Anonym kunstkritik

Jeg har on and off arbejdet som kunstkritiker i lidt over 10 år, og i hele den periode har så godt som alle jeg har mødt i kunstverden givet udtryk for, at de savner en ordentligt kunstkritik i Danmark. Det gør jeg også selv, men jeg er efterhånden også blevet så træt af at høre på folks beklagelser og forargelse og frustrationer og så videre. Ikke mindst mine egne.

Jeg blev selv fyret fra Information i 2000, som led i en reduktion af kunstkritikken på avisen til et marginalfænomen i den generelle kulturdækning (den officielle forklaring var selvfølgelig en anden, nemlig for mange stavefejl og mangel på værkanalyser). Dengang reagerede jeg med idealistisk modstand, men i dag kan jeg til dels godt forstå de redaktører, som iværksatte processen. Den nutidige danske kunstkritik er i bund og grund ligegyldig for andre end en lille skare af indforståede. Personligt, selvom jeg endda færdes i kunstverden læser jeg aldrig anmeldelser af udstillinger med mindre, der er en særlig personlig anledning. Og selv der skimter jeg dem kun. Grund: Kunstkritikken er ualmindelig forudsigelig, skræmmende komfortabel og decideret kedelig. Læg dertil at den alt for ofte er præget af automatismer, klichéer og mangel på refleksion, aggressivitet og overskud, så tegner der sig et klart billede. Måske har jeg det sådan, fordi jeg selv har været en del af miseren. Måske er formen dikteret af en formidlingskontekst, hvor alle skal kunne være med, men det kan simpelthen ikke være en undskyldning. Så hellere lade være med at skrive. For ellers bidrager man bare til de negative fordomme offentligheden (berettiget) har om kunstkritikken og i videre forstand kunsten. Man gør med andre ord hullet dybere. I øvrigt mener jeg ikke, at det er nogen helt dårlig idé at begrave al kunstkritik i nogle år for at skabe rum til at gentænke den fra bunden.

Men hvis det nu ikke skal være vejen frem, hvordan kan man så forestille sig at den danske kunstkritik kan udvikle sig i positiv retning? Jeg tror løbet er kørt med hensyn til at overbevise redaktørerne rundt om på de forskellige medier om, at den er mere relevant end den diminutive dækning af den indikerer. Jeg har i hvert fald mistet interessen og opgivet ævred. Men lad dem alligevel få en sidste disrespekt med på vejen, fordi de i den grad har manglet mod og visioner, hvad kunstkritikken angår. Udover at de har udviklet et defensivt og uambitiøst syn på kunstens udtryk og betydning, der i kulturkampens ånd baserer sig på laveste fællesnævner og mistænksomhed over for abstraktion og kritisk sans, hører de en forældet medieverden til.

Så som jeg ser det, er det eneste sande alternativ et selvstændige initiativ. Eller mere præcist: et uafhængigt og åbent forum for anonym kunstkritik. Et forum hvor der skrives kunstkritik uden signatur og der derfor kan skrives mere frit, direkte og eksperimenterende. Uden forstyrrende hensyn til personbeskyttelse eller egopromovering, sociale og professionelle investeringer.

Men er det ikke forkert at kritisere andre uden at stå frem med navn? Vil det ikke give mulighed for urimelige tilsvininger og lovprisninger såvel som spam, der ikke har noget med kunstkritik at gøre? Selvfølgelig, men det sker nok kun i starten indtil de involverede lærer formen at kende og forummet finder sig selv. Og spørgsmålet er om ikke lidt collateral damage er værd at tage med, hvis gevinsten i det store perspektiv er en vital kunstkritik. Endelig, hvis ikke bidragsyderne formår at finde en balanceret form, så har kunstkritikken heller ingen berettigelse. På den måde vil et sådant forum også være en lakmustest for kunstkritikken. Det er således lige så meget en udfordring som en mulighed.

Dette indlæg blev udgivet i Debatindlæg. Bogmærk permalinket.

22 kommentarer til Anonym kunstkritik

  1. Torben Sangild skriver:

    Jeg er jo så en kunstanmelder, der forsøger at skabe en engageret, reflekteret og uforudsigelig kunstkritik uden for mange klichéer, inden for de rammer som dagbladsanmeldelsen sætter. Jeg udvider jævnligt disse rammer ved at komme med uddybende og supplerende kommentarer på min blog.

