Den æstetiske dimension – Marcuse genfundet til kunstdebatten

I en genbrugsbutik i Vonsild lidt syd for Kolding falder jeg over en bog af den tyske filosof Herbert Marcuse (1898-1979) . ”DEN ÆSTETISKE DIMENSION” står der med mørkegrøn skrift henover en æggeblommegul bund, og med lidt mindre sort  kursivskrift ”Bidrag til en kritik af den marxistiske æstetik”. I venstre side er der en sort kant på ca. halvanden centimeter, hvor der med hvid skrift står Gyldendals Uglebøger og øverst det karakteristiske logo med en stiliseret ugle. Det er en superflot forside – nærmest et kunstværk i sig selv. Jeg åbner bogen og på titelbladet står der øverst Fra fuglene i haven 7-8-79 med blyantskrift.

Den har paperbackformat og er ikke mere end ca. 100 sider. Skrevet i 1977 og var vist nok lidt af en kultbog da den udkom. At jeg finder den netop her (udkantsdanmark) bekræfter i alt fald udbredelsen, men også at det sikkert er mange år siden at dette eksemplar sidst er blevet læst.

Umiddelbart får det mig til at frygte en lidt demagogisk og uaktuel tone, for jeg kan regne ud at den er skrevet under indflydelse af et meget politiserende/ideologisk diskussionsklima. På den anden side set; er det ikke også netop det vi oplever pt.?
Under alle omstændigheder ser bogen appetitlig ud og da den kun koster en 5’er er der ikke så meget at betænke sig på.

Det er altså med både høje forventninger og lidt bange anelser jeg går i gang med læsningen.
Fra starten gør Marcuse opmærksom på at hans erfaring med kunst primært knytter sig til litteratur. Men han formoder at udsagnene kan applikeres på billedkunst og at de rækker ud over den nærmeste horisont, også tidsmæssigt.

Det viser det sig at holde stik, bogen er både velskrevet og forbløffende aktuel. Faktisk kommer jeg flere gange til at tænke på forskellige debatter, der bla. kører her på bloggen, og det slår mig at Marcuse har fat i flere argumenter, der kunne  bidrage til en kvalificering af  diskussionen.

Et centralt begreb der går igen i bogen er ordet realitetsprincip.
Det bruger han især når han plæderer for at kunsten nødvendigvis bør opretholde en vis autonomi i forhold til verden omkring, og det politiske liv i særdeleshed. Men han anvender det også når han gør rede for hvorfor kunstens sprog mod-siger det vi normalt forstår ved sprog.

Jeg kommer feks. til at tænke på, at i en kommentar til Torben Sangilds indlæg “Tre noter om politisk kunst” skriver Frans Jacobi: ”Kunsten kan give det politiske en emotionel og symbolsk, poetisk dybde, der ellers kun optræder som underliggende følelsesmæssig manipulation i en politisk debat, der tilsyneladende baserer sig på rationelle journalistiske parametre”.
Det er et synspunkt jeg tror at Marcuse et stykke af vejen ville dele. Til gengæld er jeg ret sikker på at han ikke ville give Frans ret i et andet udsagn han lancerede i forbindelse med et eget indlæg Krigskunst? – Kunstliv?, nemlig at vores tid ikke kalder på en kunstnerisk ”frizone” – fordi 40% af danskerne går ind for tortur.

”Jo netop”, ville han sandsynligvis sige til det og så ville han moderere det ved at tilføje, at det er klart at den æstetiske form fjerner kunsten fra både den aktuelle klassekamp og også fra den aktuelle krigsscene, men at denne afstandstagen ikke er ensbetydende med en ”falsk bevidsthed” eller en borgerlig ideologi. Tværtimod argumenterer Marcuse for, at i og med at kunsten tilhører et andet realitetsprincip end den virkelige verden, så er den altid et bud på en anden realitet og at det primært er heri den emancipatoriske, forvandlende energi findes. Kunstens kritiske funktion ligger i den æstetiske form. Kunstværket er ikke kritisk/sandt i kraft af et postuleret indhold (den ”korrekte” fremstilling af samfundsforholdene) og heller ikke gennem den ”rene form” – men ved at indholdet bliver form, og derved for alvor bryder det etableredes monopol på at definere hvad der er virkelighed.

Hvis kunsten går for meget ind i de kausale realitetsprincipper – der er nødvendige i det politiske spil – så ikke alene svækkes mulighederne for at denne kraft kan sætte sig igennem, men den bekræfter ligefrem et system, som den tror den bekæmper.

