Debatnyt 2: Fogh, Arnoldi, ukrainsk mafia, performance, interaktiv kunst og publikums død

Der er en verden uden for Kunstdebatten.dk, og i Debatnyt samler vi op og linker til disse debatter. Da jeg ikke kan holde øje med alt, skal du være velkommen til at tippe mig om interessante debatter i aviser, tidsskrifter og elektroniske medier (ikke personlige blogs) på torben.sangild [snabel-a] pol.dk. Husk at medsende et link.

Den kunstdebat der har overskygget alle andre i den sidste tid er diskussionen om Simone Aaberg Kærns portræt af Anders Fogh Rasmussen. Den har fundet sted i alle aviser, på utallige blogs, i radio og tv og ikke mindst i samtaler ved middags- og caféborde over det ganske land, langt ud over kunstmiljøet. (Jeg har selv været en lille del af den debat, idet jeg kommenterede billedet i Deadline på DR2). Positionerne kan opsummeres som følger:
1. Simone Aaberg Kærn har solgt ud, hun gør det for pengenes skyld og er nu i lommen på Fogh, trods lejligheds-hanekammen.
2. Hun har tværtimod narret Fogh ved at lave et kritisk portræt, et kitsch-propaganda-billede, der ligner diverse diktatorportrætter og som samtidig fokuserer på krigen i Afghanistan. (Alt efter politisk standpunkt synes man så at dette er fremragende eller forkasteligt).
3. Det er et grimt billede. Hun kan jo ikke male.
4. Det er et pænt billede.
Vi fortsætter ikke denne debat her, da den allerede har bølget rigeligt rundt omkring.

Den næststørste debat har angået Per Arnoldis markante udtalelser efter at han blev udnævnt som formand for Kunstrådet. Nogle har været stødt på Kunstrådets vegne, idet de oplever at han angriber en karikatur, andre er bekymrede over det generelle, lidt konservative kunstsyn, han lægger for dagen. Ingen har dog kommenteret hans besynderlige påstand om at de unge kunstnere udstiller på landets mange ismejerier.
Men der er også mange der ånder lettet op og forsvarer Arnoldi. En af dem har skrevet et debatindlæg om det. Det er Theis Vallø Madsen, der mener at kritikerne har misforstået Arnoldi (måske endda med vilje). Det kan læses på Kunsten.nu.

Og der er gang i andre debatter derovre:

Ellen og Henrik Vestergaard Friis har sparket gang i debatten om performancekunst herhjemme. Den bliver ikke taget alvorligt, den bliver sjældent anmeldt og diskuteret, men er mest noget, der bruges som underholdning til ferniseringer. Det skriver de om her. Men de nøjes ikke med at skrive om det. I en række Samtalekøkkener inviterer de danske performancekunstnere til at optræde, udenlandske kunstnere til at fortælle om deres værker og kritikere til på scenen at anmelde en performance. Jeg var selv kritikeren ved det første arrangement, og kan kun anbefale det. Det er et engageret miljø, som meget gerne vil diskutere og sætte et højt niveau.

Goodiepal uddeler i sit stadigt mere radikale projekt 500 kr. til enhver der køber hans nye plade. Pengene har han angiveligt lånt af den ukrainske mafia, og hvis ikke de betales tilbage inden for et år, vil han (hvis det er sandt) måske blive dræbt. Samtidig søger han arbejdslegat fra Statens Kunstfond til at dække underskuddet. Anna Petri anerkender dette som kunstnerens afpresning med livet som indsats og spørger os, om vi kan leve med dette på samvittigheden på samme måde som vi kan leve med at deltage i en virkelig krig i Afghanistan. Læs og tag stilling her. Der er allerede 41 kommentarer, og debatten er (som altid når det gælder Goodiepal) polariseret, for nu at sige det mildt.

I den mere stilfærdige ende slår Gitte Ørskou et slag for den elektroniske og interaktive kunst, som hendes museum ‘Kunsten’ har som et af deres fokuspunkter. Det er ikke bare Facebook-socialitetens indtog i kunsten, men handler om de samtidige vilkår, om kroppen og kommunikationen. Læs det her. At netop denne type kunst i almindelighed og festivalen Port 2010 i særdeleshed har fået så lidt seriøs opmærksomhed, skyldes at der helst skal være skandale før medierne interesserer sig for den, mener Kristian Handberg i dette indlæg.

Lidt i samme boldgade ønsker Peter Hanke at aflive den forældede ide, at kunsten har et publikum. I stedet for at henvende sig til et publikum, en forbrugermasse, bør kunsten i højere grad gå i dialog med individer. Læs det her.

Og hav så en rigtig god jul.

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.