    Jeg synes at anonym og eksperimenterende kunstkritik skal være et velkomment forsøg. Men hvorfor skal den erstatte de eksisterende former? Lav dog et site, hvor man kan skrive anonym kunstkritik. Hvis den er god, vil den blive en succes og et værdigt modspil til den etablerede kritik, som jeg godt kan medgive ofte er forudsigelig og klichéfyldt.

    Jeg vil elske at læse den, og vil måske også gerne bidrage til den. Men jeg tvivler på at anonymiteten vil ændre på noget i mit indhold. Det skulle snarere være den frie, eksperimenterende form, som dagbladene ikke er gearet til, der kan tillade andre måder at udtrykke sig på. Og det vil være en befrielse.

  2. lisbeth bonde skriver:

    Ligesom Torben Sangild mener jeg, at det er en god idé både at give plads til at melde kunstfagligt kritisk ud med navns nævnelse og anonymt. Det er bare helt afgørende, at skribenten holder den kunstfaglige fane højt. På den anden side er der også en vis risiko for, at en sådan udmelding vil blive taget mindre alvorligt, når man ikke kan hæfte et navn og et ansigt på den. Hvis man derimod havde en lukket kreds – som det i sin tid skete i tidsskriftet ‘Fredag’, hvor den anonyme ‘Robinson’ fr i blækhuset og revsede og skældte ud på alle mulige koryfæer i den litterære verden – ikke at forglemme ‘vandhovedet fra Møn’, alias Henrik Stangerup – hvor altså et udvalgt antal bidagydere, som læserne er bekendt med, og som det jo er tilfældet her på sitet – meldte kritisk ud i nogle velargumenterede anmeldelser, så ville man nok blive læst. Det var måske værd at overveje for at få gang i kunstkritikken, som Jacob med god ret kritiserer. Mange hilsner til alle her fra Rom (i anledning af Thyra Hilden og Pio Diaz’ værk ‘Coliseum on Fire.’

  3. Kaspar Bonnén skriver:

    Hvis man er træt må man hvile sig. Så take a break, Jacob.

    Jo, jeg bliver også træt af medierne og journalistikken. Eller af kunsten for den sags skyld. Ja selv min egen til tider. Det reflekterede forsvinder til fordel for det populariserede. Old story. Man bliver træt af at høre folk brokke sig over det. Dette forum er dog et forsøg på at gøre et eller andet.
    Personligt hader jeg alle de anonyme debatfora.
    Der er vel rigeligt med reflekterede artikler rundt omkring, jeg kunne søge efter rundt omkring på nettet. Jeg savner måske ikke selve reflektionen eller kunstkritikken. Men jeg savner en fælles kulturel kommunikation, som er lidt dybere.
    Er det en hel kultur vi er ved at miste. Den fælles kulturelle reflektion, som også den private debat kan læne sig op ad.

    Ja, den er måske forsvundet.
    Fornylig udkom Peter Poulsens digtsamling kun som print on demand.
    Samtidig blomstrer små forlag op -og lukker igen.
    Alligevel lever digtgenren, bare med endnu dårligere økonomi
    Der er ingen sikre positioner, ingen fælles kritik.

  4. lisbeth bonde skriver:

    Ja, Kaspar. En fælles, kritisk, kulturdebat om, hvilken retning kunsten tager og måske også bør tage, i en tid, hvor der er en udstrakt tolerance over for snart sagt alle kunstneriske ytringer, og kunstinstitionernes hvide kuber er blevet uhyre gæstmilde og repetitive, det er nok det, vi har brug for. Samtidig med, at vi aldrig må sætte kunsten på en formel eller spænde den for ideologiernes eller religionernes vogne. Måske ville det også være velgørende med en kulturpolitisk diskussion, især nu hvor det politiske maskespil har udartet til en farce, og man (jeg) ikke længere kan tro på, at oppositionens folk er mere hæderlige eller uhildede end den siddende regerings – eller at de for den sags skyld er større kunstelskere end de borgerlige. Hvor er de intellektuelle? Hvor er kunstnerne? Det hele kører bare af sted uden at nogen rigtig melder ud. Har de borgerliges værdidiskussion virkelig fået kritikken til at forstumme. Det føles, som om der ligger en tung dyne over gemytterne. Kun nogle få kulturradikale ytrer sig med argumenter fra dazumal – helt gratis uden at integrere nye facts fra nutiden i deres argumentation. Nytter det for alle os andre alligevel ikke at ytre sig? Hvor foregår diskussionerne i dag? Bag lukkede døre? Det bedste indlæg i samfundsdebatten i flere år er i min optik stadig Rune Lykkebergs bog: Kampen om Sandhederne (fra 2008).

    I kunsten kører institutionerne trods nedskæringer (dog jeg har netop læst at kunstmuseernes besøgstal har været vigende i 2009). Alligevel konstaterer man, at kunsten manifesterer sig rigere og mere mangfoldigt end nogensinde før – jfr. den velbesøgte kunstmesse i weekenden. Alt synes på overfladen at gå godt, og krisen synes allerede overstået. Hvordan bliver kunsten en del af diskussionen?Hvordan kan kunstnerne bidrage til en kritisk fortolkning af vores tid, af vores håndtering af vore omgivelser, samfundets indretning og den skæve fordeling af goderne? Det gør den fortløbende, men det når ikke frem til avisernes samfunds- eller debatsider. Den er og bliver nichepræget. Jeg er selv meget berørt af Kiefers dystopiske værker på Louisiana. De omsætter stofligt, metodisk og æstetisk de temaer, de undersøger. De handler om Europa som ruin, og de er selv ruiner. Der er altså en nøje overensstemmelse mellem tema og form. Stærkt. Det er et analytisk såvel som æstetisk stærkt udsagn. Sådan kan kunsten også tage sig ud. Men Kiefer er tysker, født nogle måneder før Die Stunde Null. En mellemlags billedkunstner fra Parcelhusdanmark har naturligvis et anderledes, harmonisk udgangspunkt.

  5. christian schmidt-rasmussen skriver:

    Jeg ved ikke om signaturen er et problem i al almindelighed, men den er der specifikt i forhold til dagbladene. Det er meget svært ikke at læse anmeldelser i dagbladene uden at skæve til lederspalten. Så at sige. En avis har en konkret politisk stemme og det gør det meget svært ikke at se kunstanmeldelser som et led i en almen kulturkamp. Det forrykker fokus i forhold til fagligheden. Uanset om den er tilstede eller ej. Forslaget med anonyme anmeldelser, ville, i hvert fald i forhold til dagbladene, få den effekt at de stod mere rent som kulturkamp. Hvilket nok ville være mere rimeligt i forhold til den funktion jeg ser kunstanmeldelsen har generelt på aviserne. Om det ville give mening i andre sammenhænge vil jeg ikke komme ind på her.

  6. Torben Sangild skriver:

    Det er også min oplevelse, at det at skrive på Politiken bliver udlagt som at man er en del af en redaktionel linje lagt af Tøger. Dem på Jyllands-Posten oplever noget lignende, bare med omvendt fortegn.

    Det har bare ikke noget på sig. Jeg ville skrive det samme i Jyllands-Posten som jeg nu gør i Politiken. Jeg har faktisk også været anmelder på JP. Måske ville det få en anden overskrift af redaktionssekretæren, ligesom billedtekst osv. kommer gennem den redaktionelle mølle. Men brødteksten er min, og den skæver ingenlunde til hvad ‘avisen mener’.

    Hvis anmeldelsen var anonym, ville man så lægge mindre i, hvilken avis, den var skrevet i? Nej, tværtimod, så ville det netop være Politikens holdning og ikke min.

  7. christian schmidt-rasmussen skriver:

    Min pointe er at netop fordi avisen har en politisk linie, at så bliver det forvirrinde med signaturen hvis signaturen ikke skriver i åben modstand mod avisens linie. Min pointe var ikke at skribenten underlægger sig en redaktionel linie, men at læseren læser anmeldelsen som et udtryk for den redaktionelle linie, og at signaturen på den måde er et forvirrende element. I det hele taget bliver jeg noget forvirret af forholdet mellem aviser og skribenter i det hele taget.

  8. Bjørn Poulsen skriver:

    Ved hofferne i enevældstiden var maskeballer meget yndede, netop fordi de gav de maskerede mulighed for at overskride nogle af tidens tabuer.
    Så anonymitet som frigørende kraft har en lang historie. Men jeg syntes , at kunstverden i forvejen minder rigeligt om hoffet i Versaille, jeg tror ikke det er den vej vi skal.

  9. Jeg er altid dybt bekymret, når det argumenteres for anonymitet i et demokratisk samfund. Jeg er enig med jacob i hans diagnosticering af kunstkritikken, men Jacob – jeg er ikke helt klar over om det i virkeligheden er redaktørerne mere end kunstkritikerne, du er ude efter?

    Anyways – det er min holdning, at det man ikke kan stå frem og sige på sit glatte ansigt i sit eget navn kan tolkes på i hvert fald to måder: Enten er vi ikke så demokratiske, som vi tror, så det enkelte individ eller gruppen af individer finder det nødvendigt at trække masker på for ikke at blive forulempet af regimet – styret – hvad vi nu kalder det. Dette mener jeg ikke er tilfældet i det offentlige Danmark og slet ikke hvad angår kunstkritik, der ved Gud da om noget er aldeles ufarligt at ytre sig om. Eller også er det fordi man har personlige interesseret involveret, altså at man har behov for at svine nogen til, eller er bange for at miste sine penge eller sine kontakter, hvis man siger, hvad man virkelig mener. I sådanne tilfælde vil jeg meget gerne være fri for at høre, hvad personen har på hjerte. Anonym kritik i et samfund med demokratiske værdier er ALTID en glidebane – og målet helliger ikke midlet. Midler og mål skal passe sammen. Vil vi have en ordentlig og dannet debat om kunsten og dens funktion med samt de implikationer, dette måtte medføre, så ser jeg ingen anden vej end, at man gør sig den yderste umage med at formidle det, man mener ærligt og rent, som jeg formoder at kunstneren gør sig den yderste umage for at være ærlig og ren i sit udtryk.

    Så er der lige realiteterne: Er det muligt at være ærlig og sober? Og alle de mange eksempler herpå, hvor det ikke er tilfældet. Men hvis vi vil højne noget – og det går jeg ud fra er dagsordenen her – at højne kunstkritikken – så tror jeg simpelthen ikke på at det skulle ske igennem at vælge det laveste: Den anonyme kritik. Den samme holdning har jeg til anonyme vidner, anonyme anmeldere, anonyme aktivister, anonyme rascister.

    Og så vil jeg lige knytte an til Bjørns kommentar, som jo er spændende: I et enevældigt samfund kan masker være absolut nødvendige, alligevel ser vi at alle enevældige tyranner og diktatorer, har brug for nogen, der virkelig kan fortælle dem om rigets rette tilstand uden maske – det kan narren, men med den lille klausul på, at hvis fyrsten finder narrens kommentarer irriterende, så kan han dødsdømme narren. Efter kort tid må han dog så anskaffe sig en anden nar, for uden sandheden kan selv diktatorer ikke fungere. Måske er der en opgave her for kunstkritikken? :) I gamle dage var der dødsstraf for skuespillere, der bar våben i byerne og ude på landet var de fredløse – enhver kunne henrette dem, men enhver havde også hungrende brug for det skuespillerne bragte til dem. (Under Ludvig d. 14.s Frankrig – that is).

  10. Jeg synes ligeledes at en anmeldelse markant skal skrive sig væk fra avisens politiske eller snarer æstetiske linie. De fleste anmeldelser minder mig mere om livestils magasiner end om egentlig kunstkritik. Netop blogs og sider som denne tillader en bedre kritik og det må være vejen frem. Anonym eller ej.

  11. Ulrik Schmidt skriver:

    Jeg er helt enig i at anonymiserede, kritiske og eksperimenterende debatfora kun ville gavne som et alternativ til dagspressens kunstkritik.

    Men selvom at idéen om anonymitet måske næppe vil lade sig gennemføre i dagbladene som situationen er nu, tiltaler idéen mig. Der kunne i mine øjne sagtens være noget frigørende i, at også etablerede, aflønnede anmelderne ikke skulle stå til andet ansvar for deres skriverier end det, som deres tekster argumenterer for. Og samtidig ville det på avislæseren side betyde, at denne står mere alene med teksten. Det kan jeg kun se som noget positivt – hvis man altså ser bort fra de økonomiske konsekvenser som anonymisering måske vil have for dagbladene.

    Men jeg kan samtidig også godt se faren for, at anonymiteten vil trække kunstkritikken i retning af det niveau, som præger mange anonymiserede internetfora. Men er det ansvar, signaturen giver, virkelig et nødvendigt middel til at frembringe en kritisk og nuanceret kunstdebat? Hvad er det egentlig signaturen skal sikre? Skal den sikre en god tone og begrænse mudderkastning? Skal den sikre over for læseren, at det er anmelderens egne holdninger og ikke hele dagbladets, der tilkendegives? I sidste ende har disse ting vel ikke meget med selve kvaliteten eller indholdet af kunstkritikken at gøre?

    Fremfor at forstå en anonymiseret kunstkritik som et mere eller mindre legitimt alternativ til den etablerede kritik, kunne man måske i stedet stille legitimeringsspørgsmålet direkte i forhold til den signaturbaserede kritik: hvorfor behøver vi overhovedet en ikke-anonymiseret kunstkritik for at fremme kunstkritikken?

  12. jeg er personlig ikke tilhænger af at anonymitet skal være den faktor, der får folk ud af busken. I det lange løb er det bedre at man tager konsekvensen af de meningstilkendegivelser man kaster ud – og så må man sideløbende forsøge at skabe ok vilkår for det – herunder at bekæmpe den ekstremt oppe fra og ned hierarkiske magtstruktur, der eksisterer i kunstmiljøet, så det er det gode kunstværk og det gode argument der sejrer, frem for den til tider uigennemskuelige “sådan er det bare” konsensus, man også kan støde på. Sikkert nemmere sagt end gjort!

    Hvad er reelle forhindringer og hvad er strategiske overvejelser? Det er svært at komme til bunds i, men af samme grund er den form for italesættelse vi forsøger at iværksætte her så meget desto vigtigere. Altså et forsøg på at skabe en eller anden form for gennemsigtighed. Alene af den grund er det rart at vide hvorfra der tales.

    Hele diskussionen omkring anmelderiet i dagbladene er også lidt speget. Som Torben Sangild påpeger overfor Christian Schmidt Rasmussen, så kan man ikke udlede en politisk holding af kritikken og det bliver fremhævet som en positiv ting – som svar på CSR’s forvirring over hvilke holdinger der ligger bag – og om der ligger noget bag. Men omvendt er det da på en måde også lidt ærgerligt, at kritikken altid bliver henvist til dette lille reservat, hvor der helst ikke må skinne en politisk holdning igennem .

    For at skrive ordentlig krtitik er jo i mere general forstand også en etisk og dermed politisk handling, der i princippet godt kunne afspejle avisens holdning. Bortset fra det må det idet hele taget være svært at skrive noget for en avis man ikke et meget langt stykke af vejen sympatiserer med. Men de usle freelancevilkår spiller sikkert en rolle. Man skal overleve.
    Eller?

  13. Torben Sangild skriver:

    Hov, Anette, det var vist en fejllæsning: Pointen er ikke at der ikke må skinne politiske holdninger igennem på relevante steder i kunstanmeldelsen. Pointen er at man ikke forventes at følge en eller anden linje, som er ‘avisens’, dvs. chefredaktørens.

    Jeg har aldrig skævet til Tøger Seidenfadens eller Anita Bay Bundegaards holdninger når jeg skrev mine egne ting, det ville være helt forkert. Jeg går gerne imod dem, hvis jeg mener noget andet.

    Det samme kan man se mange andre steder, fx hos Lars Bukdahl, som i Weekendavisen så absolut kun repræsenterer sig selv, og ofte er på kant med andre skribenter eller redaktøren i såvel litterær som politisk holdning. Her kan man endda se en fortsat fejde mellem Leonora Christina Skov og Lars Bukdahl om deres vidt forskellige syn på ‘genrelitteratur’ og ‘forfatterskolelitteratur’.

  14. Torben Sangild skriver:

    Et aspekt som også skal med er at man som regel læser en anmeldelse med anmelderens ‘stemme’ i baghovedet. Altså ens kendskab til avisens faste anmeldere, gør at man ser anmeldelsen som noget der kommer fra et bestemt perspektiv – det perspektiv, som er NNs. Man læser således en anmeldelse forskelligt om den er skrevet af Bukdahl eller Skov, af Jeppesen eller Weirup.

    Det er en del af anmeldelsens diskurs at den fælder en smagsdom, som i sidste ende er subjektiv, men som gerne skulle bygge på objektive og gode iagttagelser. Alene deri er navnet retfærdiggjort.

    Så kan man måske lave anonyme alternativer, hvor smagsdommen ikke spiller den store rolle, men så er vi også på vej over i en anden genre.

