjekt” og den hertil knyttede ideologi var nødvendig, men det er i mellemtiden – hvor blandt andet objektorienteret ontologi og aktør-netværks-teori vinder mere og mere frem – blevet påtrængende at gentænke eller i det mindste genoverveje vores begreber om subjektivitet og i forlængelse heraf muligheden for agens. For at vende tilbage til dit spørgsmål om billedkunst og litteratur, potentialitet og aktualisering, er det, argumentet for en subjektiv rest i den sammenhæng for mig først og fremmest handler om, at bekræfte en udsigelseskraft snarere end bestemte udsagns indhold. Alternativet er en opgivelse af det politiske.

AHF: Og hvor synes du grænsen går mellem ‘politisk kunst’ og ‘ikke-politisk kunst’?

JL: Efter min opfattelse – som jeg har overtaget fra Adorno – udgør den kunst, der er politisk, en samfundsbaseret antitese til samfundet. Den politiske kunst frembringer noget andet end den betydningskontekst, den udspringer af. I modsætning til den ikke-politiske kunst (som stadig er politisk, men i reaktionær forstand) afspejler og bekræfter den ikke bare tingenes tilstand. Den politiske kunst bærer i princippet vidnesbyrd om muligheden for en anden verden og åbner for andre syn på den verden, den nødvendigvis udspringer af. Den aktualiserer ikke nødvendigvis en anden verden, men muligheden for en sådan. Den får os til at lytte til det, vi endnu ikke er i stand til at høre. Den rekonfigurerer med Jacques Rancières ord det sanseliges deling, dvs. den eksisterende ordning af samfundet (polis) og de stemmer, denne lader komme til orde.
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan den gør det? I hvilken skala? I forhold til hvem? Osv. Rekonfigurationen sker ikke kun i kraft af udsagn om verden, men måske i endnu højere grad i kraft af den udsigelse, der er udsagnenes logiske forudsætning.

AHF: Som jeg forstår dig anser du vel også Samuel Beckett for at være en politisk kunstner?

JL: Ja, hvadenten han selv forstod sig som politisk eller ej, var Becketts kunstneriske udforskning af vores involverethed i sproget politisk, ikke mindst fordi den giver anledning til en grundlæggende forståelse af betydningen af det fælles og af det fællesskab, sproget udgør.

IMG_0149

Jacob Lund, ‘Den  subjektive rest’ – Udsigelse og (de)subjektivering i kunst og teori. Aarhus Universitetsforlag. Bogen kan varmt anbefales! (AHF)

Jacob Lund er lektor på Institut for kommunikation og kultur – Æstetik og Kultur.

 

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar