Autorisering af normalkunstneren

Uden at krukke eller være ironisk, kan jeg påstå at jeg gennem årene har deltaget aktivt i identifikationen og autoriseringen af normalkunstneren. Jeg har også været med til at udvide det felt hvori normalkunstneren kan findes.

Den umiddelbare anledning til at jeg tænker på det denne gang er min deltagelse i kunstfondens legat- og indkøbsudvalg, og den nylige afholdelss af tv-kunstkonkurrencen Vores kunst.

Helt umiddelbart reagerede jeg med skepsis på Vores kunst. Anledningen var inddragelsen af en række udmærkede og dygtige eksperter, hvis rolle var at lede den utæmmede folkelige impuls over i en kontrolleret og civiliseret kunst. Impulskontrol er der som sådan ikke noget galt i. Men det at antage at der er tale om utæmmede impulser fra det ubevidste folkedyb der skal tæmmes i mødet med samfundets overjeg, er i sig selv en meget problematisk psykoplatitude. Dels fordi det er noget vrøvl. Vi ved alle at kunst er underlagt modernes skiften i fuldstændig samme omfang som alt andet. Det er formidlingen af kunst også. Det er relative værdisystemer der mødes. Det statslige kunstsystem, som er relativt strømlinet og forudsigeligt indenfor sine egne rammer, og de folkelige kunstopfattelser som mangfoldige, uklare og forudsigelige indenfor deres egne rammer.

Det hierarki der blev etableret i mødet er i mine øjne højst problematisk. Det var ikke ganske klart at den rolle som eksperterne spillede var blød systematisk magtudøvelse. De fremstod som konsulenter, men var reelt pædagogen der skulle manipulere barnet til at gøre det som pædagogen mener. Det er i sig selv nok til at jeg snerpede noget sammen. Det fremstod lidt som en tvungen P3 Guld-afstemning om hvilket band der er fedest, og at de band man skulle stemme på aldrig rigtig er nogen man synes er rigtig fede. Frit valg på tre hylder…. Enden på det hele er en kanonisering af eksperterne som autoriserer kunsten og det er her problemet ligger efter min mening.

Det er den bløde rare normalkunstner der bliver født gennem disse autorisationsprocesser. Om så resultatet var blevet en kirkegård for abortofre ville det være hyggeligt.

Jeg har undervist en del siden 1998. I den sammenhæng har jeg været med til at redefinere rammerne for hvad undervisning af kunstnere i Danmark er for noget. Det særlige ved billedkunstuddannelserne er at de unge mennesker er kunstnere med en selvstændig praksis når de starter på uddannelsen. Det er en forudsætning for optagelse.

Da jeg startede ud som billedkunstner, var det med papir, blyant, maling, pensel og lærred, og med en del udstillingsbesøg i bagagen. Jeg arbejdede hjemme indtil det var nødvendigt at leje sig ind på et værksted. Det gjorde jeg så nogle år og så søgte jeg ind på Akademiet, som jeg ikke anede hvad var, kom ikke ind, gik lidt på universitetet, søgte ind et par år senere og kom ind. I hele min akademitid snakkede jeg med en lærer hele tre gange og hørte et par foredrag. Og det var så det og det er vist et rimelig typisk undervisningsforløb på den tid.

Den unge kunstner nu, ikke så mange år senere, går typisk på højskole for overhovedet at kunne gribe penslen eller kameraet. Tilmelding til højskolen kommer for rigtig manges vedkommende før indkøbet af penslen, bogstavelig talt. Og derefter går det slag i slag.

Forestillingen om det at være kunstner er forestilling om noget konkret institutionelt. Det er ganske simpelt ikke almindeligt at forestille sig en kunstnerisk praksis der ikke initieres af og autoriseres gennem en eller anden form for offentligt tilgængeligt undervisningssystem. Der er ikke et forestillingsrum der indeholder noget udenfor eller noget der er forskelligt fra institutionen. Og med institutionen mener jeg ikke et eller andet metahalløj. Højskoler, akademier, gallerier, samlere, museer, anmeldere, kuartorer, kunsthistorikere i al almindelighed, kunstrådet og kunstfonden er det jeg snakker om.