  15. Ulrik Schmidt skriver:

    Jeg er enig med Anette i, at det generelt ikke er kønt i den daglige debat at fremføre personlige holdninger uden at stå ved dem i eget navn. Men er det ikke noget andet med en anmeldelse og med kunstkritik i almindelighed? Er den personlige holdning ikke mere ligegyldig her til fordel for det kritiske argument, den oplysende perspektivering, den skarpe betragtning, den morsomme formulering osv., som er det interessante? Og behøver disse ting i sidste ende en personificeret afsender for at kunne forstås af læseren? Behøver kunstkritikken, som Torben siger (hvis jeg forstår dig ret), virkelig at være signeret for at kunne udsige klare og skarpe smagsdomme?

  16. Birgitte Riis skriver:

    Jeg hæfter mig ved 3 ting i Jacob Lillemoses indlæg.

    1. Først synes jeg, det er relevant at debattere, hvad ‘ordentlig kunstkritik’ er. Skyldes de evigt tilbagevendende beklagelser… forargelsen og frustrationen over den manglende ordentlig kunstkritik i virkeligheden, at vi ikke er enige om, hvad begrebet dækker. Kan det lade sig gøre at nå til enighed om, hvad god og ordentlig kunstkritik er? Kan vi i dette forum diskutere os frem til noget, der ligner en definition? Det kunne være spændende. For det er i hvert fald for nemt (og nytteløst) blot at beklage sig over populærdækningen i den sparsomme sendetid og spalteplads. Og det er trættende… Måske er det her forum vejen frem? Hvad er det, vi vil have? Hvad er ordentlig kunstkritik?

    2. “Den nutidige danske kunstkritik er i bund og grund ligegyldig for andre end en lille skare af indforståede”, skriver Jacob, og jeg er enig. Hvordan breder vi kunsten ud, så den på én gang bliver relevant for et bredere og mere diverst publikum samtidig med, at den forbliver relevant for de indforståede. Hvordan bedriver vi kunstkritik og formidling, så det når bredere ud end til den lukkede indviede gruppe? Hvorfor er det så svært at skabe nærværende, læsværdig, spaltepladskrævende, samfundsrelevant formidling og kritik af kunst, der ofte byder på rock-my-world oplevelser? Den nød må knækkes før omverdenen begynder at efterspørgekunstkritik og formidling, og lykkes det, kommer spaltepladsen helt af sig selv. Vi må holde op med at skrive om os selv til os selv. (det bliver i øvrigt spændende, om det bliver, hvad vi gør også i dette forum, eller om det lykkes at få andre til at deltage i debatten)

    3. Og så mere generelt… anonym kunstkritik… en fascinerende tanke. Men nej, der må jeg være enig med de mange, der allerede har skrevet om det bekymrende ved anonymitet i et demokratisk samfund. Omvendt kan man måske i forandringens navn acceptere midlertidige undtagelsestilstande ala dem, der er i vælten i øjeblikket vedr. positive særbehandlingsordninger af forskellig slags, for at få flere kvinder i forskermiljøet? Spørgsmålet er så om målet helliger midlet…

  17. Jeg tror egentlig ikke, at jeg fejllæste din kommentar Torben, men til gengæld udtrykte jeg mig nok lidt uklart, hvilket jeg lige vil forsøge at råde bod på;
    Når jeg udtrykte en vis ærgelse over at kunstdebatten henvises til et meget lille, og i forhold til avisen iøvrigt, underdrejet reservat, så er det ikke fordi jeg savner at Tøger Seidenfadens politiske holdninger skal smitte af på dine anmeldelser, mere bare en eller kontakt, udveksling, måske heftig diskussion imellem de forskellige områder. Og på den måde måske mere respekt og råderum.

    Som det er nu, er det lidt lige som med de politikere, der påstår at de går meget op i kunst og kulturkamp, og aldrig kommer til møderne i kunststyrelsens repræsentantskab, fordi der altid er noget der er vigtigere.

    Debatten om kunst fylder simpelthen meget lidt her i Danmark, sammenlignet med andre lande som feks. Tyskland og de andre nordiske lande, hvad der er en kultursociolog der har påvist og skrevet om fornylig i Politiken bla. (var det Peter Duelund?).

    Så det handler på den måde ikke om at kræve (kultur)politisk enighed, men om at finde nogle kanaler mellem de iøvrigt meget forskellige genrer, et fælles debatforum måske, nogle temasider i ny og næ? Et eller andet der kunne sparke mere energi, substans og selvkritik ind i kritikken.