Marcuse skriver:

”Kunstens radikale kvaliteter, dvs. dens forkastelse af den bestående virkelighed og dens påkaldelse af frigørelsens billede, den skønne illusion beror netop på de dimensioner i kunsten, hvori den går ud over, transcenderer, sin sociale determinering og frigør sig selv fra det bestående univers af sprog og adfærd, samtidig med at den bibeholder sit overvældende nærvær. Derved skaber kunsten det rum, hvori den underminering af erfaringen, der tilkommer kunsten, bliver mulig : den verden, der formes af kunsten, erkendes som en virkelighed, der er undertrykt og forvrænget i den givne virkelighed. Denne erfaring kulminerer i ekstreme situationer (kærlighed og død, skyld og vanskæbne, men også glæde, lykke og tilfredsstillelse), som sprænger den givne virkelighed i stykker i en sandheds navn, som normalt fornægtes eller slet ikke bliver hørt. Kunstværkets indre logik ender med, at der opstår en anden fornuft, en anden sanselighed, som trodser den rationalitet og sanselighed, som er indbygget i de herskende samfundsinstitutioner”.

Og nok er det en påstand, men samtidigt er hele bogen et solidt forsøg på at påvise argumentets holdbarhed – og udgør et plausibelt svar på feks. Mikkel Bolts ide om at al kunst, der ikke strengt ideologisk går imod det ”neoliberale kapitalistiske udbyttersamfund” i en eller anden form for gadeaktivisme er samfundsbevarende.

Hertil skal siges at Marcuse faktisk politisk set tilhører venstrefløjen, og han mener også at kunsten godt kan medvirke til at bevidstgøre om behovet for forandring, men han mener ikke at det er kunstens opgave at gå direkte ind i klassekampen på de realpolitiske præmisser. Desuden vil der selv i det politisk set perfekte samfund stadig være eksistentielle problemer som kunsten er eminent til at pege på; vi ældes og dør, vi reflekterer i uendelighed over identitet, vi glædes over skønheden og sørger over altings udsathed og forgængelighed.

Marcuse benytter i bogen de græske tragedier som et eksempel på en æstetisk form, der tematiserer de eksistentielle grundvilkår og samtidigt overskrider de aktuelle politiske vilkår.
Og derfor griber mennesket til enhver tid.

Det er også ved hjælp af argumentet om et andet realitetsprincip, at Marcuse skelner mellem kunstens sprog og den ‘virkelige verdens’ sprog, som er det sprog vi benytter når vi skal udveksle om politiske emner eller når vi skal skrive kunsthistorie feks.

Det får mig til at tænke på et spørgsmål Torben Sangild rejste i forbindelse med Bjørn Poulsens og Steen Neppers indlæg om Sloterdijk hvor jeg stiller mig lidt kritisk over for en favorisering af kunst, der restløst lader sig italesætte af formidleren. Torben spørger Bjørn: Hvorfor er det sproglige modsætning til det æstetiske? og henviser til Duchamps kunstværk ”Why Not Sneeze Rrose Sélavy”, hvor sproget netop er en del af værket.

Til det vil jeg – under inspiration af Marcuse – svare at det sproglige selvfølgelig ikke er en direkte modsætning til det æstetiske, men at der er stor forskel på formidling og det sprog der direkte indgår i et kunstværk (el. er et kunstværk som fiktion feks.). Sproget i formidlingen er båret af en anden form for logik og kausalitet, end i kunstens sprog. Når Duchamps arbejder med det verbale sprog som en del af kunstværket, så danner det en helt anden og langt mere subtil forbindelse til det fysiske objekt, end hvis der var tale om, at en formidler skulle forklare kunstværket.

Selv når Lars Bent Petersen som en del af en installation på den frie til forveksling (og sikkert helt bevidst) ligner en formidlers lidt pædagogiske/omklamrende tekst, er det at betragte som en fuldgyldig del af værket (om det fungerer er selvfølgelig en helt anden snak, men det er da et forsøg som så meget andet).

Når der fra kunstnernes side ind imellem udvises en vis bekymring for sprogliggørelsen, så handler det ikke om angst for alt det der siges om kunst, al betydningsdannelsen, men om at den formidlende tekst i yderste konsekvens risikerer helt at domesticere selve værket. Og det helt store skrækscenarie er at formen - som også er indholdet – efterhånden bliver så svækket , at formidling bliver ABSOLUT nødvendig.

Så når Mikkel Bogh, som er rektor for kunstakademiet, i et interview om forskning og kunst i det seneste nr. af bladet Billedkunstneren siger, at det at kunne formulere sig verbalt om kunst, bliver en større og større del af uddannelsen, ser jeg ikke noget problem i det (med mindre man hægter for mange af, der ikke er så stærke på det felt, feks. pga. ordblindhed). Tværtimod er det min erfaring, at en sproglig stringens som regel også følges med en stringens i den kunstneriske praksis. Netop fordi det er med til at præcisere sondringen mellem hvad der er sprog –  og hvad der er kunstens sprog.

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

En kommentar til Den æstetiske dimension – Marcuse genfundet til kunstdebatten

  1. Torben Sangild skriver:

    (For en ordens skyld må jeg hellere præcisere, at min kommentar om sprogliggørelsen af kunsten ikke handlede om formidling, men netop om sprogliggørelsen af kunsten (selv). Jeg havde åbenbart misforstået Bjørn. Og vi er helt enige på dette punkt).

Skriv et svar