Indenfor billedkunstfeltet findes der ikke nogen praksis som definerer sig selv som stående udenfor. Alt bliver autoriseret internt på den ene eller den anden måde. Den danske kunst har fået et paradigme.

(I denne sammenhæng er den radikale kunst den der ikke omsættes i dette system. Alt kan omsættes, med eller uden accepten fra producenten, så den radikale kunst er den der tilfældigvis ikke bliver omsat.)

For at slå det fast: jeg er ikke mod at der findes systemer der autoriserer noget. Men der er som sagt en tendens mod at al kunst, på alle niveauer, til alle tider skal autoriseres og kvalificeres i forhold til den almindelige forestilling om institutionen. Alle de positioner som kunst kan indtage er basalt set affirmative i forhold til forestillingen om en homogen offentlighed. Forestillingen om denne homogene offentlighed er ekspanderet så meget at der er en tro på at den næsten dækker alt.

Et af de helt banale problemer er de autoriserende systemer ikke kan se det der ligger uden for dem selv. Det er de ikke gearet til, de kan heller ikke geares til det og, hvis de kunne, skulle de heller ikke. Forestillingen om at de statslige og kommunale systemer skal støtte vækstlagene er selvfølgelig en meget progressiv tanke, hvis det ikke var fordi at den er det fuldstændig modsatte. Alene begrebet vækstlag er åndssvagt når det der er resultatet i forhold til de autoriserende strukturer udelukkende er reproduktion af allerede kendte strukturer.

Os der administrerer de autoriserende systemer skal ikke møde det vi ikke kan genkende med velvillighed. Vi skal møde det med skepsis. Det er dem der arbejder med det der skal overbevise os om at der er noget på spil. Og hvis vi er vrangvillige og ikke lader os overbevise, må de tage kampen op.

Som det er nu dannes der intet som ikke allerede kan genkendes og dermed støttes. Der findes ingen opposition som systemerne kan se som opposition. Det der er udenfor systemerne findes simpelthen ikke som situationen er. Og det er alles fejl, systemet der tror det kan genkende alt, og, ikke mindst, de unge kunstnere som fuldstændig bevidstløst søger mod normalkunsten fra første penselstrøg.

Det jeg appellerer til er at de der skal autorisere normalkunstneren træder i karakter som magtmennesker så deres verdensbillede er synligt, så deres udskiftelighed rent faktisk er synlig. Og jeg vil appellere til at unge kunstnere ikke bare udviser fuld tillid til systemet. Prisen for at blive autoriseret som normalkunstner er at man træder i statens tjeneste. Prisen er at ens arbejde bliver formet til at passe ind og det tror jeg simpelthen ikke på at alle disse unge mennesker er klar over og parat til.

En anden ting jeg vil appellere til er at de kunstnere der ikke bliver autoriseret eller ikke vil autoriseres, rent faktisk vedbliver med at arbejde og vedbliver med at tænke på at finde veje uden om det hele. Det radikale findes i hvordan alle de autoriserende systemer kan bypasses.

Christian Schmidt-Rasmussen

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

10 kommentarer til Autorisering af normalkunstneren

  1. Torben Sangild skriver:

    Når jeg var lidt mere positivt indstillet over for Vores kunst-projektet, skyldes det nok, at jeg ikke opfattede det som folkedybets ‘utæmmethed’ sat over for eksperternes kontrol. Jeg så det som et enkeltstående eksperiment i, hvordan man kan inddrage borgerne i en proces, de normalt kun har en ringe indflydelse på. Og så var det også et formidlingsprojekt, hvor både lokale borgere og tv-seere mødte kunstnerne og kunne tage stilling til, hvad de mødte. Jeg tror ikke at de uden eksperterne ville have valgt ‘radikal’ kunst – de ville have valgt noget, de kendte i forvejen. Folk er konservative, når det kommer til den slags.

    Det forrige indlæg her på Kunstdebatten kritiserede, at hierarkierne er forsvundet, og at alles mening og smag tæller lige meget, på bekostning af den store kunst. Du går her i den modsatte retning: Der er et hierarki, og folket får ikke lov at tænke horisontalt og utæmmet. Det er interessant, hvad siger Bjørn Poulsen og Steen Nepper Larsen?

    • christian schmidt-rasmussen skriver:

      Jeg er, som jeg skriver, generelt skeptisk overfor dækningsgraden af hierarkierne og autoriseringssystemerne. Det minder mig en anelse om hvad jeg har læst om seksualkommunen Friedrichshof hvor alle var indplaceret i et formelt hierarki fra nummer et til nummer sjok. Det er måske derfor at Bjørn Poulsen og Steen Nepper Larsen ikke kan se det, simpelthen fordi at alle og alt er integreret, og alt der ikke er integreret ikke eksisterer for systemet. Udenfor er en fejlfunktion der ikke kan iagttages. Et altomfattende system kan ikke iagttage sig selv.
      Hvis jeg skal stille valgene i Vores kunst på spidsen, er det ganske ligegyldigt om der er tale om god eller dårlig kunst. I mine øjne handler det om et system der demonstrerede at det ikke kan forestille sig andet end sig selv. Vores kunst demonstrerede at kunstværkerne er fuldstændig udskiftelige, mens at system står som en konstans. Det er som med x-factor, det er dommerne der er star, de går igen sæson efter sæson, mens at sangerne glemmes på stedet. Når det er systemet der er den endelig star er det ganske ligegyldigt om kunsten er god eller dårlig for kunsten er slet ikke pointen.

  2. Jeg deler din bekymring for at kunsten bliver for institutionaliseret og afrettet Christian, det tror jeg stort set alle gør. Til gengæld deler vi også alle det vilkår, at vi ikke kan se hverken kunstsystemet eller os selv udefra. Det vil selvfølgelig altid svække kritiken i en eller anden grad, men det skal vel ikke afholde os fra at kvalificere den. Det får en snert af konspirationsteori, når man på en måde afviser at gå ind i diskussionen, fordi man mener at de andre er for syltet ind i et ”ondt” system.

    Hvis vi først tager Vores Kunst programmet så var der da rigtig meget man kunne kritisere og krumme tæer over. Jeg har efterfølgende hørt at det analysecenter (der ellers ikke beskæftiger sig med kunst men med kommunikation generelt) feks. konkluderede at spillereglerne grundlæggende var for utydelige og at det gav problemer hele vejen igennem processen. Og den analyse rammer jo meget godt sømmen på hovedet, fordi det også er et problem i undervisningssituationen sådan helt generelt.

    Som du selv skriver er vi tit ude i et “relativt” felt der næsten kan minde om mode. Så langt vil jeg nu ikke gå, men uanset, så er selv modens skiften jo ikke fuldstændig vilkårlig.

    Den dekonstruktive bølge der i de seneste år har bidt sig fast, er jo netop en respons på erkendelsen af at indefra/udefra, subjektivitet/objektivitets dialektikken på mange måder er en problematisk optik at anlægge, fordi vi nu engang opererer inden for en forståelseshorisont vi ikke kan komme bagom. Vi er feks. nød til at anvende sproget når vi kritiserer sprogsystemet.

    Det var bla. det jeg forsøgte at sige noget om i forbindelse med en kritik af metafysikken, men ok det var lidt teoretisk i forhold til den mere lavpraktiske situation du beskriver. Men dybest set handler det om det samme, og jeg tror faktisk også, at det er det du efterlyser når du skriver at man er nød til at gøre magtpositionerne meget tydeligere?

    Alligevel synes jeg der ligger en ret stor forskel i attituden rent undervisningsmæssigt. Om man giver den som en skråsikker autoritet eller man påtager sig en mere empatisk og i virkeligheden ydmyg rolle som den der stiller de gode (kritiske) spørgsmål, så de studerende (eller “folket” i vores kunst) får en bedre fornemmelse af det felt de agerer i. Får et større overblik over de sociale og økonomiske mekanismer feks. og den historik der også er med til at forme tingene. Uden at det handlingslammer og komplet strømliner.

    Hvad det sidste angår er jeg nu ikke helt så bekymret, for selv om man i det store billede kan have svært ved at få øje på radikaliteten – og hvornår er noget overhovedet radikalt, og skal det også være det? – så sker der jo hele tiden små forskydninger, hvilket jo skyldes at kunsten næsten per definition er et af de feltet, der KAN overskride sit eget vilkår, fordi det er baseret i en individual erfaring og praksis, der aldrig helt lader sig santionere socialt.
    Finans- og identitetskrisen (hvad er og skal kunsten) kan selvfølgelig godt lægge en vis dæmper på graden af overskridelse – og mod for den sags skyld. Der bliver kæmpet hårdt ikke blot om økonomisk overlevelse men også om anerkendelse generalt.

    Så der kan din appel om at holde skruen i vandet jo være relevant nok, ligesom opfordringen til at have mod til den selvstændige præstation. Men at kalde det, at man forsøger at finde en form, der også korresponderer med en given kontekst, for det at blive en normalkunstner, der træder i statens tjeneste er måske nok en lige lovlig demagogisk udlægning – som jeg tror er lidt af en blindgyde. Hvem gider at lave noget der er så forceret “ude af det hele” at ingen gider at se på det?

    • christian schmidt-rasmussen skriver:

      Jeg brokker mig ikke over autoriseringsmekanismerne som sådan, jeg visner til gengæld en anelse over den totale accept de møder fra alle kanter. Jeg mener at det er relevant for mig at tage rollen som normalkunstner der autoriserer normalkunstnere på mig. For mig at se er den givne situation kendetegnet ved at kunsten er et ubrudt kontinuum, ingen brud, ingen afvigelser, de samme regler gælder over alt.
      Min opfordring er ikke at der er nogen der bevidst skal træde udenfor og kæmpe mod det forstenede kunstsystem. For min pointe er at der ikke er noget muligt udenfor. Og det er det der bekymrer mig. Vi står i en historisk situation hvor der på et helt grundliggende niveau ingen alternativer er til det bestående, og et af de steder hvor det er tydeligst er indenfor billedkunsten. Vi lever i sandhed efter historiens afslutning, og det er et skræmmende Andebyagtigt sted.

  3. Pingback: Nytanker om et musikliv der er ved at være godt overmodent til reformer… « Ører med Filter

  4. Bjørn Poulsen skriver:

    Umiddelbart kan jeg ikke se, at CSR s indlæg står speciel modsætning til mit forrige indlæg. (Hvor Steen Neppers bidrag i høj grad netop var et blik på kunsten set udefra systemet selv). Min egen anledning var (Steen Nepper og Sloterdijk må hellere tale for sig selv.), at jeg oplevede Sloterdijk på en for mig ny måde italesætte et fænomen i vores kultur, som enhver kan iagttage, nemlig massekulturens aggressive fortrængning af kunsten.

    Et aktuelt eksempel er netop netop X faktor og de andre reality shows, hvor “almindelige” mennesker har fortrængt stjernerne. 
    Du har også fuldstændigt ret i, når du i forbindelse med X faktor peger på, at de egentlige stjerner er dommerne, dvs. institutionen. Det samme fænomen gør sig efterhånden gældende i kunstens verden, hvor dem der har autoriteten er institutionerne, de store museer og gallerier. Kunstnerne kommer og går med modens skiften, kun de allerstørste kunstnere kan opretholde spotlightet på sig selv udover et 10 års forløb, men institutionen består. Er galleristen Gargosian ikke en større stjerne end Damien Hirst?