    På den måde ville det måske også give mere mening, at der overhovedet er kunstkritik i avisen. Jeg siger ikke, at det er sådan, men set ude fra, ser det ofte ud som om at hverken aviserne eller kunstanmelderne for alvor overvejer, hvad man kan bruge hinanden til.
    At det primært er en konvention, at der skal skrives lidt om kunst og kultur.

    Og jeg siger heller ikke at det er let. Det er klart at feks. litteratur og film ofte i forvejen udtrykker sig i et mere journalistisk sprog, er mere specifikt politiske, samfundsdebatterende og på den måde ligger mere til højrebenet i forhold til avisens øvrige artikler.

    Og det er heller ikke fordi jeg ønsker, at kunsten skal lægge sig til rette for denne dagsorden. Men når det efterhånden fylder så lidt, og spiller så lille en rolle, så er det muligvis fordi, som Kasper beskriver, at det kun er de store symboler, der kan matche avisformatet. Men der er muligvis også en vis sandhed i Jacobs påstand om, at formidlingen er blevet for tam, indforstået og uvedkommende.

  18. christian schmidt-rasmussen skriver:

    den nedenstående kommentar på linket ville ikke have været muligt med en anonym kunstkritik. sternberg har ikke tænkt sig at give op:
    http://sternbergs.dk/blog/?p=1040

  19. Torben Sangild skriver:

    Anette HF: Fint nok, det har så bare ikke noget med min kommentar til Christian Schmidt-Rasmussen at gøre, som du henviste til, derfor forvirringen.

    Christian SR: Nemlig!

  20. christian schmidt-rasmussen skriver:

    Jeg har lige læst to artikeler om Kerry james Marshall i Afterall nr 24. den ene var en ren fejring af Mesteren og som sådan vældig uinteressant og havde intet at gøre med kritik. Den anden etablerede en analytisk dialog med hans værk for til sidst at ende op med en påstand om en genuin afro-modernisme som var mig ubekendt. Den første kunne være bragt i et søndagstillæg til en avis. Den anden kan kun anbringes i et fagtidsskrift. Mainstreammediernes generelle format tillader ikke diskussioner der er analytiske, de tillader kun holdninger og konfrontation. Det umuliggør i al væsentlighed kritik.
    Jeg ved ikke om det er et særlig dansk fænomen, men jeg fik for ca. 10 år siden refereret en diskussion hvori danske, her specifikt akademikere, blev beskyldt for forveksle kritik med brok og konfrontation.

  21. Ann Nielsen skriver:

    Når noget beskrives som anonymt er det ofte et udtryk for at det er ligegyldigt. Uinteressant. Vi forstår tingene i deres kontekst og kritik perspektiveret af, hvem der fremsætter den.

    Anonymiteten som ide er fin nok, som en hammer til at banke kasser og fordomme ned omkring afsenderen og flytte fokus til argumenterne, men den vil nok hyppigere blive brugt som et skjul at gemme sig bag, når man skyder med skarpt, men gerne vil fremstå som pacifist. Ikke at der er noget galt med det – kunstens heliumballoner har også brug for skudhuller.

    Der hvor ideen efter min mening snubler, er i det faktum at vi lever i en individ-dyrkende kultur, der keder sig over anonymitet. Det er meget prisværdigt idealistisk at ville sætte fokus på bolden i stedet for manden, men uden manden gider ingen beskæftige sig med bolden. Og hvad nytter det, at man har nok så kloge tinge at sige, hvis ingen lytter?

    Nu fremstiller jeg måske læserfolket som urimeligt og kasseliderligt, men det er indlysende nok, at de retter deres opmærksomhed efter personer fremfor argumenter. Personerne – afsenderne – er fyrtårne i et hav af oplysning, kunstkritik, meninger osv. Mange almindelige mennesker har ikke tid og overskud til at pløje sig gennem alverdens anonyme observationer for at finde guldkorn helt tilfældigt. Her er den navngivne afsender en vigtig guide og hans/hendes navn et pejlemærke, som letter det store arbejde.

    Hvis man som kritiker, anmelder eller lignende kan lette vejen til information for sine læsere, så trumfer det anmelderens eget behov for en behageligere eller mere optimal formidlingsform. Kritikere bør ikke glemme at de arbejder i et servicefag og lever af deres læsere. Så giv læserne det de vil have: klar identitet.

    – Så kan man altid diskutere bagefter, om det nødvendigvis skal være den virkelige.

  22. Jacob Lillemose skriver:

    Jeg bør måske nævne at en væsentlig inspiration for min kommentar er et projekt af den spanske kunstner Daniel Garcia Andujar. Projektet består en et website, hvor folk anonymt kan kommentere kunst- og kulturpolitiske anliggender. Når en bruger skriver en kommentarer sletter et program simpelthen brugerens IP-adresse, således at det er umuligt at spore brugerens identitet. Projektet er desuden lokalorienteret, i den forstand at de knytter sig til forhold i enkelte byer (Valencia, Barcelona, Bilbao). Og det har været en kæmpe succes, både med hensyn til at udvikle en levende offentlig diskussionskultur og til kritisk at italesætte de politiske og økonomiske magtmekanismer som har så afgørende indflydelse på kunstsystemet, og som jo også tit er anonyme, i den forstand at de opererer bag et upersonligt administrationsapparat. Set fra den vinkel er projektet demokratisk mobiliserende og sådan har det også fungeret. Det har i øvrigt også sloganet ”Demokratiser Demokratiet.” Nu har kulturlivet i Spanien, ikke mindst i Katalonien, et anderledes antagonistisk forhold til det politiske system end i Danmark, og selvfølgelig er det ikke bare sådan lige at overføre denne model til decideret kunstkritik, men jeg har haft tanken siden jeg lærte projektet at kende. Måske realiserer jeg det en dag. Måske ikke. Indtil da synes jeg tanken er produktiv som en påmindelse om at kunstkritik ikke behøver at have den givne form.

    Se fx e-barcelon.org

    Et andet aspekt som jeg mener anonym kunstkritik kan bidrage med er et fokus på at kunstkritik (som er noget andet end anmeldelser) som en udvikling af et sprog til at tale om kunst, måder at se på og tænke med, snarere end at give stjerner. Når man selv på DR2 kan hørte værten undre sig over hvorfor kunst ikke bare kan være et pænt maleri på væggen, så er det udtryk for en generel intellektuel fattigdom når det gælder samtidskunst. I den forbindelse mener jeg fx at Jeppesen er ligegyldig. Han er et navn og han er god til at skrive hvad han mener uden at tage hensyn til forhold mange andre vil tage hensyn til, men hans både at tale om kunst på er for mig at se ret forsimplet. Ikke mindst når han skal rose. Hvis kunstkritikken går med på redaktørernes reduktive forestilling om at uddele stjerner så flyder den og med den kunsten umærkeligt ind i alle de andre kulturudbud som læserne præsenteres for. Og så har man endeligt kun den offentlighed man selv skaber (det gælder i den grad også i politik) og hvis ikke kunstkritikken er i stand til at skabe en mere interessant offentlighed end dem der kan grine af de billig grin og blive forargede over de ligeså billige provokationer, then, well, så er den for mig at se ret ligegyldig. Man har kun de læsere man skaber og hvis man taler ned til læserne. Som Lars von Triers ironiske slutbemærkning i Direktøren for det hele så klart siger det: ”Dem der fik hvad de kom efter har fortjent det.”

    Med hensyn til aviser og politisk linje, er det vel naivt at tro at man er uafhængig. Selvfølgelig er det en selv der bestemmer hvad der skal stå, men det sker inden for rammer sat af avisens redaktion. Derfor kan man ikke skrive det samme på JP som på Politiken som på Information osv. I den ultrakorte tid jeg skrev på Aktuelt oplevede jeg i hvert fald, at redaktionen indskærpede at jeg ikke måtte skrive for akademisk etc. og det afspejlede vel også en mere generel (socialdemokratisk) kulturpolitisk holdning. Modsat da jeg skrev på Morgenbladet (i Oslo) blev jeg opfordret til at være mere skarp og reflekterende. En redaktion sætter med andre ord en ramme og den ramme er afgørende for såvel skribent som læser. Derfor mener jeg også man skal eksperimentere med andre former for rammer end de eksisterende.

    @ Kasper
    Udover at du ”rådgiver” mig som om jeg var din bedstefar, så læser du også min kommentar alt for bogstaveligt. Den træthed jeg føler i forhold til brokken overkunstkritikken er en motiverende faktor til at skrive videre i andre former og et modsvar til mental ”hvilen.” Derfor kommentaren og de andre sammenhænge jeg skriver i.

Skriv et svar