    For mig at se, er det vel også det du peger på, at institutionen er blevet total dominerende. Der kan ikke eksistere noget udenfor den. I dette system er den romantiske, oprørske kunstner forsvundet, eller rettere sagt, så er oprøret en af institutionen forventelig og sanktioneret attitude, i realiteten er kunstneren en arbejdsmand, der søger en niche at overleve i. På den måde bliver vi alle reduceret til normalkunstnere. Og et begreb som normalkunstner, der er det centrale begreb i CMRs artikel, er vel om noget et begreb som piller kunstneren ned fra piedestalen. Og dermed nedbryder nogle af de vertikale værdier, som har været knyttet til kunstneren tidligere.

    På nogen måder paradoksalt fordi at kunsten ligesom alle andre fag i samfundet er udsat for differentieringen. De forskellige positioner i kunsten har efterhånden så 
    antagonistiske værdier, at de ikke længere kan kommunikere meningsfuldt. Der er så heller ingen grund til det, for institutionen kan tilsyneladende rumme det hele, så hvorfor ikke bare tolerere hinanden.

    Reducerer institutionen kunstneren til normalkunstner, så sikre den ham til gengæld økonomisk tryghed og social position. For kunstinstitutionen har udviklet sig til en effektiv maskine. Gallerierne er milliadærernes yndlingshobby og musumsbesøget er ved at udvikle sig til middelklassens fortrukne adspredelse. Den har modstået massekulturens stormløb ved at blive som den.

    Det kunne minde om Mefistomyten, kunsten bliver fristet af magt, guld og grønne skove mod til gengæld at miste det evige liv.

    • christian schmidt-rasmussen skriver:

      Det er ikke umuligheden af egentligt oprør jeg snakker om, når jeg snakker om kunstinstitutionens selvoplevede almagt. Det er vel det eneste der ville give mening for tiden. Og jeg begræder heller ikke vertikaliteternes ophør, for min oplevelse er, som jeg skriver, at vertikaliteterne er altdominerende.

      Det eksperimenterende har netop fået sin egen pulje hos kultur/kunst/højlundrådet/fonden eller hva fan det nu hedder for tiden. Det eksperimenterende er i denne optik en genre på linie med landskabsmaleri og dokumentarfilm. Hvis en aktivitet kan genkendes af dette system kan den per definition kun være eksperimenterende indenfor grænserne af systemets selvforståelse, og det vil aldrig omfatte andet end det selv. Forestillingen om oprør kan kun indeholdes så længe det bliver opfattet som en genre og ikke systemets egen udslettelse.

      Jeg tror min pointe er at hele kunstinstitutionen bliver nødt til at opfatte sig selv som konservativ. Vi bliver nødt til at forlade denne aura af faux-progressiv/innovativ møf der ligger over det hele, det hele bliver alligevel først spejlet i udstillingspolitikerne og tildelingerne 5-10 år efter det er relevant. Det er et gigant selvbedrag der på en alt for effektiv måde smadrer muligheden for det vi ikke ved og det der ikke eksisterer endnu.

    • Torben Sangild skriver:

      CSR skrev: “Og jeg begræder heller ikke vertikaliteternes ophør, for min oplevelse er, som jeg skriver, at vertikaliteterne er altdominerende.”

      Deri ligger for mig at se modsætningen mellem CSR og jer, Bjørn. I siger nemlig det modsatte.

  5. Bjørn Poulsen skriver:

    For lige at præcisere min egen holdning omkring vertikalerens bortfald, så begræder jeg ikke geniernes fald eller lignende forestillingers forsvinden.
    Hvad jeg ser som et problem, er at kunsten i stigende grad har problemer med at opretholde sin autonomi som et æstetisk felt.
    Dvs. forestillingen om at kunsten er et særligt område, som ikke kan oversættes til andet sprog, som har sit eget formål og ikke skal legitimere sig ved at tjene f.eks et samfundsmæssigt formål. Denne kunstens særlige status er under nedbrydning, og det er det, som jeg ser, som en vertikal der bortfalder.
    Når CSR skriver vertikalerne er altdominerende, så tænker jeg vi måske forstår noget forskelligt ved begreberne.

Skriv et svar